7 fugt og vinduer
7.1 Vinduer og yderdøre
Vinduer er åbninger i ydervæggen, som sikrer adgang af dagslys og tillader udsyn. Der skelnes mellem oplukkelige og faste vinduer. Oplukkelige vinduer består af en karm, en oplukkelig ramme og en rude. Faste vinduer kan ikke åbnes og kan alene bestå af en karm og en rude, men i nogle tilfælde er der af udseendemæssige årsager også en ramme, som dog ikke kan åbnes. Ruden er normalt af glas og tillader lysindfald. Glasset kan være klart, så det er muligt at se gennem ruden, eller behandlet, så ruden alene tillader lysindfald.
Yderdøre er åbninger i ydervægge, som tillader passage af personer og gods. De er derfor oplukkelige og består af en karm og et dørblad. I dørbladet kan der være partier med ruder. Døre har normalt en højde på ca. 2,10 meter og skal af hensyn til tilgængelighed have en fri passagebredde på mindst 0,77 meter (BR18, 2018).
Dette afsnit omfatter vinduer og døre i ydervægge og vinduer monteret i tagfladen. I det følgende omtales primært vinduer, men forholdene for døre er i hovedsagen de samme som for vinduer.
7.2 Generelle forhold
Vinduer og døre udføres i dag både som traditionelle trækonstruktioner og som plast-, aluminium- eller hybridløsninger – sidstnævnte med træ indvendig og en regnskærm af aluminium eller komposit udvendig.
De nugældende krav til U-værdier for vinduer og døre betyder, at nogle af de problemer, der var almindelige tidligere, ikke findes i nye konstruktioner. Fx vil der kun yderst sjældent optræde dug på indersiden af moderne ruder med U-værdi på 1,2 W/m2K eller mindre – derimod kan der ske kondensdannelse på ydersiden, se afsnittet om kondens herunder.
Fugtproblemer i forbindelse med vinduer og døre omfatter ikke alene selve vinduet, men også indbygningsdetaljerne i ydervæg eller tag, fx tilslutning af dampspærre, udformning af fuger og kuldebroer. De øgede krav til varmeisolering har medført, at vægtykkelsen generelt er blevet større, og når der både skal tages hensyn til statiske og fugttekniske forhold, bliver fastgørelsen af vinduet mere kompliceret. Vinduer, der indbygges i ydervægge, har typisk kun beskeden dybde sammenlignet med ydervæggens egen dybde. Deres placering kan derfor varieres inden for vide grænser.
Af hensyn til funktionsevnen – herunder regntæthed og lufttæthed – skal det sikres, at vinduet kan fastgøres forsvarligt, og at det kan justeres. Da levetiden for ruder og vinduer normalt er kortere end levetiden for ydervæggen, bør det også sikres, at de kan udskiftes på enkel vis (uden at hele facaden skal demonteres. Ved udskiftning skal det sikres, at tilslutning til dampspærre kan udføres tæt, og at vinduet opnår både regntæthed og lufttæthed.
Ofte kan ændrede forhold være af stor betydning for et vindues tæthed. Det er derfor vigtigt, at vinduer og døre monteres korrekt, med stabile understøtninger og fastgørelser, så karmen ikke deformeres. Vinduer og døre skal desuden vedligeholdes løbende og eventuelt justeres, så de ikke ‘hænger’.
Under vinduer er der udvendigt typisk monteret en sålbænk for at aflede vand fra vinduet. Yderdøre har i bunden typisk et dørtrin.
7.3 Fugtpåvirkning
Fugtpåvirkningerne på vinduer og døre kan stamme fra:
Fugt fra udeluften – især nedbør, men også relativ luftfugtighed. Påvirkningen er størst i områder med stor nedbør og/eller stor vindpåvirkning – og især, når de virker sammen som slagregn.
Fugt fra bygningen i form af fugtig rumluft, som indefra trænger ud gennem vinduer og døre – inkl. fuger. Hvis fugttransporten hindres, fx af damptætte lag anbragt på kolde steder i konstruktionen, kan der opstå høj relativ luftfugtighed og eventuelt kondens.
Byggefugt.
7.3.1 Nedbør
Vinduer og døre skal kunne modstå forventede påvirkninger fra nedbør, herunder slagregn, uden at der trænger vand ind i eller gennem konstruktionen.
Nye vinduer og døre bør derfor være prøvet efter DS/EN 1026:2016, Vinduer og døre – Lufttæthed – Prøvningsmetode, og DS/EN 1027, Vinduer og døre – Vandtæthed – Prøvningsmetode, og de bør være fremstillet i overensstemmelse med Dansk Vindues Verifikations tekniske bestemmelser, 7. udgave, rev. 8, oktober 2020. Anvendelse af produkter med dokumentation for kontrol efter disse standarder er især vigtig ved høje bygninger og ved bygninger med udsat beliggenhed, hvor der kan forekomme kraftig vind og meget slagregn. Både ved slagregn og fygesne kan nedbøren i nogle tilfælde være opadrettet, og den kan derfor i uheldige tilfælde trænge ind gennem utætheder i vindue eller dør, fx gennem friskluftsventiler. Normalt vil vinduer, som har god lufttæthed, også være tætte over for slagregn.
Afvanding
For at forhindre, at vand fra murværk over vinduer ledes ned i vinduesåbningen, etableres en fugtspærre mellem bagmur og formur over vinduet – eventuelt suppleret med en rende længere nede på bagsiden af formuren, se figur 87. Renden afvandes i enderne. Fugtspærren skal overlappe renden i begge sider, så vand fra fugtspærren ikke ledes ned i renden.
Ligger oversiden af vinduet beskyttet, fx af et tagudhæng, kan denne fugtspærre eventuelt udelades.
For vinduer i andre vægtyper skal der udføres tilsvarende afledning af regnvand, som kan løbe ned inde i vægkonstruktionen.
Figur 86. Eksempel på fugtspærre over vindue udført med pap eller folie. Fugtspærren skal have fald udad, så vandet ledes frem til formuren. Fugtspærren anbringes over den virksomme del af murbjælken (ståltegl samt nødvendige skifter over denne til at optage tryk). Eventuelt kan det være nødvendigt at supplere fugtspærren med en rende (såkaldt TB-rende) for at fjerne indtrængende fugt i murbjælken. Renden føres 100 mm ud til hver side af vinduet, så vandet ledes væk fra vinduet. Alternativt skal renden udføres med endebund og dræn til forside af mur. Fugtspærren skal overlappe renden i begge ender, så vandet fra fugtspærren ikke ledes ned i renden.
Kondens
Indvendig
Kondens optræder, når temperaturen på glassets overflade er lavere end rumluftens dugpunkttemperatur. Ud over rumluftens fugtighed afhænger risikoen for kondens på vinduets eller dørens inderside derfor af U-værdien, udetemperaturen og rumtemperaturen. Dug optræder især ved pludseligt omslag til koldt vejr. Her bliver rudens inderside hurtigt kold, mens rumluften stadig har et højt fugtindhold svarende til ligevægt ved den tidligere, højere temperatur. I sådanne situationer må der derfor luftes ud for at fjerne en del af den fugt, der findes i rumluften.
Kondens på ældre vinduer med kun et lag glas kan ikke undgås, men kan begrænses ved at sørge for god udluftning og opvarmning af rummet.
I konstruktioner med forsatsrammer eller koblede rammer kan der også optræde kondens på indersiden af det udvendige glas. Det skyldes, at den fugt, som er i rumluften, trænger ind mellem de to rammer og derved kommer i kontakt med den yderste, kolde rude. Da ruden ofte har en temperatur under dugpunkttemperaturen for indeluften, vil der komme kondens på den yderste rudes inderside. Kondens på den yderste rude i vinduer med forsatsrammer eller koblede rammer kan kun undgås ved at sikre tætheden mellem karmen og den inderste ramme.
Kondensproblemer indvendig ses næsten ikke ved nye vinduer med energiruder, som opfylder nugældende krav til U-værdi. På energiruder med traditionelle afstandsprofiler af aluminium ses dog til tider kondens i randzonen. Varme kanter kan være med til at afhjælpe kondens i rudens randzone.
Udvendig
Kondensdannelse sker fortrinsvis ved høj udvendig relativ luftfugtighed – over 85 % RF – og koldt klart vejr, hvor der er stor udstråling, og temperaturen derfor bliver lav på glasoverfladen. Kondens er mest omfattende om morgenen og vil forsvinde af sig selv, når udetemperaturen stiger, og solen kommer op. Kondensen forstyrrer udsyn gennem vinduet. Udhæng over vinduet eller udvendig markise kan være med til at afhjælpe problemets omfang.
Tagvinduer er mere udsatte for kondensdannelse end vinduer i facader. Til gengæld er forstyrrelser af udsynet på grund af kondens sjældent et problem.
7.3.2 Nedbrydning af materialer
Nedbrydning af materialer i vinduer som følge af fugt drejer sig især om træ. Nye vindueskonstruktioner har ofte større trædimensioner end tidligere. De større dimensioner betyder, at træet er længere tid om at tørre ud ved omslag fra regn til tørvejr, og træet er desuden mere tilbøjeligt til at revne. Begge dele medfører større risiko for længerevarende vandpåvirkning. Tidligere tiders trævinduer rådnede sjældent, fordi dimensionerne var spinkle, så træet i vinduerne hurtigt tørrede ud. Rådnede de, var det som regel på grund af kondensdannelse, fx på den indvendige side af enkeltlagsruder.
Nyere vindueskonstruktioner – især indadgående vinduer – har ofte forholdsvis brede, opadvendende træflader udvendig. Disse er særligt sårbare for regn; ikke mindst vinduernes hjørnesamlinger. Alle udvendige, opadvendende træflader bør derfor have en hældning udad på mindst 1:8, så der er sikkerhed for, at regnvandet ledes hurtigt væk.
En god præventiv foranstaltning er at reducere vandpåvirkningen på vinduet. Det kan fx ske ved at anvende tag med godt udhæng, ved at anbringe vinduet tilbagetrukket – 45-50 mm – i forhold til facadeplan og/eller ved at anbringe et vandbræt over vinduet, som kan aflede vandet fra den ovenover liggende del af facaden.
Figur 87. Eksempel på trævindue med tolags termorude i udadgående ramme. Vinduet er forsynet med bundglasliste af aluminium. Ved indsætning af termoruder skal rudefabrikantens monteringsanvisning følges. Der skal mindst være 5 mm fri afstand mellem karm og ramme forneden for at hindre, at slagregn udfylder mellemrummet. Hældningen på frie overflader – herunder i den vandrette glasfals – bør mindst være 1:8.
Figur 88. For at minimere kuldebroen (og opfylde bygningsreglementets krav til linjetab på højst 0,03 W/mK) skal vinduet anbringes, så karmen har et overlap på mindst 20 mm til både formur og bagmur. Alternativt kan der anvendes særligt udviklede falsløsninger, som reducerer kuldebroen.
Bundglaslister er meget eksponerede for regn, og de bør derfor udføres af aluminium, plast eller andet fugtbestandigt materiale, fordi bundglaslister af træ er særligt udsatte for skade ved vandpåvirkning/opfugtning.
For at hindre indtrængning af slagregn bør sidefugen mellem ramme og karm ikke være mere end 3 mm, og der bør være en vindrille til at hindre vand i at nå ind til vinduets tætningsplan.
7.4 Fuger
Betegnelsen fuger anvendes om samlingen mellem to eller flere bygningsdele eller -komponenter, og bruges både som betegnelse for den enkelte fuge og hele fugekonstruktionen.
Den samlede fugekonstruktion, fx omkring vinduer, er en del af bygningens klimaskærm, og skal yde samme beskyttelse mod udeklimaet (vand, temperatur, vind osv.) som de komponenter, der indgår i ydervæggen. Fuger omkring vinduer skal altså:
Udføres så regnvand og vind ikke kan trænge gennem fugen, og så eventuelt vand, som trænger ind i fugen, ledes ud igen.
Udføres, så fugtig indeluft hindres i at trænge ud i fugen, dvs. den indvendige side skal være luft- og diffusionstæt.
Kunne optage eventuelle måltolerancer og forventede bevægelser som følge af fugt- og temperaturændringer.
Reducere varmetabet.
Fugekonstruktionen skal udføres, så der ikke kan ske opfugtning af fugtfølsomme materialer. Der må derfor ikke fra fugen være åben forbindelse ind til fugtfølsomme konstruktioner.
For at opnå de ønskede egenskaber udføres fuger typisk i flere lag med hver deres formål. Typisk består en fugekonstruktion af:
En udvendig del – en udvendig fuge – som hindrer indtrængning af vand (og som tillader, at eventuelt vand, som er trængt ind, kan bortledes igen).
Et midterlag – stopning – fx med mineraluld, som især bidrager til at reducere linjetabet.
En indvendig del, fx en elastisk fugemasse på bagstop eller en tæt dampspærre, for at hindre fugtindtrængning i fugen ved diffusion eller konvektion (den indvendige del af fugekonstruktionen indgår typisk i bygningens tæthedsplan). Lufttætheden i fugen afhænger således også af det inderste lag.
For at opnå en velfungerende fuge, bør ikke alene fugen, men også indbygningen af vinduet projekteres. Der skal sikres god opklodsning og fastgørelse af vinduet, og det skal ske, så der er plads til at udføre en korrekt fugeløsning foran opklodsning/fastgørelse. Den udvendige fuge skal projekteres med en geometri, hæfteflader og bagstop mv., som er afpasset efter det valgte fugemateriale.
Udvendige fuger
To-trins tætning er den fugtteknisk bedste løsning. Ved to-trins tætning er tæthed mod vand og vind opdelt på to lag med et drænet trykudligningskammer imellem, se princippet i to-trins tætning på figur 66. For to-trins fuger skal fugens udvendige del fungere som regnskærm, som blot skal afvise hovedparten af det vand, som rammer den, se figur 89. Den smule vand, som måtte trænge ind gennem fugens yderste del (regnskærmen), skal afledes til væggens yderside, typisk via drænede hulrum og sålbænk. Fugt fra bygningen, som trænger ud i fugekonstruktionen ved diffusion eller konvektion, kan slippe uhindret ud, fordi det ventileres væk i det drænede trykudligningskammer bag regnskærmen.
To-trins fuger omkring vinduer eller døre kan fx udføres med regnskærm af elastisk fugemasse, komprimerede fugebånd eller mørtel. En liste, fx af træ eller metal, med bagvedliggende hulrum, dybde min. 10 mm, kan også anvendes som regnskærm.
I et-trins tætninger udsættes den udvendige side af fugen for samtidig påvirkning af både vind og vand, og fugens udvendige side skal derfor være tæt over for denne kombinerede påvirkning, se figur 90. Det skal samtidig sikres, at fugt fra bygningen, som trænger ud i fugekonstruktionen ved diffusion eller konvektion, kan slippe uhindret ud. Ved fuger udført med elastisk fugemasse er diffusionsmodstanden typisk ret høj, og der er derfor risiko for, at fugt kan kondensere på bagsiden af fugen. Fugning med fugemasse i vinduets forkant indebærer altid en vis risiko for opfugtning af karmtræet i trævinduer, og dermed risiko for råd og svamp, og mindre utætheder medfører risiko for opfugtning af fugekonstruktionen. For et-trins fuger udført med fugemasse kan små mængder vand fra utætheder eller fugt, som diffunderer ud inde fra bygningen, eventuelt bortledes ved opsugning i og diffusion gennem de omkringliggende materialer. Dette forudsætter, at kontaktfladerne for fugen er kapillarsugende. Brugen af et-trins fuger bør derfor begrænses til bygninger, som ikke har udsat beliggenhed (højst fire etager og højst terrænkategori 4), og som har kapillarsugende fugeflader, fx murværk. Beton har ikke så gode kapillarsugende egenskaber som murværk, så i betonfacader er der risiko for, at fugt kan opsuges i karmtræet med risiko for råd og svamp til følge. Derfor bør udvendige et-trins fuger med fugemassefuge ikke anvendes omkring trævinduer i betonfalse.
Bundfugen i regnskærmen – uanset om det er en mørtelfuge eller en fuge af andet materiale – bør placeres tilbagetrukket i forhold til de to sidefuger og topfugen. Trækkes bundfugen tilstrækkeligt tilbage i forhold til de øvrige fuger, kan dræning og trykudligning ske i bunden af sidefugerne. Bundfugen må ikke hindre funktionen af en eventuel dryprille i underkarmstykket.
Figur 89. Vandret snit i sidefals. Eksempel på udvendig to-trins fuge. I eksemplet er fugen udført med elastisk fugemasse udført på bagstop af ikke-sugende materiale. Bag bagstoppet er der et trykudlignet og drænet hulrum. Hulrummet skal både sikre, at der ikke er vindtryk til at drive vand over hulrummet, og at eventuelt vand, som trænger forbi fugebåndet, kan drænes væk (så opfugtning i konstruktionen hindres). Den udvendige fugemassefuge fungerer som regnskærm, mens lufttæthed og vindtryk optages i den inderste del af fugekonstruktionen.
Figur 90. Vandret snit i sidefals. Eksempel på udvendig fuge udført som et-trins tætning. I eksemplet er fugen udført med komprimeret fugebånd anbragt i tæt kontakt med isoleringen. Fugen bliver udsat for samtidig påvirkning af vand og vind, og den skal være tæt over for begge dele for at hindre indtrængning af vand i konstruktionen.
Indvendig del af fugekonstruktionen
Bag den udvendige fuge – både to-trins og et-trins – udføres stopning med mineraluld for at reducere linjetabet.
Den indvendige side af fugekonstruktionen udføres tæt og sammenhængende med bygningens tæthedsplan. Samling mod tæthedsplanet kan fx udføres med fugemassefuge på bagstop, med tape, eller ved at væggens dampspærre føres ud og sluttes tæt til den indvendige side af vinduets karm.
Figur 91. Eksempler på udformning af fuger mellem vindueskarm og vinduesfals. Det viste eksempel er for et komposit-/alu vindue, ved andre vinduer kan yderste fuge være placeret anderledes i forhold til vinduets yderside.
To-trins fuge med diffusionsåbent fugebånd i sidefals i let ydervæg med træskelet. Bag den udvendige fuge er der etableret trykudligning med drænet hulrum. Regnvand, som måtte passere regnskærmen, kan drænes ud i bunden, hvorfra det ledes ud til ydervæggens facadeside, se også Figur 94. Indvendig side er udført luft- og diffusionstæt ved hjælp af dampspærre fra væggen, som er sluttet tæt til vinduets karm.
Et-trins fuge, hvor der på udvendig side er anvendt elastisk fugemasse på bagstop i sidefals i tung, kapillarsugende ydervæg. Indvendig side er udført luft- og diffusionstæt ved fugning med fugemasse (og bagstop).
Ved vinduer og døre anvendes ofte fugelister for at tætne mellem ramme og karm. Det er vigtigt, at tætningen er effektiv, hvilket bl.a. kræver, at rammen er monteret og justeret korrekt i forhold til karmen.
Figur 92. Døre sikres mod kondensdannelse ved isolering i kombination med dampspærre. Figuren viser en principløsning af isoleret yderdør med dampspærre lige under dørens indvendige beklædning. Dampspærren forhindrer diffusion af fugt og dermed kondensdannelse på bagsiden af den udvendige beklædning. Fuger omkring yderdøre bør udføres med to-trins tætning på samme måde som omkring vinduer.
Figur 93. To-trins fuge mellem vindueskarm og vinduesfalse: Fugen har yderst regnskærm, fx fugebånd eller mørtel. Bag regnskærmen er der et trykudligningskammer med afløb til det fri ved underkarm. Stopning i fugen er sket med mineraluld. Inderst er der bundstop og fugemassefuge (vindskærm).
7.5 Sålbænke
Det vand, som rammer vinduet, vil ikke blive opsuget og kan derfor medføre en stor fugtbelastning af facaden under vinduet. Vandet fra vinduet afledes normalt med en sålbænk. Sålbænken skal være udformet, så vandet i enderne hindres i at trænge ind i tilstødende facadedele, se figur 94.
Sålbænken bør endvidere stikke mindst 30 mm frem i forhold til facaden og afsluttes med en vandnæse/drypkant, så vandet ledes sikkert væk fra facaden.
Figur 94. Sålbænke skal være forsynet med stop for enderne, som hindrer, at vand, der af vinden drives langs sålbænken, trænger ind i facaden. Desuden bør sålbænken afsluttes med vandnæse/drypkant og stikke mindst 30 mm ud fra facaden, så vandet kan dryppe af uden risiko for at ramme facaden. Sålbænke af beton lægges på glidelag, så bevægelser mellem beton og murværk kan optages uden revnedannelse, se Byg-Erfa blad (31) 20 04 28, Sålbænke i murværk (Byg-Erfa, 2020). Glidelaget er ikke vist på figuren.
7.6 Glasisætning
Fugtproblemer i forbindelse med isætning af glas kan forekomme specielt ved glasisætning på byggepladsen. For vinduer og døre, som leveres fra fabrik med isat glas, må det forventes, at ruderne er monteret efter forskrifterne.
Termoruder indsættes efter Glasindustriens Monteringsanvisningen 2011, som er grundlag for garantiordningen for termoruder. Bl.a. gælder følgende:
Bundfals skal være skrå, ventileret og drænet.
Bundglasliste skal være gennemgående og have fremspring og vandnæse.
Termoruden skal hæves mindst 4 mm over bundfalsen.
Bæreklodser samt styre- og transportklodser skal placeres og fastgøres korrekt.
Der skal foreligge dokumentation for afprøvning af de anvendte fuge- og monteringsmaterialer.
7.7 Overfladebehandling
Det er en fordel at anvende vinduer og døre, som er overfladebehandlede, når de leveres. Dette er specielt vigtigt, når der anvendes træ i konstruktionen. Fabriksmalede vinduer og døre er fordelagtige, fordi disse normalt er malet under kontrollerede, gunstige forhold. Desuden males de ofte på alle sider – også de sider, der ikke er synlige efter monteringen
Trævinduer skal som hovedregel vedligeholdes med træbeskyttelse eller malebehandling. Plast og aluminiumvinduer – herunder ydersiden af vinduer med regnskærm af aluminium – kræver normalt ikke overfladebehandling.
Ved malebehandling af trævinduer bør behandlingen på den indvendige side være forholdsvis diffusionstæt, mens den på den udvendige side skal være mere diffusionsåben. Herved opnås, at vanddamp som diffunderer ind i vinduestræet indefra, kan fordampe udefter. Hvis behandlingen udvendigt ikke er diffusionsåben, vil vanddamp indefra kunne ophobes bag den udvendige maling, som så vil skalle af. Hvis vinduet ikke er imprægneret, vil træværket også kunne angribes af råd og svamp.
Ved overfladebehandling skal der især udvises omhu for at sikre, at der ikke kan trænge vand ind i revner og sprækker, herunder samlinger mellem trædelene.
Risikoen for, at træet revner, stiger med stigende temperatur, og overfladebehandling med lyse farver er derfor en fordel, da det reducerer temperaturen på vinduets trædele.
Vinduer, som leveres uden overfladebehandling, bør behandles hurtigst muligt. Glasfalsen skal under alle omstændigheder behandles inden montering af glas.
7.8 Isætning af vinduer i højisolerede vægge
Vinduer blev tidligere ofte understøttet og fastmonteret i skalmuren, men denne metode kan ikke anvendes i højisolerede vægge. Specielt ikke, når vinduet stadigt ønskes placeret omkring 45-50 mm bag facaden. Med de øgede isoleringstykkelser er der kommet nye fastgørelsesmetoder, og her kan det være vanskeligt at opnå lufttæt forbindelse mellem indervæggens tæthedsplan og vinduets karm.
Samtidig er vinduerne blevet tungere (flere glaslag). I mange tilfælde monteres vinduer på råhuset inden opmuring af skalmuren – dette er samtidig en erstatning for interimsvinduer i murhullerne. Ved denne fremgangsmåde bør det vurderes, hvordan risikoen for fugtskader i byggefasen kan undgås.
Der skal etableres lufttæt tilslutning mellem vinduets karm og klimaskærmens tæthedsplan. False kan udføres i beton, letbeton, træ eller andre pladematerialer. Løsninger, der tager hensyn til alle forhold i forbindelse med montagen, findes beskrevet i Byg-Erfa blad (31) 20 04 29, Vinduesmontering i skalmure. Figur 95 viser en løsning med vinduesfalse af letbeton.
Figur 95 Eksempel på montering af vindue i højisoleret ydervæg med false af letbeton monteret på bagmur.
7.9 Tagvinduer/ovenlys
Tagvinduer og ovenlys inklusive indbygningsdetaljer får mere vandpåvirkning end vinduer på facaderne, og der skal derfor udvises særlig omhu ved monteringen for at sikre vandtæthed.
Tagvinduer monteres i princippet på samme måde som andre gennemføringer i tagfladen. Anvendes der undertag, skal det slutte tæt til vinduet og sikre, at vandet ledes uden om dette. Tætningen suppleres ofte med en rende over tagvinduet, som leder vandet fra den overliggende tagflade væk fra vinduet og dermed reducerer fugtbelastningen.
Tilslutningen til tagdækningen skal udformes, så der opnås en vandtæt samling, og så vand fra den overliggende tagflade ledes uden om vinduet.
I flade tage skal inddækningshøjden omkring tagvinduer være mindst 150 mm for at sikre mod indtrængning af vand, herunder smeltevand, som kan stå på tagfladen og give vandtryk på inddækningen.
Eksempler på montering af ovenlys og tagvinduer er vist i SBi-anvisning 273, Tage.
For at undgå kondensdannelse bør lysningspaneler udformes, så rumluften kan cirkulere frit langs ruden. Lysningspanelerne skal også være tilstrækkeligt isolerede for at undgå kondensdannelse på indersiden.