Gå til indhold

6 fugt og ydervægge

Ydervæggen er den lodrette del af klimaskærmen, som også omfatter gavlpartier. I ydervægge er der indbygget yderdøre og vinduer. Disse behandles i afsnit 7, Fugt og vinduer
På grund af krav til varmeisoleringsevne er ydervægge i dag normalt sammensat af flere lag, som har hver sin særlige funktion. Opbygningen afhænger af de indgående materialer, herunder især af, om de er lette eller tunge, og om de er uorganiske eller organiske.
Nogle vægtyper er opbygget med en indre og ydre del med forskellig sammensætning. I denne anvisning bruges betegnelserne formur og bagmur for de to dele, uanset om der er tale om murværk, beton eller lette konstruktioner.
Ud over at fungere som klimaskærm, der skærmer mod vind, regn og kulde, har ydervæggen også andre funktioner.
Ydervæggen indgår ofte i den bærende konstruktion og kan fx udformes, så den kan optage vindkræfter. Ydervægge skal også opfylde gældende brandkrav, herunder til eventuelle vindspærrer, og skal medvirke til at overholde gældende krav vedrørende lydforhold, herunder skærme mod lyd udefra. 

Fjernelse af vand

Det bør sikres, at vand, der er trængt ind i ydervæggen i forbindelse med nedbør, kan bortledes igen. Mange ydervægge opbygges som totrinsløsninger, hvor det yderste lag virker som regnskærm, og de inderste dele af væggen yder den fornødne lufttæthed, damptæthed og isoleringsevne. Det ventilerede hulrum bag regnskærmen skal være udformet, så vand kan slippe ud til ydervæggens forside.
Hvis der på bygninger i flere etager anvendes helt vandafvisende beklædningsmaterialer, fx stål og glas, vil der ved kraftig slagregnspåvirkning kunne dannes en ‘tæt’ vandfilm, som forhindrer trykudligning over åbne fuger i to-trins tætninger. Derfor bør der for ca. hver anden (normal)etage anvendes inddækninger, som bryder vandstrømmen ned over facaden og leder vandet bort fra denne. 

Lette eller tunge ydervægge

Tidligere blev ydervægge delt op efter, om de var lette eller tunge, på grund af krav i bygningsreglementet, men de nuværende krav i Bygningsreglement 2018 er generelle funktionskrav, der ikke skelner mellem tunge og lette konstruktioner. I praksis skelnes dog stadig mellem tunge og lette ydervægge, men opbygningen af ydervægge er i dag meget mere varieret end tidligere, og der kan fx skelnes mellem:
  • Tunge ydervægge, fx opbygget med formur og bagmur i tegl eller letbeton eller betonsandwich-elementer
  • Lette ydervægge, fx opbygget som skeletvægge i stål eller træ 
  • Kombinationstyper, fx tung bagmur med skeletvæg udvendig eller omvendt
  • Vægkonstruktioner med puds på isolering – både på lette og tunge bagmure
  • Glasvægge.
De forskellige vægtyper har hver deres fordele og ulemper – herunder også forskelligt udseende. Tunge ydervægge er fx normalt tykkere end lette vægge, da varmeisoleringsevnen for tunge materialer generelt er dårligere end for lette materialer. Tunge ydervægge kræver desuden bredere og kraftigere fundamentløsninger. Derimod vil tunge ydervægge ofte have bedre lyd- og brandtekniske egenskaber og have større termisk masse, så temperaturudsving dæmpes.

6.1 Fugtpåvirkning

Ydervægge udsættes for vand- og fugtpåvirkning i form af:
  • Fugt fra udeluften – især nedbør. Påvirkningen er størst i områder med meget nedbør og/eller stor vindpåvirkning – og især, når de virker sammen som slagregn. Vindpåvirkningen og dermed slagregnspåvirkningen er større på høje bygninger end på lave.
  • Fugt fra bygningen i form af fugtig rumluft, som trænger ud gennem væggen indefra. Hvis fugttransporten hindres, fx af damptætte lag anbragt på kolde steder i konstruktionen, kan der opstå høj relativ luftfugtighed og eventuelt kondens.
  • Byggefugt, dvs. vand, som er tilført i byggefasen, fx med beton og mørtel.
  • Opstigende grundfugt. Ses i (ældre) bygninger uden fugtspærre og kan resultere i opfugtning af den nederste del af ydervæggen.

6.2 Generelle forholdsregler mod opfugtning

6.2.1 Fugt fra udeluften – især nedbør

Nedbør skal i videst muligt omfang afledes ved overfladen af facaden. Det kan dog ikke altid undgås, at mindre mængder vand trænger gennem de yderste lag i konstruktionen. Det skal sikres, at eventuel fugt, der trænger ind i konstruktionen, effektivt kan drænes ud igen. 
Væggen bør udformes med konstruktiv beskyttelse af fugtfølsomme materialer og komponenter, fx bør vinduer og døre være trukket 45-50 mm tilbage i forhold til facadeplan.
Endelig skal det sikres, at regnvandet så vidt muligt fordeler sig jævnt over overfladen, så der ikke opstår ujævn opfugtning og tilsmudsning. Ved afledning af vand bør der derfor, fx ved inddækninger, udføres en drypkant med et fremspring i forhold til facaden på mindst 20 mm, og sålbænke bør have et fremspring på mindst 30 mm.

To-trins og et-trins tætning

Ydervægge skal udføres, så regnvand og vind ikke kan trænge gennem ydervæggen, og så eventuelt vand, som trænger ind i væggen, hurtigt ledes ud igen. Trykforskelle mellem ude og inde samt utætheder i samlinger/fuger er de væsentligste årsager til regn- og vindgennemgang i ydervægge.

To-trins tætning

Ydervægge kan – afhængigt af type – med fordel udformes som en to-trins tætning, dvs. hvor regntætning og vindtætning placeres i to lag adskilt af et trykudligningskammer, som er ventileret til det fri gennem ventilationsåbninger i regnskærmen. Princippet i to-trins tætning er illustreret i figur 66.
Figur 66 viser principskitse af to-trins opbygning af ydervæg.
Figur 66. Principskitse af to-trins opbygning af ydervæg. Funktionen af ydervæggen er opdelt, så der udvendig er en regnskærm og indvendig en vindtæt del. Til venstre ses vinden, som påvirker facaden med vindtryk. På grund af de små åbninger i regnskærmen er der stort set samme tryk på begge sider af regnskærmen. Der er derfor ikke nogen nævneværdig trykforskel over regnskærmen. Da der ikke er nogen nævneværdig trykforskel, er det kun små mængder vand, der trænger ind bag regnskærmen, og endnu mindre mængder, der presses over hulrummet. Til højre ses, at trykfaldet (pu – pi) sker over væggens (eller fugens) bageste del, fx en vindspærre.
Det første trin i to-trins tætningen er den udvendige beklædning (regnskærmen), der skal afvise hovedparten af regnvandet. Regnskærmen skal ikke være helt tæt, men skal være forsynet med ventilationsåbninger til hulrummet mellem regnskærmen og det vindtætte lag. Luftmellemrummet står altså i forbindelse med udeluften, så vindtrykket vil forplante sig ind i hulrummet. Herved opnås, at der er næsten samme lufttryk på begge sider af regnskærmen. Da der ikke er nogen nævneværdig trykforskel, vil kun små mængder vand blive presset gennem åbningerne i regnskærmen. Hulrummets bund drænes, så de små vandmængder, der trods alt trænger ind, ledes ud igen. Hulrummene skal afbrydes efter behov afhængigt af vindforholdene, fx ved hjørner af bygninger, så der ikke opstår undertryk i hulrummet på grund af forplantning af sug fra læsiden af bygningen.
De bageste dele af konstruktionen, fx bagmuren eller vindspærren (eller den bageste del af fugen), skal optage vindtrykket (varetage vindtætnings-funktionen). 
Ved to-trins tætning kan regnskærmen udføres af diffusionstætte materialer, mens en eventuelt vindspærre, der afdækker isoleringen bag regnskærmen, derimod skal være diffusionsåben (den skal tillade, at fugt indefra kan slippe ud).

Et-trins tætning

Ved et-trins tætning søges tæthed mod regn og vind opnået i ét tætnende lag, sædvanligvis placeret tæt ved facadeflugten. Ved et-trins tætning sker hele trykfaldet som følge af vindpåvirkning derfor kun over ét materiale/én komponent, og hvis det ikke er tilstrækkeligt tæt, vil vand og luft passere igennem. Der må derfor stilles store krav til både materialer og komponenter, der skal anvendes til sådanne formål, ligesom det kræver omhyggelig arbejdsudførelse.

6.2.2 Fugt indefra

Ydervæggen skal opbygges, så fugt/vanddamp, som indefra trænger ud i væggen, kan passere, uden at der er risiko for opfugtning. I ydervægge med dampspærre skal denne udføres lufttæt, dels for at hindre energispild, dels for at hindre, at fugtig rumluft strømmer ud i konstruktionen. For at sikre mod risiko for kondensdannelse skal vindspærrer, pladelag osv. i væggens yderste dele normalt være mindst 10 gange mere åbne for vanddampdiffusion end dampspærren.

6.2.3 Byggefugt

Byggefugt skal have mulighed for at udtørre, inden efterfølgende arbejder udføres. Alternativt skal fugtfølsomme materialer beskyttes mod byggefugt, fx ved hjælp af en dampspærre.

6.2.4 Opstigende grundfugt

Ydervæggen skal sikres mod opstigende grundfugt ved anvendelse af en effektiv fugtspærre/murpap mellem fundament og ydervæg. De kapillarbrydende lag, fx murpap, skal føres helt igennem konstruktionen. Fundamentpuds må fx ikke føres hen over murpappen, idet pudslaget i så fald udgør en ‘væge’, der kan transportere fugt kapillært. 
Uanset ydervæggens opbygning er der en række generelle byggetekniske forhold, som skal tilgodeses for at sikre, at ydervæggen på både kort og længere sigt vil fungere fugtteknisk korrekt. Disse forhold er nærmere omtalt i det generelle afsnit vedrørende konstruktiv fugtteknik.
I de følgende afsnit omtales, hvorledes disse byggetekniske forhold kan udmøntes for forskellige ydervægge.

6.2.5 Facadefuger

Betegnelsen fuger anvendes om samlingen mellem to eller flere bygningsdele eller -komponenter, og bruges ofte både som betegnelse for den enkelte fuge og hele fugekonstruktionen. Den samlede fugekonstruktion udgør en del af bygningens klimaskærm og skal derfor udføres, så den kan modstå påvirkninger både fra vejrliget og fra indeklimaet. Facadefuger skal derfor udføres, så de yder samme beskyttelse mod udeklimaet (vand, temperatur, vind osv.) som de komponenter og bygningsdele, der indgår i ydervæggen. Facadefuger skal altså udføres, så regnvand og vind ikke kan trænge gennem fugen, og så eventuelt vand, som trænger ind i fugen, hurtigt ledes ud igen. Facadefuger skal også udformes, så fugtig indeluft hindres i at trænge ud i fugen, dvs. være lufttætte og diffusionstætte på indersiden, fx opnået ved en et-trins fugemassefuge udført på bagstop eller en dampspærre. 
Facadefuger skal også kunne optage eventuelle måltolerancer i facadeelementer og skal kunne optage forventede bevægelser som følge af fugt- og temperaturændringer. 
Der henvises til yderligere oplysninger i SBi-anvisning 177, Facadefuger, og Byg-Erfa bladene: (41) 22 08 15, Utætte fuger omkring vinduer og døre, og (41) 22 08 16, Fugesvigt og udskiftning af fuger omkring vinduer og døre.

6.3 Tunge ydervægge

I tunge ydervægge er både formur og bagmur opbygget af et tungt materiale. 
Tunge ydervægge kan være udført som en kombination af selvstændigt udførte for- og bagmure, fx formur af tegl og bagmur af letklinkerbeton eller porebeton, men kan også være færdige elementer, fx betonsandwichelementer med integreret isolering. Eksempler på materialer og opbygning er vist i figur 67, og eksempler på samling ved fundament er vist i figur 68.
Figur 67 viser eksempler på tunge ydervægge
Figur 67. Eksempler på tunge ydervægge.
a) Hulmur med formur i teglsten og bagmur, der fx kan være porebeton.
b) Massiv ydervæg opbygget af specielle hulblokke i tegl, der er overfladebehandlet både indvendigt og udvendigt. Teglblokkens huller kan være luftfyldte eller udfyldt med varmeisolerende materiale. 
c) Ydervæg opbygget af specielle blokke af porebeton, der er overfladebehandlet både indvendigt og udvendigt. Porebetonblokken kan have kerne med særligt varmeisolerende materiale. Væggene bygges som massive ydervægge, men er reelt vægge med for- og bagmur.
d) Ydervæg udført som betonsandwichelement.
Der anvendes ikke dampspærre i tunge ydervægge, og derfor skal eventuelle samlinger mellem elementer/blokke i bagmuren være helt lufttætte. 

6.3.1 Teglstensvægge

For at kunne opfylde de gældende energikrav vil det – selv ved anvendelse af energirammeberegninger – normalt være nødvendigt mindst at anvende en 410 mm isoleret hulmur med 190 mm varmeisolering i hulrummet. 
Det er velkendt, at vand kan trænge gennem halvstens teglvægge, mens helstensvægge normalt anses for at være vandtætte. Regntætheden af teglstensvægge afhænger især af, i hvor høj grad murværkets fuger er udfyldte. I praksis er revner og sprækker mellem mørtel og tegl næsten uundgåelige. Desuden afhænger vandtætheden under almindelige forhold af teglets evne til at opsuge vand så hurtigt, at der ikke trænger større vandmængder ind gennem revner og sprækker. Det opsugede vand vil senere kunne fordampe til det fri. På særligt slagregnsudsatte områder, dvs. øverst ved hjørner på høje bygninger, vil der kunne forekomme så store slagregnsmængder, at teglets evne til at opmagasinere vandet er utilstrækkelig. Et stort udhæng vil kunne reducere problemet. Et mindre udhæng vil ikke altid være tilstrækkeligt, da vind vil kunne føre regn langt ind under et udhæng, når vinden – med regndråber – afbøjes under taget. 
Figur viser eksempler på tunge ydervægge.
Figur 68. Eksempler på tunge ydervægge. Mod fundament skal der indlægges fugt- og radonspærre, fx af asfaltpap med klæbede samlinger. Fugtspærren forbindes med ydervæggen over terræn, så konstruktionen bliver lufttæt mod jord. 
a) Tung ydervæg med formur af tegl og bagmur af letbeton. Tykkelsen af formuren svarer typisk til en halvstensvæg. Tykkelsen af bagmuren er normalt 100-150 mm, afhængigt af materialet, og hvor store (lodrette) kræfter der skal optages. Der etableres også fugtspærre, der leder vand ud fra hulrum i ydervæggen.
Frie murkroner skal altid være forsvarligt afdækket. Rulskifter bør udformes, så vand ikke trænger ned i det underliggende murværk. Det er så i værste fald kun selve rulskiftet, som skal udskiftes, hvis der sker frostskader på mørtelfuger og tegl.
Uanset at teglstensvægge normalt vil kunne opsuge slagregn, vil det aldrig helt kunne undgås, at noget vand trænger igennem en halvstens formur, idet studsfugerne ofte ikke er tilstrækkeligt tætte. Det må derfor sikres, at vand, som løber på bagsiden af formuren, holdes væk fra bagmuren ved hjælp af murpap ved murens bund. Fugten skal ledes ud til formuren, hvor den bliver opsuget og transporteret kapillært ud til forsiden, hvorfra den fordamper. Kun hvis der kan forudses kraftig slagregnsbelastning, kan det være nødvendigt at dræne indtrængende slagregn gennem studsfuger ved murens bund. Dræning kan fx etableres ved udkradsning af hver tredje studsfuge.
Figur 68B viser massiv, tung ydervæg udført af blokke vist som tegl.
Figur 68. (fortsat)
b) Massiv, tung ydervæg udført af blokke – her vist som tegl. Udvendigt bliver der normalt overfladebehandlet, fx med systempuds som vist, for at sikre vandtæthed.
Endvidere må der indlægges murpap over muråbninger og ved murkroner, så indtrængende vand ledes ud mod formuren, se figur 86. Over vinduer og døre i facader, som kun er mindre udsat for slagregn, kan der i stedet for murpap lægges render på formurens bagside, så eventuelt indtrængende vand ledes ud til siderne og drænes væk. Lysningsåbningerne bør i givet fald ikke være for brede. Renderne skal oplægges omhyggeligt og skal holdes rene ved opmuringen, så de ikke stoppes til. Hvis vand fra render drænes ud til facadens forside gennem slanger, skal slangerne jævnligt renses, for at drænet kan blive ved med at virke. For at sikre afledning af vand bør der som hovedregel kun anvendes dræning gennem slanger i den ene ende af renden.
Vindtætheden i en dobbelt teglstensmur bør ligge i bagmuren, hvilket forudsætter, at bagmuren mod det bagvedliggende rum enten pudses, berappes eller udføres med komprimerede mørtelfuger. Fuger i formuren skal dog også komprimeres af hensyn til mørtlens frostbestandighed og fugens tæthed.
Partielt lave temperaturer på væggens inderside som følge af kuldebroer undgås ved at undlade fulde udmuringer omkring vinduer og døre. Sammenhængen mellem de to væghalvdele etableres i stedet med trådbindere, som bør være af rustfrit materiale, fx stål eller tinbronze, for at minimere indflydelsen af kuldebroen. I falsen anbringes 30-50 mm vandafvisende isoleringsmateriale for at bryde kuldebroen. Se Byg-Erfa bladene (21) 19 04 03, Revner i hjørner ved skalmure pga. temperatur- og fugtbevægelser, og (21) 04 12 31, Trådbindere i murværk – undgå risiko for nedstyrtning.
Formuren kan være overfladebehandlet på forskellig vis, fx pudset, filtset, sækkeskuret eller malet. Formure i tegl kan også udføres som blankt murværk, jf. Tegl 37, Udførelse af blankt murværk (Muro, 2012). Ved overfladebehandling skal det sikres, at formuren ikke bliver for diffusionstæt (tæt over for vanddamp), da der ellers kan opstå fugtophobning bag overfladebehandlingen. 
I nogle tilfælde er der et hulrum mellem formur og varmeisolering for at forhindre/reducere opfugtning af varmeisoleringen fra slagregn, der trænger gennem formuren. I praksis sker der dog ikke nævneværdig fugttransport gennem varmeisoleringen, hvis formuren er udført korrekt. Det betyder, at det normalt er mest energiøkonomisk at fylde hele hulrummet. Se Byg-Erfa blad (21) 22 08 20, Tyndpudset murværk – risiko for skader.

6.3.1 Betonvægge

Ydervægge af betonelementer består af to armerede betonplader med et mellemliggende lag isolering, som enten kan være af mineraluld eller celleplast (sandwichkonstruktion). Den indvendige betonplade fungerer som dampspærre, idet den både er diffusionstæt og – efter tætning af samlingerne ved udstøbning eller fugning – også lufttæt.
Fuger mellem elementer bør udformes som to-trinsfuger med regnskærm yderst i fugen og vindtætning i bagmuren. 
Den forreste betonplade fungerer som regnskærm og har typisk en tykkelse på mindst 70 mm for at sikre korrosionsbeskyttelse af armeringen. Den indvendige betonplades tykkelse er bestemt af statiske hensyn og er typisk mindst 90 mm for ikke-bærende vægge og 120-200 mm for bærende vægge. Det giver mulighed for op til 300 mm isolering i sandwichelementer. For- og bagplade er forbundet med rustfrie bindere og hængebøjler, så forpladen kan bevæge sig frit i forhold til bagpladen.
Figur 69 viser principskitse af samling mellem fundament og betonelement.
Figur 69. Principskitse af samling mellem fundament og betonelement.

6.3.3 Skalmurede beton- og letbetonvægge

Disse vægtyper opbygges i princippet på samme måde som en dobbelt teglstensmur, dvs. at hulrummet mellem skalmur og bagmur udfyldes helt med isoleringsmateriale. Der kræves derfor samme beskyttelse mod vand, som trænger igennem formuren.
Hvis bagmuren er beton støbt på stedet, er kravet om vindtæthed i bagmuren umiddelbart opfyldt. Hvis bagmuren er opbygget af elementer, er det vigtigt, at der sker forsvarlig udstøbning eller fugning af fugerne for at opnå lufttætte samlinger.
Fugtspærre/murpap til vandafledning ved væggens bund skal klæbes til bagmurens yderside.
Bindere skal være af rustfrit stål i mindst mulig dimension/antal for at minimere bindernes kuldebrovirkning og risikoen for kondens.

6.3.4 Massive vægge

En tung ydervæg kan også være opbygget som massiv væg, hvilket dog kræver gode varmeisolerende og fugttekniske egenskaber af materialet for ikke at få meget tykke vægge. Det kan fx være specielle blokke af porebeton eller tegl med mange huller. I massive ydervægge er formur og bagmur ‘slået sammen’, og væggen skal derfor opfylde de samme krav, som stilles til formur og bagmur hver for sig.
Massive vægge er baseret på et-trins tætningsprincip og er derfor følsomme overfor lufttæthed og vandindtrængning ved revner.

6.4 Lette ydervægge

Lette ydervægge består typisk af et skelet af træ eller stål. Væggens varmeisolering anbringes i skelettets hulrum. Når der anvendes stålskelet, kan det være nødvendigt at anvende slidsede profiler og krydslagt konstruktion for at reducere kuldebroer. Der er typisk remme i top og bund samt stolper til at overføre laster fra tag til fundament. Eventuelt er der løsholter mellem stolperne til at optage vindkræfter. 
Lette ydervægge udføres ofte som totrins løsninger, dvs. med:
  1. Regnskærm (med ventilationsåbninger) til at aflede nedbør.
  2. Ventileret hulrum med trykudligning, så nedbør ikke trænger over hulrummet.
  3. Vindtæt lag til at sikre lufttæthed.
Opbygningen af en to-trinsløsning er skematisk vist på figur 66.

6.4.1 Regnskærm

Regnskærmens opgave er at aflede nedbør, som rammer bygningen. Ventilationsåbningerne sikrer, at der sker trykudligning mellem det fri og hulrummet, dvs. der vil tilnærmet være samme tryk foran og bag regnskærmen. Der er derfor ikke noget vindtryk, som kan drive regnvand over hulrummet til bagmuren, som derfor ikke bliver vandbelastet. Ventilationen i hulrummet bag regnskærmen fjerner også vanddamp, som ved diffusion trænger ud gennem væggen.
Regnskærmen kan udføres af forskellige materialer og med forskellige udformninger, fx en beklædning af metal- eller fibercementplade med åbne fuger, træbeklædning, plader med systempuds eller beklædninger, som i sig selv er åbne for luftgennemgang, fx klinkbeklædning eller en-på-to-træbeklædning, se figur 70.
Figur 70 viser eksempler på opbygning af lette ydervægge med ventileret regnskærm.
Figur 70. Eksempler på opbygning af lette ydervægge med ventileret regnskærm. Skeletkonstruktionen i væggene kan være af træ eller stålprofiler.
a) Træskeletvæg med vandret træbeklædning. 
b) Træskeletvæg med vandret monteret pladebeklædning.
c) Skeletvæg med slidsede stålprofiler og lodret monteret pladebeklædning. 
Afstanden mellem regnskærm og vindspærre skal normalt være mindst 20 mm – ud for afstandslister osv. er en afstand på mindst 12 mm dog acceptabel. 

Ventilationsåbninger i regnskærmen

Ventilationsåbninger udføres bedst med inddækning på mindst 50 mm mod den bageste del af væggen (det vindtætte lag). Om muligt bør vindspærren overlappe inddækningsprofilet se figur 71. Inddækningsprofilet/fugtspærren bør have fald udefter på mindst 1:5. 
Ved fundament skal det sikres, fx med drænhuller, at der ikke kan ophobes vand i bunden af det ventilerede hulrum. Der skal udføres en fugtspærre med inddækning på mindst 50 mm mod den bageste del af væggen (det vindtætte lag). 
Figur 71 viser inddækning af vandret ventilationsåbning med metalprofil.
Figur 71. Inddækning af vandret ventilationsåbning med metalprofil. Profilet føres mindst 50 mm op på bagsiden af spalten, og om muligt føres vindspærren ned over (overlapper) inddækningen. Inddækningsprofilet bør have fald på mindst 1:5 udefter.
Ventilationsåbningerne i regnskærmen skal dels sikre, at der kan ske trykudligning, dels hindre store mængder slagregn i at slå gennem fugen og mod vindspærren. 
Den fornødne trykudligning – og dermed hindring af, at regn trænger ind i væggen – kan opnås, hvis regnskærmens åbninger til det fri udgør 0,25-0,5 % af regnskærmens areal. Ventilationsåbningernes størrelse skal afpasses efter facadens eksponering til vind – i områder med meget vind eller ved høje bygninger skal størrelserne af ventilationsåbningerne typisk reduceres for at undgå indtrængning af vand. Ventilationsåbningerne skal være nogenlunde jævnt fordelt over facaden, så alle dele ventileres. Ventilationsspalter bør afbrydes ved bygningens hjørner, så der ikke kan ske forplantning af tryk fra områder med tryk til områder med sug eller omvendt.
For at hindre store mængder slagregn i at slå ind med trykudligningsluften bør lodrette fuger udformes, så slagregn ikke kan slå direkte ind gennem fugen og ramme vindspærren, fx som vist på figur 72. 
Fugebredder for lodrette fuger bør ikke være mere end 4-6 mm. 
Vandrette fuger bør være så smalle som muligt, men dog ikke smallere end 5 mm, se figur 71, da der ellers er risiko for, at vandet bliver hængende i fugen.
Især ved høje bygninger bør eventuelt vand, der er trængt ind på bagsiden, ledes ud igen, fx ved hjælp af vandrette fuger for hver anden etage.
Figur 72 viser afdækning af afstandsliste bag lodret fuge med profileret tætningsbånd, så det hindres, at slagregn slår igennem fugen og rammer vindspærren.
Figur 72. Afdækning af afstandsliste bag lodret fuge med profileret tætningsbånd, så det hindres, at slagregn slår igennem fugen og rammer vindspærren. Afhængigt af opbygningen kan det være nødvendigt at anvende brandimprægnerede lister og/eller lægter. Inddækning af vandret ventilationsåbning er sket med metalprofil. 

Ventilation af træbeklædning

Normalt opbygges lette ydervægge, så der er et hulrum mellem beklædning og vindspærre. Nødvendigheden af at ventilere hulrummet afhænger af beklædningen og fugtbelastningen. Især træbeklædninger er følsomme over for fugt, da de nedbrydes ved for stor fugtpåvirkning. Hulrummet bør altid ventileres i følgende tilfælde (Træinformation, 2021):
  • Hvor dampspærre eller lufttæthed er ukendt/mangelfuld.
  • Hvis beklædningen er tæt, fx træplader eller træbeklædning samlet med fer og not.
  • Hvis der er risiko for opfugtning indefra, fx hvis beklædningen er uden på en letbetonbagmur omkring vådrum.
Ventilation skal ske mellem åbninger placeret i top og bund af facaden. Ventilationen må ikke hindres, og derfor bør spalten mellem beklædning og vindspærre være mindst 20 mm. Vandrette lægter på bagsiden af en regnskærm må ikke kunne fange vand og lede det over til bagmuren. Vandret siddende lægter skal derfor friholdes fra bagmurenbagmuren med 12 mm afstandslister, som sikrer en afstand ind til vindspærren. Ventilationsåbningernes størrelse bør være ca. 0,25 % af facadehøjden, fx 7,5 mm åbning ved en 3000 mm høj facade. Hvis der anvendes insektnet eller musestop i ventilationsspalten, skal der kompenseres for det reducerede areal ved at forøge spaltedybden. Reduktionen for insektnet regnes typisk for 50 %, og i så fald bør ventilationsspalten være mindst 24 mm dyb, hvis der anvendes insektnet. 
For bræddebeklædninger er ventilation ikke nødvendig, hvis alle følgende betingelser er opfyldt (Træinformation, 2021):
  • Spalten i hulrummet er mindst 20 mm.
  • Ydervæggen er udført med tæt dampspærre.
  • Vindspærren er diffusionsåben med en Z-værdi, som er afpasset efter dampspærren, dvs. som er højst 1/10 af dampspærrens Z-værdi. Ofte anvendes vindspærre med en Z-værdi under 10 GPa s m2/kg.
For yderligere oplysninger om opbygning af træbeklædte facader henvises til Træ 55, Træfacader (Træinformation, 2021).

Ventilation af pladebeklædning

Anvendes der andre typer plademateriale end træbaserede, fx metalplader eller cementbaserede plader, kan regnskærmen eventuelt udføres med åbne fuger. Ved lodrette fuger skal det dog forhindres, at regn kan trænge gennem den åbne fuge og ind til vindspærren, se figur 73.
En ventileret pladebeklædning kan også afsluttes med armeret tyndpuds, hvorved der kan opnås en ensartet, plan overflade. Sådanne løsninger er typisk systemløsninger og kan fx omfatte forstærkningsprofiler omkring hjørner og false, armeringsvæv til brug ved hjørner, døre og vinduer, puds med ilagt armeringsvæv (så pudsen ligger yderst). Det er vigtigt at følge leverandørens anvisninger for systemet, herunder forudsætninger og anvisninger for detaljer, da der ellers er stor risiko for fejl. 

Vindtæt lag

Den inderste del af en totrins løsning i en ydervæg skal optage vindbelastningen. Vindtætningen ligger i bagmuren og sikres i reglen især af vindspærren, dampspærren og den indvendige beklædning. Af hensyn til kondensrisiko og krav om lufttæthed skal der udvises særlig omhu med at udføre dampspærren tæt. Alle samlinger og tilslutninger i dampspærren skal være lufttætte, dvs. klæbede eller tapede, og gerne samtidig klemte. Herved sikres lufttæthed også på længere sigt, jf. i øvrigt det generelle afsnit 2.6.1, Dampspærre.
Vindtætningen sikres normalt med et vindtæt lag, der beskytter varmeisoleringen mod luftgennemgang, og dermed hindrer unødigt varmetab, se afsnit 2.6.4, Vindspærre. Det vindtætte lag kan dog udelades, hvis varmeisoleringsmaterialet og fugerne selv yder den fornødne lufttæthed/vindtæthed. 

Vindspærre

Bag regnskærmen og det ventilerede hulrum monteres typisk en vindspærre, hvis dampdiffusionstæthed (Z-værdi) højst må være 1/10 af Z-værdien for væggens dampspærre. Afhængig af facadebeklædningen og væggens opbygning kan vindspærren være plademateriale, banevare eller en integreret del af varmeisoleringsmaterialet. Vindspærren skal i nogle tilfælde fungere som midlertidig regnskærm, indtil facadebeklædningen opsættes. Vindspærren skal i givet fald vælges, så den kan tåle regn og UV-lys i den periode, hvor den forventes at stå ubeskyttet mod vejrliget. Desuden vil vindspærren i driftssituationen befinde sig i et miljø, hvor der ofte vil være høj relativ luftfugtighed. Vindspærren kan eventuelt beskyttes af et 50 mm tykt lag trykfast mineraluld. Herved vil den blive placeret i et mere tørt miljø, så risikoen for skimmelvækst reduceres. Desuden medvirker mineralulden til at forbedre væggens varmeisolering og til at bryde kuldebroer i væggen.
Eksempler på almindeligt anvendte vindspærrer er vist i afsnit 2.6.4, Vindspærre, som tillige angiver typisk brandklassificering af produkterne.
I praksis vil det ofte være dampspærren og den indvendige beklædning, som belastes af vindtrykket – som i stormvejr kan blive over 500 Pa (50 kg/m2). Ved høje bygninger kan belastningen blive væsentligt større. 
Ved høje og/eller meget vejrudsatte bygninger er der betydelig risiko for, at slagregn vil kunne trænge igennem regnskærmen og ind til det vindtætte lag. Dette skal derfor i sådanne tilfælde kunne modstå fugtbelastning, herunder vækst af skimmelsvamp. Anvendelse af fugtfølsomme materialer frarådes derfor ved høje og/eller meget vejrudsatte bygninger. 
For fugtfølsomme materialer er det vigtigt, at detaljer udføres, så vand ikke kan påvirke bagmuren. 
Figur 73 viser  inddækning af vandret ventilationsåbning med metalprofil.
Figur 73. Inddækning af vandret ventilationsåbning med metalprofil. Tæthed over lodret fuge sikres ved samling over afstandsprofil med profileret tætningsbånd. 

Brandmæssige forhold

Regnskærmen kan i byggeri i én etage udføres som en K1 10 D-s2,d2 (klasse 2-beklædning), fx træbeklædning, mens det ved højere byggeri kan være nødvendigt at anvende et B-s1,d0 (klasse A-materiale), fx metal, skærmtegl, cementbundet plademateriale eller glas. Eventuelt kan der anvendes en beklædning K1 10 D-s2,d2 (klasse 2-beklædning) i op til 20 % af facadearealet i byggeri, hvor gulvet i øverste etage er mindre end 22 m over terræn.
Foruden de primære ydeevnekrav – at forhindre fugtophobning og luftgennemgang i varmeisoleringsmaterialet – skal det vindtætte lag også tilgodese de brandtekniske krav. Ved fleretages byggeri er der fx krav om overflade svarende til B-s1,d0 (klasse A-materiale), se tabel 2. Der er også krav om, at træforskallingens overflade højst må udgøre 20 % af arealet, og derfor skal der ofte anvendes trykbrandimprægnerede lægter eller stållægter/perforerede. Se Byg-Erfa (21) 21 06 14, Brandforhold for udvendige lette beklædninger og regnskærme.
Hvis isoleringsmaterialet er et klasse A-materiale, fx mineraluld, er der i enetages bygninger ikke brandtekniske krav til det vindtætte lag. Ved byggeri i flere etager er der derimod brandtekniske krav, som skærpes med højden af bygningen. Kravene kan omfatte anvendelse af vindtætte lag, som kan klassificeres som K1 10 D-s2,d2 eller K1 10 B-s1,d0 (klasse 2- eller klasse 1-beklædning), samt krav om D-s2,d2 eller B-s1,d0 (klasse B- og klasse A-materiale). Hvis der anvendes isoleringsmaterialer, der ikke kan klassificeres som klasse A-materiale, skal der anvendes et vindtæt lag i form af en klasse 1-beklædning.
Detaljeret vejledning om brandsikring kan findes i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b). 

Dampspærre

På varmeisoleringens varme side monteres en dampspærre, typisk i form af en folie. Dampspærren fungerer normalt også som husets tæthedsplan. Derfor er dens tæthed væsentlig både af energihensyn, så der ikke tabes varme ved luftstrømning gennem utætheder, og af fugthensyn, så varm fugtig luft ikke kan trænge ud gennem væggen. Hvis fugtig rumluft trænger ud gennem utætheder, kan der ske opfugtning, fordi luften på sin vej gennem konstruktionen afkøles, hvorved den relative luftfugtighed kan blive meget høj. I værste fald kan der opstå kondens. 
Det er ofte hensigtsmæssigt at placere dampspærren op til 1/3 inde i varmeisoleringen regnet fra den varme side. Herved ligger dampspærren beskyttet, og der kan trækkes installationer i varmeisoleringslaget på den varme side af dampspærren. Det gør det dog vanskeligere at lokalisere eventuelle utætheder, hvis det senere viser sig, at lufttæthedskravet ikke er opfyldt.
Samlinger af baner af dampspærrefolie skal udføres med mindst 50 mm overlap, der skal klæbes eller tapes over fast underlag, se figur 74. Tapen bør være mindst 40 mm bred. Hvor dampspærren blot skal fastholdes, fx til et træskelet, kan den fastholdes med klammer, som anbringes på langs i forlængelse af hinanden med ca. 100 mm indbyrdes afstand. For at sikre tætheden kan der fx indlægges en butylstrimmel mellem dampspærre og underlag. 

Indvendig beklædning

Ydervæggen sluttes af med en indvendig beklædning med et eller to lag plademateriale, fx krydsfiner, OSB-plade eller gipsplade.
Figur 74 viser eksempler på samling af to baner dampspærrefolie med lodret stolpe som fast underlag.
Figur 74. Eksempler på samling af to baner dampspærrefolie med lodret stolpe som fast underlag.
a) Samling med tape.
b) Samling med klæber. 

Præfabrikerede, lette facadeelementer

Præfabrikerede, lette facadeelementer findes i flere materialekombinationer, fx som træelementer eller kompakte elementer i stål og isoleringsmateriale. 
For præfabrikerede, lette elementer er samlinger og gennemføringer ofte de mest kritiske områder. Elementerne er typisk udført tætte i sig selv (både for diffusion og konvektion), men det er vigtigt, at tætheden også omfatter samlinger mellem elementer og tilslutninger til nabo-bygningsdele, fx tag. Ved gennembrydninger i elementerne kan der i nogle tilfælde blive lukket op til en ellers forseglet kerne, og her er det vigtigt, at der lukkes helt tæt til igen.  
For beskrivelser af samlinger mellem træelementer henvises fx til Træ 68, Facadeelementer (Træinformation, 2013b). 

6.5 Kombinationer af lette og tunge konstruktioner

I nogle tilfælde anvendes ydervægge, der er kombinationer af en let og en tung konstruktion. Disse kan enten være i form af lette, bærende skeletvægge med en tung formur/skalmur eller som en tung bærende bagmur med en let formur, fx en udvendig skeletkonstruktion med isolering og regnskærm, se figur 75.
Figur 75 viser eksempler på ydervægge udført med en kombination af tunge og lette konstruktioner.
Figur 75. Eksempler på ydervægge udført med en kombination af tunge og lette konstruktioner.
a) Ydervæg med bærende bagmur af beton, letklinkerbeton eller porebeton. Yderst en skeletkonstruktion af træ eller slidsede stålprofiler med ilagt varmeisolering. Der er afsluttet med vindspærre og ventileret regnskærm. 
b) Ydervæg med bagmur af beton, letklinkerbeton eller porebeton. Udvendig trykfast varmeisolering, som er fastgjort med klæber og/eller med skruer. Yderst er der afsluttet med systempuds.
c) Ydervæg med bærende bagmur i form af træ- eller stålskelet med ilagt varmeisolering. Yderst er der afsluttet med 50 mm hulrum og skalmur. 
Figur 76 viser eksempel på samling af let ydervæg ved sokkel og terrændæk.
Figur 76. Eksempel på samling af let ydervæg ved sokkel og terrændæk. Ydervæggen er i dette eksempel vist med træskelet. Normalt vil fundamentblokke af letklinkerbeton med bredden 150 mm være tilstrækkelig som soklens bærende del ved tungt terrændæk. Facadebeklædning skal vælges, så den passer sammen med vindspærren, og så gældende brandkrav er overholdt. Der er et mindst 20 mm dybt ventileret hulrum bag facadebeklædningen. Vindspærren er af diffusionsåbent materiale. Mod fundament er ydervæggen sikret mod fugt vha. en fugtspærre, fx asfaltpap med klæbede samlinger. Fugtspærren forbindes med dæk over terræn, så konstruktionen bliver lufttæt – herunder radontæt – mod jord.

6.5.1 Skalmurede træ- og stålskeletvægge

I skalmurede træ-og stålskeletvægge bør der være et hulrum, fx 50 mm bredt, for at undgå, at mørtelspild medfører ‘mørtelbroer’ mellem skalmur og bagmur – som ofte har en vindspærre af fugtfølsomt materiale. I praksis kan dette opnås ved, at der mures mod et blødt isoleringsmateriale, der trækkes med op under opmuringen. Det er en fordel, hvis der uden på vindspærren anbringes en mineraluldsplade, da mineralulden er vandafvisende og derfor holder fugten væk fra selve bagmuren. Samtidig hæves temperaturen på vindspærren så meget, at der ikke er risiko for et fugtigt miljø. 
Den bedste løsning opnås, hvis væggen udføres som en to-trins konstruktion, dvs. med trykudligning af hulrummet bag skalmuren. Vindtætning, varmeisolering og dampspærre opbygges i bagmuren.
Skalmuren skal fastholdes med murbindere, som skal kunne optage lodrette og vandrette bevægelser i murværket.
I områder, som er særligt udsat for stor vand- og/eller vindbelastning, kan det være nødvendigt at dræne indtrængende vand bort, fx ved at hver tredje studsfuge er åben. For at undgå indtrængen af mus og insekter bør der anbringes insektnet i de åbne studsfuger.
Figur 77 viser  eksempel  på ydervæg, hvor en let, bærende skeletvæg er kombineret med tung skalmur af tegl
Figur 77. Eksempel på ydervæg, hvor en let, bærende skeletvæg er kombineret med tung skalmur af tegl. Skalmuren kan også være andre materialer, fx pudset porebeton. Skeletkonstruktionen er udført med dampspærre indvendig og vindspærre udvendig. Dampspærren ligger i eksemplet trukket et stykke ind i væggen (isoleringen) bag den indvendige beklædning, da det mindsker risikoen for perforering både i bygge- og driftsfasen. Der er etableret et ventileret hulrum mellem formur og skeletvæg. Hulrummet skal ved træskeletvægge være mindst 50 mm for at sikre, at mørtelrester ikke kommer til at røre træskelettet. Der er er anbragt fugtspærre mellem fundament og ydervæg.
Fugtisolering over vinduer og døre samt ved skalmurens bund udføres med fugtspærre/murpap, som forbindes tæt med bagmuren, fx klæbes, se figur 77. Over vinduer og døre kan man som supplement til murpap lægge render på formurens bagside, så eventuelt indtrængende vand ledes ud til siderne og drænes væk. Er facaden kun lidt udsat for slagregn, kan man anvende render på formurens bagside i stedet for murpap. Lysningsåbningerne bør i givet fald ikke være for brede. Renderne skal oplægges omhyggeligt og skal holdes rene ved opmuringen, så de ikke stoppes til. Hvis vand fra render drænes ud til facadens forside gennem slanger, skal slangerne jævnligt renses, for at drænet kan blive ved med at virke. For at sikre afledning af vand bør der som hovedregel kun anvendes dræning gennem slanger i den ene ende af renden.
Af hensyn til kondensrisiko og krav om lufttæthed skal der udvises særlig omhu med at udføre dampspærren tæt. Alle samlinger og tilslutninger i dampspærren skal være lufttætte, dvs. klæbede eller tapede, og gerne samtidig klemte. Herved sikres lufttæthed også på længere sigt. Dampspærren placeres bedst et stykke inde i væggen regnet fra væggens varme side, fx 45-50 mm. Dampspærren må dog højst ligge 1/3 inde i isoleringen regnet fra den varme side. Herved kan elinstallationer mv. trækkes, uden at dampspærren skal gennembrydes, jf. i øvrigt det generelle afsnit 2.6.1 om dampspærrer. 
Det er vigtigt, at der skabes lufttæthed mod loftkonstruktionen og mod fodremmen ved stopning og/eller fugning med fugemasse.

6.5.2 Tung bagmur og let formur

Anvendes en ventileret regnskærm, gælder de samme principper om materialer, ventilation og brand som beskrevet for ventilerede regnskærme ved lette ydervægge, se afsnit 6.4, Lette ydervægge

6.5.3 Skalmurede beton- og letbetonvægge

Disse vægtyper opbygges i princippet på samme måde som en dobbelt teglstensmur, dvs. at hulrummet mellem skalmur og bagmur udfyldes helt med isoleringsmateriale. Der kræves derfor samme beskyttelse mod vand, som trænger igennem formuren.
Hvis bagmuren er beton støbt på stedet, er kravet om vindtæthed i bagmuren umiddelbart opfyldt. Hvis bagmuren er opbygget af elementer, er det vigtigt, at der sker forsvarlig udstøbning eller fugning af fugerne for at opnå lufttætte samlinger.
Fugtspærre/murpap til vandafledning ved væggens bund skal klæbes til bagmurens yderside.
Bindere skal være af rustfrit stål i mindst mulig dimension/antal for at minimere bindernes kuldebrovirkning og risikoen for kondens.

6.6 CLT – cross-laminated timber

CLT er elementer fremstillet af tre eller flere lag træ, som er lagt vinkelret på hinanden (krydslamineret). Lagene er limet sammen til massivtræselementer, der har stor stivhed og styrke og er dimensionsstabile. 
CLT har gode styrke- og stivhedsegenskaber, hvilket gør det muligt at bygge i stor højde med træ. 
CLT er velegnet til præfabrikation, og da elementerne er fremstillet af træ, er de fordelagtige med hensyn til CO2-regnskab. Massivtræselementer er forholdsvis lette og har isolerende egenskaber, både med hensyn til lyd og varme. Massivtræselementer yder på grund af deres tykkelse god brandsikkerhed, dvs. forudsigelig opførsel under brand. 

Fugt ved projektering

Da CLT-elementer er fugtfølsomme, skal der foreligge en fugtstrategi for, hvordan de beskyttes under transport, opbevaring og i byggeperioden. Så vidt muligt, bør der arbejdes under totaloverdækning. Overordnet set skal der ‘bygges lodret’, så hver sektion gøres færdig med tag hurtigst muligt.
CLT bruges typisk som bærende bagmur i træbyggeri og anvendes derfor ofte som både ‘dampspærre’ og lufttætning. Diffusionsmodstanden af fx en 100 mm CLT-væg er ca. 50 GPa s m2/kg, hvilket typisk er tilstrækkeligt. Ydervægge med CLT-elementer er normalt udvendigt forsynet med en let facade.
Af hensyn til lufttæthed skal tilslutninger fuges eller tapes, mens CLT-elementerne indbyrdes tætnes med et fugebånd. Alternativt kan elementerne forsynes med en diffusionsåben vindspærre på ydersiden.
Hvis CLT-elementerne står synlige i bygningen, opnås en vis fugtbuffervirkning, men hvis overfladerne af brandmæssige årsager dækkes med gips og malebehandles, reduceres denne virkning kraftigt.

6.7 Puds på isolering

Ved løsninger med puds direkte på isolering bør der bruges en systemløsning, fordi der ellers er stor risiko for fejl. Det anbefales, at der anvendes ‘godkendte’ løsninger, fx med en ETA udstedt på baggrund af EAD 040083-00-0404, External thermal insulation composite systems (ETICS) with renderings. En systemløsning kan fx indeholde forstærkningsprofiler, armeringsvæv, specialklæber og puds.
Leverandørens anvisninger skal følges nøje, herunder forudsætninger, anvisninger om udførelse af detaljer, og hvor ekstra opmærksomhed/omhu er nødvendig. En typisk løsning er vist på figur 78.
En mere fugtsikker løsning end puds direkte på isolering er en ventileret konstruktion med pladebeklædning uden på isoleringen. Herved opnås en traditionel totrinsløsning. Pladen kan eventuelt pudses, så pladen blot bruges som såkaldt ‘pudsbæreplade’, jf. figur 75.
Figur 78 viser eksempel på kombination af tung bagmur og let yderbeklædning i form af systempuds påført direkte på varmeisolering.
Figur 78. Eksempel på kombination af tung bagmur og let yderbeklædning i form af systempuds påført direkte på varmeisolering, der er klæbet og mekanisk fastgjort til bagmur. Der er etableret fugtspærre mellem fundament og ydervæg. 

6.8 Glasvægge

Glasvægge ses i fugtteknisk henseende typisk som et hele, da de normalt vil være udført som systemløsninger.
Glas er luft-, vand- og diffusionstæt. Glas er uden porer og optager eller afgiver derfor ikke fugt, og selve glasfladen er derfor både regn- og vandtæt. 

6.8.1 Glasfacaders funktion og opbygning

Glasfacader er typisk systemløsninger, som enten opbygges in situ eller på fabrik. Glasfacader udføres typisk af aluminiumsprofiler med geometrisk opdeling. Der anvendes ofte systemer med synlige karme og rammer, men rene glaskonstruktioner forekommer også. 
Karm-rammesystemer anvendes i flere typer glasfacader med forskellige opbygningsprincipper, fx med bærende profiler monteret på en bagvedliggende betonkonstruktion, systemer bestående af præfabrikerede elementer, som monteres på råhuset, eller selvbærende konstruktioner.
Glasvægge kan udføres som ‘skeletbyggeri’, hvor glasset monteres på byggepladsen, men kan også bestå af færdige elementer med isat glas, som produceres på fabrik. Da prøvning af færdige elementer foretages i laboratoriet på udvalgte elementer, er det vigtigt med kvalitetskontrol af, at udførelsen svarer nøjagtigt til det prøvede.
Rene glasfacader – structural glazing – giver mulighed for, at facaden udvendigt kan fremstå uden synlige profiler til at bære glaskonstruktionen. Glassene er typisk fuget eller limet sammen. Denne tætningsløsning er i princippet en fuldforsegling uden dræn og uden trykudligning. Indvendig er opbygningen den samme som for andre typer glasfacader, normalt med synlige alu-profiler. 
Figur 79 viser en limet glasfacade med silikonefuge mellem ruderne.
Figur 79. Limet glasfacade med silikonefuge mellem ruderne.
Ved projektering af glasfacader er det vigtigt for at undgå skader, at der er fokus på fugtindtrængning og kondens. Herudover skal der være fokus på fremtidig vedligehold, fx vinduespudsning og udskiftning, og på forhold omkring indeklima, solafskærmning mv. 
Alle glasvægge indeholder samlinger, som både kan være mellem glas indbyrdes og mellem glas og tilstødende materialer, fx alu-profiler. Samlinger og tilslutninger er typisk lukkede med elastiske fuge, tætningsprofiler, metallister og/eller rammer. Glasfacaders samlinger er i karm-rammesystemer typisk udført som to-trins ventilerede løsninger, hvor den yderste del af samlingen/fugen fungerer som klimaskærm, og karm-rammesystemet anvendes til dræning. Karm-rammesystemet er normalt udformet, så eventuelt vand ledes/drænes ud til ydersiden af facaden. 
Typisk er det sammenbygningen mellem glas, profiler og tilstødende konstruktioner, som kan give regn- eller luftlækager. 
Opvarmning fra solen og afkøling, fx ved frostvejr udendørs, medfører dimensionsændringer af både glas og de materialer, der indgår i samlinger, både i selve glasfacadens dele og ikke mindst i samlinger mellem glasfacaden og tilstødende konstruktioner, som ikke indeholder glas. Dimensionsændringerne af glas, profiler og tilstødende bygningsdele kan bevirke differensbevægelser mellem de enkelte dele, og de kan derved påvirke fx fugebredder. De materialer, der anvendes til tætning af glasfacaden, fx fugematerialer, påvirkes også. Ved lave temperaturer bliver fugematerialer hårdere, og ved høje temperaturer bliver de blødere. Begge dele kan medføre betydelige spændinger i vedhæftningsflader, lime, fugemateriale mv. 
Ved regn på en glasfacade vil regn fra hele facaden kunne løbe ned til underkanten, og der skal derfor træffes forholdsregler for at sikre, at de ofte store vandmængder kan ledes væk fra bygningen. Ved slagregn vil vandfilmen også kunne blæses ud til siderne af facaden og/eller op i toppen. Det betyder, at der er risiko for, at tilstødende konstruktioner udsættes for større vandbelastning end normalt. For høje bygninger er det vigtigt, at en eventuel vandfilm ledes væk fra overfladen og dens samlinger, fx ved hjælp af ribber, drypnæser og især vandrette metalprofiler, fx ved hver anden etage, så trykudligningshuller ikke lukkes.
Anvendes glas i facader, og er glasset sat fx foran en indvendig tæt vægdel, er det vigtigt at være opmærksom på, at temperaturen i hulrummet bag glasset kan blive meget høj på dage med direkte sol, hvis hulrummet ikke er ventileret. Brug af gipsplader mod et uventileret hulrum frarådes, da de ikke tåler mere end 60 °C. I stedet kan fx benyttes fibercementplader.

6.8.2 Shadowbokse til brystninger i glasfacader

Shadowboks er betegnelse for en to-trins glasbeklædt konstruktion til brystninger i glasfacader. Shadowbokse er ofte årsag til problemer i glasfacader. 
Shadowbokse anvendes til optisk at skjule bagvedliggende bygningsdele typisk ud for etageadskillelser. Udvendig bruges et eller flere enkeltlag glas eller en termorude. 
Bag glasset er der typisk et ventileret, drænet hulrum foran en bagvedliggende vindspærre, varmeisolering og dampspærre. Dampspærren skal sikre mod indtrængen af fugt, kondens og luft fra bygningen, og den er ofte svær at udføre lufttæt omkring detaljerne omkring etageadskillelsen. Hvis der er utætheder i dampspærren indvendig, vil fugtig luft kunne trænge ud i konstruktionen. Hvis overfladetemperaturen på glassets inderside falder til under dugpunktet, vil fugt kondensere på glassets inderside, og der kan ske skader både på glas og overfladebelægninger. Kan fugten ikke slippe væk, opfugtes hele konstruktionen, herunder isoleringen.
For at sikre mod fugtskader, er det nødvendigt, at konstruktionen er opbygget som en to-trins løsning med veldefinerede ventilationsåbninger og drænhuller. Det sikrer, at eventuelt vand, som måtte trænge ind, drænes ud på konstruktionens forside, og at fugt, som måtte trænge ud i shadowboksen indefra, kan ventileres væk.  
For at undgå tilstopning af ventilationsåbninger, må de ikke være under 5 mm i diameter. Ventilationsåbningernes areal bør udgøre mindst 1% af regnskærmens areal ud for etageadskillelsen. 
Glas til shadowbokse kan være af forskelligt udseende, men de skal være af hærdet glas, dels for at forhindre brud på grund af termiske spændinger, dels for at sikre glasset den mekaniske styrke, der er nødvendig, for at glasset kan modstå vindbelastning. 

Nogle vigtige forhold ved ydervægge

  • Er alle detaljer gennemtegnet og beskrevet?
  • Er der tilstrækkelig sokkelhøjde – mindst 150 mm (ved træfacader eventuelt mere)?
  • Er der et ordentligt tagudhæng, som kan beskytte facadens øverste del? 
  • Er der mulighed for tilsvarende beskyttelse af de nederste dele af facaden, fx i forbindelse med altangange eller solafskærmning? 
  • Er alle flader udført med godt fald udad – gerne 30° eller mere?
  • Er der udført vandnæser, fremspring eller lignende, som kan lede vandet væk fra facaden – gerne fremspring på 30 mm eller mere (husk, at udformningen er vigtig for, hvordan vandet afledes. Godt fald og bløde former afleder bedst. Husk også drypkant)?
  • Er vandrette facadefuger udført med konstruktiv beskyttelse af fugen – overlap af fugen med beklædningen?
  • Er bræddeender mv. skåret skråt af, så der opnås en veldefineret drypkant? 
  • Er eventuelle ventilationsåbninger og spalter udført i tilstrækkelig størrelse (og placering) til at sikre ventilation?
  • Er der sikret mod opfugtning indefra, fx med dampspærre?
  • Er der sikret lufttæthed af konstruktionen – herunder tætte samlinger og gennemføringer?
  • Er der sikret mulighed for udtørring af eventuel byggefugt?

6.9 Renovering/efterisolering af ydervægge

Ydervægge renoveres typisk for at spare energi eller for at vedligeholde eller udbedre facadematerialet, fx med maling, oppudsning eller udskiftning af facadebeklædning. Især efterisolering er af fugtteknisk interesse.
Der kan ofte opnås væsentlige besparelser ved at efterisolere eksisterende bygningers ydervægge, fordi arealet som regel er stort. Samtidig opnås normalt en bedre komfort.
Efterisolering af facader kan foretages udvendigt eller indvendigt, og for hulmure kan der desuden hulmursisoleres. Ved renovering kan der regnes med et U-værdi-krav på 0,18 W/m2K. Kravet kan dog fraviges, fx hvis det ikke er økonomisk rentabelt eller medfører risiko for fugtskader.
Efterisolering er behandlet mere detaljeret i SBi-anvisning 221, Efterisolering af etageboliger (Munch-Andersen, 2008a), og SBi-anvisning 240, Efterisolering af småhuse – byggetekniske løsninger (Møller, 2012).

6.9.1 Udvendig efterisolering

Som hovedregel vil udvendig efterisolering være den fugtteknisk bedste løsning. Den eksisterende væg bliver mere varm og får derfor mere gunstige fugtforhold. Kuldebroer ud for etageadskillelser og indervægge reduceres, hvorved også risikoen for dannelse af støvfigurer på kuldebroer mod rummet reduceres væsentligt.
En ny udvendig klimaskærm giver derfor forbedring af både fugttekniske og energitekniske forhold, og ved omhyggelig projektering kan der tillige skabes gode vandafledende detaljer.
Udvendig efterisolering er især økonomisk fordelagtig, hvis den eksisterende ydervæg står over for reparation/renovering, fx i form af oppudsning eller udskiftning af en nedslidt facadebeklædning.
Både af arkitektoniske og energimæssige grunde bør vinduer trækkes frem mod væggens ydre overflade, så de kommer til at ligge i samme plan i forhold til den udvendige overflade som før. 
Udvendig efterisolering vil normalt blive udført som en af følgende løsninger: 
  • Let regnskærm på isoleret skeletkonstruktion
  • Facadepuds på isolering
  • Skalmur med isolering.
Løsningerne kan anvendes både ved massive ydervægge, hulmure og skalmurede konstruktioner.

Let regnskærm på skeletkonstruktion

Udvendig efterisolering med let regnskærm på skeletkonstruktion består af et skelet, hvori der er monteret varmeisolering, og hvor der udvendigt er opsat en ventileret regnskærm. Skelettet kan opbygges af træ eller metal. Beklædningen kan fx være brædder eller pladematerialer som stål, fibercement eller træbaserede plader.
Kravene til skeletkonstruktionen med regnskærm er de samme som ved udformning af en ny let formur. Princip for opbygning af udvendig efterisolering med let regnskærm på skeletkonstruktion er vist på figur 80 og figur 81.
Figur 80 viser et princip or opbygning af udvendig efterisolering af massiv ydervæg med let skeletvæg og ventileret regnskærm.
Figur 80. Princip for opbygning af udvendig efterisolering af massiv ydervæg med let skeletvæg og ventileret regnskærm. For at undgå kuldebro ved taget føres efterisoleringen op til forbindelse med tagisoleringen. Eventuel ventilation af taget skal fortsat være tilstrækkelig. Ved store varmeisoleringstykkelser kan skelettet krydslægtes. Varmeisoleringen skal slutte tæt til den eksisterende væg for at undgå konvektion af luft bag isoleringen. Det ventilerede hulrum skal være mindst 20 mm. Ud for afstandslister er en afstand ned til 12 mm dog acceptabel.
Figur 81 viser udvendig efterisolering af eksisterende teglvæg med skeletvæg udført som to-trins konstruktion med let regnskærm og ventilationsspalte.
Figur 81. Udvendig efterisolering af eksisterende teglvæg med skeletvæg udført som to-trins konstruktion med let regnskærm og ventilationsspalte. Ved udvendig efterisolering elimineres kuldebroer ved dæk og indvendige vægge.
For forskellige typer træbeklædninger henvises til Træ 55, Træfacader (Træinformation, 2021) og Træ 56, Træskelethuse (Munch-Andersen, 2021). I stedet for en skeletkonstruktion kan regnskærmen opsættes i punkter eller konsoller, mens varmeisoleringen fastholdes på anden vis.
Der er typisk brandkrav til den udvendige vægbeklædning. Brandkrav er udførligt omtalt i vejledningerne til Bygningsreglement 2018, kapitel 5. 

6.9.2 Skalmur

Udvendig efterisolering, der afsluttes med en skalmur yderst, svarer stort set til at bygge et nyt hus, hvor den eksisterende ydervæg bliver til bagmur i en hulmur. Løsningen kan bruges både på eksisterende murede facader og på betonfacader. Der bør altid laves en vurdering af de fugttekniske forhold i forbindelse med projekteringen.
Løsningen kan bruges, hvis det er vigtigt, at huset (fortsat) fremstår som et muret hus. 
Princip for opbygning af udvendig efterisolering med skalmur er vist på figur 82 og figur 83.
Ved en løsning med skalmur er det nødvendigt at tage følgende forhold i betragtning:
  • Hvis ydervæggen skal have samme varmeisoleringsevne som en af de andre udvendige efterisoleringstyper, bliver ydervæggen endnu tykkere på grund af skalmurens forholdsvis ringe varmeisoleringsevne.
  • Tykkere ydervægge betyder dybere vindueshuller, der ved samme glasareal betyder mindre dagslys end ved andre løsninger. Til gengæld kan den nye formur anvendes til bæring af fremrykkede vinduer.
  • Ny formur og eksisterende bagmur bindes sammen med trådbindere efter gældende regler, som findes i nationalt anneks til DS/EN 1996-2:2007 (Eurocode 6), Murværkskonstruktioner – Del 2: Designbetragtninger, valg af materialer og udførelse af murværk (Dansk Standard, 2007).
  • Skalmuren skal enten bæres af det eksisterende fundament via bjælke i bunden og beslag opsat på den eksisterende konstruktion eller have eget fundament, se figur 82 og figur 83. 
  • Der eksisterer beslag udviklet specielt til at overføre skalmurens vægt til en eksisterende konstruktion, men denne løsning forudsætter, at det eksisterende fundament og bagmur kan bære den excentriske merbelastning, som skalmuren vil påvirke dem med. Samtidig skal den vandrette last kunne optages enten af fundamentfladen, eller ved at fundamentet er fastholdt sideværts af et terrændæk eller lignende. Det er derfor nødvendigt at foretage en geoteknisk vurdering af disse forhold på forhånd.
  • Grænsen på maksimalt 25 cm’s udvidelse uden anmeldelse af byggeriet og uden konsekvenser for etagearealet, jf. BR18, § 455 (Bolig- og Planstyrelsen, 2018), kan blive relevant.
Figur 82 viser princip for udvendig efterisolering af massiv ydervæg med ny skalmur.
Figur 82. Princip for udvendig efterisolering af massiv ydervæg med ny skalmur. For at undgå kuldebro ved taget føres efterisoleringen op til forbindelse med tagisoleringen. Eventuel ventilation af taget skal fortsat være tilstrækkelig.
Figur 83 viser principskitse af opmuring af ny skalmur, der bæres af konsoller opsat på eksisterende fundament.
Figur 83. Principskitse af opmuring af ny skalmur, der bæres af konsoller opsat på eksisterende fundament.

Udførelse

Ved efterisolering med skalmur skal det sikres, at den nye skalmurs lodrette kræfter kan bæres. Nærmere beskrivelse af principper for udførelse og detaljeløsninger findes fx i SBi-anvisning 156, Skalmure ved udvendig efterisolering (Knutsson, 1988). (Det er dog nødvendigt ved projektering at tage hensyn til ændringer i regler for bl.a. dimensionering og varmeisolering). 

6.9.3 Indvendig efterisolering

Både fugtteknisk og energimæssigt er indvendig efterisolering betydelig mere krævende end udvendig efterisolering. Endvidere vil den eksisterende væg ikke få så gode udtørringsbetingelser som før, fordi varmestrømmen og dermed udtørringsmulighederne reduceres. Indvendig efterisolering er altså risikofyldt og bør derfor kun anvendes, hvor andre løsninger ikke er mulige.
Vanskelighederne består i at hindre fugtig rumluft i at trække ud i konstruktionen og at undgå kuldebroer ved tilstødende indervægge og etageadskillelser. Risikoen for, at fugtig rumluft trænger ud i konstruktionen, er den væsentligste ulempe ved indvendig efterisolering, fordi det altid medfører en vis risiko for kondens og dermed for skimmelvækst på overfladen af den oprindelige, indvendige vægoverflade. Det er derfor en forudsætning for at anvende indvendig efterisolering, at dampspærren udføres med stor omhu, så fugtig rumluft ikke kan trænge ud til den oprindelige vægoverflade. De uundgåelige kuldebroer nedsætter efterisoleringens effektivitet. Desuden vil de kunne medføre temperaturforskelle på den indvendige overflade med risiko for farveforskelle i overfladebehandlinger. 
Ved murede facader er det en forudsætning for at udføre indvendig efterisolering, at facademuren er vandtæt, idet der ellers kan trænge fugt ind i konstruktionen. Den oprindelige væg skal endvidere være af en rimelig kvalitet, idet der ellers er risiko for skader, fx frostskader på porøst murværk eller facadepuds. Murværk, som er meget porøst og dermed vandsugende, vil endelig kunne indeholde så meget vand, at der ved solpåvirkning af sydvendte vægge er risiko for ‘sommerkondens’ på bagsiden af dampspærren.

Udførelse

Generelle forhold
For at minimere risikoen for skimmelvækst skal alt gammelt tapet og rester af tapetklister fjernes fra den gamle væg, inden der isoleres. I murede vægge forbedrer det samtidig mulighederne for opsugning af eventuelle mindre kondensmængder i det gamle pudslag. Ud for etageadskillelser udført som træbjælkelag bør isoleringen ikke føres ned forbi gulvoverfladen, fordi bjælkeenderne derved risikerer at blive opfugtede. Den ‘kuldebro’, der opstår ved etageadskillelsen, medfører, at træbjælkelaget opvarmes. Derved falder den relative luftfugtighed så meget, at risikoen for fugtophobning og deraf følgende risiko for angreb af råd eller svampe reduceres. 
Tunge vægge med forsatsvæg som skeletvæg
Hvis tunge vægge efterisoleres indvendig, sker det normalt ved opbygning af en lægteskeletvæg (forsatsvæg) med isoleringsmateriale mellem lægterne. Skeletkonstruktionen friholdes fra ydervæggen, hvilket letter opsætningen, da unøjagtigheder i ydervæggen ikke påvirker udførelsen. Der isoleres både mellem skelettet og ydervæggen og mellem stolperne i skelettet. 
Det eneste middel til forebyggelse af fugtproblemer er en tæt dampspærre. Dampspærren kan eventuelt på sydvendte overflader udføres som fugtadaptiv dampspærre, se afsnit 2.6.1, hvorved der kan tages højde for udtørring af eventuel ‘sommerkondens’. Det er vigtigt, at dampspærren slutter tæt mod tilstødende vægge, loft og etageadskillelse, så der ikke kan strømme luft ind gennem revner og sprækker. Ved loft og etageadskillelse betyder det fx, at puds på loftet skal være intakt – uden revner – og tæt mod tilstødende bygningsdele og gennemføringer, og at dampspærren ved træbjælkelag fastgøres til indersiden af den eksisterende ydervæg.
Skelettet kan fx være 70 mm eller 95 mm dybt. Den samlede isoleringstykkelse bestemmes af afstanden til ydervæggen. Indvendigt opsættes beklædning, der opfylder brandkravene, typisk en plade af gipskarton eller fibergips. 
Tung væg med præfabrikerede isoleringsplader
Der kan også anvendes en præfabrikeret, hård isoleringsplade med dampspærre påklæbet under et eller to lag gipsplader. Bæreevnen for genstande ophængt på væggen vil dog normalt være mindre end ved anvendelse af et isoleret lægte-skelet.
Figur 84 viser indvendig isolering af bærende teglydervæg.
Figur 84. Indvendig isolering af bærende teglydervæg. Fodpaneler, eventuel stuk, tapet mv. fjernes. Ved gulvet klemmes en bane dampspærremateriale lufttæt fast mod væggen, fx ved hjælp af et butylfugebånd og et bræt. Dampspærrebanen føres op på indersiden af bundremmen i skelettet. Ved loftet anvendes tilsvarende løsning som ved gulvet. Herefter monteres stolper og isolering. Hvis der anvendes 70 mm stolper, må hver stolpe fastgøres til ydervæggen mindst ét sted. Er etagehøjden over 2,8 m, bør 70 mm skelet fastgøres to steder og 95 mm skelet mindst ét sted. Dampspærren samles med dampspærrebanerne ved gulv og loft og klemmes mod top- og bundrem samt stolper ved indervægge med den indvendige pladebeklædning. 
Lette vægge
Ved efterisolering af lette vægge skal en eksisterende dampspærre i reglen fjernes og erstattes af en ny umiddelbart under den nye beklædningsplade – eller bedre, 50 mm inde i isoleringen. Under almindelige fugtforhold (fugtbelastningsklasse 1, 2 og 3) kan en ny dampspærre i sjældne tilfælde monteres, uden at den eksisterende dampspærre fjernes. I disse tilfælde må isolansen af den nye isolering højst være det halve af den eksisterende, fx hvis der i forvejen er 100 mm isolering, og der kun suppleres med 50 mm efterisolering.
Kapillarsugende plader
Endelig kan der – i fugtbelastningsklasserne 1, 2 og 3 – anvendes et isolerende og stærkt kapillarsugende materiale, fx kalciumsilikat, som fuldklæbes til murværket med en specialklæber. Normalt bør tykkelsen ikke være over 80 mm (svarende til isoleringsevnen af 50 mm mineraluld) for at undgå for store kondensmængder i overfladen mellem det eksisterende murværk og efterisoleringsmaterialet. De mindre kondensmængder, som dannes i skillefladen mellem de to materialer, vil kapillært blive suget tilbage mod rummet. Der vil herved opstå en ligevægt, som giver en tør overflade. Der opnås ikke så god isoleringsevne som ved opsætning af en velisoleret forsatsvæg, men til gengæld er konstruktionen ikke så følsom over for indtrængende fugt, som vil blive opsuget i materialet og fordampe fra indersiden, og der er desuden ingen kuldebroer fra lægteskelettet. Væggen skal derfor på indersiden have en diffusionsåben overflade, fx tapet eller diffusionsåben maling. Selvom isoleringen er noget dårligere end for en isoleret skeletvæg, vil den indvendige overflade normalt blive så varm, at skimmelvækst ikke vil forekomme.
Ulempen ved denne løsning er, at styrken er ringe, og at der ikke må stilles store møbler op mod væggen, fordi de kan hindre luftcirkulation og dermed fordampning fra overflade.  

6.9.4 Hulmursisolering

En udbredt og økonomisk attraktiv metode til efterisolering er indblæsning af isoleringsmateriale i hule teglstensmure. Erfaringen viser, at hvis formuren er i god stand med intakte fuger og uden frostsprængninger af tegl eller løs puds ude eller inde, vil indblæsning af isoleringsmateriale i hulmuren være forsvarlig. Udmuringer i hulrummet, herunder faste bindere, vil reducere effekten af isoleringen. 
Der bør være mindst 75-80 eller 125-130 mm granulat, afhængigt af hulrummets dybde i hulmuren. Hvis der skal isoleres til lavenerginiveau, skal der suppleres med yderligere isolering – bedst udvendigt.
Hvis hulmuren indeholder gammel isolering, fx løse letklinker eller ekspanderet glimmer, bør det suges ud først. Isoleringen kan suges ud i bunden af hulmuren ved at fjerne nogle sten.
En vis forsigtighed må dog tilrådes ved udvendigt pudsede og/eller malede vægge. Her er udtørringsmulighederne yderligere nedsat, hvilket øger risikoen for fugt- og frostskader. Regngennemslag til bagmuren vil normalt ikke forekomme ved anvendelse af vandafvisende isoleringsmateriale – oftest mineraluld. 
Figur 85 viser hulmur med isolering indblæst i eksisterende hulrum
Figur 85. Hulmur med isolering indblæst i eksisterende hulrum. Udmuringen ved etageadskillelsen giver et betydeligt varmetab langs kanten af dækket. 

6.10 Tjekliste

En velfungerende ydervæg opnås kun, hvis den projekteres og udføres korrekt. Nedenstående lister skal tjene til inspiration over forhold, der bør kontrolleres inden og under udførelse. Listerne er ikke udtømmende, men omfatter forhold, hvor svigt erfaringsmæssigt kan medføre væsentlige skader.

6.10.1 Kontrol inden udførelse

  • Har væggene den fornødne varmeisoleringsevne?
  • Er der sikret konstruktiv beskyttelse med bortledning af vand ved inddækninger, beklædninger, sålbænke mv.?
  • Er der taget forholdsregler til sikring af, at vand, der måtte trænge igennem regnskærmen, kan ledes væk fra konstruktionen (dræn)?
  • Er ydervæggen projekteret, så den vurderes at blive tilstrækkelig lufttæt? 
  • Hvis der er tale om en ventileret konstruktion, er ventilationsåbningerne så tilstrækkeligt store til, at tolerancer kan optages?
  • Er ventilationsspalter tilstrækkelig dybe til at hindre vand i at trække over?
  • Er der sikret mod fugt på grund af nedfalden mørtel, fx med et tyndt lag isolering uden på vindspærren?
  • Er ydervæggen projekteret, så den vurderes at blive tilstrækkelig tæt over for vanddamp?
  • Er samlinger mellem materialer/konstruktionsdele, herunder dampspærre, projekteret tilstrækkelig tætte, fx med samlinger af dampspærre over fast underlag?
  • Hvis der er anvendt pudsløsning, er der så valgt en systemløsning inklusive forstærkningsprofiler, armeringsvæv, puds mv.? 
  • Er afslutninger mod fundament og mod tag gennemprojekteret (tegnet)?
  • Er det sikret, at fugt ikke kan lukkes inde i konstruktionen? 
  • Er der taget forholdsregler til sikring af ydervæggen mod opfugtning i byggeperioden?
  • Er der planlagt tilstrækkeligt med fugtmålinger i byggeperioden til, at fugtforholdene kan dokumenteres? 
  • Er der taget stilling til, hvordan udtørring af byggefugt skal ske, så det sikres, at afsluttende arbejder kan foretages inden for tidsplanen?

6.10.2 Kontrol under udførelse og inden aflevering

  • Er ydervæggen udført som projekteret? Hvis ikke, er ændringer dokumenteret?
  • Er dampspærren blevet beskadiget? I givet fald, er den udbedret?
  • Er eventuelle ventilationsåbninger friholdt, så den projekterede ventilation/trykudligning er sikret?
  • Er fugtniveauet tilstrækkeligt lavt til, at der ikke er risiko for skimmelvækst?
  • Er byggefugt håndteret, så der ikke er risiko for skader på andre bygningsdele? 
  • Er det dokumenteret, at fugtniveauet var tilstrækkelig lavt, inden afsluttende arbejder, fx malearbejde og gulvlægning, blev påbegyndt?