9 fugt og gulve
Gulvet er den vandrette flade, der gør den øverste del af en etageadskillelse tjenlig til at gå på, stille møbler på osv. Gulve skal eventuelt danne underlag for opstilling af lette vægge.
Gulve kan være udført som sammensatte konstruktioner, fx bestående af et undergulv og en gulvbelægning udlagt på et træbjælkelag. På betondæk, fx terrændæk, opfattes gulvet ofte som den samlede konstruktion, fx bestående af isolering, beton, fugtspærre og trægulv.
Gulve bliver normal udført vandret, medmindre andet er aftalt. I vådrum udføres gulve dog typisk med et lille fald mod gulvafløb.
Der stilles ofte krav til etageadskillelser med hensyn til lyd- og brandforhold, og her kan gulvet være medvirkende til, at der opnås de ønskede egenskaber.
Ud over at fungere som flade til ophold og møblering har gulve også andre funktioner.
Gulve indgår sammen med den øvrige etageadskillelse ofte i den bærende konstruktion og kan fx medvirke til at optage vindkræfter.
9.1 Fugtpåvirkning
Gulve udsættes især for fugtpåvirkning i form af:
- Byggefugt, dvs. vand, som er tilført i byggefasen, fx ved støbning af betondæk
- Skiftende fugtindhold i den omgivende luft (variation i RF)
- Opstigende grundfugt – normalt kun i ældre bygninger.
9.2 Generelle forholdsregler mod opfugtning
Fugtsikring omfatter alle foranstaltninger til at undgå opfugtning fra ovenstående kilder. Herunder gennemgås de enkelte kilder til fugt hver for sig, sammen med tilhørende tiltag for at imødegå opfugtning.
9.2.1 Byggefugt
Fugt i form af byggefugt stammer typisk fra beton eller letbetondæk, som ikke er tilstrækkeligt udtørrede, inden gulvet lægges. For at begrænse opfugtning af dækkonstruktionerne er det vigtigt at få bygningen lukket hurtigst muligt. Andet arbejde, som kan give fugt i rummet, fx murerarbejde og malerarbejde, bør udføres, så fugt herfra ikke påvirker udførelsen af gulvarbejdet.
Problemer som følge af byggefugt kan undgås/reduceres ved enten at:
- Vente på, at konstruktioner med byggefugt er tørret tilstrækkeligt ud
- Udføre en fugtspærre, så byggefugten hindres i at trænge op til fugtfølsomme materialer.
Udtørring af byggefugt
Udtørring af fugt i betonkonstruktioner afhænger af flere faktorer:
- Ensidig eller tosidig udtørring: Hvor der er mulighed for, at en dækkonstruktion kan udtørre til begge sider, vil udtørringstiden reduceres i forhold til konstruktioner, hvor udtørring kun kan ske til den ene side.
- Udtørringsbetingelserne: Udtørring vil gå hurtigst, hvor omgivelserne har lavt damptryk og har mulighed for at optage meget fugt, fx ved høj temperatur og lav RF.
- Betonsammensætningen: Beton og letbeton bruger vand under hærdningen, men indeholder typisk et overskud af vand – især ved højt v/c-tal. Hvis overskuddet af vand er stort, vil udtørringen blive forlænget.
- Konstruktionens tykkelse: Ved udtørring sker fugttransport ved diffusion – som er en forholdsvis langsom proces – af fugt fra midten af materialet og frem til overfladen, hvorfra fugten fordamper (ved ensidig udtørring sker transporten hele vejen gennem materialet). Ved tykkere konstruktioner skal vanddampen transporteres længere, hvilket medfører en forlængelse af udtørringstiden.
Selv under gunstige betingelser er udtørring en langsom proces, som kan tage mange måneder. Normalt skal der udtørres så længe, at fugten når ned på et acceptabelt niveau, dvs. et niveau, som kan håndteres, uden at der opstår fugtproblemer.
Til estimering af den forventede tørretid tages udgangspunkt i erfaringer og målinger. Byggefugt af beton kan fx estimeres med Aalborg Portlands beregningsmodel, se www.aalborgportland.dk. Beregningsmodellen giver et estimat over udtørringstiden baseret på traditionelle danske betontyper og udførelsesmetoder og tager bl.a. hensyn til vand-cementtal, tykkelse og udtørringsforhold. Da der er tale om et estimat, er det stadig nødvendigt at kontrollere fugtindholdet ved måling, inden gulvbelægningen udlægges. Udtørring af andre materialer kan fx beregnes ved at anvende programmerne Wufi eller Match.
For at reducere ventetiden kan der bruges materialesammensætninger, hvor der ikke tilføres mere fugt, end der skal bruges i forbindelse med hærdningen, fx selvudtørrende beton (beton med lavt vand-cementtal) eller aluminatbeton, som hærder hurtigt og har lille svind. Disse typer af beton er dog normalt dyre og har derfor kun begrænset anvendelse, fx anvendes aluminatbeton til badeværelser, hvor der ønskes pålagt fliser hurtigt efter udstøbning.
Alternativt kan underlaget for gulvet udføres af materialer, som kun indeholder små mængder byggefugt, fx pladematerialer.
Udtørring af beton kan accelereres ved udtørring, se SBi-anvisning 277, Fugt i bygninger – teori, beregning og undersøgelse, afsnit 2.4.3, Udtørring af byggefugt, men udtørringstiden vil stadig være meget lang.
Fugtspærre
I stedet for at vente til der ikke er mere byggefugt i underlaget, kan der anvendes en fugtspærre, som hindrer fugt i den underliggende konstruktion i at trænge op i fugtfølsomme materialer. Fugtspærren anbringes mellem de materialer, der indeholder fugt, og de materialer, som ikke kan tåle fugt. Se også afsnit 2.6.3, Fugtspærre.
Fugtspærren skal både være tæt mod kapillarsugning og mod vanddampdiffusion. Dens diffusionstæthed udtrykkes med en Z-værdi. Jo højere Z-værdi, jo tættere materiale. Fugtspærren skal være robust nok til at tåle håndtering på byggepladsen, fx at blive trådt på, mens gulvet lægges. Fugtspærre til gulve er typisk 0,2-0,4 mm plastfolie, epoxy påført i flydende form, bitumenpap (med coating) til påsvejsning eller specialprodukter fra gulvleverandøren. Der findes også fugtbremsende klæbere, men disse vil som hovedregel ikke være så damptætte, som de ovenfor nævnte produkter.
For produkter, som påføres i flydende form, er det vigtigt, at membranen påføres i tilstrækkelig tykkelse – det er en forudsætning for at opnå den ønskede Z-værdi – og at alle detaljer, fx gennemføringer og tilslutninger mellem væg og gulv, projekteres og udføres, så de også er tætte. Detaljer kan fx udføres med inddæknings-/armeringsstrimler, manchetter mv.
Fugtspærren skal udlægges, så den beskyttes mod skader/perforering, fx fra grater på et underliggende betondæk. For folier kan dette ske ved at indskyde et mellemlag, fx geotekstil mellem betonen og fugtspærren. Når fugtspærren er udlagt, skal den beskyttes mod skader under eventuelle efterfølgende arbejder, fx med gulvpap eller træfiberplader. Eventuelle skader skal udbedres efter leverandørens anvisninger.
Samlinger i fugtspærren under trægulve skal udføres tætte. For fugtspærrer i form af folier kan dette ske ved, at banerne lægges med mindst 50 mm overlæg. For at opnå god tæthed skal alle samlinger, tilslutninger og gennemføringer som hovedregel sikres yderligere ved ‘klæbning’, dvs. med tape, folieklæber eller fugebånd. En overlapssamling alene er ikke tilstrækkeligt til at sikre tætheden.
Fugtspærren skal ved trægulve føres op ad væggen bag fodpanelet, så fugt fra betonpladen ikke kan trænge ind i gulvet via væggen eller via et eventuelt hulrum under fodpanelet (ved trægulve).
Kravet til Z-værdiens absolutte størrelse afhænger af Z-værdien af de lag, der ligger ovenpå. Fugtspærren skal specificeres af den projekterende. Som tommelfingerregel kan der regnes med, at Z-værdien af fugtspærren skal være 5-10 gange så høj som for de efterfølgende lag.
I praksis volder opfyldelse af kravene til Z-værdien sjældent problemer, hvis der anvendes banevarer, fordi fugtspærrer af hensyn til robustheden normalt er så tykke, at de har en høj Z-værdi.
Til brug med svømmende trægulve anvendes ofte særlige materialer, som både fungerer som fugtspærre og som trinlyddæmpende lag.
Fugt i omgivelserne har især betydning for træbaserede gulve, som får forholdsvis store dimensionsændringer som følge af ændringer i den relative luftfugtighed (RF).
Andre materialer får også dimensionsændringer, men de er normalt langt mindre end for træbaserede materialer, og som regel uden større betydning.
9.2.2 Opstigende grundfugt
I ældre bygninger kan opstigende grundfugt medføre problemer, fordi fugten kan brede sig ud i etageadskillelserne og give problemer med fugt på undersiden af gulvene.
Figur 116. Placering af fugtspærre i gulvkonstruktioner.
- Ved flisegulv er der ikke behov for fugtspærre, da fugten kan slippe ud uden at skade.
- Ved trægulv på strøer kan fugtspærren anbringes under isoleringen, men isoleringsmængden skal afpasses efter den aktuelle konstruktion – herunder især temperaturen nedenunder dækket (af hensyn til risikoen for kondens på oversiden af fugtspærren).
- Ved svømmende gulv, kan fugtspærren anbringes øverst i konstruktionen, og der er derfor ikke risiko for kondens på fugtspærrens overside.
9.2.3 Fugttekniske krav til byggepladsen
Inden gulvlægning bør alt arbejde, der kan tilføre bygningen fugt, fx murerarbejde og malerarbejde, være afsluttet. Bygningen skal være i ligevægt med den luftfugtighed, der er normal for årstiden ved cirka 20 °C.
Træbaserede gulve stiller særligt store krav til de fugttekniske forhold på byggepladsen, fordi træbaserede materialer får store dimensionsændringer ved variationer i omgivelsernes fugtindhold (RF).
Der stilles følgende krav til byggepladsen før lægning af gulve:
- Bygningen skal være lukket, og i fyringssæsonen skal varmeanlæg være installeret og i brug.
- Den relative luftfugtighed i bygningen skal være 30-75 % (for trægulve 30-65 %), afhængigt af årstiden, og temperaturen ca. 20 °C. Det gælder både under gulvlægning og senere.
De fleste trægulvleverandører foreskriver, at trægulve ikke må anvendes uden for intervallet 30-65 % RF, hvilket ikke kan overholdes i praksis. Selv i almindelige boliger vil der være perioder, hvor fugtindholdet kommer under 30 %, ligesom fugtindholdet ved anvendelse af gulvvarme bliver lavere end svarende til ligevægt ved 30 %. Det skal i den forbindelse bemærkes, at det kun i særlige tilfælde er tilladt at befugte luften. I sensommeren vil der altid være perioder, hvor den relative luftfugtighed er over 65 %.
Krav til fugt i underlaget
Mange gulve kan skades ved høj eller langvarig påvirkning af fugt nedefra, som fx kan medføre dimensionsændringer, deformationer af gulvbelægninger og nedbrydning af lim og spartelmasse. Inden gulvet lægges skal det derfor sikres, at der ikke er for højt fugtindhold i underlaget.
Fugtforholdene i bygningens rum kan ikke bruges som udgangspunkt for vurdering af, om der er byggefugt i underlaget, fordi RF i rummene afhænger af udluftning, opvarmning eller eventuel udtørring med affugter. Vurdering af fugtforholdene skal derfor ske i selve underlaget, som godt kan være fugtigt, selvom RF i rummene er lav, se under Måling af fugt i det følgende afsnit.
Ved gulvlægning vil der ske en omfordeling af den fugt, der findes i underlaget, se figur 117. Måling af fugt skal sikre, at omfordelingen af fugten ikke medfører risiko for fugtskader, dvs. resulterer i fugtindhold, som er større end grænseværdien for den aktuelle gulvbelægning.
Hvis en gulvbelægning lægges på et underlag med byggefugt, fx et betondæk, er der krav til porefugten
Porefugt er den relative luftfugtighed, som kan måles i et hulrum i materialet, og som svarer til den relative luftfugtighed, materialet vil være i ligevægt ved.
Figur 117. Ved måling af fugt i underlag for gulve vil der ved gulvlægning ske omfordeling af fugten i underlaget. Ved udstøbning af beton vil fugtindholdet være 100 % (kurve A). Ved udtørring sker der en udtørring fra overfladen, så der er mest fugt inde i betonen (kurve B). Der skal derfor måles fugtindhold i forskellig dybde, afhængigt af om der er tale om ensidig eller tosidig udtørring. Ved måling i de angivne dybder vil der ved pålægning af gulv ske en omfordeling af fugten (kurve C). Måleresultatet skal være lavere end grænseværdien for den aktuelle gulvbelægning, se tabel 10.
Hvis der ikke anvendes fugtspærre, er der krav om meget lavt porefugtindhold, som det vil tage lang tid at opnå.
Hvis der anvendes fugtspærre i form af folie, fx 0,2 mm PE-folie, er der adgang for ilt på undersiden af dampspærren, hvilket kan medføre risiko for skimmelvækst. Hvis der anvendes fugtspærre påført i flydende form eller svejset fast (bitumenpap), er der ikke adgang for ilt og dermed heller ikke risiko for skimmelvækst. Der skelnes altså mellem lægning af gulv direkte på underlaget, lægning på fugtspærre i form af en folie og lægning på fugtspærre påført i flydende form. Kravene til højeste porefugtindhold er anført i tabel 10.
Tabel 10. Grænseværdier for, hvornår lægning af gulve kan ske på uorganisk underlag. Hvis lægning af gulv skal ske ved højere fugtindhold, skal der anvendes fugtspærre, af folie eller påført i flydende form. Overfladen af underlaget skal altid rengøres omhyggeligt inden lægning af gulv og eventuel fugtspærre.
Gulvbelægningstype | Krav – Porefugt |
|---|---|
Tekstil eller kvartsvinyl | Højst 90 % RF |
Elastiske belægninger, fx linoleum, pvc, kork eller gummi | Højst 85 % RF |
Fugefri gulvbelægninger, fx epoxy, polyuretan eller akryl | Højst 85 % RF |
Støbeasfalt og PU-crete | Krav i henhold til leverandørens anvisninger |
Trægulve | Højst 65 % RF – uden fugtspærre. Højst 90 % RF ved brug af effektiv fugtspærre påført i flydende form eller svejset på (uden adgang af ilt). * Højst 85 % RF ved fugtspærre i form af folie. Højst 85 % med fugtbremsende klæbere (hvis leverandøren anviser anvendelse til så højt porefugtindhold). * |
* Fugtspærre påført i flydende form (herunder fugtspærrende lim) skal have dokumentation for diffusionstæthed, og ved udførelse skal den anviste mængde (tykkelse/fladevægt) overholdes, for at sikre tætheden.
9.2.4 Måling af fugt
Ved måling af fugt i uorganiske underlag som beton eller letbeton begynder man typisk med en undersøgelse af fugtfordelingen over overfladen med en skanning med en kapacitiv fugtmåler. Herved kan man identificere de steder, hvor fugtindholdet i overfladen er højst. Vær opmærksom på, at undersøgelsen ikke kan bruges til at bestemme fugtindholdet, men kun fordelingen af fugt i de øverste lag. Håndholdte skannere måler typisk kun i en dybde på 10-20 mm. Større skannere (som der fx anvendes til tagskanning) kan måle noget dybere.
Den egentlige fugtmåling må ske som angivet i SBi-anvisning 277, Fugt i bygninger – teori, beregning og undersøgelse. Der vil typisk blive målt et antal steder på dækket afhængigt af størrelsen. Kvalitetssikringen bør dokumentere udtørringen af byggefugt frem til tidspunktet for gulvlægning.
Fugtmåling på andre underlag end beton og letbeton
Når der skal udlægges afretningslag på et betonunderlag, skal fugtniveauet i underlaget som udgangspunkt svare til det ønskede niveau for den efterfølgende gulvbelægning, inden der lægges afretningslag.
Afretningslag (cementbaseret mørtellag)
Hvis afretning er sket på en tør, underliggende konstruktion, fx et eksisterende etagedæk, er det kun nødvendigt at måle fugt i afretningslaget. Medmindre det er meget tykke afretningslag, sker måling normalt på en ophugget prøve. Ved tykke afretningslag – dvs. over 50 mm – kan der måles i et borehul i ca. 40 % af afretningslagets tykkelse.
Ved ophugning skal prøver udtages som en ‘søjle’ gennem hele lagtykkelsen, så det gennemsnitlige fugtindhold kan bestemmes direkte. Prøverne anbringes i en lukket beholder eller tæt plastpose, og måling sker i beholderen ved ca. 20 °C.
Calciumsulfatbaserede afretningslag (gips og anhydrit)
Borehulsmetoden er ikke dokumenteret til anvendelse ved gips og anhydrit-baserede produkter.
Fugtmålinger udføres derfor på ophuggede prøver. Ved ophugning skal prøver udtages som en ‘søjle’ gennem hele lagtykkelsen, så det gennemsnitlige fugtindhold kan bestemmes direkte. Prøverne anbringes i en lukket beholder eller tæt plastpose, og måling sker i beholderen ved ca. 20 °C.
Figur 118. Fugtmåling i konstruktion bestående af huldæk med flydemørtel. Det forudsættes, at betondækket er tørt (hvis ikke, må fugtindholdet bestemmes, fx ved ‘borehulsmetoden’). Ved tynde lag flydemørtel (≤ 50 mm) kan fugtindholdet i flydemørtlen kun bestemmes ved ophugning af prøver udtaget som en ‘søjle’ gennem hele lagtykkelsen, så det gennemsnitlige fugtindhold kan bestemmes direkte. Prøverne (ca. 200 g) anbringes i en lukket beholder eller en tæt plastpose, og måling sker i beholderen ved ca. 20 °C. Ved tykkere lag af tyndpuds (≥ 50 mm), kan fugtindhold også bestemmes ved borehulsmetoden.
9.2.5 EPS-beton
Undertiden bliver strøgulve fravalgt til fordel for en gulvopbygning bestående af et svømmende gulv på et underlag af EPS-beton (både på terrændæk og etagedæk). Fordelen ved EPS-beton er, at alle rør mv. kan føres i EPS-betonen. EPS-beton består af polystyrenkugler eller granulat og en cementpasta (cement og vand), som blandes, så der opnås de ønskede egenskaber til styrke og isoleringsevne. EPS-beton har i forhold til almindelig beton en fordel med hensyn til varmeisolering og nem bearbejdelighed. EPS-betonlaget skal dækkes af et afretningslag, fx mindst 40 mm tyndpuds i gulve uden gulvvarme og mindst 60 mm ved gulve med gulvvarme.
EPS-beton indeholder i forhold til mange andre materialer store mængder vand, og der er derfor risiko for skader på gulve ved dæk med EPS-beton, hvis de ikke udføres korrekt. På grund af det høje fugtindhold skal EPS-beton udtørres til et fugtindhold (porefugt i % RF), der svarer til det stillede krav til ligevægtsfugtigheden før lægning af gulvet. Udtørring er langsom, og fugtindholdet i EPS-betonen skal måles for at sikre, at det er tilstrækkeligt lavt. Hvis der udlægges afretningslag og fugtspærre oven på et fugtigt EPS-betonlag, vil fugt fra betonen ‘vandre’ over i afretningslaget og fugte det op. Hvis fugtniveauet når op på et tilstrækkeligt højt niveau, kan der ske vækst af skimmelsvamp under fugtspærren. Da udtørring af den færdige konstruktion er meget vanskelig, er der stor risiko for skader, som kan få konsekvenser for hele gulvkonstruktionen, fx fugtskader, revnede gulvbelægninger og sætninger ved fodpaneler.
Måling af fugt i EPS-beton-underlag med afretningslag kan normalt kun ske ved at bestemme RF på udtagne prøver. Disse skal i givet fald udtages lodret i hele underlagets dybde for at få det korrekte gennemsnit af fugtindholdet.
Skader med revner og sætninger skyldes ofte, at der ikke er tilsat nok cement i betonblandingen. Anvendes cementindhold på over 100 kg/m3, ses typisk ikke langtidsdeformationer i gulve med almindelig boliglast.
EPS-beton er følsomt over for både lave og for høje temperaturer i forbindelse med udførelse og udtørring. Er temperaturen lav, opnås ikke tilstrækkelig overfladestyrke, så overfladen kan smuldre. Er temperaturen for høj, kan overfladen svækkes, da vandet fordamper for hurtigt til, at hærdningen (hydratiseringsprocessen) kan forløbe korrekt. EPS-beton tåler ikke vandpåvirkning under udtørringsprocessen.
En typisk opbygning er, at der på et betondæk udlægges en skumfolie som lyddæmpende lag. Herpå udstøbes EPS-beton – typisk ca. 100 mm. Oven på EPS-betonen udlægges et afretningslag, som fx kan være cement- eller anhydrit-baseret. Tykkelsen af afretningslaget kan være fra 40 mm til 70 mm. Ofte er der gulvvarmeslanger i afretningslaget, og i så fald er tykkelsen typisk mindst ca. 60 mm. Oven på afretningslaget lægges en fugtspærre, fx en plastfolie med filt, som trinlydsdæmpning. På denne måde bliver EPS-beton og afretningslag spærret inde mellem to diffusionstætte lag, og når først gulvet er lagt, er muligheden for udtørring dårlig.
Hvis der skal opsættes skillevægge af gips eller porebeton oven på EPS-betonen, skal de adskilles effektivt fra fugten i EPS-betonen, fx med lyddug og/eller fugtspærre med tapede samlinger, så fugt fra betonen ikke kan ‘vandre’ over i væggene.
Figur 119. Typisk opbygning af gulv med EPS-beton. For at opnå tilstrækkelig trinlydsdæmpning er der normalt indlagt en lyddug/skumfolie i gulvopbygningen. Lyddugen/skumfolien er som regel forholdsvis diffusionstæt, så udtørringen gennem skumfolien er meget begrænset. Fugtspærren føres op og klemmes bag fodpanelet.
Ved en konstruktion som vist på figur 119 skal der ske fugtmåling først i EPS-betonen ved at udtage prøver (i en ‘søjle’ hele vejen igennem laget) og bestemme det gennemsnitlige fugtindhold på prøverne. Når fugtindholdet i EPS-betonen er tilfredsstillende, kan afretningslaget udlægges, og derefter bestemmes fugtindholdet i dette på samme måde som for betonen ved udtagning af prøver i hele dybden.
Hvis skumfolien ligger mellem EPS-beton og afretningslag, kan EPS-betonen kun tørre ud nedad gennem betondækket. Ved huldæk kan det medføre risiko for, at der kommer vand i kanalerne.
Figur 120. Fugtmåling i konstruktion med EPS-beton og afretningslag. Der måles først fugtindhold i EPS-betonen, og når fugtniveauet heri er tilfredsstillende, kan der udlægges afretningslag. Dernæst måles fugtindhold i afretningslaget. Begge fugtmålinger sker på materiale (ca. 200 g), der ophugges som en ‘søjle’ hele vejen gennem laget, så det gennemsnitlige fugtindhold kan findes direkte.
9.2.6 Trægulve
Træs fugtindhold indstiller sig i ligevægt med luftens relative fugtighed (RF), jf. sorptionskurver, se SBi-anvisning 277, Fugt i bygninger – teori, beregning og undersøgelse. For træ varierer fugtindholdet kraftigt med varierende relativ luftfugtighed i omgivelserne. I forbindelse med variationerne i fugtindhold sker der også dimensionsændringer, som har indflydelse på brugen – træ svinder og kvælder (udvider sig) afhængigt af træets fugtindhold. Det skyldes, at cellulosen i træs cellevægge optager vand fra luften og udvider sig (kvælder), når luften er fugtig, og afgiver vand til luften og svinder, når luften er tør. Der er også en indflydelse fra temperaturen, men den er så lille, at der normalt ikke tages hensyn til den.
Det er karakteristisk, at svind og kvældning er forskellige i de tre hovedretninger, se figur 121.
- Aksialt – langs med fibrene (i træets længderetning)
- Radialt – på tværs af årringene (langs marvstrålerne)
- Tangentialt – langs med årringene (cirkulært i stammen)
Normalt er det samlede tangentiale svind ca. dobbelt så stort som det radiale svind. Svindet aksialt (længderetningen) er kun mellem en tiendedel og en tyvendedel af det radiale svind, og derfor kan der ofte ses bort fra det. Der kan være betragtelige forskelle mellem densiteten i rod- og topenden af en træstamme og dermed også på variationen i fugtindhold og deraf følgende dimensionsændringer.
Figur 121. De tre hovedretninger for svind og kvældning (udvidelse) i træ. Øverst ses aksialt – på langs af fibrene (vækstretningen), Nedenunder ses tangentialt – langs årringene (cirkulært i stammen), og nederst ses radialt – på tværs af årringene (langs marvstrålerne).
Optagelse og afgivelse af fugt med tilhørende dimensionsændringer sker i alle træbaserede gulve, også i spånplader, lamelbrædder, laminatbrædder osv. Den hastighed, hvormed fugtoptagelsen sker, afhænger af overfladebehandlingen – jo tættere overflade, desto langsommere går fugtoptagelsen. Desuden afhænger tiden, indtil der opnås ligevægt, af træets dimensioner – for tykke brædder og stave vil tiden, til der opnås fugtligevægt, være længere end for tynde emner.
For at sikre et godt resultat ved lægning af trægulve skal der tages hensyn til de fugtvariationer og deraf følgende dimensionsændringer, som forventes under brug.
Træets svind og kvældning (udvidelse) ved variationer i luftens fugtindhold er årsagen til, at trægulve skal lægges med afstand til omgivende bygningsdele, så der er plads til udvidelser ved opfugtning. Det betyder også, at trægulve skal lægges så sent som muligt i byggeperioden, så bygningen er kommet i fugtmæssig balance. Derved undgås kraftig opfugtning og deraf følgende kvældning efter lægning af gulvet. se afsnit 9.2.3, Fugttekniske krav til byggepladsen. Hvis trægulve udsættes for meget kraftig opfugtning, kan de få store irreversible (blivende) deformationer, fx tryksvind eller tværkrumning (‘vaskebræt’).
Hvor meget svinder træ?
Til praktisk brug kan der for almindeligt anvendte træarter, fx fyr, bøg, eg og ask, regnes med, at når træets fugtindhold falder 1 %, medfører det et svind på ca. 0,15 % (1,5 mm/m) radialt og ca. 0,30 % (3,0 mm/m) tangentialt. Til beregning af udvidelse kan anvendes samme procentsatser som angivet for svind. Tallene er et gennemsnit for en række almindeligt anvendte træarter. Som middeltal kan der regnes med en dimensionsændring (svind/kvældning) på 0,22 % pr. procent ændring i fugtindhold (dvs. 2,2 mm/m) for de mest almindeligt anvendte træarter.
Anvendes der mere eksotiske træarter, fx teak, merbau, hevea eller iroko, kan det være nødvendigt at anvende mere korrekte værdier for den aktuelle træart. Træarter/ved med høj densitet (tungt træ) svinder i reglen mere end arter med lav densitet.
De forskelle, der er i svind tangentialt og radialt og som følge af forskellen i densiteten mellem rod- og topenden af en træstamme, er årsagen til, at der ikke altid kan opnås helt ensartede fuger i trægulve.
For laminerede og pressetørrede produkter er svindprocenterne mindre end for almindeligt savskåret træ. For de fleste lamelgulve vil svindet på grund af den krydslaminerede opbygning kun være ca. 0,1 % (1,0 mm/m) per procent ændring i træets fugtindhold. For pressetørrede produkter vil svindet typisk være ca. 2/3 af svindet for tilsvarende træ.
Tætte overfladebehandlinger og brædder eller stave i stor tykkelse kan betyde, at dimensionsændringerne i praksis bliver mindre, end hvad der kan beregnes. Det skyldes, at kortvarige perioder med meget høj eller lav luftfugtighed ikke vil slå fuldt igennem, fordi opnåelse af fugtligevægt med omgivelserne vil blive forsinket.
Fugtens betydning for trægulve
Ved valg og udførelse af trægulve må der tages hensyn til de dimensionsændringer, der sker som følge af årstidsvariationerne i luftfugtigheden. For brædder eller stave udlagt enkeltvis, fx på strøer, vil der komme fuger mellem brædder/stave, og for svømmende gulve, som er limet i fer og not, vil hele gulvskiven deformeres.
I det følgende er ordet fuger anvendt i betydningen åbninger mellem brædder eller stave i gulvet, og brædder anvendes som fællesbetegnelse for både brædder og stave.
Ved lav relativ luftfugtighed (RF):
Det må forventes, at der kommer fuger mellem gulvbrædder eller stave, som er lagt enkeltvis, fx brædder på strøer eller limede gulve. Fugernes størrelse afhænger af, hvor lav RF der optræder i længere perioder. Lav RF vil fx optræde i forbindelse med gulvvarme og i meget kontorbyggeri, hvor fugttilskuddet fra brugen er ringe og temperaturen ofte forholdsvis høj. Ved lav RF kan der også ske deformationer i brædderne, som kan medføre knirken af gulvene i perioder af året.
Fugestørrelsen kan reduceres ved at tage hensyn til dimensionsændringerne ved valg af gulv, fx ved at:
- Bruge smalle brædder i stedet for brede, fordi fugebredden følger bræddebredden, dvs. brede brædder medfører bredere fuger.
- Vælge produkter med lille dimensionsændring som følge af fugt.
- Undgå for høje temperaturer om vinteren, fordi dette medfører lav relativ luftfugtighed og dermed stort svind.
- Undlade at bruge gulvvarmeanlæg eller strålevarme i lofter.
- Undlade langvarig udluftning i kolde perioder (kortvarig kraftig udluftning er bedst).
For svømmende gulve vil hele gulvskiven få deformationer (svind). Det er vigtigt, at bevægelserne af gulvskiven ikke hindres af tilstødende bygningsdele eller tunge genstande på gulvet. For at sikre bevægelsesmulighed for gulvfladen skal der fx indlægges fuger i døråbninger og omkring søjler og køkken-øer.
Ved høj relativ luftfugtighed (RF)
Træ vil udvides i forbindelse med opfugtning, og der skal være plads til at optage deformationerne, hvilket er årsagen til, at der anvendes en lille afstand mellem gulvflade og tilstødende vægge. Hvis der ikke er plads til at optage deformationerne, og gulvfladen er sammenhængende som ved svømmende gulve og strøgulve, kan hele gulvet ved kraftig opfugtning skyde op i en bue, eller der kan opstå så store spændinger, at brædderne deformeres permanent (tryksvind). Ved limede gulve er de enkelte brædder fikseret, så der er ikke risiko for, at hele gulvfladen deformeres samlet. Afstanden mellem trægulv og tilstødende vægge kan derfor reduceres i forhold til strøgulve og svømmende gulve.
Trægulve på fugtige underlag vil blive påvirket uensartet af fugt på under- og overside. Det resulterer i, at undersiden udvider sig, og brædderne får tværkrumning (vaskebræt). Hvis tværkrumningen bliver for kraftig, vil brættet deformeres permanent. Mindre permanente tværkrumninger kan eventuelt udbedres ved afslibning. I givet fald skal afslibning afvente, at underlaget er tørret ud, ellers vil der være risiko for omvendt ‘vaskebræt’, når tværkrumningen bliver mindre i forbindelse med efterfølgende udtørring af underlaget.
10-brætsmål
Trægulve skal lægges, så de kan optage fugtbevægelser i brædder eller stave. For gulve på bjælker eller strøer og limede gulve sikres bevægelsesmuligheden ofte ved at anvende det såkaldte 10-brætsmål. 10-brætsmålet angiver den bredde, som 10 brædder eller stave forventes at have i den fugtigste brugstilstand.
Trægulve leveres og udlægges normalt med et forholdsvis lavt fugtindhold, typisk ovntørret til 8 ± 2 % træfugt, hvilket svarer til, at træet er i ligevægt med luft med ca. 38 % RF. Der skal derfor ved lægning af strøgulve eller limede gulve være en lille afstand mellem brædder/stave, som skal sikre, at udvidelse af materialet i forbindelse med højere RF kan optages.
Den fugtigste periode er som regel sensommeren, hvor den relative luftfugtighed indendørs ofte er over 85 %. I denne periode kan der teoretisk forventes et gennemsnitsfugtindhold på omkring 18 % træfugt i gulvbrædderne. I praksis bliver fugtindholdet ikke så højt, fordi der sker forsinkelse af opfugtningen, som bl.a. afhænger af bræddernes tykkelse og overfladebehandling. Der skal dog under alle omstændigheder regnes med, at der kan ske en udvidelse af brædder/stave på over 1 % af bredden.
10-brætsmålet afhænger af:
- Bræddernes bredde og fugtindhold ved levering
- Den højest forventede luftfugtighed i brugsperioden
- Træarten (forventet breddeændring).
10-brætsmålet anvendes sædvanligvis ved udlægning af massive brædder eller parketstave af løvtræ. Lamelparket og blødere træarter, fx fyrretræsbrædder, udlægges kun i særlige tilfælde efter 10-brætsmål, fx i sommerhuse, som står uopvarmede om vinteren.
Afstand – spacers
Tidligere blev gulvbrædder, som skulle lægges efter 10-brætsmål, udelukkende lagt ved, at entreprenøren afpassede sammenbankningen af brædderne på grundlag af sin erfaring og løbende kontrollerede, at det foreskrevne 10-brætsmål var overholdt.
I dag anvendes ofte såkaldte ‘spacers’, dvs. små plaststykker med en tykkelse, der præcis svarer til den fuge, der skal til for at overholde det foreskrevne 10-brætsmål. Ved anvendelsen af spacers er der ikke behov for at kontrollere 10-brætsmål, fordi spacerne sikrer, at fugerne konstant har den korrekte størrelse. Spacerens størrelse vælges på baggrund af en fugtberegning og en prøveudlægning. Ved håndsømning/-skruning skal der passes på, at brædderne ikke presses så meget sammen, at spaceren sidder fast.
Et par eksempler viser fugtens indflydelse på trægulves dimensionsændringer.
Eksempel
Et gulvbræt, som er i ligevægt ved cirka 20 °C og 60 % relativ luftfugtighed, vil have et fugtindhold (vægtprocent) på ca. 12 %. Ændres luftfugtigheden til 38 % relativ luftfugtighed, vil brættets fugtindhold ændres til ca. 8 % træfugt. Træets fugtindhold falder altså 4 procent. Hvis brættet er en mellemting mellem plan- og spejlskåret, bliver svindet på bredden ca. 4 × 0,22 %. Hvis gulvbrættets bredde er 125 mm, bliver bredden efter svind ca.: 125 ÷ (0,22 % × 4 × 125) = 123,9 mm.
Der må altså forventes, at der ved svind af et trægulv på strøer lagt med brædder med et fugtindhold på 12 % vil kunne optræde fuger på 1,1 mm, hvis RF ændres til 38 %. Lavere RF vil medføre større fuger.
Det betyder også, at hvis et trægulv af løvtræ (limet eller på strøer) lægges med brædder med et fugtindhold på 8 %, skal der anvendes et 10-brætsmål, så gulvet kan optage den udvidelse, der vil optræde ved opfugtning i fugtige perioder. Hvis RF i omgivelserne, som i eksemplet ovenfor, forventes at være 60 % i længere perioder, må der således anvendes spacere på ca. 1 mm for at kunne optage de forventede dimensionsændringer i de fugtige perioder.
Det ses også, at fugebredden vil øges med brættets bredde, så fx et bræt på 250 mm vil få en fuge på 2,2 mm i stedet for 1,1 mm, som optræder ved et 125 mm bredt bræt. For træarter (eller produkter) med små dimensionsændringer som følge af fugtvariationer kan svindene reduceres med ca. 50 %, mens de for træarter med store dimensionsændringer skal øges.
Eksempel
Et traditionelt bræddegulv har 16 brædder pr. 2 meter. Gulvbrædderne er lagt uden mellemrum. Efter nogle måneder er der mellemrum mellem brædderne af varierende størrelse fra 0 til 5 mm.
De 15 mellemrum er med en bladsøger målt til at have en samlet bredde på 32 mm, der på 2 meter svarer til et svind på 32 : 2000 x 100 % = 1,6 %. Fugtindholdet i brædderne er målt til 7 %.
Med et middel tværsvind på 0,22 % for hver én fugtprocents ændring skal der (1,6 % : 0,22 %) ~ 7 % ændring i bræddernes fugtindhold til at give et svind på 1,6 %. Da den aktuelle træfugtighed er 7 %, har gulvbrædderne ved lægningen haft et fugtindhold på ca. 14 %.
Yderligere oplysninger om trægulve kan fx findes i TRÆ 63, Trægulve – Valg og vedligeholdelse (Brandt et al., 2010), og TRÆ 64, Trægulve – Lægning (Brandt et al., 2010).
9.2.7 Gulvvarme
Fugtpåvirkning på gulvbelægninger fra nystøbte betonunderlag med gulvvarme er anderledes end for gulve uden gulvvarme.
Gulvbelægninger af pvc, linoleum mv. kan normalt lægges, når betonen er i ligevægt med luft ved en relativ luftfugtighed på 85 %.
Ved betongulve med indstøbte varmeslanger/-kabler vil varmen presse fugten i den del af betonen, der ligger over slanger eller kabler, op mod gulvbelægningen, så fugten koncentreres umiddelbart under belægningen. Dette kan medføre såvel nedbrydning af lim, deformering af trægulve og/eller skimmelvækst.
Problemerne kan imødegås ved at tørre ud til et lavere niveau end normalt, inden gulvet lægges. Lægning af diffusionstætte gulve skal udskydes, indtil betonen er i ligevægt med luft ved 75-80 % RF (i stedet for normalt 85 % RF). Lægning af trægulve skal udskydes, indtil betonen er i ligevægt med luft ved 55-60 % RF (i stedet for normalt 65 % RF). Hvis kravene til porefugt ikke kan opfyldes, skal der udlægges en effektiv fugtspærre inden gulvlægning.
Mere detaljeret behandling af forhold vedrørende gulvvarme findes i Byg-Erfa-blad om Gulvvarme og gulvtyper – isoleringsforhold skader og gener (Byg-Erfa, 2007b).
Figur 122. Eksempel på terrændæk (eller anden dækkonstruktion) med betondæk med flisebelægning og indstøbte varmerør. Ved flisegulve er der ikke behov for fugtspærre, da der ikke er fugtfølsomme materialer i konstruktionen.
Figur 123. Eksempel på betondæk med svømmende trægulv og indstøbte varmerør. Der skal udlægges en effektiv fugtspærre med tætte samlinger, som ved ydervægge samles tæt med eventuel dampspærre og ved indervægge føres op bag fodpanel. Det er en fordel, hvis betonlaget er godt udtørret, inden trægulvet lægges, fordi gulvvarmen kan medføre hurtig transport af fugt fra betonen ud i tilstødende vægge.
Figur 124. Eksempel på opbygning af betondæk med gulvvarme. Over betonpladen er der udlagt en fugtspærre for at hindre opfugtning fra byggefugt nedefra. Varmeslangerne er anbragt i varmefordelingsplader, som i eksemplet er lagt i udfræsede spor i et isoleringslag. Der er udført undergulv af trægulvplade og derover svømmende trægulv på et mellemlag, fx gulvpap eller filt.
9.3 Tjekliste
En velfungerende gulvkonstruktion opnås kun, hvis den projekteres og udføres korrekt. Nedenstående lister skal tjene til inspiration over forhold, der bør kontrolleres inden og under udførelse. Listerne er ikke udtømmende, men omfatter forhold, hvor svigt erfaringsmæssigt kan medføre væsentlige skader.
9.3.1 Kontrol inden udførelse
- Er der projekteret med hensyntagen til eventuel fugt i underlaget?
- Hvis der forventes fugt i underlaget, er der da regnet med, at der skal udføres fugtspærre?
- I givet fald er der taget stilling til, hvor meget porefugt der må være i underlaget, når fugtspærren etableres?
- Er der foreskrevet, hvordan fugtmåling skal ske (metode og omfang)?
- Er der taget stilling til, hvilken type fugtspærre der skal anvendes (flydende eller folie)?
- Er der taget stilling til, hvilke fugt- og temperaturforhold der er acceptable ved udførelse af gulvarbejdet?
- Er alle arbejder, som kan tilføre byggefugt, afsluttet inden gulvlægning?
9.3.2 Kontrol under udførelsen
- Er arbejdet udført som projekteret? Hvis ikke, er ændringer da aftalt og dokumenteret?
- Er der foretaget måling (logning over længere tid både før og under gulvarbejdet) af fugt og temperaturforhold i bygningen?
- Er fugt- og temperaturforhold acceptable?
- Er der målt fugt i underlaget, og er porefugtindholdet tilstrækkeligt lavt?
- Er alle måleresultater dokumenteret?
9.4 Renovering af gulve
Renovering af gulve bør altid ske på baggrund af en tilstandsvurdering. Findes der ikke tilgængelige oplysninger om en gulvkonstruktions opbygning, fx tegninger og beskrivelse, kan det være nødvendigt at foretage destruktive indgreb for at fastlægge opbygningen.
Især ved terrændæk og kældergulve er det vigtigt at få viden om, hvorvidt der er kapillarbrydende lag og fugtspærre i konstruktionen. Hvis der ikke er kapillarbrydende lag eller fugtspærre, følges retningslinjerne for renovering angivet i afsnit 3.8 (terrændæk) og afsnit 5.8 (kældre).
For byggefugt, der tilføres i forbindelse med renovering, gælder de samme retningslinjer som for nybyggeri.
Ved renovering af gulve på eksisterende etagedæk er der som hovedregel ikke behov for særlige foranstaltninger for at imødegå fugtproblemer.