8 fugt og TAGKONSTRUKTIONER

Taget vender opad og er derfor den del af klimaskærmen, som er mest udsat for nedbør. I tage kan der være indbygget vinduer, og disse kan være udformet forskelligt afhængigt af tagets hældning og formålet med vinduet.

Der er i Bygningsreglement 2018 krav til tage vedrørende vandafledning, varme- og fugtisolering samt brandsikkerhed. På grund af krav til varmeisoleringsevne er tage normalt sammensat af flere lag, som har hver sin særlige funktion. Opbygningen afhænger af taghældning og de benyttede materialer.

Ud over at fungere som klimaskærm, der skærmer mod vind, regn og kulde, kan taget også have andre funktioner.

Taget kan fx udformes, så det kan optage vindkræfter. Tage skal også opfylde gældende brandkrav, herunder til tagdækninger, eventuelle undertage og indvendige beklædninger. Taget skal også medvirke til at overholde gældende krav vedrørende lydforhold, herunder skærme mod lyd udefra.

Dette afsnit omhandler primært fugtforhold i tagkonstruktioner og behandler både tage med lille hældning (mindre end 10°/ca. 1:6) – normalt betegnet flade tage – og tage med større hældning – normalt betegnet hældningstage eller rejste tage. Inden for hver af disse hovedtyper findes der en række forskellige varianter, fx kolde tage, varme tage, ventilerede tage og uventilerede tage.

I dette afsnit omtales opbygningen af hele taget fra loftbeklædningen indvendig til den færdige tagdækning, herunder fx dampspærre, isolering, undertag og afstandslister.

8.1 Fugtpåvirkning

Fugtpåvirkningerne på tage stammer fra:

Nedbør, (slag)regn og (fyge)sne, som kan trænge ind i konstruktionen udefra.
Fugtighed i udeluften.
Fugt fra indeluften, som trænger ud i konstruktionen på grund af diffusion gennem materialerne eller konvektion (luftstrømning) gennem utætheder.
Byggefugt, dvs. vand, som stammer fra byggefasen.

8.2 Generelle forholdsregler mod opfugtning

Fugtsikring omfatter alle foranstaltninger til at undgå opfugtning fra ovenstående kilder. Herunder gennemgås de enkelte kilder til fugt hver for sig, sammen med tilhørende tiltag for at imødegå opfugtning.

8.2.1 Nedbør

Regn og smeltevand skal hindres i at trænge ind i tagkonstruktionen, som derfor skal være vandtæt. I tagkonstruktioner med undertag tillades det dog, at små mængder nedbør kan trænge gennem den primære tagdækning, inden de stoppes. Vandet skal herefter ledes bort fra taget og/eller undertaget hurtigst muligt, så underliggende konstruktioner ikke skades. Tage – tagdækning og undertag – skal derfor altid udføres med et veldefineret fald mod afløb eller tagrende (tagkant). Faldet på tagdækninger på flade tage skal mindst være 1:40. Dog kan faldet i skotrender reduceres til 1:100 og i sammenskæringslinjer ved modfaldskiler til 1:165. Anvendelse af så små fald forudsætter, at underlaget er stift, dvs. svarende til en nedbøjning på højst 1:400 af spændvidden ved snelast.

Vind på ydersiden af taget kan forøge fugtpåvirkningerne på taget betragteligt. Vinden kan fx få nedbør til at optræde som slagregn eller fygesne. Begge dele kan være opadrettede og kan derfor i uheldige tilfælde trænge ind i konstruktioner, fx hvor vandtætheden er baseret på overlapsamlinger, som det er tilfældet med tagsten eller pladematerialer. I sådanne tilfælde skal det sikres, at vand, der trænger ind, kan afledes igen.

8.2.2 Fugtighed i udeluften

Fugtighed i udeluften kan især medføre opfugtning på undersiden af tynde tagdækninger, fx metaltagdækninger eller tagmembraner udlagt på krydsfiner eller brædder. Opfugtningen sker ved udstråling af varme i kolde, klare nætter, hvorved tagdækningen og underlaget kan blive afkølet, så den relative luftfugtighed i ventilationsspalten stiger. Eventuelt kan der ske så kraftig afkøling, at der sker kondensdannelse. Problemerne kan imødegås ved anvendelse af fugtabsorberende bagside eller anvendelse af undertag for metaltagdækninger og anvendelse af et tyndt isoleringslag, fx 25 mm mineraluld på krydsfiner eller brædder inden udlægning af tagmembran.

8.2.3 Fugtighed i indeluften

Fugtig rumluft skal hindres i at opfugte tagkonstruktionen. Derfor udføres tage normalt med dampspærre, som skal:

Bestå af robust materiale, som tåler håndtering på byggepladsen.
Bestå af damptæt materiale, som hindrer fugttransport ved diffusion af vanddamp.
Udføres lufttæt, fordi fugt, der trænger op i tagkonstruktionen ved konvektion (luftstrømning), normalt ikke kan fjernes hurtigt nok. Da den termiske opdrift altid vil give et lille, men længerevarende overtryk under loftet, er der større risiko for konvektion i tage end i ydervægge. Det er derfor i tagkonstruktioner særlig vigtigt, at dampspærren – inklusive tilslutninger, samlinger og gennemføringer – er tæt. El-installationer mv. i lofter bør derfor trækkes under dampspærren, så det undgås, at den perforeres, fx ved at anbringe dampspærren 50 mm oppe i isoleringslaget. Vinden kan desuden både medføre over- og undertryk på tage – på tage med lille hældning er der dog normalt altid undertryk på hele taget. Hvis undertrykket på flade tage forplanter sig ind i ventilationsspalten, kan det forstærke risikoen for konvektion af rumluft op i taget.

Dampspærren skal være udført af holdbart og diffusionstæt materiale med en Z-værdi på mindst 50 GPa s m²/kg – medmindre det dokumenteres, at en lavere Z-værdi er forsvarlig, fx ved en beregning.

Dampspærren i loftet skal monteres på den varme side af varmeisoleringen eller et stykke inde i varmeisoleringen regnet fra den varme side (afhængigt af fugtbelastningsklassen, se afsnit 2.6.1, Dampspærre. Derved undgås risiko for høj relativ fugtighed/kondens på dampspærrens underside.

Dampspærren skal opsættes, og loftlemme og andre åbninger mod tagrummet lukkes, inden der sættes varme på bygningen, da byggefugt ellers kan trænge ud i konstruktionerne og forårsage opfugtning.

Samlinger, gennemføringer og tilslutninger skal normalt udføres med fast underlag, fx 15 mm krydsfinerplade. Fast underlag er normalt en forudsætning for, at en tapesamling kan trykkes sammen, så der opnås varig tæthed.

8.2.4 Byggefugt

Det skal undgås, at der indbygges byggefugt i tagkonstruktionen. Arbejdet bør derfor foregå i tørvejr og med afdækning af igangværende arbejder hver dag ved arbejdets ophør. Alternativt skal der være afdækning over byggepladsen; mest sikkert i form af totalinddækning. Tagkomponenter, som leveres med underpap, skal strimles over samlingerne – dvs. lukkes med en strimmel membran – umiddelbart efter oplægning.

8.3 Tagdækninger og undertage

Tagdækninger findes i mange typer med forskellig grad af vandtæthed.

8.3.1 Kontinuerte tagdækninger – banevarer

For tagdækninger, som leveres i rulleform og svejses sammen på byggepladsen, kan der opnås fuldstændig vandtæthed selv ved små taghældninger. Disse tagdækninger omfatter tagpap og tagfolie, fx af pvc eller EPDM. Tage med denne type tagdækninger kan udføres med lille hældning, men det er dog en forudsætning, at vandet ledes af. Der skal således regnes med en mindste hældning på 1:40, som dog i skotrender kan reduceres til 1:100 og i sammenskæringslinjer til 1:165.

8.3.2 Tagsten – tegl, beton, skifer

For tagdækninger af denne type opnås den væsentligste del af vandtætheden ved overlapsamlinger/overlæg mellem de enkelte sten. Tagstenene oplægges på lægter og kan kun anvendes på rejste tage. Normalt skal taghældningen mindst være 25° for at sikre vandtæthed og frostsikkerhed. Mindre hældninger bør kun anvendes ifølge aftale med leverandøren, og når der er taget særlige forholdsregler for at sikre vandtætheden af konstruktionen, fx et fast undertag med tagpap. Overlæggene kan have forskellig størrelse og geometrisk udformning. Generelt gælder, at større hældning og større overlæg forbedrer vandtætheden. Ligeledes giver falstagsten tættere samlinger end tagsten med simple overlapsamlinger, fx vingetagsten.

Disse tagdækninger anvendes typisk sammen med undertage. Undertaget kan i en vis udstrækning kompensere for eventuelle åbninger i tagstenene, og det skal derfor vælges afhængigt af den ønskede type tagdækning og hældning. Bemærk, at den mindste hældning på tage af denne type normalt findes ved tagfoden, og det er hældningen her, der er bestemmende for, hvilken type undertag der kan anvendes.

Der findes dog også tagsten med systemfuger og særlige – dybfalsede – falstagsten, der er tætte i sig selv ned til en vis hældning.

Understrygning med mørtel, bitumenbaserede tætningsmasser eller opskumning har tidligere været anvendt, men anses ikke længere for at kunne sikre den fornødne vandtæthed på længere sigt. På tagflader, som er utilgængelige indefra, fx i paralleltage og ved skråvægge i udnyttede tagetager, bør denne form for tætning derfor ikke anvendes, fordi tætningen ikke kan vedligeholdes.

8.3.3 Tagplader – fibercement mv.

Tagplader er normalt udført som korrugerede, cementbaserede pladematerialer. Vandtætheden opnås ved overlapsamlinger, evt. kombineret med fugebånd i samlingerne. Tage af denne type kan anvendes ned til ca. 15°. Ved hældninger under ca. 25° anvendes der fugebånd for at sikre vandtæthed.

8.3.4 Metalplader

Tagdækninger af metalplader kan afhængigt af type og fabrikat udføres med forholdsvis ringe hældning. Hældningen for korrugerede stålplader vil fx ofte være 10-15°, mens falsede zinktage med falstætningsmiddel kan anvendes med hældning ned til 3-7°.

Mekaniske samlinger i metalpladetage udført på byggeplads er ikke tætte for vandtryk, og den mindst tilladelige hældning for sådanne tage er derfor noget større end for tagpap og tagfolier.

For metaltage forekommer der ofte kondens på indersiden på grund af kraftig afkøling af tagfladen ved udstråling til himmelrummet i kolde klare nætter. Metaltage bør derfor normalt udføres med undertage, som kan opfange kondensdryp og desuden tjene som ekstra sikkerhed mod indtrængning af vand gennem pladesamlinger. Der findes også plader med kondensfang på undersiden i form af absorberende maling. Absorberende maling kan optage kondens på op til ca. 0,5 kg/m², hvilket gør det muligt at anvende pladerne uden undertag i fugtbelastningsklasserne 1 og 2, dvs. over forholdsvis tørre rum. Bemærk, at hvis de underliggende uopvarmede rum har andre anvendelser, vil vandabsorberende belægninger ofte være utilstrækkelige til at sikre mod kondensdryp.

8.3.5 Undertage

Ud over den primære tagdækning er mange kolde tage forsynet med undertag. Undertagets formål er for tegltage, skifertage osv. at opfange eventuelt vand, der trænger gennem den primære tagdækning. Ved diffusionstætte tagdækninger, fx metalplader, anvendes undertag for at opfange kondensdryp. Se afsnit 8.4.3, Undertage – formål og typer.

8.4 Varme og kolde tage

Tage kan i fugtteknisk henseende opdeles i to typer:

Varme tage. Isoleringen ligger helt eller delvis over den bærende konstruktion, som derfor holdes varm. Tagkonstruktionen er uventileret.
Kolde tage. Isoleringen ligger inde i konstruktionen, så en del af den bærende konstruktion bliver kold om vinteren. Tagkonstruktionen er normalt ventileret, men kan også være uventileret.

Tabel 4. Oversigt over anvendelsesområder for forskellige tagtyper, afhængig af fugtbelastningsklasse. De fire førstnævnte tagtyper er kolde tage. Køle- og fryserum ligger uden for anvendelsesklasserne og skal altid vurderes ud fra de aktuelle forhold. For fryserum er det tagdækningen, der skal fungere som dampspærre, da fugttransporten altid går indad, mens kølerum og skøjtehaller kan have fugttransport både udad og indad.

			Tagtype	Kolde tage	Varme tage
Ventilationsforhold og opbygning	Uventileret med fugtadaptiv dampspærre	Uventileret med diffusionsåbent undertag	Ventileret med diffusionstæt undertag	Ventileret med diffusionstæt tagdækning	Uventileret med varmeisolering over konstruktion
Fugtbelastnings-klasse 1	+	+	+	+	+
Fugtbelastnings-klasse 2	+	+	+	+	+
Fugtbelastnings-klasse 3	(+)	+	+	+	+
Fugtbelastnings-klasse 4					+ ¹⁾
Fugtbelastnings-klasse 5					+ ¹⁾

1) I anvendelsesklasse 4 og 5 skal der foretages en fugtteknisk beregning af risiko for fugtophobning.

8.4.1 Varme tage

Varme tage er til de fleste anvendelser fugtteknisk sikre konstruktioner. I varme tage er den største del af varmeisoleringen placeret på ydersiden af den bærende konstruktion. Den bærende konstruktion følger derfor stort set rumtemperaturen i de underliggende rum, og deres temperatur er derfor normalt højere end dugpunktet på det pågældende sted i konstruktionen. Derfor er der ingen risiko for fugtophobning eller kondens i den bærende konstruktion. Både flade tage og rejste tage kan udføres som varme tage. Tagdækningen til et varmt tag skal være en kontinuert, vandtæt tagdækning, normalt tagpap eller tagfolie. Varmeisoleringsmaterialet fungerer som underlag for tagdækningen. I et varmt tag er både tagdækning og dampspærre normalt diffusionstætte. Det betyder, at hvis der kommer fugt ind i isoleringen, kan den ikke tørre ud. Det er derfor en forudsætning, at konstruktionen holdes tør både under udførelse og i brug. Indbygning af fugt i det udvendige isoleringslag undgås ved at anvende tørre materialer og beskytte taget mod nedbør under udførelsen. Det færdige tag skal beskyttes mod overlast og jævnligt inspiceres og vedligeholdes, så senere utætheder undgås.

Tabel 5. Eksempler på opbygning af varme tage. Hvis der anvendes celleplastisolering på stålpladedæk, skal varmeisoleringen under dampspærren udlægges som to gange 25 mm mineraluld med forskudte samlinger for at sikre mod brand. For varme tage, hvor en del af varmeisoleringen ligger under dampspærren, er der krav til forholdet mellem isolansen af henholdsvis varmeisoleringen under og over dampspærren, se tabel 9.

Eksempel	Bærende konstruktion	Tagopbygning
	Betonhuldæk	Tagdækning Varmeisolering Dampspærre Betondæk
	Betonribbedæk	Tagdækning Varmeisolering Dampspærre Betondæk
	Profileret ståldæk	Tagdækning Varmeisolering Dampspærre Varmeisolering og/eller plademateriale Profileret stålplade
	Tagelement	Tagdækning Varmeisolering Dampspærre Træelement med varmeisolering
	Duo-tag (her vist som tagterrasse)	Fliser på flisefødder Fiberdug Ekstruderet polystyren Tagmembran (fald mindst 1:100) Celleglas/celleplast (kileskåret) Dampspærre Betondæk med afretningslag

Varme tage omfatter:

Tage med udvendig varmeisolering på underlag af beton, stål eller træ.
Udvendigt efterisolerede – tidligere kolde – tage.
Omvendte tage, dvs. tage, hvor tagdækningen ligger under varmeisoleringen. Der anvendes ingen dampspærre.
Duo-tage, dvs. tage, hvor der ligger varmeisolering både under og over tagdækningen.

Betondæk som underlag for isolering

Betondæk er som regel fugtige, når tagisoleringen udlægges. Når der sættes varme på bygningen, drives fugten fra betonen op i tagisoleringen, hvis der ikke er dampspærre. Normalt skal der derfor anvendes dampspærre, som tillige kan bruges som midlertidig afdækning mod nedbør.

Betondæk med en tykkelse på mindst 50 mm kan normalt anses for at være tilstrækkeligt diffusionstætte til at fungere som dampspærre i fugtbelastningsklasse 1-2. Hvis betondækket er tørt, når tagisoleringen udlægges, dvs. normalt kun ved renoveringsarbejder, kan dampspærren derfor eventuelt udelades. Ved elementløsninger er det en forudsætning, at samlinger og tilslutninger strimles omhyggeligt, fx med strimler af membran for at undgå utætheder og dermed risiko for konvektion. Der udlægges normalt dampspærre under alle omstændigheder, da den også kan fungere som byggepladsmembran.

Beton kan derimod ikke fungere som dampspærre i fugtbelastningsklasse 3, 4 og 5, hvor der må anvendes en egentlig dampspærre. Ofte anvendes tagmembran i fugtbelastningsklasse 3 og tagpap med indlagt aluminiumsfolie i klasserne 4 og 5, men andre materialer med tilsvarende egenskaber kan også anvendes.

Profilerede stålplader som underlag for isolering

Profilerede stålplader er diffusionstætte, men samlinger og tilslutninger er ikke lufttætte. Der skal derfor altid anvendes dampspærre.

For at opnå et plant underlag og for at beskytte dampspærren mod brand anbringes dampspærren normalt 50 mm oppe i varmeisoleringen set indefra. Dette kan gøres uden nærmere overvejelser i fugtbelastningsklasse 1-3, mens det i klasserne 4 og 5 kræver dokumentation ved en fugtteknisk beregning. Normalt anvendes en dampspærre af tagpap eller tagfolie for at sikre tæthed af tilslutninger til kanter, ovenlys mv.

De mekaniske fastgørelser af varmeisoleringen perforerer dampspærren i stålpladetage. Her kan man anvende en kraftig dampspærre, fx tagmembran udlagt på et plant underlag og monteret 50 mm op i varmeisoleringen. På denne måde kan gennembrydningerne anses for tilstrækkeligt tætte i fugtbelastningsklasserne 1-3. I fugtbelastningsklasse 4 og 5 må der træffes særlige foranstaltninger til sikring af tæthed, fx anvendelse af celleglas i den underste varmeisolering eller udlægning af en plade som underlag for dampspærren (oven på de profilerede stålplader og eventuelt over de nederste 50 mm varmeisolering).

Træ eller træbaserede plader som underlag for varmeisolering

Ved opbygning af varme tage på dæk af træ eller træbaserede plader lægges altid en effektiv dampspærre, fx tagmembran med svejste eller selvvulkaniserende samlinger, der dels beskytter mod opfugtning i byggeperioden og dels udgør en effektiv dampspærre. Af akustiske og brandtekniske årsager kan der ofte ligge ca. 50 mm varmeisolering inde i tagkonstruktionen regnet fra den varme side. Dette er fugtteknisk uden problemer i fugtbelastningsklasse 1-3, mens det i fugtbelastningsklasse 4 og 5 kræver dokumentation ved en fugtteknisk beregning.

8.4.2 Kolde tage

I kolde tage er der risiko for kondens inde i konstruktionen, hvis fugtig rumluft rammer de kolde overflader. Det skyldes, at isoleringen ligger inde i konstruktionen, så dele af den bærende konstruktion om vinteren udsættes for lave temperaturer.

Tagkonstruktionen er normalt ventileret, men kan også være uventileret. Kolde tage er typisk trækonstruktioner, men kan også være af metal, fx stål. De kolde tage omfatter:

Gitterspærtage med ventileret tagrum
Paralleltage med ventilationsspalte – både flade og rejste
Hanebåndstage
Ventilerede tagelementer af træ eller stål
Uventilerede tagelementer af træ eller stål.

Tagdækninger til kolde tage omfatter en række forskellige typer tagdækninger, fx tagsten, tagplader, tagpap og tagfolie. Der kan således anvendes både diskontinuerte og kontinuerte tagdækninger. Underlaget for tagdækningen kan være lægter, åse, brædder eller pladematerialer.

Tabel 6. Eksempler på opbygning af kolde tage med forskellig udformning.

Eksempel	Tagtype	Tagopbygning
	Gitterspærtag (ventileret)	Tagdækning Eventuelt undertag/kondensfang (afhængigt af tagdækning) Ventileret tagrum Varmeisolering Dampspærre Indvendig beklædning
	Paralleltag (bjælkespær) (ventileret)	Tagdækning Eventuelt undertag (afhængigt af tagdækning) Ventilationsspalte Varmeisolering Dampspærre Indvendig beklædning
	Hanebåndstag (ventileret)	Tagdækning Eventuelt undertag (afhængigt af tagdækning) Ventilationsspalte Varmeisolering Dampspærre Indvendig beklædning
	Tag af tagelementer (ventileret)	Tagdækning Tagunderlag Ventilationsspalte Varmeisolering Dampspærre Indvendig beklædning
	Tag af tagelementer (uventileret)	Tagdækning Tagunderlag Varmeisolering Fugtadaptiv dampspærre Indvendig beklædning

8.4.3 Undertage – formål og typer

Tagdækninger som fx tagsten af tegl eller beton, skifer og tagspån (diskontinuerte tagdækninger) tillader i forskelligt omfang, at vand trænger gennem tagdækningen. For disse tagdækninger anvendes normalt et undertag for at opfange den nedbør (sne og regn), der trænger gennem den primære tagdækning.

Traditionelt har mange diskontinuerte tagdækninger været udført med understrygning eller anden tætning, fx tagkit eller mørtel, for at gøre taget tæt mod nedbør. Dette er stadig en brugbar løsning, hvis undersiden af tagdækningen er frit tilgængelig for vedligehold – selvom den ikke er særlig hensigtsmæssig, da løsningen kræver regelmæssigt vedligehold.

Udnyttes tagrummet, eller opføres huset med udnyttet tagetage eller paralleltag, er anvendelse af undertag ofte den eneste løsning, fordi det ikke er muligt at vedligeholde en understrygning/tætning af tagdækningen på traditionel vis.

Under nogle tagdækninger, fx metalplader, er der normalt ikke vandgennemtrængning, men i stedet kan der optræde kondens på undersiden i forbindelse med afkøling af tagdækningen om natten på grund af udstråling til himmelrummet. Kondensen kan dryppe ned på varmeisoleringen, og i værste fald kan der ske ophobning af fugt om vinteren, og fugt kan trænge igennem konstruktionen. I sådanne tilfælde er afledning af kondensvandet via et undertag en mulighed for at undgå problemer med opfugtning.

For at undgå fugtproblemer i tagkonstruktionen skal undertaget:

Opfange og aflede den lille mængde nedbør, der måtte trænge igennem tagdækningen (og/eller kondensvand).
Tillade, at fugt indefra kan slippe ud, så der ikke er risiko for skadelig fugtophobning, der kan føre til skimmelvækst, råd og svamp i tagkonstruktionen. Fugt indefra kan fjernes ved ventilation under undertaget og/eller ved diffusion gennem undertagsmaterialet.

Vand fra undertaget skal som hovedregel føres ud i tagrenden. Ved enfamiliehuse med forholdsvis tæt tagdækning kan vand fra undertaget eventuelt afledes bag tagrende.

Undertage findes i forskellige materialer og kvaliteter både som banevarer og plader eller kombinationer heraf. Der skelnes mellem frithængende membraner eller fleksible plader og faste undertage, dvs. membran på underlag af brædder eller krydsfiner.

Materialer til undertage

Faste undertage

Et fast undertag er karakteriseret ved, at det har et underlag, som er så stærkt, at det tåler, at man går på det. Det udføres som regel med et underlag af brædder, krydsfiner eller OSB-plader beklædt med tagpap eller andre kraftige banevarer af typen tagdækning, jf. SBi-anvisning 273, Tage (Brandt et al., 2019).

Ud over at fungere som undertag kan faste undertage af pladematerialer bidrage til at optage vindpåvirkning på bygningen, idet de ved skivevirkning kan fungere som afstivende element. Der er ikke skivevirkning ved bræddeunderlag.

Banevarer

Undertage af banevarer er normalt tynde, frithængende membraner, der monteres på tværs af spærretningen. De har ingen afstivende virkning.

Nogle banevarer kan oplægges på et fast underlag af brædder, krydsfiner eller OSB-plader uden dog at være af typen tagdækning. Anvendelse af banevarer på denne måde bør kun ske under følgende forudsætninger:

Der skal være sikkerhed for, at det træbaserede underlag ikke opfugtes på grund af telteffekt.
Udførelsen skal ske efter anvisninger fra leverandøren, som skal acceptere anvendelse på fast underlag.

Pladematerialer

Undertage af fleksible plader omfatter hovedsageligt træfiberplader. Der er normalt tale om relativt tynde plader, som ikke tåler at blive betrådt.

Fugtteknisk opdeles undertage i to grundtyper:

Diffusionstætte undertage, hvor fugt indefra fjernes ved ventilation under undertaget.
Diffusionsåbne undertage, dvs. produkter, som er så diffusionsåbne/gennemtrængelige for vanddamp, at fugt indefra kan trænge ud gennem materialet ved diffusion. Normalt anses undertage med en Z-værdi mindre end 3 GPa s m²/kg for diffusionsåbne.

Diffusionstætte undertage kan kun anvendes i ventilerede tagkonstruktioner. Diffusionsåbne undertage kan anvendes i både uventilerede og ventilerede tagkonstruktioner.

Kravene til undertages egenskaber, fx med hensyn til lufttæthed, telteffekt, styrke, bestandighed og reaktion på brand, afhænger bl.a. af bygningstypen og etagehøjden, tagdækningen, taghældningen, tagets kompleksitet, muligheden for vedligehold og påvirkninger fra udeklimaet (terrænkategorien). Hjælp til valg af undertag kan fx fås på DUKO's hjemmeside (www.duko.dk) (Dampspærre- og Undertagsklassifikationsordning). Se endvidere SBi-anvisning 273, Tage (Brandt et al., 2019), TRÆ 67, Undertage (Træinformation, 2020), Frithængende undertage af banevarer – monteringsdetaljer (Byg-Erfa, 2015c), Undertage – diffusionstætte og diffusionsåbne (Byg-Erfa, 2007).

Forudsætninger og funktion af undertage

For at undertage skal fungere korrekt, er det en forudsætning, at fugt fra indeluften hindres i at trænge op i tagkonstruktionen. Loftskonstruktioner skal derfor være lufttætte for at hindre konvektion (luftstrømning) og ofte også diffusionstætte for at hindre diffusion af fugt op i tagkonstruktionen.

Tætheden sikres normalt ved anvendelse af en dampspærre, som både hindrer fugtoptrængning forårsaget af konvektion og af diffusion.

Intakte, pudsede lofter kan betragtes som lufttætte, men de er ikke diffusionstætte, og de må derfor ofte suppleres med en dampspærre.

Loftslemme, gennemføringer, fx varmerør, elkabler og lampeudtag, skal være tætte, og der må ikke være åbninger i samlinger mellem loft og vægge.

Uanset opbygning vil mindre mængder fugt indefra kunne trænge ud i tagkonstruktionen. For at undgå fugtophobning skal fugt, der kommer indefra, fjernes igen i samme takt, som den fremkommer.

Hvis der allerede findes en dampspærre, skal dens tæthed kontrolleres. Sikrest kan undersøgelse af en eksisterende konstruktions tæthed ske ved en lufttæthedsundersøgelse, se afsnit 2.6.2, Lufttæthed.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt det er muligt at etablere en tæt dampspærre, anbefales det at vælge en ventileret undertagskonstruktion, men loftskonstruktionen skal under alle omstændigheder være lufttæt.

Uanset typen af undertag skal der ventileres på undersiden af tagdækningen for at undgå kondensdannelse og evt. frostskader på tagdækningen. For at sikre uhindret ventilation og bortledning af nedbør mellem lægter og undertag skal der oven på spær og undertag lægges en mindst 45 x 25 mm afstandsliste. Afstandslisten skal være af skarpkantet, trykimprægneret træ (NTR AB eller DS/EN 351-1:2007, Holdbarhed af træ og træbaserede produkter – Kemisk beskyttet massivt træ – Del 1: Klassifikation af træbeskyttelsesmidlets indtrængning og optagelse). Afstandslisterne sikrer også sammenhæng med ventilationsåbningerne, fx ved tagfod og kip, og effektiv fastholdelse af undertaget.

Gangbroer af tæt materiale i tagrum, fx af krydsfiner eller tætliggende brædder, hæves 20-30 mm over varmeisoleringen, for at luft kan cirkulere under dem og fjerne eventuel fugt nedefra. Der skal tages hensyn til, at gangbroen hæves, hvis den indgår i bygningens stabiliserende system.

figur 98 viser, at der skal ske udluftnig mellem undertag og tagdækning

Figur 98. For alle tage med undertage skal der ske udluftning mellem undertag og tagdækning, og for diffusionstætte undertage skal der også ske ventilation mellem undertag og varmeisolering. Figuren gælder for bygninger med husdybde og/eller længde på højst 16 meter.

a) Åbne tagrum udluftes mest effektivt ved ventilation mellem tagfod og kip.

b) For åbne tagrum i korte bygninger, dvs. under 16 meter, kan ventilation øverst på gavlene supplere eller erstatte en del af ventilationen ved kip.

c) og d) Ved paralleltage og hanebåndstage sker udluftning mellem tagfod og kip.

e) og f) Ved hanebåndstage i korte bygninger, dvs. under 16 meter, kan ventilation øverst på gavlene i spidsloftet supplere eller erstatte en del af ventilationen ved kip.

Ventilerede undertage

Traditionelt har undertage været udført som ventilerede konstruktioner, dvs. at fugt, som trænger ud i konstruktionen indefra, fjernes under undertaget ved ventilation med udeluft. Faste undertage, fx med tagmembran på brædde- eller pladeunderlag, og mange banevare-undertage er diffusionstætte og skal derfor altid ventileres på undersiden.

Det er normalt en forudsætning for funktionen af en ventileret tagkonstruktion, at den er udført både tilstrækkeligt diffusionstæt og lufttæt. Bemærk, at hvis der trænger store fugtmængder op i tagkonstruktionen, fx på grund af utætte samlinger eller gennemføringer i dampspærren, kan selv kraftig ventilation ikke altid fjerne fugten.

Ved renovering hvor der etableres ventileret undertag kan intakte pudsede lofter i nogle tilfælde anses for tilstrækkelige til at sikre lufttætheden, jf. afsnit 8.5.1, Dampspærre ved tagrenovering.

Ventilation sker gennem ‘ventilationsåbninger’, som etableres ved tagfod, ved kip, i gavle mv. Inde i tagkonstruktionen strømmer luften gennem ‘ventilationsspalter’ eller ‘rum’ (tagrum, spidsloft og skunkrum). Det er forskelle i vindtryk og temperatur (den såkaldte skorstenseffekt), der får luft til at strømme gennem konstruktionen og dermed ventilere fugt bort.

Ventilationen skal omfatte:

Uudnyttede tagrum, herunder skunkrum og spidsloft.
Ventilationsspalte mellem varmeisolering og (normalt diffusionstæt) undertag i paralleltage.
Spalte mellem varmeisolering og tagdækning i tilfælde, hvor der ikke anvendes undertag.
Hulrummet mellem tagdækning og undertag – uanset om undertaget er diffusionsåbent eller diffusionstæt.

I paralleltage skal ventilationsspalten ved husdybder op til 16 m i gennemsnit have en højde på mindst 45 mm.

For faste undertage er det tilstrækkeligt at projektere spalten med en højde på 45 mm. For banevarer og fleksible plader, fx træfiberplader, skal spalten derimod projekteres med en højde på mindst 70 mm, fordi undertaget vil hænge mellem spærene, se figur 99.

Ved tagflader på bygninger med en husdybde på over 16 meter skal der ske fugtteknisk vurdering af ventilationsforholdene, hvor der både tages hensyn til ventilationsåbningernes størrelse og ventilationsspaltens højde.

Bemærk, at nogle typer varmeisoleringsmaterialer kan leveres med op til 5 % overhøjde. Derved er der risiko for, at den effektive ventilationsspalte formindskes. Ved projektering af konstruktionshøjden for ventilerede undertage skal der derfor også tages hensyn til varmeisoleringsmaterialets eventuelle overhøjde. Alternativt skal varmeisoleringsmaterialet fastholdes, fx med Ø 2 mm ståltråd pr. 300 mm, se figur 99.

Figur 99. Ventileret undertag, hvor fugten, som trænger ud i tagkonstruktionen indefra, fjernes ved ventilation af spalten mellem isolering og undertag. Ved etablering af en lufttæt dampspærre reduceres både konvektion og diffusion af fugt op i konstruktionen. Ventilationsspalten skal i gennemsnit have en højde på 45 mm, dvs. at der for banevarer og bløde pladematerialer skal projekteres med en spaltehøjde på 70 mm, fordi disse vil hænge mellem spærene, som vist på den nederste figur. Afstandslisten skal være trykimprægneret.

Figur 100 viser at nogle varmeisoleringsmaterialer leveres med overhøjde

Figur 100. Nogle varmeisoleringsmaterialer leveres med overhøjde. Isoleringen kan fastholdes, fx med 2,0 mm galvaniseret ståltråd pr. 300 mm på isoleringens yderside for at sikre ventilationsspaltens højde i ventilerede undertage, eller at undertaget ikke buler op i uventilerede undertage. For uventilerede undertage kan der alternativt dimensioneres med en spalte på 20 mm mellem varmeisolering og undertag, så der tages hensyn til eventuel overhøjde.

Uventilerede undertage

I uventilerede undertage er der ingen ventilationsspalte mellem isolering og undertag, se figur 101, hvorved der kan spares konstruktionshøjde.

I uventilerede konstruktioner skal fugt, som kommer indefra, fjernes ved diffusion gennem undertagsmaterialet, dvs. ved at vanddampen trænger igennem materialet. Fugten fjernes herefter fra oversiden af undertaget ved ventilation mellem tagdækning og undertag eller gennem naturlige utætheder i tagdækningen.

Uventilerede undertage skal altså udføres af materialer, som både er vandtætte af hensyn til nedbør, og som er åbne for vanddampdiffusion, så fugt indefra kan trænge ud gennem materialet ved diffusion.

For at sikre tilstrækkelig vanddampdiffusion skal dampdiffusionsmodstanden – Z-værdien – for undertagsmaterialet være mindre end 3 GPa s m²/kg. Fastsættelse af Z-værdien foretages ved en wet cup-bestemmelse, dvs. at diffusionsevnen bestemmes ved at undersøge fugttransporten gennem materialet, når det er indsat som skilleflade mellem to forholdsvis fugtige klimaer.

Figur 101 viser et uventileret undertag, hvor fugt indefra fjernes ved diffusion gennem undertaget

Figur 101. Uventileret undertag, hvor fugt indefra fjernes ved diffusion gennem undertaget. Det er en forudsætning for anvendelse af uventilerede undertage, at der er en lufttæt dampspærre, som kan reducere både konvektion og diffusion af fugt op i tagkonstruktionen. Uventilerede undertage kan ikke anvendes, hvor der alene er pudsede lofter, fordi dampdiffusionsmodstanden af et pudset loft ikke kan sikre tilstrækkeligt mod diffusion, og desuden kan pudsede lofter let skades, så der kan ske opstrømning af fugtig rumluft gennem revner og huller. Afstandslisten skal være trykimprægneret.

Undertaget er – selvom det er diffusionsåbent – kun i stand til at fjerne små fugtmængder. Det er derfor en forudsætning for funktionen, at der er etableret en (luft)tæt dampspærre.

Bemærk, at uventilerede undertage ikke bør anvendes i forbindelse med pudsede lofter, fordi dampdiffusionsmodstanden af pudsede lofter er af samme størrelsesorden som for undertagsmaterialerne, og derfor er der ikke sikkerhed for, at fugt, som trænger ud indefra, kan fjernes hurtigt nok. Desuden er der risiko for, at pudsen skades, så der kan ske opstrømning af fugtig rumluft gennem revner og huller ved konvektion.

I uudnyttede tagrum, på spidslofter i hanebåndstage eller i større, kolde skunkrum (gulvbredde > 1 m), kan der på grund af termisk opdrift ske ophobning af fugt ved kip. I sådanne tilfælde er det særlig vigtigt, at dampspærren er tæt, så fugttilskud indefra reduceres mest muligt. Der skal i sådanne tilfælde i det mindste etableres ‘beskeden ventilation’, fx gennem 50 cm² ventilationsstudse eller spalter i hvert andet spærfag i tagrum, spidslofter og skunkrum.

Bemærk, at nogle typer isoleringsmaterialer kan leveres med op til 5 % overhøjde. Derved er der risiko for, at fleksible undertage presses op af isoleringen, så undertaget får fald ind mod spærene. Ved projektering af uventilerede undertage skal man derfor ved fastlæggelse af konstruktionshøjden også tage hensyn til isoleringsmaterialets eventuelle overhøjde. Dette gøres ved enten at projektere med 5 % overhøjde eller ved at fastholde isoleringsmaterialet fx med nylonsnor, glassnor eller Ø 2 mm ståltråd pr. 300 mm.

Ventilation

Kolde tage er sædvanligvis udført som ventilerede konstruktioner, hvor den fugtige rumluft, som uundgåeligt trænger op gennem loftkonstruktionen, fjernes ved ventilation på den kolde side af isoleringen. Bemærk, at såfremt dampspærren er utæt, fx på grund af utætte samlinger eller gennemføringer, kan selv kraftig ventilation under et undertag ikke altid fjerne de fugtmængder, som trænger op i tagkonstruktionen.

Ventilation sker gennem ventilationsåbninger, som etableres ved tagfod, ved kip, i gavle mv. Inde i tagkonstruktionen strømmer luften gennem ventilationsspalter eller ‘rum’ (tagrum, spidsloft og skunkrum). Det er forskelle i vindtryk og temperatur (den såkaldte skorstenseffekt), der får luft til at strømme gennem konstruktionen og dermed ventilere fugt bort.

Ventilationen skal omfatte:

Uudnyttede tagrum, herunder skunkrum og spidsloft
Ventilationsspalte mellem varmeisolering og (normalt diffusionstæt) undertag i paralleltage
Spalte mellem varmeisolering og tagdækning i tilfælde, hvor der ikke anvendes undertag
Hulrummet mellem tagdækning og undertag – uanset om undertaget er diffusionsåbent eller diffusionstæt.

Figur 102 viser principskitse af ventileret tag.

Figur 102. Principskitse af ventileret tag. Ventilationen omfatter skunkrum, ventilationsspalter mellem varmeisolering og undertag samt spidsloft. Ventilation sker normalt mellem ventilationsåbninger ved tagfod og kip som vist, hvor termisk opdrift (skorstenseffekt) bidrager til at drive ventilationsluften gennem tagkonstruktionen. Det er en forudsætning for funktionen, at dampspærren er tæt. Ud over ventilationen under undertaget skal der også ventileres mellem undertag og tagdækning.

Ventilerede tagkonstruktioner bliver periodevis kortvarigt tilført fugt fra udeluften, fx når konstruktionerne er koldere end udeluftens dugpunkt. Denne fugt bliver ventileret bort, når den relative luftfugtighed igen er lavere.

Ved tagdækninger med lav varmekapacitet og lav – eller ingen – fugtopsugningsevne, fx stålplader, kan den tilførte fugt medføre, at der udfældes kondens på undersiden, som skal fjernes, fx ledes bort af et undertag, eller midlertidigt opsuges af et kondensfang. Der gælder særlige forhold vedrørende bortledning af kondens på undersiden af zink- og kobbertage, se SBI-anvisning 273, Tage (Brandt et al. 2019).

Ved nogle typer overlappende tagdækninger, fx tagsten, kan mindre vandmængder trænge gennem tagfladen udefra og forårsage opfugtning. Ventilationen under tagdækningen skal sikre hurtig udtørring og dermed beskytte afstandslister, taglægter og tagdækning. Behovet for ventilation er størst om vinteren, hvor fugtindholdet i tagkonstruktionen er størst.

Generelle retningslinjer for ventilation

For at undgå fugtproblemer skal ventilationen være effektiv, hvilket kræver, at følgende generelle retningslinjer overholdes:

Ventilationsåbningernes areal skal udføres med åbninger udført i henhold til tabel 7 eller med en samlet størrelse svarende til 1/500 af det bebyggede areal.
Ventilationsluften skal fordeles jævnt. Ventilationsåbningerne skal derfor placeres, så der ikke forekommer uventilerede områder. Der skal også være ventilation af taget, hvor grat, kel, ovenlys, skorsten mv. blokerer den normale ventilation, se figur 104. For rejste tage kan det fx opnås ved at anvende tudsten eller såkaldte ‘skildpadder’ eller ‘fisk'. Ved tage med undertage suppleres med studse i undertaget.
Normalt indlægges der net i ventilationsåbningerne for at undgå indtrængning af fugle, insekter og fygesne. Insektnettet nedsætter gennemstrømningen af luft til ca. det halve, og åbningerne med net skal derfor være ca. det dobbelte af det nødvendige nettoareal. Eksempelvis er det nødvendigt at anvende åbninger ved tagfod med en højde på 30 mm, hvis der anvendes insektnet, mens det uden insektnet kun er nødvendigt med en (netto)højde på 15 mm. Størrelsen af de nødvendige ventilationsåbninger i tabel 7 (tal før skråstreg) tager højde for, at der anvendes insektnet. Nettoarealet (tal efter skråstreg) kan bruges, hvis der undtagelsesvis ikke anvendes insektnet.

Tabel 7. Nødvendig størrelse af ventilationsåbninger eller antal studse pr. spærfag ved tage på bygninger med en husdybde (dvs. afstand fra facade til facade) på op til 16 meter. Tabellen gælder for spærafstande op til 1,2 meter. For tage uden undertage gælder tabellen åbninger mellem varmeisolering og tagdækning. For tage med undertage gælder tabellen åbninger mellem varmeisolering og undertag. For tage med undertag skal der normalt også ventileres mellem undertag og tagdækning.
I tabellen er der angivet to tal for størrelsen af de nødvendige ventilationsåbninger: 1) bruttoarealer for den samlede nødvendige størrelse med insektnet/fuglegitter i alle ventilationsåbninger, og 2) nettoarealer for den samlede åbning uden insektnet/fuglegitter. Tallene før skråstregen er bruttohøjder/-arealer, mens tallene efter skråstregen er nettohøjder/-arealer. Leverandøren af studsen/insektnettet skal opgive, hvor meget nettet reducerer gennemstrømningen, hvis den giver en nedsættelse af strømningen til mindre end det halve af, hvad der er i en åbning/studs uden net.
Der skal altid være ventilationsåbninger ved tagfod. Ved lave taghældninger, dvs. <10° hældning, bør ventilation ved kip undgås for at undgå undertryk i tagkonstruktionen. Diskontinuerte tagdækninger omfatter tagsten, tagplader mv., mens kontinuerte tagdækninger typisk er tagmembraner.

	Husdybde	*Åbning ved hver tagfod**	Samlet åbning i kip	Type af tagdækning
			Studse	Spalte
Tagtype	m	Højde i mm (Højde med/uden insektnet)	cm² (Areal med/uden insektnet)	Højde i mm (Højde med/uden insektnet)	Diskontinuerte tagdækninger	Kontinuerte tagdækninger
Sadeltag ≥10 ° hældning	≤ 16	30/15	200/100	20/10	x	x
Pulttag eller tag mod væg ≥10 ° hældning	≤ 8	30/15	100/50	20/10	x	x
Pulttag eller tag mod væg ≥10 ° hældning	≤ 16	30/15	200/100	20/10	x	x
Fladt tag <10 ° hældning	≤ 16	30/15	Ingen åbninger ved kip og ingen ventilationshætter		x

*) Hvor der er krav om sikring mod brandspredning, må ventilationsåbningen ved tagfod for nogle bygningstyper højst være 30 mm høj, og den skal være mindst 300 mm lang (Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, 2007).

Øvrige generelle retningslinjer for ventilation af tage omfatter:

Ved tagfod, hvor ventilation sker bag om tagrenden, skal der være fri adgang for luft til ventilationsåbningen – mindst 20 mm fri afstand mellem tagrende og ventilationsåbning/væg.
Ved husdybder over 16 meter skal ventilationen projekteres på baggrund af en fugtteknisk vurdering. Her vil det ofte være en fordel, hvis der kan etableres krydsventilation, dvs. så der også ventileres på langs ad bygningen.
Ventilationsåbningernes størrelse og antal afhænger af tagets størrelse og geometriske udformning, se tabel 7. Alternativt kan taget ventileres svarende til 1/500 del af det bebyggede areal.

Retningslinjer for ventilation af rejste tage

For at sikre tilstrækkelig ventilation af rejste tage, dvs. taghældning ≥10°, kræves det, at de generelle retningslinjer er overholdt. Desuden skal følgende retningslinjer overholdes:

Ventilationen drives både af vindtryk og den såkaldte skorstenseffekt. Ventilation skal derfor normalt ske mellem tagfod og kip.
Ved renoveringsopgaver, hvor der er mistanke om, at lufttætheden er ringe, bør uventilerede undertage ikke anvendes.
Hvor der sker blokering af den normale ventilation, fx mellem tagfod og kip ved skotrende, kvist, ovenlysvindue, valm og skorsten, skal der sørges for ventilation af taget på anden vis, se figur 103.

Figur 103 viser placering af ventilationsstuds i undertag under ovenlys for at sikre ventilationen.

Figur 103. Placering af ventilationsstuds i undertag under ovenlys for at sikre ventilationen, som ellers ville blive blokeret af ovenlyset.

Figur 104 viser, at man skal sørge for ventilation på anden vis, hvis den normale ventilation mellem tagfod og kip er blokeret

Figur 104. Hvor der sker blokering af den normale ventilation mellem tagfod og kip, fx ved skotrende, kvist, ovenlysvindue, valm og skorsten mv., skal der sørges for ventilation af taget på anden vis, fx ved anvendelse af ventilationsstudse i eventuelt undertag og med tudsten, ‘skildpadder’ eller ‘fisk’ i tagdækningen. Gennemføringer udføres med fast underlag for tilslutning af undertaget. Den viste modfaldskile leder vandet uden om gennemføringen og reducerer dermed vandbelastningen på denne. Inddækningen omkring gennemføringen skal være mindst 100 mm.

Figur 105 viser, at der skal ske udluftning mellem undertag og tagdækning for alle tale med undertage.

Figur 105. For alle tage med undertage skal der ske udluftning mellem undertag og tagdækning, og for diffusionstætte undertage skal der også ske ventilation mellem undertag og varmeisolering. Figuren gælder for bygninger med husdybde og/eller længde på højst 16 meter.
Ved uventilerede undertagskonstruktioner skal der i åbne tagrum (a) samt større skunkrum (gulvflade bredere end 1 m) og spidslofter (b) etableres beskeden ventilation, fx med ventilationsstudse anbragt øverst og nederst i hvert andet spærfag, fordi drivtrykket, som styrer diffusionen, er ringe her.

Figur 106 viser, at undertag ved tagfod og gavl i etageejendomme skal beskyttes mod brandspredning.

Figur 106. Undertag ved tagfod og gavl i etageejendomme skal beskyttes mod brandspredning. For at sikre, at tagkonstruktionen opfylder brandkravene og samtidig ventileres tilstrækkeligt, skal ventilationsåbningen udføres, så spalten mellem vindpladerne bliver mindst 300 mm lang og med en højde på højst 30 mm.

For at sikre taget mod opfugtning både oppefra og nedefra skal der udføres tætning både i dampspærreplan, eventuelt undertagsplan og tagdækningsplan, se figur 107.

Figur 107 viser princip for inddækning af gennemføring i tag med diskontinuert tagdækning

Figur 107. Princip for inddækning af gennemføring i tag med diskontinuert tagdækning. Der skal inddækkes i både dampspærreplan, undertagsplan (hvis der er undertag) og tagdækningsplan. Der etableres fast underlag for både dampspærre og undertag (alternativt skal fastholdelse og tæthed af gennemføringen sikres på anden vis). Ved hældninger over 15° kan inddækningshøjden, fx over kanaler, eventuelt reduceres til 100 mm.

Retningslinjer for ventilation af flade tage

For at sikre tilstrækkelig ventilation af flade tage kræves det, at de generelle retningslinjer for ventilation er overholdt. Desuden skal følgende retningslinjer overholdes:

Ved lave taghældninger, dvs. < 10°, er det kun vinden, der driver ventilationen, og det skal derfor sikres, at vinden har fri adgang til ventilationsåbningerne.
Ved husdybder op til 16 meter sker ventilation alene gennem åbninger ved tagfod.
Ventilationsåbningerne etableres normalt ved tagkant, fx i udhæng eller murkrone. De bedste betingelser for gennemstrømning af ventilationsluft opnås ved at ventilere fra tagkant til tagkant.
Ved flade tage er der normalt permanent undertryk over hele tagfladen. Der må derfor ikke anvendes ventilationshætter til ventilation, fordi undertrykket via hætterne vil forplante sig til ventilationsspalten, hvor det kan medføre, at fugtig rumluft suges op i tagkonstruktionen.
Hvis ventilationen foregår gennem murværk i en murkrone, tilføres ventilationsluften gennem åbninger med et areal svarende til retningslinjerne for flade tage i tabel 7.
Den effektive højde af ventilationsspalten over varmeisoleringen i en flad tagkonstruktion skal erfaringsmæssigt være mindst 45 mm. Det kan fx sikres ved at foreskrive, at varmeisoleringens højde fikseres med ståltråd.
Hvis en tagkant støder op mod en væg, kan der etableres en inddækket ventilationsåbning, se figur 108. Løsningen må ikke anvendes i begge sider af et ventileret hulrum, da trykforskelle skabt af vinden så ikke kan trække luft gennem ventilationsspalten, da der opstår undertryk over hele taget.
Ved blokering af ventilationsspalten, fx ved store ovenlys og i vinkelbygninger, kan der etableres åbninger fra en blokeret ventilationsspalte til ventilationsspalterne i nabofagene. Hvis åbningerne udføres ved boring af huller eller udskramning i spær og andre bærende trædele, skal det eftervises, at de statiske forhold fortsat er tilfredsstillende.

Tabel 8. Angivelse af bruttoareal/højde af ventilationsåbninger ved tagfod og tagkanter for ventilerede tage med hældning mindre end 10° og husdybde på højst 16 meter. I tabellen er der angivet to tal for størrelsen af de nødvendige ventilationsåbninger: 1) bruttoarealer for den samlede nødvendige størrelse med insektnet/fuglegitter i alle ventilationsåbninger, og 2) nettoarealer for den samlede åbning uden insektnet/fuglegitter. Tallene før skråstregen er bruttohøjder/-arealer, og tallene efter skråstregen er nettoarealer. Ventilation skal ske fra tagside til tagside, fx gennem ventilationsåbninger i murkrone. Ventilationsåbningerne skal være jævnt fordelt og med en størrelse svarende til retningslinjerne for flade tage i tabel 7. Hætter på tagfladen må ikke anvendes, da de medfører undertryk i ventilationsspalten.

Tagtype	Bruttoareal/nettoareal af ventilationsspalte
	Brutto-/nettoareal af ventilationsåbning i murkrone: 300/150 cm² pr. meter
	Højde af ventilationsåbning ved tagfod: 30/15 mm
	Højde af ventilationsåbning ved tagfod: 30/15 mm Ventilationsåbning mod mur: 30/15 mm (se figur 108)

Figur 108 viser Inddækket ventilationsåbning på tag, der støder op mod en ydervæg

Figur 108. Inddækket ventilationsåbning på tag, der støder op mod en ydervæg, så normal ventilation fra tagkant til tagkant ikke er mulig. Løsningen må kun anvendes i den ene side af en tagkonstruktion. Der skal mindst være en åbning på 30 mm hele vejen rundt i ventilationsåbningen.

Retningslinjer for uventilerede konstruktioner

Tage, som ikke kræver ventilation (uventilerede konstruktioner), omfatter følgende:

Varme tage, hvor varmeisoleringen er omsluttet af dampspærre i bund og sider og med tagdækning på toppen. Det er en forudsætning, at tagdækning og dampspærre er samlet tæt med hinanden, så fugt ikke kan trænge ind i varmeisoleringen. Den bærende konstruktion er overalt dækket af varmeisolering.
Kolde tage med fugtadaptiv dampspærre, hvor den fugt, der trænger op i kolde perioder, fjernes ved diffusion nedad i varme perioder. Det er en forudsætning, at tagdækningen bliver varm om sommeren ved eksponering for direkte sollys, så den fugt, der trænger op i vinterperioden, kan fjernes om sommeren. Der er særlige forudsætninger for udformningen af konstruktionen, som kan oplyses af leverandøren af den fugtadaptive dampspærre.
Kolde tage udført af tagelementer med bærende dele i træ eller stål. Elementerne er forsynet med dampspærre – som bør være af typen fugtadaptiv dampspærre for at undgå fugtophobning i konstruktionen – og tagdækning i form af tagmembran. Det er en forudsætning, at dampspærren er lufttæt. Det stiller især store krav til samlingerne mellem elementerne i det færdige byggeri. Det er ligeledes en forudsætning, at opfugtning af elementerne under transport og i byggeperioden skal undgås.
Kolde paralleltage med uventileret undertag, hvor fugt indefra fjernes ved diffusion gennem undertagsmaterialet. Det er en forudsætning for brug af uventilerede undertage, at dampspærren er lufttæt, så det kun er beskedne fugtmængder, der skal fjernes. Der er behov for ventilation mellem undertag og tagdækning for at fjerne fugten. Bemærk, at i åbne tagrum og i store skunkrum og spidslofter kræves der beskeden ventilation, selvom der anvendes diffusionsåbent undertag.

Tætning omkring membraner

For at sikre flade tage mod opfugtning både oppefra og nedefra, skal tætning ske både i tagdækningsplan og dampspærreplan, se figur 109.

Figur 109A viser inddækninger ved gennemføringer i koldt tag.

Figur 109B viser inddækninger ved gennemføringer i varmt tag.

Figur 109. Princip for inddækning af gennemføring i fladt tag og tagdækning med kontinuert tagmembran.

Inddækninger ved gennemføringer i koldt tag.
Inddækninger ved gennemføringer i varmt tag.

8.5 Renovering og efterisolering af tage

Ved større indgreb er taget normalt omfattet af kravene i bygningsreglementet om, at der ved renovering skal efterisoleres op til dagens standard, eller så det er rentabelt og ikke medfører risiko for fugtskader (BR18, § 274).

Ved udskiftning af tagdækning vil kravene til energibesparelser ofte føre til gennemgribende arbejder, hvor det kan blive nødvendigt at oprette spær, påfore konstruktionen (opad eller nedad) for at skaffe plads til varmeisolering, etablere dampspærre og udføre undertag.

Renoveringsarbejder skal generelt projekteres og udføres efter samme retningslinjer som nybyggeri. Der kan dog være mange forhold ved renoveringsopgaver, som er mere komplicerede end ved nybyggeri, fx fordi man er bundet af den oprindelige udformning af taget. Ved renoveringsopgaver skal vanskelige detaljer detailprojekteres – og de skal være bygbare.

Før renovering skal det overvejes, om det ønskes at ændre på tagets geometri (fald, udhæng mv.), og om det ønskes at skifte til en anden type tagdækning. I givet fald skal det overvejes om stabilitet, bæreevne mv. er tilstrækkelige til den ændrede opbygning.

Inden renoveringsarbejderne igangsættes, bør der altid foretages en tilstandsundersøgelse af det tag, der skal renoveres.

8.5.1 Dampspærre ved tagrenovering

Ved renovering af tage skal der sikres et sammenhængende tæthedsplan sammen med de øvrige bygningsdele i klimaskærmen for at hindre konvektion af fugtig rumluft op i tagkonstruktionen.

Ved renovering af ældre tagkonstruktioner, som ikke er tætte, skal et nyt tæthedsplan etableres. Dette gøres typisk med en dampspærre.

Etablering af en dampspærre ved renovering af tage skal som hovedregel foretages efter samme retningslinjer som for tilsvarende nye konstruktioner. Det kan dog ikke forventes, at en dampspærre, der etableres ved renovering, opfylder de samme krav til lufttæthed, som findes ved nybyggeri.

Hvis der i forvejen er en dampspærre i konstruktionen, bør den kontrolleres – og eventuelle utætheder udbedres. Det er især vigtigt at kontrollere, at samlinger er udført med gode overlæg og/eller er klæbede, at dampspærren er sluttet tæt til alle tilstødende bygningsdele og gennemføringer, og at dampspærren i sig selv ikke er nedbrudt. Det skal særligt undersøges, om der er utætheder ved el-installationer i loftet.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt dampspærren er effektiv, er den sikreste løsning at etablere en ny dampspærre.

Alternativt kan det blive nødvendigt at kontrollere/vurdere lufttætheden af den eksisterende dampspærre ved en lufttæthedsundersøgelse, se afsnit 2.6.2, Lufttæthed.

Bemærk, at pudsede lofter kan betragtes som lufttætte, hvis de er intakte, dvs. uden revner eller huller. De kan derimod ikke anses for diffusionstætte (damptætte).

Der kan i konstruktioner med intakte pudsede lofter efterisoleres med fleksibel isolering, fx plader eller løsfyld af mineraluld eller cellulosebaseret fibermateriale, uden at der etableres dampspærre. Det er vigtigt, at der ikke er spalter mellem isolering og spær mv., som kan tillade opstrømning af fugtig rumluft. Tykkelsen af isoleringen er uden betydning. Det er en forudsætning, at:

Lufttætheden af loftkonstruktionen er tilstrækkelig. Dette kan kontrolleres ved at undersøge tagkonstruktionen, inden efterisolering påbegyndes. Hvis der ikke er synlige tegn på opfugtning eller skimmelvækst, kan lufttætheden vurderes som tilstrækkelig.
De konstruktionsdele, som er omfattet, er tilgængelige for inspektion, dvs. uudnyttede tagrum, spidslofter, skunkrum mv.
Ventilationsforholdene i tagrummet efter efterisolering opfylder gældende retningslinjer for ventilation af den pågældende type tagkonstruktion.
Loftkonstruktionens lufttæthed ikke reduceres, fx ved perforeringer med spots, nedtagning af plader eller anden ændring af konstruktionen.

Såfremt der er tvivl om, hvorvidt fugtforholdene i tagkonstruktionen er i orden, herunder om der er forekomst af (synlig) skimmelvækst, kan der eventuelt foretages måling af fugt eller udtagning af skimmelprøver i de områder, hvor risikoen for fugt og skimmelvækst vurderes at være størst, fx ved skotrender, grater og gennemføringer.

8.5.2 Lufttæthed ved renovering

Ved renovering er der ikke egentlige krav til lufttæthed, men det er en god idé at fokusere på at forbedre lufttætheden i forbindelse med renoveringen. Ved forbedring af klimaskærmens lufttæthed vil energiforbruget blive reduceret, og der opnås et mere behageligt indeklima med færre trækgener, og endelig reduceres risikoen for konvektion af fugtig indeluft op i den kolde tagkonstruktion.

Den lufttæthed, der kan opnås, afhænger i høj grad af, hvor omfattende renoveringen er. Ved renoveringsopgaver bør de bygningsdele, som er omfattet af renoveringen, som minimum udføres efter god byggeteknisk skik, og som udgangspunkt bør de være bedre/tættere end de oprindelige. Hvis projektet ikke angiver krav til lufttæthed, kan der kun regnes med, at arbejdet skal være udført efter god håndværksmæssig praksis, og at det lever op til det aftalte kvalitetsniveau, dvs. så der ikke optræder store lokale utætheder.

Der er ofte flere muligheder for at udføre lufttætning, og her bør der vælges den løsning, som vurderes at være mest sikker og lettest at udføre. Skærpede krav til projektering og udførelse skal formuleres, før renovering igangsættes.

I forbindelse med forbedring af lufttætheden er det ofte nødvendigt også at forbedre ventilationen i bygningen for at undgå fugtproblemer, fx kondens på kolde overflader.

Detaljer

Udformning og udførelse af detaljer med dampspærre er afgørende for tagkonstruktionens lufttæthed efter renovering og dermed risikoen for opfugtning på grund af konvektion. Ved tagkonstruktioner findes de største utætheder ofte ved tagfod og gavl – samt ved tilslutninger og knudepunkter, fx hanebånd og skunkstolper.

For at dampspærredetaljerne kan udføres korrekt og fungere, skal alle porøse og støvede flader, fx gamle spær, bjælker og puds, afrenses for løstsiddende materiale og støv. Før fastgørelse af dampspærre med folieklæber eller dampspærretape skal overfladen primes for at sikre god vedhæftning. Bemærk, at selv små detaljer, fx vindridser i bjælker, som går gennem tætningsplanet, kan medføre problemer, hvis utæthederne ikke lukkes.

Ved knudepunkter omkring bjælker ved tagfødder, skunkstolper og hanebånd skal der sørges for fast underlag for montering af dampspærren, så folieklæber eller tape har mulighed for at hæfte korrekt. Nogle pladematerialer kan i sig selv fungere som dampspærre, men som regel er det nødvendigt med en supplerende folie. Pladelaget benyttes som underlag for dampspærren, som føres ned gennem bjælkelaget.

Gavlspær er ofte placeret 20-40 mm fra gavlen, og her kan der trænge luft ind, fordi spalten mellem gavlvæg og spær normalt ikke er lukket, se figur 110.

I bjælkelaget ud mod gavlen er murværket ofte ubehandlet og utæt – især hvis der er hulmur. Ved gavle udført med hulmur bør tætheden ved første bjælke vurderes. Hvis der er utæt murværk bag bjælkelaget, kan det være nødvendigt, at en løsning omfatter hele gavlens bredde. Ved massive gavle skal der ofte kun fokuseres på detaljen ved tagfod.

Figur 110 viser eksempel på kold ludt der strømmer ind i en bygning gennem spalte mellem gavlvæg og sidste spær.

Figur 110. Eksempel, der viser, at kold luft kan strømme ind i en bygning gennem spalte mellem gavlvæg og sidste spær. Spalten er typisk 20-40 mm og er ofte ikke lukket tæt. Foto: Lars Due.

Tilslutningen af en ny tagkonstruktion med dampspærre mod en eksisterende pudset væg kan erfaringsmæssigt medføre problemer.

Tætheden kan ofte forbedres, ved at dampspærren i tagkonstruktionen, fx på skunk- og skråvægge samt lofter, tilsluttes til gavlen via tape med armeringsstrimmel indlagt i et pudslag eller med klæber og klemliste, se figur 111.

For yderligere gennemgang af detaljer henvises til SBi-anvisning 273, Tage (Brandt et al., 2019)

Dampspærre i loft monteret nedefra

Hvis der skal etableres en ny dampspærre, må den maksimalt ligge indtil 1/3 inde i varmeisoleringen (målt fra den varme side). Det er ofte den simpleste og billigste løsning at montere en dampspærre på det underliggende loft og fastgøre den til de tilstødende vægge. Fordelen ved denne metode er, at dampspærren ofte kan føres ubrudt igennem fra væg til væg, i modsætning til montering oppefra, hvor dampspærren skal afbrydes ved spærene. Montering af dampspærren nedefra er arbejdsmiljømæssigt at foretrække frem for montering oppefra.

Figur 111 viser tilslutning af dampspærre i tagkonstruktion

Figur 111. Tilslutning af dampspærre i tagkonstruktion (her vist som skunkvæg) til en muret ydervæg, der afsluttes med puds, kan udføres med tape med indlagt armeringsstrimmel. Der pudses efterfølgende hen over armeringsstrimlen, så der opnås tæthed.

Hvis rumhøjden tillader det, kan det være en fordel at montere ny loftbeklædning på forskallingsbrædder eller lægter anbragt under det oprindelige loft. Herved opnås, at el-installationer kan monteres i loftet, uden at det er nødvendigt at gennembryde dampspærren.

Der er risiko for utætheder ved indervæggene, men de vil normalt være af mindre betydning, hvis væggene er med intakt overflade, fx puds og tapet.

Det er ikke nødvendigt at fjerne en eventuel eksisterende dampspærre i loftkonstruktionen, hvis blot den ligger højst 1/3 inde i det færdige isoleringslag regnet fra den varme side.

Dampspærre i loft monteret oppefra

Tagspær anses for at være tilstrækkelig tætte til at kunne udgøre en del af dampspærren, og derfor er det undertiden muligt at etablere en ny dampspærre mellem spærfødderne oppe fra tagrummet. Montering oppefra vil dog normalt kræve et stort tilpasningsarbejde for at sikre tætheden, og det vil medføre dårlige arbejdsbetingelser. Det bør derfor så vidt muligt undgås. Især detaljerne omkring spær og gennemføringer for kanaler, el mv. kræver omhu ved arbejdsudførelsen. Eventuelle etageadskillelser med indskud og indskudsler må ikke ødelægges, ligesom gulvet skal bibeholdes for at bibeholde brandmodstandsevnen. Hvis etageadskillelsen ændres, skal brandmodstanden reetableres på anden vis.

Montering oppefra sker efter følgende retningslinjer:

Om nødvendigt fjernes eksisterende varmeisolering.
Hvis der er risiko for ødelæggelse af dampspærren på grund af udstikkende søm mv., kan der udlægges et tyndt lag hård varmeisolering (mindst materiale klasse D-s2,d2 [klasse B materiale]) som underlag – tykkelsen må i boliger højst være 1/3 af den samlede isoleringstykkelse. Typisk anvendes 25 eller 50 mm tyk isolering.
Dampspærre lægges som baner mellem spærfødder.
Dampspærrebaner bøjes mindst 50 mm op ad spærføddernes sider og fastgøres omhyggeligt og så lufttæt som muligt, fx med butylbånd.
Samlingen bør yderligere sikres med en liste, så den også bliver klemt. Den resterende varmeisolering anbringes oven på dampspærren.

Eksempel på montering af dampspærre mellem spærfødder oppefra i ventileret tagrum er vist på figur 112.

Figur 112 viser principskitse af montering af dampspærre og efterisolering oppefra i ventileret rum.

Figur 112. Principskitse, der viser montering af dampspærre og efterisolering oppefra i ventileret tagrum. Dampspærre er monteret mellem spærfødder. Spærfødderne anses for i sig selv at være tætte, derfor behøver der kun være dampspærre mellem spærfødderne. Der indlægges eventuelt et tyndt lag hård isolering nederst for at optage ujævnheder, sømspidser og lignende fra det eksisterende loft. Dampspærren føres mindst 50 mm op ad spærsider og fastgøres, fx med butylbånd og efterfølgende klemning med en liste. (Møller, 2012).

8.5.3 Tage med undertage

Ved udskiftning af tagdækninger af tegl, betontagsten mv. skal der samtidig iht. bygningsreglementets krav isoleres op til gældende krav (forudsat at dette er økonomisk rentabelt). Ved renoveringen af taget vil det normalt være nødvendigt at udføre undertag, især hvor tagetager skal udnyttes. Ved lofter kan der forekomme kuldebroer, fx ved spærfod. Disse kan reduceres betydeligt, hvis det er muligt at forbinde efterisoleringen af loftet med varmeisoleringen i ydervæggen. Hvor der er udmuringer ved tagfod, kan sammenhængende isolering eventuelt etableres, når både loft og ydervæg efterisoleres. Hvis kuldebroen ikke brydes, kan efterisolering betyde, at væggen bliver koldere langs loftet. Det samlede varmetab vil dog mindskes som følge af efterisoleringen.

Før oplægning af undertaget skal spærene kontrolleres for mulige skader og eventuelt oprettes. Af hensyn til påsømning af afstandslister og lægter udføres eventuel påforing med mindst 45 mm tykke planker på siden af spæret. Påfores oven på spæret, skal det sikres, at udtræksstyrken er tilstrækkelig til at optage vindkræfterne på taget.

Udførelsen herefter følger de generelle retningslinjer for undertage, som anført foran, se afsnit 8.4.3, Undertage formål og typer.

Efterisolering af tagrum kan også foretages nedefra, men det kræver normalt, at der etableres en ny dampspærre, og at en eventuel eksisterende dampspærre fjernes (fordi den ligger for højt oppe i det endelige isoleringslag), se figur 113.

For yderligere informationer – herunder også om efterisolering af ventilerede paralleltage – henvises til SBi-anvisning 273, Tage (Brandt et al., 2019).

Figur 113 viser eksempel på opsætning af dampspærre mod væg.

Figur 113. Eksempel på opsætning af dampspærre mod væg (her vist med puds på mursten) ved efterisolering af loft nedefra. En eventuel eksisterende dampspærre må fjernes, hvis den kommer til at ligge mere end 1/3 oppe i det endelige isoleringslag. En bane dampspærre klæbes, fx med butylbånd, og klemmes til ydervæggen. Når dampspærren på den øvrige del af loftet er monteret, tapes banen sammen med den øvrige dampspærre. Tapening skal ske på fast underlag. Herefter kan der eventuelt monteres yderligere varmeisolering på undersiden, og til sidst monteres ny loftbeklædning.

8.5.4 Renovering af varme tage

Renovering af varme tage sker normalt med en ny tagdækning – og eventuelt supplerende varmeisolering – der fastgøres mekanisk. Det eksisterende isoleringsmateriale skal være tørt, idet der ellers er risiko for, at vand fra isoleringen kan trænge ned i konstruktionen gennem de huller, som opstår omkring de nye mekaniske fastgørelser. Undersøgelse af tagisoleringen kan ske ved at foretage en skanning af taget med en tagskanner suppleret med opskæringer og veje-tørre-prøver for at kalibrere skanningen. Ved mindre tage kan isoleringen undersøges ved opskæringer alene.

Mindre mængder fugt, dvs. svarende til højst 1 kg/m² (svarende til 0,25 volumen-procent ved 400 mm isolering). Er der mere, må den våde isolering typisk skiftes.

Efterisolering oven på den eksisterende isolering vil altid medføre en fugtteknisk forbedring af taget, og der er derfor ingen krav til isoleringens tykkelse – bortset fra, at bygningsreglementets krav til den samlede konstruktion skal være overholdt.

Der findes dog gamle, varme tage, som har en trykfordelende plade af træfiber oven på mineraluldsisoleringen. Her skal den udvendige merisolering følge reglerne i det følgende afsnit om Ændring af kolde tage til varme tage. Alternativt skal den eksisterende isolering med træfiberplade fjernes.

Figur 114 viser eksempler på renovering og efterisolering af eksisterende tag

Figur 114. Eksempler på renovering og efterisolering af eksisterende tag.

Ændring af koldt tag til varmt tag. Den gamle tagdækning – som skal være luft- og diffusionstæt – fungerer efter renoveringen som dampspærre i taget. Der monteres isolering i en tykkelse, som afhænger af fugtbelastningsklassen af bygningen, jf. tabel 9. Ventilationsåbningerne i det gamle tag lukkes efter ca. et år, når der er sikkerhed for, at der ikke er uacceptabel fugt i konstruktionen.
Renovering og efterisolering af varmt tag. Efterisolering oven på det eksisterende varme tag vil altid forbedre fugtforholdene, og der er derfor ikke krav til mængden af isolering ud over bygningsreglementets krav til U-værdi. Der anbringes kileskåret varmeisolering, og der etableres ny tagdækning. Herved sikres, både at vand på tagfladen kan løbe af, og at der ikke bliver opfugtning som følge af fugttransport indefra.
Udvendig merisolering af koldt tag med kileskåret varmeisolering for at forbedre faldet. Det er tykkelsen på det tyndeste sted, der skal opfylde kravene i tabel 9. Ventilation lukkes som i figur 114 a.

Ændring af kolde tage til varme tage

Kolde tage med tagdækning af tagpap eller tagfolie kan ved renovering ændres til varme tage ved hjælp af udvendig efterisolering og ny tagdækning.

Den gamle tagdækning kommer herved til at fungere som dampspærre i det nye varme tag. Det skal derfor sikres, at den gamle tagdækning er lufttæt omkring ovenlys, gennemføringer, tagkanter mv.

For at undgå opfugtning skal isolansen af den nye, udvendige isolering have en vis mindste værdi i forhold til den eksisterende isolans. Denne mindste værdi afhænger af, hvilken fugtbelastningsklasse taget skal anvendes i. I de fleste tilfælde svarer forholdet mellem isolanserne stort set til forholdet mellem tykkelserne af den nye isolering og den oprindelige isolering. Anvendes der ny isolering med væsentligt lavere λ-værdi end den oprindelige, kan tykkelsen af den nye, udvendige isolering reduceres i forhold til at anvende forholdet mellem isoleringstykkelserne. Er λ-værdien af den nye isolering kun lidt lavere end af den oprindelige isolering, betyder dette blot, at det vil være på den sikre side at anvende forholdet mellem isoleringstykkelserne. Tabel 9 giver retningslinjer for forholdet mellem isolanserne af den oprindelige konstruktion og den nye isolering.

Tabel 9. Nødvendig isolans af ny isolering i forhold til isolansen af den eksisterende konstruktion ved ændring af koldt tag til varmt tag eller ved udvendig efterisolering af varmt tag. De angivne forhold er beregnet med baggrund i største fugtindhold i den pågældende klasse. Er der sikkerhed for, at fugtindholdet er mindre, fx ved brug af klimastyring, kan det eventuelt ved beregning vises, at den nødvendige isolans af den nye isolering kan reduceres.

	Fugtbelastningsklasse	Forhold mellem isolans af henholdsvis ny og eksisterende isolering
	1	1:1,5
	2	1,5:1
	3	3:1
	4	8:1
	5	Beregnes

Eksempel

For efterisoleringen af en traditionel tagopbygning som vist på figuren i tabel 9 betyder det, at minimumstykkelsen af efterisoleringen afgøres af fugtbelastningsklassen på følgende vis:

Opbygning:

Tagpap eller tagfolie
X mm efterisolering, λ-værdi = 0,036 W/mK
Eksisterende tagpap
22 mm krydsfiner
50 mm hulrum
100 mm isolering, λ-værdi = 0,039 W/mK
Spredt forskalling
Dampspærre
13 mm gips

Beregning af isolanser (der ses bort fra tagdækningen):

Materiale	Tykkelse	Varmeledningsevne	Isolans
	d	λ	R = d/λ
	[m]	[W/m∙K]	[m²K/W]
Udv. overgang			0,04
Isolering	x	0,036	x/0,036
Samlet isolans øverst			0,04 + x/0,036
Krydsfiner	0,022	0,11	0,20
Hulrum	0,05		0,16
Isolering	0,1	0,039	2,56
Spredt forskalling	0,019		0,16
Dampspærre	-
Gips	0,013	0,25	0,05
Indv. overgang			0,10
Samlet isolans nederst			3,24

Isoleringstykkelsen kan dermed beregnes ud fra isolansforholdet K_isolans beskrevet i tabel 9, hvor fx 1:1,5 svarer til værdien 2/3:

\frac{R_{øverst}}{R_{nederst}}=\frac{R_{se}+\frac{x}{\lambda}}{R_{nederst}}=K_{isolans}

<=>

X=\lambda\left(K_{isolans}\times R_{nederst}-R_{se}\right)

Indsættes dette i ovenstående eksempel, fås i fugtbelastningsklasse 2

\left(K_{isolans}=1,5\right)

Beregningen på side 244 kan vises grafisk for netop denne konstruktion som:

Billedet viser tykkelse af af ny og eksisterende isolering

Normalt bibeholdes ventilationen i ca. 1 år, så taget får lejlighed til at tørre ud. Hvis dette af konstruktive årsager ikke er muligt, skal det sikres, at taget er tørt, inden ventilationen lukkes, fx ved skanning og udtagning af prøver.

For at forbedre faldforholdene på taget udføres den udvendige isolering typisk med kileskåret isolering. Det er i så fald tykkelsen af isoleringen på det tyndeste sted, der skal opfylde kravene i tabel 9. Bemærk, at den gamle dampspærre i det oprindelige, kolde tag normalt ikke er lufttæt. Der kan derfor i praksis ses bort fra den.

8.6 Tagterrasser, grønne tage og parkeringsdæk

Når tagkonstruktioner ønskes udnyttet til tagterrasser, grønne tage eller parkeringsdæk, skal der tages hensyn til belastningerne på taget samt de særlige påvirkninger, der overføres fra belægningen til tagdækningen. Det er derfor normalt mest hensigtsmæssigt at udforme disse belastede tage som omvendte tage, se figur 115.1, eller duo-tage, figur 115.2.

Ved at udforme tagkonstruktionen som et duo-tag eller et omvendt tag kan membranen holdes frostfri. Herved hindres, at belægningen fryser fast til membranen og beskadiger den ved dimensionsændringer.

Omvendte tage og duo-tage virker fugtteknisk som varme tage, idet de bærende dele af tagkonstruktionen ligger på den varme side af isoleringen.

I det omvendte tag er der kun én membran, idet tagdækningen i princippet også er dampspærre. I duo-taget skal isoleringen på oversiden af dampspærren normalt udgøre mindst halvdelen af isoleringen for at sikre, at membranen holdes frostfri.

I duo-tage og omvendte tage kan faldet reduceres til 1:100, hvilket normalt kræver afretning af overfladen.

Tykkelsen af det øverste isoleringslag skal dimensioneres iht. tabel 9. Hvis forholdet mellem isolering over og under tagmembranen i duo-tage er mindre end 1:1, må der normalt indlægges en dampspærre på oversiden af tagdækket.

Isoleringen i omvendte tage og det øverste isoleringslag i duo-tage ligger over membranen og skal derfor være et materiale med lukkede celler, som kun optager små vandmængder, og som derfor ikke beskadiges af frostpåvirkninger, fx XPS-isolering (ekstruderet polystyren).

I duo-tage kan der anvendes andre isoleringsmaterialer under membranen, hvor de ikke udsættes for vandpåvirkninger, fx EPS-isolering (ekspanderet polystyren) eller celleglas.

Isoleringens trykstyrke skal dimensioneres ud fra belastningen på belægningen. Der kan normalt ikke anvendes materialer med (korttids)trykstyrker under 150 kN/m².

Isoleringen har – ud over den varme- og fugttekniske funktion – til formål at beskytte tagmembranen mod mekaniske påvirkninger.

Tagterrasser kan også udformes som almindelige, retvendte, varme tage, forudsat at belægningen placeres på opklodsninger, så vandet kan løbe frit under belægningen. Tagmembranen skal i givet fald have et fald på mindst 1:40. Se figur 115.

Belægningen kan bestå af betonfliser på flisefødder eller trædæk på strøer.

figur 115 viser eksempler på opbygning af tagterrasser

Figur 115. Eksempler på opbygning af tagterrasser.

Omvendt tag til tagterrasse eller grønt tag udlagt på betondæk. Membranen ligger under isoleringen og fungerer også som dampspærre. Mellem isolering og belægning er udlagt fiberdug for at beskytte isoleringen.
Duo-tag til tagterrasse eller grønt tag. Membranen ligger mellem de to lag isolering og fungerer også som dampspærre. Tykkelsen af det øverste isoleringslag skal dimensioneres iht. Tabel 9.
Tagterrasse udformet som retvendt tag med fliser på fødder eller opklodsninger, så afvanding sikres. Faldet skal være mindst 1:40.

8.7 Tjeklister

For at opnå velfungerende konstruktioner er det vigtigt at tjekke, at alle relevante og vigtige forhold er i orden. Nedenstående er tjeklister for en række forhold vedrørende tage, som mindst bør indgå i en kontrol. Listerne er ikke udtømmende, men omfatter forhold, hvor svigt erfaringsmæssigt kan medføre væsentlige skader

8.7.1 Kontrol inden udførelse

Har taget den fornødne varmeisoleringsevne?
Kan den valgte tagdækning benyttes ved den aktuelle hældning?
Er der behov for undertag? Hvis ja, er det så valgt efter DUKO’s retningslinjer?
Er eventuelle ventilationsåbninger i overensstemmelse med tabel 7?
Er eventuelle ventilationsspalter med korrekt højde (45 eller 70 mm)?
Er det for ventilerede konstruktioner sikret, at alle dele af taget er ventileret – ingen ‘døde’ områder?
Er konstruktionen sikret mod indtrængning af slagregn, fygesne, fugle og insekter?
Er inddækningshøjder tilstrækkelige, dvs. typisk mindst 150 mm, afhængig af taghældningen?
Er tagkonstruktionen sikret mod opfugtning af vanddamp, fx med effektiv/tæt dampspærre?
Hvis der er anvendt fugtadaptiv dampspærre, er bygningen så højst i fugtbelastningsklasse 2, og er leverandørens forudsætninger for brugen opfyldt?
Er samlinger i konstruktionsdele, herunder dampspærre, udført tætte, fx med klæbede samlinger på fast underlag?
Er detaljer ved tagfod, kip, skunk, gennemføringer, ovenlys, kviste og lignende beskrevet og gennemtegnet?
Er det sikret, at der ikke kan ophobes fugt i konstruktionen?
Er tagkonstruktionen sikret mod opfugtning i byggeperioden, fx ved totalafdækning?
Er der planlagt tilstrækkeligt med fugtmålinger til at dokumentere fugtforholdene?

8.7.2 Kontrol under udførelse og inden aflevering

Er taget udført som projekteret? Hvis nej, er ændringer dokumenteret?
Er dampspærren blevet beskadiget? Hvis ja, er den udbedret?
Er eventuelle ventilationsåbninger holdt fri, så ventilationen er sikret?
Er fugtniveauet tilstrækkeligt lavt, så der ikke er risiko for skimmelvækst ved indflytning?
Er byggefugt håndteret, så det ikke skader andre bygningsdele?
Er det dokumenteret, at fugtniveauet var tilstrækkelig lavt, inden afsluttende arbejder, fx malearbejde, blev påbegyndt?