5 fugt og kældre

5.1 Indledning

En kælder er en etage, hvor mindst én ydervæg ligger helt eller delvist under terræn. Der kan være vinduer i kælderydervægge, evt. med lyskasse foran.

Der er i Bygningsreglement 2018 krav til kældre vedrørende følgende forhold:

Kældre skal ventileres – i småhuse enten naturligt eller med mekanisk ventilation, i andre bygninger tilpasset størrelse og brug, jf. BR18.
Kældre skal være varme- og fugtisolerede.
Kældre skal være sikret mod indtrængning af radon til husets beboede del. Dette gælder også ved sammenbygning med omgivende bygningsdele.

Dette afsnit omhandler primært fugtforhold i kældre, herunder fugtpåvirkninger og forholdsregler mod dem. Desuden behandles opbygningen af kælderydervægge og kældergulve.

Kældre bør normalt kun udføres over grundvandsspejlet, så de ikke udsættes for vandtryk.

I nogle tilfælde ønskes det alligevel at udføre kældre under grundvandsspejlet. Det kræver særlige forholdsregler for at kunne holde kældrene tørre og er normalt meget kostbart. Hvis grundvandsspejlet lejlighedsvis eller altid er højt, kan der eventuelt udføres grundvandssænkning eller etableres indskudsdræn. Hvis kælderen ligger under grundvandsspejlet, må den udføres med egentligt vandtætte konstruktioner og effektiv dræning.

5.2 Fugtpåvirkning

Kældre udsættes for fugtpåvirkninger både indefra og udefra og er fugtteknisk set komplicerede, bl.a. fordi der er stor forskel på fugt- og temperaturforholdene i de dele af konstruktionerne, som ligger henholdsvis over og under terræn.

Kældergulve vil i fugtteknisk henseende i princippet fungere som terrændæk. Kældervægge over terræn vil fugtteknisk fungere som ydervægge, mens kældervægge under terræn udsættes for de anderledes fugt- og temperaturforhold, der findes under jorden. Disse forhold kan have indflydelse på fugtforholdene i konstruktionen, herunder hvordan og i hvilken retning fugt i og omkring konstruktionerne vil blive transporteret. I afsnit 5.3.2, Vandpåvirkning på kælderens yderside, beskrives jordfugt, som gælder både ved grundvand og nedsivende overfladevand.

Figur 48 illustrerer temperaturvariationer i jorden ved forskellige dybder igennem året. Lufttemperaturen påvirker primært de øverste jordlag, og her er temperaturvariationerne store, og de kommer næsten samtidig med variationerne i lufttemperaturen. I større dybde er temperaturvariationen mindre, og der er desuden en forsinkelse på temperaturvariationen i forhold til lufttemperaturen. Ved dybder under 8 m er jordtemperaturen næsten konstant 8 °C.

Figur 48 viser jordtemperaturengennem året i forskellig dybde.

Figur 48. Jordtemperaturen gennem året i forskellig dybde. Døgnsvingninger i lufttemperaturen påvirker kun jordtemperaturen ned til knap 0,5 m's dybde. Derimod påvirker årstidsvariationer temperaturen i jorden helt ned til en dybde på ca. 8 m. Temperaturvariationerne i jorden er forsinkede i forhold til lufttemperaturen. Forsinkelsen bliver større med dybden, så den i 8 meters dybde er ca. et halvt år.

Fugtpåvirkningerne på kældervægge og -gulve omfatter:

Byggefugt, fx fra beton og mørtel.
Vandpåvirkning på kælderens yderside, herunder nedsivende overfladevand fra nedbør, grundvand og vand fra utætte kloakledninger mv.
Opstigende grundfugt dvs. vand, som er kapillært bundet i jorden (vand, der suges op fra det frie grundvandsspejl ved kapillarkræfter til det kapillære vandspejl, dvs. hvor alle jordens porer er vandfyldte i en højde over grundvandsspejlet).
Vanddamp fra rumluften i kælderen og den omgivende jord/luft.
Nedbør på kældervægge over terræn.

Fugtpåvirkningen på kælderens ydervægge og gulv medfører, at der i kælderrum normalt afgives mindre mængder fugt fra ydervægge og gulv til rumluften. Denne overskydende fugt skal fjernes, hvilket normalt sker ved ventilation kombineret med opvarmning. Ved nyere kældervægge er der i nogle tilfælde også mulighed for at fjerne fugt ved fugttransport indefra til jorden uden for kælderen.

5.3 Fugtsikring

Fugtsikringen omfatter alle foranstaltninger til at undgå opfugtning fra alle ovenstående kilder til opfugtning. Herunder gennemgås de enkelte kilder til fugt hver for sig, sammen med tilhørende tiltag for at imødegå opfugtning.

5.3.1 Byggefugt

I en nystøbt kælder vil der være meget overskydende fugt i betonen. Hvis kælderen holdes tillukket, vil fugt fra betonen afgives til rumluften, så den relative luftfugtighed bliver nær 100 %. Det er derfor nødvendigt at fjerne den overskydende fugt, inden der igangsættes arbejder, som er følsomme for høj relativ luftfugtighed, fx lægning af gulv.

Byggefugt fjernes normalt ved kraftig udluftning, evt. kombineret med opvarmning, indtil kælderen er tør. Udtørring kan også ske ved anvendelse af enten kondens- eller adsorptionsaffugter, men dette kræver, at bygningen holdes tæt lukket. Udtørring af byggefugt er generelt en meget tidskrævende proces, som er afhængig af flere forhold, herunder konstruktionens tykkelse og sammensætning.

5.3.2 Vandpåvirkning på kælderens yderside

Vandpåvirkning på kælderens yderside under terræn kan stamme fra grundvand, nedsivende overfladevand eller vand fra utætte afløbsledninger og/eller dårligt fungerende faskiner eller dræn.

For at sikre acceptable fugtforhold inde i kælderen skal:

Vandpåvirkningen på kælderens yderside reduceres mest muligt, hvilket sikres ved fald på terrænet, se afsnit 2.1, Terrænforhold, og ved etablering af dræn, som sikrer, at vand på kælderens yderside fjernes hurtigst muligt.
Kældergulvets og kældervæggens yderside udføres fugtsikre/-tætte.

Vandtryk og dræn

Risikoen for opfugtning er især stor, hvis der kan stå vand langs ydersiden af kælderen, fordi der så kan opstå vandtryk på kældervægge og kældergulv. Dette vand vil typisk trænge ned fra jordoverfladen gennem tilbagefyldet langs kældervæggens yderside.

Det skal derfor sikres, at vand, der tilføres på kælderens yderside, kan ledes bort lige så hurtigt, som det tilføres. Oftest ledes vandet bort ved etablering af omfangsdræn langs ydervægsfundamenter. Langs kældervægge etableres vægdræn, se afsnit 2.4.2, Vægdræn. Hvis jordbundsmaterialet i sig selv er drænende, fx groft sand, kan omfangsdræn udelades.

For huse med kælder skal omfangsdrænet lægges så dybt, at det kapillarbrydende lag under kældergulvet kan afvandes til omfangsdrænet, dvs. bundløbet bør ligge under det nederste punkt i det kapillarbrydende lag.

Stendræn

Det kapillarbrydende lag under dybe kældre kaldes ofte for et stendræn. Stendræn anvendes under gulve tæt på grundvandsspejlet eller i områder, hvor der findes vandårer. Et stendræn er et sammenhængende 150-200 mm tykt stenlag udført af forholdsvis groft materiale, fx singels eller skærver, se figur 49. I underkanten af stendrænet kan der placeres et antal drænstrenge, der som regel forbindes med omfangsdræn, men som også kan udføres med selvstændigt dræn, se figur 50.

Stendrænet sikrer konstruktionen mod indsivende grundvand og opstigende fugt. Stendrænet har en meget vigtig funktion som kapillarbrydende lag. Det er derfor vigtigt, at stenmaterialet ikke indeholder ler og silt, men udelukkende består af renvaskede materialer med kornstørrelse bestemt på samme måde som angivet for et ledningsdræns filter, se afsnit 2.4.3, Omfangsdræn. Et stendræn er ikke særligt udsat for tilslamning, og der kan derfor vælges ret grove materialer.

Figur 49 viser elementer som indgår i et stendræn.

Figur 49. Elementer, som indgår i et stendræn, se også figur 50.

Indskudsdræn

I områder, hvor tilstrømningen af grundvand er så stor, at det ikke kan fjernes ved brug af almindeligt omfangsdræn, kan det blive nødvendigt at udføre et indskudsdræn, se figur 49.

Indskudsdrænet under kældergulvet lægges som et sammenhængende, mindst 150 mm tykt lag af vaskede singels eller granitskærver imellem to betonlag, hvoraf det øverste mindst skal have almindelig gulvtykkelse. Det underste betonlag, der eventuelt skal armeres af hensyn til vandtrykket, udføres med fald til et passende antal render. Inden udlægningen af stenlaget dækkes renderne til. Stenlaget afdækkes forsvarligt, inden det øverste betonlag udstøbes, så der ikke trænger beton ned i stenlaget.

Ved tilslutning til kældervæggene kan det være nødvendigt enten at udføre et lodret indskudsdræn, anbragt udvendig på bygningens fundamenter, eller at udføre vandtæt støbning.

Det grundvand, der siver gennem de yderste betonlag, ledes til en pumpebrønd via tætte afløbsledninger.

Figur 50 viser forskellige måder at udføre stendræn på.

Figur 50 Forskellige måder at udføre stendræn på.
a) Stendrænet afvandes til omfangsdrænet.
b) Stendrænet afvandes separat.

Indskudsdræn er en meget kostbar foranstaltning, og da både indskud og afløb er praktisk talt utilgængelige efter færdiggørelsen, skal der udvises megen omhu ved valg af materialer, konstruktionsudformning og arbejdsudførelse. Det er også vigtigt, at afløbsinstallationen er tæt, da den i hele sit forløb er under grundvandsspejlet og derfor udsat for vandtryk.

Grundvand kan være aggressivt over for beton og armering, og ledninger mv. bør derfor udføres af modstandsdygtige materialer, fx plast eller egnet rustfrit stål.

Figur 51 er et skematisk ksempel på udformning af indskudsdræn

Figur 51. Skematisk eksempel på udformning af indskudsdræn. Vand, der trænger gennem den yderste ‘skærm’, ledes til afløbsrende og derfra videre til en pumpebrønd via tætte afløbsledninger.

Tilfyldningen af udgravningen til drænene bør øverst afsluttes med et tæt lag, fx et mindst 200 mm tykt tætnende jordlag af lermuld eller fliser, for at minimere nedsivningen.

Fugtsikring af konstruktioner

Den nødvendige fugtsikring af kældergulve og -vægge afhænger af, om kælderen ligger over eller under grundvandsspejlet, altså om der kan forventes vandtryk på konstruktionens yderside eller ej.

Alle konstruktioner over grundvandsspejlet skal mindst udføres med gulve og vægge, som i sig selv kan anses for vandtætte over for kortere (få timer) påvirkninger af vand. Det kan fx være konstruktioner af beton i god kvalitet, eller som mindst er afsluttet med vandtæt puds eller lignende.

Fugtindtrængning i kælderydervæggen forhindres normalt ved en af følgende metoder:

Vandtætte betonkonstruktioner

For konstruktioner støbt i beton kan konstruktionerne i sig selv udføres vandtætte, forudsat at der vælges et egnet betonmateriale, en gennemtænkt udformning og en styret udførelse. Revner udgør et særligt problem i forbindelse med vandtæthed, fordi en konstruktion, uanset om den er udført i det bedste, vandtætte materiale, kan blive utæt, hvis den revner.

De almindelige krav til beton, jf. DS/EN 206:2013, kan derfor anvendes, men standarden indeholder ikke krav til betonmaterialets vandtæthed. I det danske anneks til DS/EN 206 DK NA:2020 er der (i afsnit 6.2.3) stillet forslag til, hvordan krav til betonmaterialets vandtæthed kan specificeres. Dette er bl.a. gjort ved at definere to slags vandtæthed:

Fugttætte konstruktioner – der fx anvendes ved kældervægge uden egentligt vandtryk.
Vandtætte konstruktioner – der anvendes, hvor der ved vandtæt forstås: som tæt over for vand under tryk, fx kældre under grundvandsspejlet.

For den fugttætte beton skal betonen opfylde krav til eksponeringsklasse XC2 (moderat miljø), hvilket bl.a. betyder vand/cement-forhold (v/c-forhold) på højst 0,55.

For den vandtætte beton skal betonen opfylde krav til miljøklasse XS2 (aggressivt miljø), hvilket bl.a. betyder v/c-forhold på højst 0,45.

Desuden skal betonen have et indhold af mindst 375 kg betonfiller/m³ (fine partikler med en kornstørrelse på højst 0,25 mm), og det ækvivalente cementindhold skal være mindst 300 kg/m³. Yderligere information om vandtæthed af beton findes i Betonhåndbogen, Hærdnende og hærdnet beton (Dansk Betonforening, 2018).

Vandtætning af kælderens yderside

Vandtætning af kælderens yderside med membran sker grundlæggende for at beskytte bygningskonstruktionen mod fugt/vand, kemikalier, fx salte eller forurening, og radon fra den omgivende jord.

For kældervægge opført af elementer skal der normalt træffes særlige foranstaltninger for at sikre vandtætheden af samlinger – både elementsamlinger og samling mod bundplade. Antallet af kælderetager er ved elementer begrænset af det vandtryk, kældervægge og kælderdækket udsættes for.

Især ved store kældre, hvor der ikke anvendes dræning, skal der udvises stor opmærksomhed på at sikre konstruktionerne mod vandtryk. Vandtæthed i store kældre opnås typisk ved vandtætning, fx med membran. Herunder skal der sørges for tæthed af samlinger, støbeskel og gennemføringer. Membraner til konstruktioner, der ligger permanent eller lejlighedsvis under grundvandsniveau, vælges typisk, som om der er vandtryk på hele konstruktionen. Er det hele konstruktionen, der kun lejlighedsvis er under grundvand, bør sandsynligheden for vandtryk og skaderisikoen indgå ved valg af membrantype.

Membraner dækker normalt fra terræn og føres helt ned over bundpladen. Det forudsætter, at der ved indadgående hjørner mellem bundplade og kældervæg etableres en hulkel, og at samlingen er udformet, så membranen kan følge eventuel bevægelse både under påføring og senere, når membranen er i funktion efter tilfyldning.

Forurenet jord

Der gælder særlige forhold ved tætning af kældre i forurenet jord, herunder vedrørende valg af membraner og tætning af bundplader, som i sådanne tilfælde kan kræve membran. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at udføre dobbeltbund med dræn. Leverandøren af membransystem bør medvirke ved valg af løsning og sørge for dokumentation for membranens egnethed til det specifikke projekt.

Metoder og materialer til vandtætning – generelt

I det følgende beskrives materialer og metoder til vandtætning, herunder deres fordele og ulemper. Generelt skal vandtætning påføres på et egnet tørt og stabilt underlag. En vandtætningsmembran er typisk et tyndt lag, der placeres på konstruktionens overflade. I praksis skal membranen placeres på tryksiden af konstruktionen, så membranen trykkes ind mod overfladen (ikke trykkes væk fra den). Normalt skal man regne med, at membranen alene skal sikre vandtætheden af konstruktionen. For bentonitløsninger skal vandtætheden dog opnås ved en samvirken mellem bentonitten i membranen og betonunderlaget.

Vandtætheden er både afhængig af korrekt produktvalg og korrekt udførelse (mængde og fremgangsmåde skal være i overensstemmelse med leverandørens anvisninger). Især skal der være fokus på at projektere og udføre samlinger mellem membraner.

Det kan især for store/dybe kælderkonstruktioner være nødvendigt at sikre, at underlaget for vandtætningen har tilstrækkelig vedhæftningsstyrke. For beton vil fx høje v/c-tal, fugtige overflader og afrensning have stor indflydelse på vedhæftningsstyrken.

For at opnå ekstra sikkerhed især i støbeskel kan membraner anvendes ved samtidig brug af andre metoder til tætning af konstruktionen, fx fugebånd, kvældende tætningsbånd og injektionsslanger.

Smøremembraner

Smøremembraner er typisk bitumendispersioner, som påføres i et eller flere tynde lag, fx med pensel, rulle eller håndsprøjte. Membranmaterialet hærder op ved fordampning af vand eller opløsningsmiddel.

Denne type membran anvendes primært til fugtsikring af fx sokler og konstruktioner med meget lavt eller ingen vandtryk. Den færdige membran (uden fibre) har begrænsede udfyldende og revneoverbyggende egenskaber. Membranen er følsom over for sollys, stød og snit. Anvendes smøremembran, skal det sikres, at den tørre membran i hærdet stand er tilstrækkelig robust, dvs. har den nødvendige tykkelse, er vandfast, dvs. ikke udvaskes ved vandpåvirkning, og tåler eksponering for UV-lys både under hærdning og efterfølgende.

Sprøjtemembraner

Sprøjtemembraner er typisk membraner baseret på vandbaseret bitumenemulsion eller bitumenplastemulsion (PMBC, Polymer modified bituminous thick coating), som påføres med sprøjte. Membranerne kan anvendes ved konstruktioner med højt vandtryk (typisk fra 3-10 mVS). Vandtætheden er afhængig af lagtykkelsen, og det er derfor lagtykkelsen af den tørre membran, der afgør, hvor store vandtryk membranen kan klare. Bitumenplastemulsioner baseret på SBS kan overbygge revner op til 3 mm og har typisk god vedhæftning (typisk > 0,3 MPa) og brudforlængelse (ofte > 1600 %). Membranen tørrer hurtigt (overfladetør inden for 1-2 døgn, afhængig af lufttemperaturen). Underlagets forbehandling skal altid følge membranleverandørens anvisning. Gennemføringer, fx for rør og kabler, kan sprøjtes op, forudsat at rør eller kabel centreres i hullet, og at der mellem gennemføring og hul udfyldes med beton eller reparationsmørtel. Der skal indlægges væv ved støbeskel, over fuger mv.

Membraner baseret på PMBC skal opfylde EN 15814:2015 + A2:2015, Polymermodificerede bituminøse tætte belægninger til fugtisolering – Definitioner og krav.

Kvalitetssikring af arbejdet bør omfatte, at entreprenøren udfører lagtykkelsesmåling af den våde membran, som desuden bør suppleres med stikprøvevis måling af den tørre lagtykkelse. Generelt anbefales tørre lagtykkelser for sprøjtemembraner på mindst 5 mm.

Svejsemembraner

Svejsemembraner er typisk bitumenmembraner eller special-membraner baseret på plastfolie eller gummi. Vælges svejsemembran, anbefales det at træffe foranstaltninger, som gør det muligt at lokalisere lækage, fx ved opdeling i felter.

Bitumenmembraner til påsvejsning kan anvendes til konstruktioner med vandtryk op til 30 mVS, men forudsætter flammesvejsning både ved montering og lukning af overlap, dvs. varmt arbejde og åben ild forekommer. Inddækninger fastgøres med klemskinne.

Bitumenmembraner findes også med alu-indlæg og med alu-indlæg indkapslet i PE-folie, som kan anvendes til sikring mod radon og visse kemikalier i forurenet jord. Bitumenmembraner er typisk robuste og eftergivelige. De kan leveres i tykkelse op til 8 mm.

Bitumenmembraner skal opfylde DS/EN 13707:2013, Fleksible membraner til fugtisolering – Forstærket tagpap – Definitioner og egenskaber. DS/EN 14967/ZA:2007, Fleksible membraner til fugtisolering – Bitumenmembraner til fugtisolering – Definitioner og karakteristika, indeholder supplerende bestemmelser for bitumenprodukter i henhold til Byggevaredirektivet. DS/EN 14695:2010, Fleksible membraner til fugtisolering – Armerede bitumenmembraner til fugtisolering af betondæk på broer og andre trafikerede betonarealer – Definitioner og karakteristika, beskriver opbygning af fugtisoleringen, og heri stilles bl.a. krav til:

Produktets egenskaber – herunder henvises der til, hvilken standard vandtæthed skal prøves efter.
Hvilke oplysninger producenten skal fremlægge – herunder, hvilke oplysninger der skal indgå i producentens datablad, og hvordan produktet skal mærkes.

Foliemembran monteres ved varmluftsvejsning, og inddækninger skal fastgøres med klemskinne. Foliemembran udlægges normalt løst eller klæbes til underlaget.

Gummimembran forudsætter typisk anvendelse af klæber.

Foliemembraner og gummimembraner skal opfylde DS/EN 13967:2017, Fleksible membraner til fugtisolering – Fugtisolerende plast og gummimembraner inkl. plast og gummimembraner til kældertanke – Definitioner og karakteristika. I tilknytning til standarden er krav til CE-mærkning beskrevet i DS/EN 13984:2013, Fleksible membraner til fugtisolering – Dampspærrer af plast og gummi – Definitioner og karakteristika.

Koldmonterede membraner

Figur 52 viser tætning mellem kældervæg og betonbundplade udført med koldmonteret membran.

Figur 52. Tætning mellem kældervæg og betonbundplade udført med koldmonteret membran.
Foto: Walter Sebastian.

Koldmonterede membraner (koldapplicerbare) membraner er typisk med bærelag af plastfolie, fx polyester eller polyethylen, belagt med polyisobutyl eller bituminiseret polyisobutyral. De anvendes typisk ved vandtryk på 5-20 mVS.

Membranleverandørens anvisninger for underlagets forberedelse og udlægning af membran skal følges. Udlægning skal ske jævnt, uden folder og med overlap af tilstrækkelig bredde. Membranen kan trykkes på plads med en blød børste eller bedre med en gummirulle. Justering af udlagt membran er ikke mulig. Vandtætning af gennemføringer kan kræve særlige hætter.

Indstøbte membraner

Til indstøbning kan anvendes membran af HDPE-plast med gittervæv på én side. Gittervævet vender mod støbningen. Membranen monteres i formen eller udlægges på renselag inden støbning. Efter afforskalling sikres udvendige samlinger yderligere med en kraftig koldmonteret membran. Alternativt kan bruges membran af HDPE-folie med akrylklæber og væv på én side, hvor klæberen vender ind mod støbningen. Der skal suppleres med tætning af stødte samlinger og hjørnesamlinger med særlige tætningsbånd.

Figur eksempel på indstøbt HDPE-membran.

Figur 53. Eksempel på indstøbt HDPE-membran. Foto: Walter Sebastian.

Indstøbte membraner anvendes, hvor der er særlige krav til tæthed over for vandtryk og/eller stilles særlige krav, fx til lang levetid og resistens over for forurening. Det er en forudsætning for anvendelsen af disse membrantyper, at alle detaljer, fx samlinger, overlæg, gennemføringer og klamshuller detailprojekteres.

Membraner med bentonit

Bentonit er et kendt middel til at lukke utætheder i beton, da bentonit kvælder ved kontakt med vand. Bentonit benyttes bl.a. i bentonitmembraner, som typisk består af to eller flere lag geotekstil af plastfibre, hvorimellem bentonitpulver er indkapslet. Nogle typer har en udvendig folie af LDPE- eller HDPE-folie. Bentonitmembraner med HDPE-folie på ydersiden kan anvendes til tætning mod jordforurening. Bentonitmembraner er ikke tætte over for radon.

Bentonitmembraner skal monteres med tæt forbindelse til underlaget, så bentonitten kan lukke mellemrummet ved kvældning. Hvor afstanden mellem membran og bagside af beton er stor, og/eller der er meget brede revner eller stenreder med mange lufthuller, har bentonitten ikke mulighed for at bremse vandindtrængning effektivt.

Bentonitmembraner er generelt følsomme over for fugt, herunder fugtig oplagring og fugtpåvirkning under montering. Hvis der sker opfugtning af membranen, inden tilfyldningen når at trykke membranen mod konstruktionen, kan det medføre for tidlig kvældning af bentonitten og deraf følgende manglende/ringere vandtætning.

Det er en forudsætning for et godt resultat, at tilfyldning sker samme dag, som membranen bliver monteret. Det skyldes især de lodrette samlinger, som er svære at lukke, hvis de ikke straks trykkes sammen. Membranens elasticitet er ikke tilstrækkelig til at spænde over revner og fuger, og den egner sig derfor ikke til forsegling af ekspansionsfuger.

Der er gode erfaringer med anvendelsen af bentonitmembraner vandret, fx under bundplader.

Isolering på kældervæggens yderside

Isolering på kældervæggens yderside anvendes bl.a. for at lede vand udefra væk, inden det når ind til kældervæggens yderside. Isoleringen kan være hård mineraluld, isoleringsplader/drænplader af celleplast forsynet med drænriller og afdækket med fiberdug på ydersiden eller løse, coatede letklinker. Vær opmærksom på, at nogle typer celleplast ikke er trykfaste, og at nogle typer optager vand.

Figur 54 viser kælderydervæg med isolering af EPS- eller XPS-plade med drænriller, som udvendig er afdækket med geotekstil.

Figur 54. Kælderydervæg med isolering af EPS- eller XPS-plade med drænriller, som udvendig er afdækket med geotekstil. Isoleringen er foroven afdækket, fx med en flise eller afdækningsprofil. Der er anvendt drænende fyld for at sikre, at nedsivende vand hurtigt ledes til omfangsdræn. Tilfyldning er med drænende materiale, da polystyren ikke har drænende egenskaber. Tilfyldning af renden er foroven afsluttet med et mindst 0,2 m tykt lag tætnende jord, fx lermuld, for at sikre, at hovedparten af nedbøren løber af på terrænet. For at reducere fugtbelastningen har terrænet fald på mindst 1:40 de første ca. 3 m fra bygningen – også efter evt. sætninger. Der er anvendt 150 mm sokkelhøjde for at undgå opfugtning af fugtfølsomme dele i ydervæggens nederste del.

Grundmursplader på kældervæggens yderside

Grundmursplader er tynde, profilerede plastplader. Profileringen danner en spalte mellem kældervæg og plade, som sikrer, at vand kan afledes til omfangsdræn. De anvendes ligesom isolering for at lede vand udefra væk, inden det når ind til kældervæggens yderside.

5.3.3 Opstigende grundfugt

I kældre med gulv eller vægge af kapillarsugende materiale kan der forekomme opstigende grundfugt. Dette skyldes, at de kapillarsugende materialer kan opsuge fugt fra omgivelser, fx fra grundvand og omgivende, opfugtede materialer, fx fugtige jordlag langs kælderydervæg eller under kældergulv.

I nyere kældre er fundamentklodsen sædvanligvis udført af beton i god kvalitet, og kapillarsugningen er i så fald ringe.

Opsugningshøjden bestemmes af:

Muligheden for tilførsel af overflade- eller grundvand.
Den kapillarsugende evne af jorden og materialerne i fundamentet, kældervæggen, eller kældergulvet. Den opsugede fugts fordampningsmuligheder henholdsvis indad til kælderen og udad mod jorden.

Opstigende grundfugt i kældervægge giver ofte problemer med afskallende puds eller maling på indersiden. Dette skyldes normalt saltudfældninger, som både kan stamme fra byggematerialerne selv eller salte i omgivelserne, fx fra gødning, vejsalt, urin eller havvand. Saltet transporteres i opløst form op i væggene til en højde, hvor den vandmængde, der suges op, svarer til den fordampning, der sker fra væggens overflader.

Saltene i væggen koncentreres med tiden i væggens overflade, fordi vandet fordamper, og saltene bliver tilbage. Saltene kan medføre misfarvninger og nedbrydning/afskalning (da dannelsen af krystallerne udløser store kræfter). Da salte er hygroskopiske, kan de optage fugt fra luften, og der kan derfor optræde saltskader på grund af tilbageværende salte i væggen, selvom fugtkilden er fjernet.

5.3.4 Vanddamp i rumluften – vanddamp indefra og udefra

En kælders gulv og ydervægge vil indefra blive påvirket af fugt i form af vanddamp, der kan stamme fra ventilation og aktiviteter i rummet – som i de øvrige rum i bygningen. Udefra påvirkes konstruktionerne af vanddamp fra fugt i den omgivende jord, hvilket kan medvirke til at øge den relative luftfugtighed i kælderen, fordi fugt i kælderydervægge og -gulve kan fordampe fra den indvendige overflade.

Fugttransport i kældervægge og -gulve

Fugt i kælderydervægge og -gulve kan ikke alene fordampe fra den indvendige overflade, men også fra ydersiden, idet fugt kan diffundere fra kælderens inderside til dens yderside. Dette forudsætter dog, at kælderens yderside er diffusionsåben.

Normalt er det dog kun mindre fugtmængder, som kan forventes at fordampe fra den del af ydersiden, der ligger under terræn. Det skyldes, at vanddamptrykkene på konstruktionens inderside og yderside i gennemsnit kun vil afvige lidt fra hinanden. Der vil derfor kun skabes et lille drivtryk for fugttransporten. Den relative luftfugtighed på ydersiden af kælderen er nemlig altid meget høj, og selvom temperaturen er lav, vil vanddamptrykket (det såkaldte partialtryk) være forholdsvis højt – også set i forhold til vanddamptrykket i kælderen.

Traditionelt er kældervægge blevet vandtætnet fx ved påføring af en vandtætningsmembran eller ved asfaltering. Vandtætningen er som regel diffusionstæt og hindrer derfor diffusion ud gennem overfladen. I sådanne kældre kan fordampning derfor kun ske fra indersiden. Erfaringen har vist, at kældre, som er vandtætnet udefra, fungerer i praksis, forudsat at de i øvrigt er udført korrekt. For at sikre fordampning fra kælderens inderside, er det vigtigt, at der anvendes diffusionsåbne overflader, fx silikatmaling. Større møbler, paneler mv., som placeres foran kælderydervægge, kan hindre luftcirkulation og kan dermed ligesom anvendelse af diffusionstæt overfladebehandling hindre fordampning fra overfladerne. Hvis fordampning hindres, medfører det risiko for, at fugt stiger højere op i væggene end ellers.

Fugtteknisk set er det en fordel, hvis fordampning også kan ske fra ydersiden af konstruktionen. Det kan kun ske ved at anvende diffusionsåbne – men vandtætte – overflader på kældervæggens yderside. Hvis der anvendes udvendig isolering, skal også den være diffusionsåben, fx hård mineraluld eller coatede, løse letklinker. Grundmursplader med ribber/knopper, der vender mod kældervæggen, kan også anvendes, selvom de er diffusionstætte, fordi fugt, der diffunderer ud gennem væggen, kan kondensere på grundmurspladen og afledes til dræn i spalten mellem ydervæg og grundmursplade.

Fugtforhold i kældre

Den relative luftfugtighed i kælderen afhænger af, om kælderen er opvarmet eller uopvarmet. Vær opmærksom på, at en kælder, der er beregnet til at være opvarmet, måske alligevel ikke opvarmes – selv ikke i vinterperioder. Dette kan give anledning til et fugtigt indeklima i kælderen.

Der er stor forskel på fugtforholdene i en uopvarmet kælder om vinteren og om sommeren. Nedenstående er vist eksempler, som illustrerer forskellene, såfremt der kun er fugttilskud i kælderen fra udeluften.

Vinterforhold

Om vinteren vil temperaturen i en uopvarmet kælder være omkring 10 °C. På denne årstid indeholder udeluften i gennemsnit 4-5 g vand pr. m³. Når udeluften kommer ind i kælderen, bliver den fx varmet op til 10 °C, hvorved den relative luftfugtighed falder til 50-60 % – forudsat, at der ikke tilføres fugt fra andre fugtkilder i kælderen. I tilfælde af at kælderen er opvarmet, vil den relative fugtighed reduceres yderligere, til omkring 30 %, se figur 55.

Sommerforhold

Om sommeren vil temperaturen i en uopvarmet kælder være omkring 15 °C. Om sommeren indeholder udeluften i gennemsnit 10-12 g vand pr. m³. Når den varme luft kommer ind i kælderen, vil den blive kølet af, og derved vil den relative luftfugtighed stige til 80-90 %, se figur 55.

På særlig varme og fugtige sommerdage kan udeluftens fugtindhold stige til over 15 g vand pr. m³, hvilket svarer til en dugpunkttemperatur på 17 °C eller højere. Det betyder, at der om sommeren af og til kan ske kondensation på uisolerede kældervægge og kældergulve i en uopvarmet kælder, se figur 55). På sådanne dage bør kælderen holdes lukket for ventilation, mens der til gengæld bør udluftes kraftigt i perioder, hvor udeluften er mere tør, dvs. hvis udeluftens fugtindhold er 10 g/m³ eller mindre, fx svarende til ca. 20 °C og 55 % RF.

Figur 55 viser, at den kolde ventilationsluft i en uopvarmet kælder bliver opvarmet om vinteren og den relative luftfugtighed falder til 50-60%

Figur 55. I en uopvarmet kælder vil den kolde ventilationsluft om vinteren blive opvarmet, og den relative luftfugtighed (RF) falder derved til 50-60 %. Om sommeren afkøles den varme luft derimod, og herved stiger RF til 70-80 %. Hvis kælderen tilføres fugt fra grunden eller fra aktiviteter i kælderrummene, bliver luftfugtigheden højere. I en opvarmet kælder er den relative luftfugtighed altid lavere end i en uopvarmet kælder, fordi det samme fugtindhold (i g/m³) svarer til en lavere relativ luftfugtighed ved en højere temperatur. En beskeden opvarmning kan derfor anvendes til at holde kælderen tør om sommeren.

Reduktion af relativ fugtighed

Det er især om sommeren, der er behov for at reducere den relative luftfugtighed i kældre, fordi det, som illustreret herover, er i denne periode, RF i kælderen er højest.

Reduktion af den relative luftfugtighed kan ske ved at:

Opvarme kælderen. Selv en beskeden opvarmning vil gøre en kælder mere tør, fordi opvarmningen får den relative luftfugtighed til at falde. Opvarmning fx fra 10 °C til 20 °C vil reducere luftfugtigheden til omkring 60 % RF om sommeren og omkring 30 % RF om vinteren, se figur 55.
Installere en affugter, som automatisk fjerner fugt, når RF bliver for høj.
Isolere bedre, så både overfladetemperaturerne og rumtemperaturen i kælderen bliver højere.

5.4 Opbygning af kældergulve

Kældergulve udføres i princippet ligesom terrændæk. Dog kan tykkelsen på varmeisoleringen i et kældergulv være mindre. Selvom kældre i nybyggeri opbygges, så fugtbelastningen udefra minimeres, er der større risiko for fugtproblemer i kældre end i konstruktioner over jord. Det skyldes påvirkningerne fra den omgivende fugtige jord og temperaturforholdene. Dertil kommer risikoen for oversvømmelse ved ekstreme vejrforhold, fx skybrud. Konstruktioner i kældre bør derfor så vidt muligt udføres af uorganiske materialer.

Opbygningen af et kældergulv består typisk af et kapillarbrydende lag, et lag trykfast isolering og et trykfordelende lag/dæk udført i beton. Opbygningen kan være suppleret med et radonsuglag (under det kapillarbrydende lag) samt afretningslag, radonsikring og gulvbelægning. Afhængigt af gulvbelægningen kan der også være behov for en fugtspærre.

Hvis kældergulvet forventes udsat for vandtryk, skal der tages særlige forholdsregler mht. vandtætning, se afsnit 5.3.2, Vandpåvirkning på kælderens yderside, og eventuelt anvendes en dobbeltkonstruktion med dræn af hulrummet, se figur 52. Ved anvendelse af dobbeltkonstruktioner skal der være opmærksomhed på eventuelle problemer som følge af fx korrosion af armeringsjern mellem pladerne, betonplader, som kan revne, og afledning af vand med tilhørende drift af pumper.

Figur 56 viser et eksempel på kældergulv opbygget som tung terrændækskonstruktion.

Figur 56. Eksempel på kældergulv opbygget som tung terrændækskonstruktion. I eksemplet er vist drænlag (og tilhørende stikdræn) nederst. Herover er der kapillarbrydende lag (der også kan fungere som radonsuglag), trykfast varmeisolering og betonplade. Ved samlingen mellem betonplade og ydervæg er der indlagt fugt- og radonspærre samt kuldebroafbrydelse.

Kapillarbrydende lag

Det kapillarbrydende lag kan fx udføres af et mindst 150 mm tykt lag grove, vaskede stenmaterialer, coatede, løse letklinker eller trykfast isolering (hård mineraluld eller celleplast), jf. afsnit 2.2, Kapillarbrydende lag. Hvis det kapillarbrydende lag udføres som et kombineret varmeisolerende og kapillarbrydende lag, fx af løse, coatede letklinker, kan tykkelsen af yderligere isolering over det kapillarbrydende lag reduceres.

Da det kapillarbrydende lag sammen med varmeisoleringen – se følgende afsnit herunder – beskytter konstruktionen mod fugtpåvirkning nedefra, er anvendelse af fugtspærre i kældergulvet primært for at beskytte mod byggefugt i tilfælde, hvor betondækket ikke er udtørret tilstrækkeligt. Behovet for en fugtspærre afhænger dermed i høj grad af gulvkonstruktionen, jf. afsnit 9.2.3, Fugttekniske krav til byggepladsen.

Varmeisolering

For at opfylde energikravene skal kældergulvet typisk isoleres for at opnå en U-værdi på maks. 0,20 W/m²K, jf. Bygningsreglement 2018. Den trykfaste varmeisolering placeres under betonen og medfører dermed temperaturfald fra betonplade til jord, således at betonfugten vil fordampe på undersiden og kondensere i jorden. Varmeisoleringen bør altid anbringes oven på et afrettet dræn- eller gruslag.

Varmeisoleringen bevirker, at jordtemperaturen under kældergulvet holdes lav, og vanddamptrykket under kældergulvet er derfor også lavt. Eventuel fugttransport op gennem kældergulvet er derfor normalt ubetydelig (selv for uopvarmede kældre) og vil kunne fjernes ved et beskedent luftskifte. I en tør, opvarmet kælder – dvs. konstant opvarmet til mindst 20 °C – kan der lægges gulv som på et almindeligt terrændæk. Fugtfølsomme gulve, herunder trægulve, bør dog altid lægges over en kraftig fugtspærre, fx 0,2 mm plastfolie.

Betonplade

Såfremt betonpladen alene skal beskytte mod radon fra jorden, anvendes der normalt mindst 100 mm beton med en styrke på mindst 20 MPa (beton 20), som vibreres ved udstøbningen. For at forhindre betonen i at trænge ned i det underliggende lag ved udstøbningen benyttes en tilstrækkelig stiv beton eller et diffusionsåbent støbeunderlag, fx fiberdug. For at reducere vandmængden i betonen kan der i stedet anvendes en såkaldt ‘selvudtørrende beton’, som både har bedre styrke og mindre vandcementtal (v/c ≤ 0,4) end traditionelt anvendte betoner til dette formål. Den højere styrke betyder, at tykkelsen kan reduceres, men den bør dog ikke komme under 80 mm.

For at modvirke svind- og sætningsrevner, som kan give anledning til opstrømning af radon, bør dækket forsynes med en passende svindarmering anbragt i midten af betonpladen, fx Ø 5 mm kamstål pr. 150 mm i begge retninger. Efter støbning bør betonpladen være beskyttet mod udtørring i ca. 8 døgn, fx med curing eller afdækning med plastfolie.

Radon

Ved faldende barometerstand trykkes luft og dermed radon fra jorden op gennem gulvet. For at begrænse opsivningen af radon til kælderen skal kældergulvet udføres så tæt som muligt. Et 100 mm betonlag med svindarmering, som beskrevet ovenfor, anses for at være en tæt konstruktion med hensyn til radon. Ud over tæthed af selve dækket skal der også være tæthed mellem dæk og kældervægge, ligesom eventuelle gennemføringer skal tætnes, fx med fugemasse eller CE-mærket folie. Opsivning af radon kan yderligere reduceres ved at trykudligne undersiden af dækkonstruktionen til det fri. Det kan ske ved, at det kapillarbrydende lag under dækket forbindes til det fri for trykudligning, fx gennem et rør, der er ført over tag eller til omfangsdræn, se figur 57.

figur 57 viser eksempler på trykudligning fra det kapillarbrydende lag til det fri, hhv. ved udluftning over tag og til omfangsdræn

Figur 57. Eksempler på trykudligning fra det kapillarbrydende lag til det fri, hhv. ved udluftning over tag (venstre) og til omfangsdræn (højre).

5.5 Opbygning af kælderydervægge

Kældervægge afviger i deres opbygning fra ydervægge, fordi fugtbelastningen på kældervægges yderside er helt forskellig fra påvirkningen på ydervægge. Det betyder, at der er større risiko for fugtproblemer i kældre end i konstruktioner over jord. Dertil kommer risikoen for vandtryk mod væggen ved ekstreme vejrforhold, fx skybrud og forhøjet grundvandsstand.

Kælderydervægge opføres normalt på en støbt fundamentklods. Væggene er typisk blevet udført af beton støbt på stedet eller opmuret af bloksten, fx af letklinkerbeton. Kældervægge kan også udføres med præfabrikerede elementer.

De skærpede krav til linjetab har medført, at kældervægge af beton kun kan anvendes, når der laves særlige foranstaltninger for at sikre kuldebroafbrydelser. I småhuse anvendes der i vidt omfang letklinkerblokke med midterisolering i væggens øverste del, mens øvrig isolering monteres på ydersiden af kældervæggen.

Uden for kældervæggen etableres vægdræn, der afleder nedsivende overfladevand til omfangsdræn, så vandtryk mod væggen undgås.

For at sikre mod radon skal vægge af blokke pudses, og der skal desuden etableres en tæt membran mellem betongulv og vægge. Det kan fx ske ved at montere membran over isoleringen i gulvet og føre den op ad og fastgøre den til væggene, inden gulvet udstøbes.

Fugtsikring

På væggens udvendige side kan der som tidligere omtalt fugtsikres, fx med grundmursplader eller celleplastplader afdækket med fiberdug.

Hvis kældervæggene forventes udsat for vandtryk, skal der tages særlige forholdsregler mht. vandtætning, se afsnit 5.3.2, Vandpåvirkning på kælderens yderside; fx udføres en effektiv vandtætning ved påføring af membran i baner eller i flydende form. Eventuelt anvendes en dobbeltkonstruktion med dræn af hulrummet, se figur 52.

Varmeisolering

Varmeisolering monteres normalt udvendigt på kældervæggen, men kan også placeres inde i konstruktionen, fx som det sker i vægelementer.

Ved at placere varmeisoleringen af kælderydervæggen på den udvendige side, opnås, at ydervæggen bliver varm og med tør indvendig overflade uden risiko for kondensdannelse. Varmeisoleringen bidrager til overholdelse af krav om U-værdi på maks. 0,30 W/m²K, jf. Bygningsreglementet 2018. Varmeisoleringen udføres af særlige isoleringsmaterialer, fx hård mineraluld, løse, coatede letklinker eller drænplader af polystyren med drænriller beskyttet af fiberdug på den side, der vender ud mod jorden. Isoleringen kan fortsættes over terræn, hvor den fx forsynes med pudset overflade eller pladebeklædning.

Indvendig varmeisolering frarådes generelt, idet det kan medføre risiko for opfugtning af den indvendige vægoverflade ved kondensation af fugtig indeluft på den oprindelige overflade (som efter isoleringsarbejdet bliver kold) og/eller ved indtrængen af vand udefra eller opsugning af vand nedefra.

Figur 58 viser eksempel på opbygning af kælderydervæg, der ikke er udsat for vandtryk.

Figur 58. Eksempel på opbygning af kælderydervæg, der ikke er udsat for vandtryk. For at begrænse varmetabet og kuldebroerne er der anvendt letklinkerbeton som ydervægsmateriale. I toppen er der lavet kuldebroafbrydelse ved at anvende letklinkerblokke med midterisolering. Der er udført fugtsikring af væggens yderside, og der er monteret varmeisolering på væggens yderside under terræn. Varmeisoleringen er foroven afsluttet med et profil, som hindrer overfladevand i at trænge ned bag isoleringen.

Figur 59A viser et eksempel på udvendig varmeisolering af kælderydervæg af letbetonblokke.

Figur 59. A: Eksempel på udvendig varmeisolering af kælderydervæg af letbetonblokke. Kældervæggen er udført med vandtætning på ydersiden. På kældervæggens yderside er opsat isolerende drænplader af polystyren med lodrette drænriller på ydersiden. Drænrillerne er dækket af fiberdug, så rillerne ikke tilstoppes af jord. Drænpladerne kan fx opsættes ved punktklæbning. Drænpladerne leveres normalt med påsat fiberdug med flapper til overlapning ved pladesamlingerne. Overkanten skal afdækkes, så der ikke trænger vand ind mellem kældervæg og drænplader.

Figur 59B viser eksempel på fugt- og varmeisolering af kældervæg med hård mineraluld, som er diffusionsåben.

Figur 59. B: Eksempel på fugt- og varmeisolering af kældervæg med hård mineraluld, som er diffusionsåben. Hvis væggen også udføres med diffusionsåben vandtætning, kan fugt i væggen også diffundere ud gennem isoleringen og kondensere i jorden udenfor.

Figur 60 viser detalje, der viser kældergulv med kapillarbrydende lag og isolering.

Figur 60. Detalje, der viser kældergulv med kapillarbrydende lag og isolering. Kældervæggen er af letbeton, hvor der udvendig er opsat isolerende drænplader af polystyren, som på ydersiden er forsynet med lodrette drænriller afdækket med fiberdug. Tilfyldning over drænet er sket med drænende materiale, som foroven er afsluttet med et mindst 200 mm tykt lag tæt materiale, fx lermuld. Overgangen mellem fundament og kælderydervæg er inddækket vandtæt. Betonpladen i gulvet er normalt mindst 100 mm tyk og med fordelingsarmering, fx Ø 5 mm kamstål pr. 150 mm i begge retninger. Det kapillarbrydende lag er i dette eksempel forbundet til omfangsdrænet ved hjælp af stikdræn.

Kældres yderside over terræn

Kældervægge over terræn opbygges sædvanligvis med isolering som ydervæggen, eller med isolerede blokke. For at begrænse varmetabet gennem kuldebroer anvendes mindst 200 mm af den udvendige isolering på kældervæggen, se figur 61. Ved terræn er der risiko for opfugtning fra overfladevand og opsprøjt ved nedbør. Der udføres derfor altid vandtætte sokler, med mindst 150 mm sokkelhøjde for at undgå opfugtning af fugtfølsomme dele.

Figur 61 viser eksempel på kælderydervæg af blokke, som er pudset med ‘vandtæt’ puds på siden mod jord.

Figur 61. Eksempel på kælderydervæg af blokke, som er pudset med ‘vandtæt’ puds på siden mod jord. Der er opsat udvendig varmeisolering af drænplader af polystyren forsynet med drænriller, som er afdækket med fiberdug. Den udvendige isolering overlapper isoleringen i de øverste blokke i kælderydervæggen med mindst 200 mm. Isoleringen inddækkes foroven, fx med et metalprofil. Overgangen mellem fundament og kælderydervæg inddækkes vandtæt.

5.6 Særlige forhold ved store kælderkonstruktioner

Store kælderkonstruktioner kan have grundareal over 1000 m² og er ofte i flere etager. Anvendelserne er fx til parkering, oplagsrum, installationsrum eller kølerum. Store kældre kan være under bygninger, men også under grønne områder, fx haveanlæg.

Store kældre udføres primært af beton, normalt med bundplade og kældervægge i in situ-støbt beton eller med vægge af præfabrikerede elementer. Ved store kældre, især hvor der ikke anvendes dræning, skal der vises stor opmærksomhed på at sikre konstruktionerne mod vandtryk. Vandtæthed opnås typisk ved vandtætning, fx med membran. Herunder skal der sørges for tæthed af samlinger, støbeskel og gennemføringer.

Ydervægge af præfabrikerede betonelementer

Ved ydervægge udført af præfabrikerede elementer er det især elementsamlinger, der kræver særlig omhyggelig udførelse, typisk samlinger mellem vægelementer indbyrdes og mellem kældervæg og bundplade.

Elementsamlinger låses, stoppes og udstøbes med fugemørtel, som ved almindeligt betonelementbyggeri. For at sikre et godt underlag for den efterfølgende membran skal alle samlinger udfyldes til forkant af element. Vandtætning af samlingerne sker med membran på den vandbelastede, udvendige side af kældervæggen

Det skal sikres, at betonelementerne ikke får utilsigtede deformationer, fx udbøjning på grund af jordtryk eller drejning mellem bundplade og vægelementer, da deformationer medfører risiko for revner i samlinger og derved vandgennemtrængning.

Støbte kældervægge

Ved in situ-støbte kælderkonstruktioner skal der anvendes en god kvalitet beton (vandtæt) for at sikre vandtætheden, men der vil næsten altid kræves supplerende foranstaltninger for at sikre mod vandbelastning. Supplerende vandtætning (membran) kan kun undværes, hvis kældervægge, elementer og dæk i sig selv er vandtætte, og hvis der ikke er vandtryk. I praksis bygges der imidlertid med materialer og/eller elementer med mange samlinger, og for at sikre vandtætheden er membraner i store kælderkonstruktioner nødvendige.

Det skal sikres, at støbeskel, revner, klamshuller og gennemføringer er tætte – herunder vandrette støbeskel ved bundpladen og dilatationsfuger. Dilatationsfuger udføres normalt med (kvældende) fugebånd og/eller med injektionsslanger. Sidstnævnte gør det muligt at tætne lokalt, hvis der viser sig utætheder ved vandpåvirkning. Det er vigtigt, at fugebåndene er sammenhængende, både lodret og vandret.

Kældervægge og dæk tætnes desuden ofte med membran, se afsnit 5.5, Opbygning af kældervægge.

Blokke i store kældervægge

Blokke af beton, letklinkerbeton og porebeton egner sig normalt ikke til kælder-ydervægge i store vandbelastede konstruktioner, da de har mange samlinger, som normalt ikke kan klare store tryk og dermed ofte indebærer stor risiko for utætheder.

Klinkerbeton kan dog anvendes, forudsat at kældervæggene ikke er i flere etager, at blokkene samles indbyrdes med armering, og at alle overflader inklusive samlinger vandtætnes, fx med cementbaserede mørtler med fibre, der kan overbygge revner, suppleret med vandtætningsmembran.

Figur 62 viser åbning i kældervæg med synligt sammenhængende (blåt) fugebånd i dilatationsfuge.

Figur 62. Åbning i kældervæg med synligt sammenhængende (blåt) fugebånd i dilatationsfuge.
Foto: Walter Sebastian.

5.7 Kontrol

En velfungerende kælder opnås kun, hvis den projekteres og udføres korrekt. Nedenstående forhold bør kontrolleres inden udførelse og under udførelse. Listerne er ikke udtømmende, men omfatter forhold, hvor svigt erfaringsmæssigt kan medføre væsentlige skader.

Kontrol inden udførelse

Har terrænet veldefineret fald væk fra huset – 1:40 eller mere?
Er der etableret omfangsdræn, som kan reducere fugtbelastningen på fundamentet?
Hvis bygningen ligger på skrånende terræn, bliver vand oppefra så ledt uden om bygningen?
Er kælderydervæggen fugtsikret i overensstemmelse med den forudsatte vandbelastning?
Er der projekteret kapillarbrydende lag?
Er det sikret, at der ikke kan suges vand op fra jorden gennem kælderydervæggene til bygningens ydervægge, fx med vandrette fugtspærrer?
Er der projekteret vandtæt inddækning mellem fundamentklods og nederste del af kælderydervæg?
Er der projekteret nødvendig sikring mod radon? Fx puds på kælderydervægge og radonsuglag og mulighed for sug over tag? I givet fald skal det sikres, at der er tilstrækkeligt med antal sugbrønde.
Er det undersøgt, om der er behov for stikdræn under kældergulvet, og i givet fald er det sikret, at disse ikke medfører risiko for opstuvning, fx ved afledning af drænvand via pumpebrønd, hvis der kommer meget overfladevand eller sker opstuvning i kloak?
Er varmeisoleringen placeret korrekt?
Er udtørring af byggefugt planlagt, så afsluttende arbejder, herunder malearbejder, kan foretages inden for tidsplanen?

Kontrol under udførelse og inden aflevering

Er kælderen udført som projekteret? Hvis ikke, er ændringer da aftalt og dokumenteret?
Har terræn korrekt fald væk fra bygningen?
Er fugtspærre på kælderydervæggen (mod bygningens ydervægge) blevet udført som foreskrevet?
Er fugtspærre intakt?
Er vandtæt inddækning mellem fundamentklods og nederste del af kælderydervæg intakt?
Er radonspærre udført, og er den intakt?
Er kælderen tørret tilstrækkeligt ud inden ibrugtagning, så der ikke er risiko for skimmelvækst?

5.8 Renovering af kældre

Renovering af ældre kældre udføres normalt for at løse problemer med fugt, eller i det mindste for at få en mere tør og varm kælder.

Ældre kældre er normalt med kældervægge af beton eller murværk på fundament af kampesten, murværk eller beton. Kældervæggene kan være direkte funderet på et fundament eller på pæle (eventuelt af træ). De største risici med kælderfundamenter i sten, ler og mørtel er, at de er fugtfølsomme og ofte ikke er sikret mod grundvand. Dette er især tilfældet, hvor murstensvægge har mange huller og revner. Salte kan også være et problem, især i forbindelse med murstensfundamenter.

Funderingsmetoden er normalt ikke vigtig for vurdering af opfugtning, men kan være vigtig for vurdering af, om dræning/sænkning af grundvandsstand medfører risiko for svampeangreb i funderingspæle af træ. Det er ligeledes vigtigt at være opmærksom på, at fundamenter/kældervægge har forskellige egenskaber med hensyn til opstigende grundfugt. Problemet med opstigende grundfugt er især udtalt i ældre kældre med murede fundamenter, hvor både sten og mørtel kan være kraftigt kapillarsugende. Opstigende grundfugt findes dog også ved konstruktioner udført af porøs/svag beton eller af kampesten med mørtelfuger. Kældergulve i ældre bygninger er ofte støbt direkte mod jord – uden kapillarbrydende lag.

Over kældrene er etageadskillelser ofte med bærende træbjælkelag, som kan skades ved kraftig opfugtning. Hvis der er anvendt trækonstruktioner, er det vigtigt, at de ikke udsættes for fugt.

Som udgangspunkt gælder de samme regler ved renovering af kældre som for udførelse af nye kældre. Forholdene er dog ofte mere komplicerede, fordi konstruktionerne normalt ikke opfylder nugældende krav, fx til isolering og kapillarbrydende lag, og fordi det er vanskeligt/umuligt at komme til kælderens yderside. Nogle oplagte årsager til opfugtning kan dog elimineres uden de store problemer, nemlig retablering af oprindeligt terræn med fald væk fra bygningen, undersøgelse/udbedring af defekte kloaksystemer, effektiv ventilation og opretholdelse af passende temperatur i kælderen.

Om opvarmning og ventilation alene er tilstrækkeligt til at holde kælderen tør, afhænger af, hvor hurtigt fugten tilføres. I mange ældre kældre er der en hårfin balance mellem den mængde fugt, der tilføres, og den mængde fugt, der fjernes ved udluftning. Hindres udluftningen, eller sænkes temperaturen, bliver balancen forrykket, og en tidligere tør kælder kan blive fugtig med deraf følgende skader.

Ved renovering af kældre må det derfor overvejes nøje, om eventuelle ændringer i kælderen kan forrykke fugtbalancen. Fx vil isolering af kælderdækket (etageadskillelsen mod kælderen), isolering af rør eller en kedel i et kælderrum eller montering af en ny, velisoleret fjernvarmeunit i stedet for et tidligere fyr reducere temperaturen i kælderen, hvorved den relative luftfugtighed i kælderen vil stige.

Det, der var tænkt som en forbedring med mindre energiforbrug og øget komfort, kan derved vise sig at medføre ulemper set ud fra et fugtmæssigt synspunkt.

Ofte inkluderer fugtrenovering af kældre etablering af omfangsdræn. Af hensyn til nedsivende overfladevand bør omfangsdræn lægges udvendigt, fx som vist i figur 5. Ved kældervægge af bloksten er det særlig vigtigt at beskytte ydersiden både med dræn og med fugtisolering. Ved kældervægge støbt mod jord kan omfangsdrænet eventuelt lægges indvendigt for at undgå opgravning, men det medfører, at nedsivende overfladevand ikke fjernes, og at kældervæggen stadig vil være fugtig.

Ved bygninger med kælder skal omfangsdrænet placeres så tæt som muligt ved den kældervæg, der skal beskyttes. Ved ældre bygninger, hvor fundamenterne ikke er så dybe, er det vanskeligt at placere drænet 300 mm under kældergulv, da der ikke må graves under fundamentets underkant. I disse tilfælde kan drænet placeres i korrekt dybde 1-2 meter fra kældervæggen, og der udlægges så et lag kraftigt drænende sten mellem kældervæggen og drænet, se figur 63. Dette er kun muligt i kohæsionsjord (lerjord). Hvis fundamentet står på friktionsjord (sand), må der ikke graves ned til fundamentets underkant af hensyn til bæreevnen. I sandede jorder skal der normalt heller ikke drænes.

Figur 63 viser eksempel på udgravning til omfangsdræn i afstand til kældervæg.

Figur 63. Eksempel på udgravning til omfangsdræn i afstand til kældervæg. De stiplede linjer indikerer skillelinjer i forhold til mulig udgravning langs fundament i kohæsionsjord.

Ofte kan fugtforholdene i en ældre kælder forbedres med forholdsvis enkle midler. Til gengæld er det meget vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at renovere en gammel kælder, så den får samme fugtforhold som en ny. Da total renovering desuden er meget bekostelig, vil man som regel kun gennemføre de simpleste/billigste foranstaltninger og lade klimaet i kælderen forblive noget fugtigere end i andre rum. Det betyder, at kælderen ofte kun kan anvendes til sekundære formål.

I mange ældre bygninger, fx med murede kældervægge og gulv uden kapillarbrydende lag, kan der forekomme opstigende grundfugt både i gulv og vægge. I en ældre, uopvarmet kælder med ringe udluftning og med fugtige vægge og gulve vil den relative luftfugtighed året rundt kunne blive tæt op mod 100 %.

Fugtforholdene i ældre kældre afhænger af:

Ventilation
Opvarmning
Fordampning indad mod kælderen
Fordampning udad mod jorden
Fugtspærre i kældervæggene
Isolering – udvendig eller indvendig.

5.8.1 Ventilation og opvarmning

Blot ved fornuftig ventilation/udluftning og opvarmning kan luftfugtigheden i en kælder ofte bringes ned på et acceptabelt niveau, se afsnit 5.3.4, Vanddamp i rumluften – vanddamp indefra og udefra. Ventilation sikrer, at den fugtige luft i kælderen udskiftes med mere tør udeluft, og opvarmning medfører, at den relative luftfugtighed i kælderen bliver reduceret. Når den relative luftfugtighed reduceres, bliver betingelserne for fordampning fra overfladerne bedre, og derved kan mere fugt fordampe fra kældergulv og -vægge. Fugten stiger derfor ikke så højt op i væggene.

Bemærk, at man skal være varsom med for kraftig udluftning i varme og fugtige perioder om sommeren, fordi varm, fugtig udeluft vil blive afkølet, når den kommer ind i kælderen, hvor temperaturen typisk er lavere end udetemperaturen – især på overfladerne af uisolerede gulve og vægge. Afkøling af luften vil medføre, at RF i kælderen stiger og måske kan komme op over 75 % RF, hvor der er risiko for skimmelvækst. Ventilation bør derfor begrænses til perioder, hvor det absolutte fugtindhold i udeluften er lavere end i kælderen, hvilket typisk er om natten, når udetemperaturen er lav. Om sommeren kan det være en bedre løsning at sætte lidt varme på kælderen end at øge udluftningen. Alternativt kan der anvendes en affugter, som sikrer, at RF ikke bliver for høj.

Eksempel

Hvis en uisoleret og uopvarmet kælder en varm sommerdag ventileres med udeluft på 25 °C og 60 % RF, vil luften blive afkølet, når den kommer ind i kælderen. Kældervægge og gulve kan fx have en temperatur på 16 °C. Når luften afkøles ved kontakt med overfladerne, stiger den relative luftfugtighed, jf. vanddampdiagrammet, så RF stiger til ca. 100 %, hvilket betyder, at der i uheldige tilfælde kan ske kondensation af fugt på overfladerne i kælderen.

figur 64 beskriver, at der ofte er fugtige vægge og gulve i ældre kældre på grund af fx opstigende grundfugt eller fugtpåvirkning på kældervæggens yderside.

Figur 64. I ældre kældre vil der ofte være fugtige vægge og gulve, fx på grund af opstigende grundfugt eller fugtpåvirkning på kældervæggens yderside. Opsugningshøjden – vist som blå kurver – afhænger af en række forskellige forhold. Opsugningshøjden kan reduceres ved:

Ventilation, som fjerner fugtig luft og derved reducerer RF i rumluften, så fordampningen fra væggene øges. Væggenes indvendige overfladebehandling skal være diffusionsåben for at tillade fordampning. Bemærk, at særlige forhold gør sig gældende om sommeren.
Varmetilførsel i forbindelse med ventilation, som sænker RF i rumluften og derved øger fordampningen fra væggene.
Udvendig isolering, som hæver væggens temperatur og dermed fordampningen fra væggens inderside. Hvis der anvendes diffusionsåben isolering, kan der også ske fordampning udad.
Etablering af dræn, som nedsætter fugtbelastningen på kælderens yderside og dermed den mængde fugt, som trænger ind i konstruktionen.
Vandret fugtspærring af kælder(yder)væggen, som reducerer opstigende grundfugt.
Fugtspærring af gulv, som reducerer mængden af opstigende grundfugt gennem kældergulvet og derved RF i rumluften, så fordampningen fra væggene øges.

5.8.2 Fordampning indad mod kælder

Indvendige overflader

For at opnå de bedst mulige betingelser for fordampning ind mod kælderrummene skal der anvendes diffusionsåbne overflader/behandlinger på kældervæggenes inderside. Eventuelt kan overfladebehandling på væggen, typisk maling og puds, fjernes, så væggen står rå. Det vil øge fordampningen til kælderrummene og kan medvirke til at reducere opstigningshøjden. Overfladebehandling kan fx ske ved maling med diffusionsåbne malebehandlinger, fx af typen silikatmaling eller olieemulsionsmaling, eller kalkning.

Anvendes diffusionstætte overflader, hindrer det, at vandet transporteres hurtigt frem til overfladen, og dermed reduceres fordampningen. Når fugten ikke kan fordampe, kan den i stedet suges endnu længere op i væggene. I uheldige tilfælde suges fugten så højt op, at gulvbjælker i kælderbjælkelaget kan blive nedbrudt af trænedbrydende svampe. Anvendelse af diffusionstætte overfladebehandlinger, fx paneler, diffusionstætte malinger eller vandtætningsmembraner på kældervæggen, skal derfor undgås.

Ydervæggene (og også eventuelle indervægge med opstigende fugt) bør endvidere holdes fri for skabe og andre større genstande, som kan hæmme luftcirkulation og derved fordampning.

Salt i kældervægge

Salte i murværk kan både stamme fra stenen, fra mørtlen og fra salte, som er tilført fra omgivelserne, fx fra tøsalt eller oplagrede materialer. En del salte i murværk er opløst i det vand, som fordamper fra overfladerne. Som følge af fordampningen kan salte fra jorden eller konstruktionen med tiden koncentreres i væggene. Saltene vil udfældes som saltkrystaller i hulrum eller på overflader. Hvis der ikke er plads til saltene i de små hulrum (porer) i væggen, vil overfladen skalle af. Salte på eller tæt på overflader er hygroskopisk og i stand til at opsuge fugt fra luften. En væg kan derved få et ‘vådt udseende’ i fugtige omgivelser (høj RF), hvilket betyder, at overfladerne kan fremstå med variation i farve – især kalkede overflader og overflader af indfarvet puds. Selvom fugtkilderne, fx kapillær opsugning af vand nedefra, bliver elimineret, må der påregnes et højt fugtindhold i væggene. Dette vil være særlig tydeligt det første stykke tid (de første år), efter at der er udført tiltag i bygningen, som har ændret fugtforholdene, fx de første år efter at der er udført vandret fugtspærre for at bremse opstigende grundfugt.

Salt, som er suget op i ældre kældervægge, kan ikke fjernes og medfører ofte tilbagevendende problemer med afskalning af puds og maling.

Problemer med fortsat afskalning på grund af saltindhold kan til en vis grad reduceres ved anvendelse af speciel renoveringspuds. Renoveringspuds er meget porøs og har ofte stor vanddampgennemtrængelighed, og den er desuden i stand til at indeholde mere salt end almindelig puds. Renoveringspuds giver derfor i forhold til almindelig puds bedre mulighed for at optage saltkrystaller i en længere periode, inden de skades.

5.8.3 Fordampning udad mod jorden

Fugtforholdene i kælderen kan i et vist omfang forbedres ved at etablere mulighed for fordampning udad mod jorden. Det forudsætter, at væggens yderside er eller kan gøres diffusionsåben – men stadig være vandtæt.

Ved renovering, hvor der er ønske om at udnytte muligheden for fordampning udad, må diffusionstæt vandtætning udvendig udelades, fx ingen anvendelse af kunststofmembran eller asfaltering. Udvendig efterisolering skal foretages med diffusionsåbne isoleringsmaterialer, der tillader diffusion af fugt. Hvis vanddamptrykket i kælderen er højere end i jorden udenfor, vil fugten i væggene kunne fordampe ud gennem isoleringen og kondensere i jorden eller eventuelt på en grundmursplade.

5.8.4 Vandret fugtspærre i kældervægge

Fugtopsugning i kældervægge kan reduceres/standses ved at etablere en vandret fugtspærre i væggene, se Standsning af grundfugt, (GI, 2012), www.gi.dk.

Der er normalt følgende tre muligheder:

Indlægning af fysisk fugtspærre, fx rustfri stålplade, efter gennemsavning/udhugning
Indpresning af rustfri stålplader
Injektion af vandstandsende kemikalier.

Af praktiske årsager er det ofte nødvendigt at placere de nævnte fugtspærrer et stykke over terræn eller gulv, og ofte må man bruge en kombination af mulighederne. Hvis der skal pudses hen over en fugtspærre i form af en plade eller lignende, skal det ske med en puds, som ikke er kapillarsugende, da pudsen ellers kan fungere som væge.

Fysisk fugtspærre i skåret spalte

Indlægning af fysisk fugtspærre i form af en stålplade eller en bitumenmembran kan ske i en spalte, som skæres, fx med en kædesav med diamantbesatte tænder eller en wiresav. Arbejdet udføres sektionsvis, og der udstøbes, så betonen hærder, inden næste sektion saves. Fordelen ved denne metode er, at den kan anvendes i alle materialer, og at der kan anvendes en gennemgående fugtspærre. Den etablerede vandrette fugtspærre kan om ønsket samles med en udvendig fugtspærre på ydersiden af væggen.

Indpresning/indvibrering af korrugeret stålplade

Indpresning/indvibrering af korrugerede, rustfri stålplader kan kun anvendes i murede kældervægge med gennemgående lejefuger. Stålpladerne bankes/vibreres helt ind gennem væggen og udføres med overlæg, så der opnås en ubrudt fugtspærre. Metoden kræver god plads med ca. 2 m fri afstand ud for væggen. Tætheden af fugtspærren opnås ved at etablere overlæg med en eller flere bølger. Det kan være vanskeligt at sikre, at stålpladerne har kontakt med hinanden i hele overlægget, så der ikke sker fugttransport gennem samlingen Det er vanskeligt at udføre ubrudt fugtspærre i hjørner og ved andre detaljer.

Vandstandsende kemikalier

Etablering af fugtspærre med kemikalier sker ved at injicere kemikalier gennem dybe, borede huller. Den ønskede virkning opnås ved, at det injicerede kemikalie skal udfylde porer og hulrum i murværk eller i det mindste reducere størrelsen af porer og samtidig etablere vandskyende overflader (hydrofobering) i murværkets hulrum.

Forudsætningerne for brugen afhænger af det aktuelle produkt, men kan omfatte bestemte krav til temperatur og fugtforhold samt muligheden for fortrængning af vand i porerne.

Laboratorieafprøvninger i forbindelse med tidligere undersøgelser har vist, at der ikke med sikkerhed kan opnås effekt af kemikalieinjektion. Effekten vil desuden være meget afhængig af de stedlige forhold, fx saltindholdet i murværket, og det har desuden vist sig, at saltindholdet alene har stor betydning for effekten af de afprøvede injiceringsprodukter.

Der er tidligere gennemført fuldskalaforsøg med de tre ovennævnte metoder, som er afrapporteret i Standsning af grundfugt, (GI, 2012), se www.gi.dk.

Elektroosmose

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at der også er foretaget en del forsøg med elektroosmose, men ingen praktiske forsøg dokumenterer effekten heraf.

5.8.5 Fugtsikring af kældergulve

Fugtspærring af et kældergulv kan etableres ved at ophugge betongulvene og erstatte dem med nye, udlagt på kapillarbrydende lag, se afsnit 2.2, Kapillarbrydende lag. Denne løsning vil ofte kræve, at der foretages understøbning af kældervægge. Dette er dog bekosteligt og vil normalt kun komme på tale, hvis kælderen af andre årsager skal renoveres.

I de fleste tilfælde vil man derfor anvende andre metoder til at spærre for opstigende fugt. Det kan fx ske ved at lægge en fugtspærre på det eksisterende betongulv, fx en bitumenmembran, som bliver svejst på, eller en membran af epoxy påført i flydende form. Så vidt muligt skal fugtspærren samles tæt med eventuel fugtspærre i væggene. Det kan undertiden være vanskeligt at opfylde eventuelle leverandørkrav om en højeste fugtighed i underlaget ved udlægning af en flydende fugtspærre, da betongulve uden kapillarbrydende lag normalt vil have højt fugtindhold.

I forbindelse med renovering af et kældergulv bør der også udføres radonsikring ved at udføre dækkonstruktionen tæt – om nødvendigt ved brug af inddækning mod vægge.

5.8.6 Efterisolering udvendig/indvendig

I forbindelse med fugtrenovering af kældre udføres ofte efterisolering, jf. krav i Bygningsreglement 2018. Efterisoleringen omfatter primært kældervæggene.

Efterisolering udvendig

Efterisolering/fugtsikring af ældre kældre sker bedst fra ydersiden. Herved hindres fugt udefra i at trænge ind i kældervæggen, samtidig med at hele kældervæggen bliver varmere. Herved øges fordampningen fra indersiden, og kælderen bliver mere tør.

Hvis der alligevel graves op omkring kælderen, fx for at etablere omfangsdræn, bør kælderydervæggen samtidig efterisoleres udvendigt. Merudgiften til efterisoleringsarbejdet vil ofte være lille i forhold til de samlede omkostninger ved opgravnings- og drænarbejdet. Ved større uarmerede murfelter kan det være nødvendigt at foretage en statisk vurdering af, om frigravning og efterfølgende efterisolering betyder, at murværket skal forstærkes.

Varmeisoleringen kan udføres med isoleringsmaterialer med drænende egenskaber, fx løse, coatede letklinker eller celleplastplader med drænriller beskyttet af fiberdug på den side, der vender ud mod jorden. Der kan også anvendes isoleringsmaterialer, som ikke har drænende egenskaber, fx mineraluld kombineret med drænende tilfyldning på ydersiden. Dræning er nødvendig for at sikre, at nedsivende overfladevand ikke medfører vandtryk på kældervæggen.

Hvis der ønskes udført vandtætning på ydersiden af kælderen, udføres den på samme måde som for nye kældre, se afsnit 5.3.2, Vandpåvirkning på kælderens yderside.

Isoleringen kan fortsættes over terræn, hvor den fx forsynes med pudset overflade eller pladebeklædning. Isolering over terræn kan bryde kuldebroen mellem kælderdæk og kælderydervæg.

Figur 65 viser principsnit i udvendig efterisoleret kælderydervæg, der i dette eksempel er udført med hård mineraluld.

Figur 65. Principsnit i udvendig efterisoleret kælderydervæg, der i dette eksempel er udført med hård mineraluld. Der er etableret omfangsdræn med tilhørende filterelement for at reducere fugtbelastningen på væggen. Efterisoleringen er i eksemplet ført op over terræn for at reducere kuldebro omkring soklen. Der skal etableres afdækning over varmeisoleringen, dels for at forhindre, at vand trænger ned bag varmeisoleringen, og dels for at beskytte varmeisoleringen mod mekanisk overlast. I bunden er der også etableret inddækning mellem fundamentklods og kælderydervæg. Tilbagefyld skal være med drænende materialer, der fungerer som vægdræn.

Efterisolering indvendig

Indvendig varmeisolering af kælderydervægge frarådes generelt, da den kan medføre opfugtning af den oprindelige indvendige vægoverflade. Ved ældre kældre kan indvendig efterisolering dog være den eneste mulighed, men det bør altid først undersøges, om det er teknisk og økonomisk muligt at fugtisolere og isolere væggen udefra. Hvis en væsentlig del af kælderydervæggen er over terræn, kan man dog af konstruktive og æstetiske grunde være tvunget til at varmeisolere på den indvendige side.

Da fugtniveauet på ydersiden permanent er højt, kan fugt i ydervæggen normalt ikke tørre ud mod jorden, men alene mod kælderen. Ved at etablere indvendig efterisolering reduceres fordampningen til indeluften, og dermed øges fugtindholdet i ydervæggene, med risiko for at fugten stiger højere op i væggene. Af samme grund er det ikke hensigtsmæssigt at påføre et vandstandsende lag på kælderydervæggens inderside, fordi det yderligere vil reducere muligheden for udtørring.

Det er en forudsætning for indvendig isolering, at kælderen er tør, og at den holdes opvarmet til mindst 20 °C om vinteren. Hvis isolering sker på den indvendige side, skal alle rester af organisk materiale fjernes, så der ikke er risiko for skimmelvækst eller nedbrydning. Der skal være horisontal fugtspærre i ydervæggen ved kældergulv, så der ikke er risiko for opstigende grundfugt.

Indvendig isolering vil i praksis ofte blive udført som en isoleret forsatsvæg foran den egentlige kælderydervæg. Isoleringen medfører, at temperaturen af den oprindelige kælderydervæg bliver lav. Der vil derfor være risiko for kondensation af fugtig rumluft på overfladen af den oprindelige væg, hvis den isolerende forsatsvæg ikke er luft- og damptæt, så både diffusion og konvektion undgås. Den del af ydervæggen, der ligger under terræn, vil tillige være i fugtligevægt med den omgivende jord, hvilket medfører risiko for opfugtning af forsatsvæggen på grund af fugtpåvirkning udefra. I givet fald bør der kun anvendes uorganiske materialer, og dampspærre undlades i den del, der ligger under jorden, så eventuel indtrængende fugt kan fordampe indad.

En mulig løsning er at opbygge en uorganisk væg af porebeton eller et andet varmeisolerende, mineralsk materiale foran kælderydervæggen med et hulrum – uden dampspærre – med 50 mm isolering, fx med mineraluld, mod den oprindelige kælderydervæg. Der vil stadig kunne ske en beskeden udtørring mod kælderrummet, men temperaturen i hulrummet vil være lav og luftfugtigheden høj, så væggens fugtindhold vil stige. Det er dog en ulempe, at en sådan væg er temmelig pladskrævende.

Det må påregnes, at hvis kælderen oversvømmes, vil det være nødvendigt at udskifte varmeisoleringen for at opnå hurtig udtørring. I så fald vil pladematerialer i skeletvægge skulle demonteres og sandsynligvis også skulle udskiftes.

Kapillaraktive plader

Der findes på markedet kapillaraktive, uorganiske plader, som både har en rimelig varmeisoleringsevne, og som samtidig er stærkt kapillarsugende. Sådanne plader kan anvendes til at bryde kuldebroer på kældervægge, hvor de opsættes ved (fuld)klæbning og uden anvendelse af dampspærre. Den fugt, der ved diffusion transporteres gennem pladerne og kondenserer på den oprindelige vægoverflade, vil kapillært blive suget tilbage til den indvendige overflade, hvorfra den fordamper. Anvendelsen kræver brug af særlige klæbere og diffusionsåbne overfladebehandlinger mod kælderrummet.