3 FUGT OG TERRÆNDÆK

3.1 Indledning

Terrændæk er betegnelsen for gulvkonstruktioner, som udføres direkte på jord, fx direkte på bæredygtig jord efter afgravning af muld mm. Terrændæk vil normalt befinde sig i eller i nærheden af terrænhøjde.

Terrændæk indgår i bygningens tæthedsplan og skal således være med til at sikre lufttæthed. Det skal desuden isolere mod fugt og varme, og det skal sikre mod indtrængning af radon. Disse funktioner skal også sikres ved soklen, hvor terrændækket sammenbygges med ydervæg og fundament.

Dette afsnit omhandler primært fugtforhold i forbindelse med terrændæk, herunder fugtpåvirkninger og forholdsregler mod dem.

Terrændæk er en kompakt konstruktion uden ventilation og bør kun anvendes, hvor terrænet er velegnet, dvs. hvor der ikke er risiko for, at grundvandet vil stå så højt, at det kan trænge ind i det kapillarbrydende lag.

Figur 19 viser principiel opbygning af terrændæk med typisk forekommende materialelag med hver sin funktion

Figur 19. Principiel opbygning af terrændæk med typisk forekommende materialelag med hver sin funktion.

3.2 Fugtpåvirkning

Fugtpåvirkninger på terrændæk kan stamme fra:

Byggefugt, dvs. vand, som er tilført i byggefasen, fx med beton og mørtel.
Overfladevand på terrænet rundt om bygningen.
Fugt i jorden, herunder grundvand, nedsivende overfladevand og vand fra utætte kloakledninger mv.
Opstigende grundfugt, dvs. vand, der suges op fra det frie grundvandsspejl ved kapillarkræfter til det kapillære vandspejl, dvs. hvor alle jordens porer er vandfyldte i en højde over grundvandsspejlet.
Vanddamp i rumluften.
Utætheder i vandbårne installationer bygget ind i konstruktionen.

Varmerør eller varmekanaler i terrændæk udgør en særlig risiko, idet varmen kan få fugt til at vandre mod koldere områder i gulvet og kondensere der, se afsnit 3.6.2, Varmerør.

3.3 Generelle forholdsregler mod opfugtning

3.3.1 Byggefugt

Terrændæk udført som tung konstruktion med en betonplade støbt på stedet vil efter støbning have et fugtoverskud. Inden der lægges gulv eller igangsættes andre aktiviteter, som er følsomme for høj relativ luftfugtighed, er det derfor nødvendigt enten at fjerne den overskydende fugt eller at etablere en fugtspærre, som adskiller de fugtfølsomme dele fra betonpladen.

For at reducere vandmængden i betonen kan der i stedet anvendes en såkaldt ‘selvudtørrende beton’, dvs. beton med bedre styrke og mindre vandcementtal (v/c ≤ 0,4) end traditionelt anvendte betoner til dette formål. Højere styrke betyder, at tykkelsen kan reduceres, men den bør dog ikke komme under 80 mm. Ved anvendelse af ‘selvudtørrende beton’ reduceres udtørringsperioden

Efter støbning bør betonpladen være beskyttet mod udtørring i ca. 8 døgn, fx med PE-folie eller curing.

Byggefugt fjernes normalt ved at udlufte kraftigt, evt. kombineret med opvarmning. Dette er en meget tidskrævende proces. Alternativt kan udtørring ske ved hjælp af affugtere.

Anvendelse af en fugtspærre, fx en 0,2 mm plastfolie med tapede overlapsamlinger (mindst 50 mm overlap) udlagt oven på betonpladen, vil generelt sikre mod opfugtning af lag længere oppe i konstruktionen. Samtidig bidrager en veludført, tæt fugtspærre til at give lufttæthed og dermed til at beskytte mod opstrømning af radon fra jorden.

Fugtspærren bør endvidere udlægges på et rent underlag, fordi snavs på overfladen af en fugtig beton medfører risiko for skimmelvækst.

Tidspunktet for udførelse af fugtspærren afhænger af byggeprocessen. Følgende bør indgå i overvejelserne vedrørende udlægningstidspunktet:

Fugtspærren udføres så sent som muligt, da det giver bedst mulighed for udtørring af fugt og mindre risiko for beskadigelse under videre arbejde.
For at undgå risiko for skimmelvækst bør dækket holdes rent indtil udlægning af fugtspærre.
Fugtspærren bør derfor om muligt udlægges, inden dækket anvendes, fx som gulv ved videre arbejder.
Hvis dækket er tilsmudset, skal det gøres grundigt rent inden udlægning af fugtspærre. Almindelig rengøring med en stiv kost er ikke tilstrækkeligt.
Den sikreste løsning for at undgå risiko for skimmelvækst er at anvende en fugtspærre, som svejses eller klæbes til underlaget, fx en bitumenmembran, eller fugtspærre som påføres i flydende form, fx akryl- eller epoxybaseret.
Fugtspærren skal af hensyn til trafik i byggeperioden udføres af robust materiale, fx 0,2-0,4 mm plastfolie eller kraftig bitumenmembran.
Hvis der skal føres rør eller kabler ovenpå dækket (og fugtspærren), skal fugtspærren udlægges, inden der trækkes rør, kabler mv., for at sikre tæthed af samlingerne.
Ved stærk trafik på fugtspærren efter udlægning bør den beskyttes mod overlast, fx ved udlægning af gulvpap og/eller hårde træfiberplader. Eventuelle skader på fugtspærren skal udbedres, inden der lægges gulv.

3.3.2 Fugt fra overfladevand

Terrænet omkring bygningen skal udføres med fald på 1:40 (1:50 for terræn med faste belægninger), så vand fra nedbør ledes væk fra bygningen, se nærmere herom i afsnit 2.1, figur 1. Langs bygningen udføres en sokkel med en højde på mindst 150 mm (for fugtfølsomme beklædninger dog op til 200-300 mm), så vand, inkl. smeltevand, ikke kan trænge ind i terrændækket. Soklen skal udføres vandtæt og lufttæt, se SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007).

Betondæks overkant bør være mindst 50 mm over naturligt terræn, se fx figur 34, så vand ledes væk over terrænet, før det kan trænge ind over dækket. Ved lette konstruktioner (uden betondæk) bør fugtfølsomme materialer placeres mindst 50 mm over naturligt terræn.

Fugten i jorden skal hindres i at blive suget op til selve dækkonstruktionen. Dette opnås ved hjælp af et kapillarbrydende lag, se afsnit 2.2, Kapillarbrydende lag, og en fugtspærre på oversiden af fundamentet.

Isoleringsmateriale – typisk i form af hård mineraluld eller celleplast – kan indgå i konstruktionen som kapillarbrydende lag. Isoleringsmaterialet udlægges oven på et lag afrettet grus. Det sikreste resultat opnås ved at udlægge isoleringen i to eller flere lag med forskudte samlinger.

Et kapillarbrydende lag af grovkornede stenmaterialer skal være vasket og have en mindste kornstørrelse på 4 mm, og kan fx bestå af ral, singels eller coatede letklinker.

Der bør udføres omfangsdræn, se afsnit 2.4.3, Omfangsdræn, medmindre jorden omkring bygningen er selvdrænende. Dræn er især vigtigt, når der er stor vandpåvirkning på terrændækkets yderside, fx ved lavtliggende terrændæk.

Der kan også ske transport af fugt fra jorden ved konvektion (luftstrømning) op gennem revner og sprækker (dette vil også give risiko for opstrømning af radon). Dækkonstruktionen skal derfor udføres lufttæt.

Opstrømning af radon kan også reduceres ved at etablere trykudligning af det kapillarbrydende lag til det fri, fx ved trykudligning gennem et rør, der er ført over tag.

3.3.3 Vanddamp i rumluften

Terrændæk påvirkes af damptryk både oppefra og nedefra som følge af vanddampindholdet i luften på de to sider af konstruktionen. Forskellen i damptryk på terrændækkets overside og underside er afgørende for fugttransporten gennem dækket ved diffusion. Selvom den relative luftfugtighed i jorden som regel er næsten 100 %, er damptrykket i de fleste tilfælde højere inde i bygningen end under denne. Det skyldes, at temperaturen inde i bygningen normalt er højere end under bygningen, se figur 20.

Figur 20 er en skematisk oversigt over temperaturforholdene under en bygning med terrændæk.

Figur 20. Skematisk oversigt over temperaturforholdene under en bygning med terrændæk. Temperaturen under terrændækket er lavere end inde i huset. Fugttransport vil derfor normalt ske fra bygningen og ned i jorden. I stor dybde kan jordtemperaturen anses for at være næsten konstant.
I sommerhuse og store bygninger kan der i perioder være fugttransport fra jorden til bygningen, og det kan derfor være nødvendigt med særlige forholdsregler, fx anvendelse af fugtspærre.

På grund af damptryksforskellen transporteres fugt ved diffusion typisk ud af bygningen, så fugt fordamper fra betonens underside og kondenserer nede i jorden. Der bør normalt ikke anbringes membran/fugtspærre under betonen, fordi det hindrer udtørring nedad.

figur 21 viser den relative luftfugtighed og vanddamptryk i våd beton og fugtig jord

Figur 21. I våd beton og fugtig jord er den relative luftfugtighed 100 %, men da jordens temperatur er lavere end betonens, er vanddamptrykket i betonen større end i jorden. Derfor fordamper der vand fra betonpladens underside, så betonen med tiden ganske langsomt tørrer ud. Pilen langs 100 %-kurven på diagrammet viser diffusionsretningen. De vandrette pile viser, hvordan der ved 15 °C og 100 % RF i jorden er ligevægt med beton ved 20 °C og 73 % RF.

Så længe der er højere damptryk inde i bygningen end under terrændækket, dvs. normalt når bygningen er opvarmet, vil vanddamp fra jorden aldrig kunne kondensere på betonen eller på gulvbelægningen. Hvis betonen fx er 20 °C varm, og jorden er 15 °C, vil der være fugtligevægt, når betonen har et fugtindhold svarende til ca. 73 % RF, figur 21.

I bygninger, som kun er periodevis opvarmet, fx sommerhuse, skal der altid anvendes fugtspærre, hvis der er fugtfølsomme lag i konstruktionen. Dette skyldes, at der i kolde perioder er transport af fugt fra jorden og op i bygningen, og deraf følgende risiko for kondens på undersiden af et eventuelt diffusionstæt lag. Fugtspærren placeres normalt direkte på betonen for at hindre kondensation og opfugtning af fugtfølsomme lag længere oppe i konstruktionen.

Ved meget store bygninger vil jordlagene under midten af bygningen efterhånden blive opvarmet til nær rumtemperatur, og der kan derfor ikke regnes med en effektiv temperaturforskel mellem betonpladen og jorden under midten af gulvet. I perioder med lav temperatur i bygningen er der risiko for fugttransport fra jorden og op i bygningen, og derfor anbefales det, at der altid anvendes fugtspærre.

Der bør ikke anvendes diffusionstætte gulvbelægninger i uopvarmede eller kun periodevis opvarmede bygninger med terrændæk, se figur 22. Især skal dette undgås ved ældre bygninger, hvor der ikke er sikkerhed for, at der er kapillarbrydende lag og effektiv fugtspærre.

Figur 22 viser, at fugttransporten i et terrændæk normalt er nedadrettet.

Figur 22. Fugttransporten i et terrændæk er normalt nedadrettet, fordi damptrykket i bygningen på grund af den højere temperatur er højere end nede i jorden. I en uopvarmet bygning er jorden under terrændækket om vinteren varmere (og den relative luftfugtighed højere) end rumluften i huset. Fugttransporten gennem terrændækket er derfor opadrettet. Den vanddamp, som varmestrømmen driver opad, vil kondensere på ethvert koldt lag, som standser den. Derfor anvendes fugtspærre til at hindre opfugtning af fugtfølsomme lag højere oppe i konstruktionen. Diffusionstætte gulvbelægninger bør kun anvendes i bygninger, som ikke er permanent opvarmet, hvis der er sikkerhed for, at der er kapillarbrydende lag og effektiv fugtspærre.

3.4 Fugtspærre

Fugtspærre er nødvendig i mange terrændæk for at beskytte mod opfugtning – især fra byggefugt, jf. afsnit 2.6.2 Fugtspærre.

Kondensation af rumluftens vanddamp på oversiden af en eventuel fugtspærre i opvarmede bygninger skal hindres, fordi det kan medføre opfugtning af hele gulvkonstruktionen. Det opnås ved at placere isoleringsmaterialet, så mindst halvdelen af isolansen (normalt svarende til ca. halvdelen af isoleringstykkelsen) ligger under betonen. Derved bliver betonpladen så varm, at der ikke er risiko for kondensation. Alternativt kan det beregnes, om der er kondensrisiko. Også kuldebroer ved sokkel skal reduceres mest muligt, jf. de nyeste BR-krav til linjetab, så der ikke sker kondensdannelse på soklens inderside. Det kan fx ske ved udførelse af kantisolering mellem betonplade og fundament kombineret med opbygning af fundamentets øverste del i letklinkerblokke med midterisolering.

Placering af fugtspærre

Der er ofte usikkerhed om, hvorvidt der skal udføres fugtspærre i et terrændæk, og i givet fald hvor den skal placeres. Fugtspærren anvendes som regel primært for at beskytte mod byggefugt. Den kan derfor eventuelt udelades, hvis der med sikkerhed ikke er problemer med byggefugt, fx ved renovering, eller ved udførelse af gulve, som ikke er fugtfølsomme. Bemærk, at udeladelse af fugtspærren også kan have betydning for sikring mod opstrømning af radon.

Der skal anvendes fugtspærre i følgende tilfælde:

Ved trægulve, når betonens porefugt er over 65 % relativ fugtighed (figur 23.2).
Ved diffusionstætte belægninger, fx pvc, linoleum eller gulvtæppe med gummibagside, når betonens porefugt er over 85 % relativ fugtighed (af hensyn til limen) (figur 23.4).

Fugtspærre kan som regel udelades i følgende tilfælde;

Ved diffusionsåbne gulvbelægninger, fx fliser med diffusionsåbne fuger eller tæppebelægning uden gummibagside, når betonen er overfladetør (figur 23.1).
Ved diffusionstætte belægninger, fx pvc, linoleum eller gulvtæppe med gummibagside, når betonens porefugt er under 85 % relativ fugtighed (figur 23.3).
Når pladen i terrændækket, fx betondækket, afsluttes uden belægning. I sådanne tilfælde skal der være særlig opmærksomhed på at sikre mod opstrømning af radon på anden vis.

Figur 23 viser eksempler på principielle løsninger ved anvendelse af fugtspærre, se også afsnit 9.2.3.

Figur 23 viser opbygning af terrændæk med betondæk i opvarmede bygninger.

Figur 23. Opbygning af terrændæk med betondæk i opvarmede bygninger.

Diffusionsåben belægning, fx flisebelægning eller tæppelægning uden tæt gummibagside. Da gulvbelægningen er diffusionsåben, kan byggefugten diffundere op gennem den. Fugtspærre er ikke nødvendig, og betonen behøver blot at være overfladetør før gulvlægning.
Trægulv er fugtfølsomt, og hvis den relative luftfugtighed i betonen (porefugten) er over 65 % RF, må det derfor kun anvendes på terrændæk, hvis der udføres en fugtspærre oven på betonen. Træ-gulv kan derimod godt anvendes, hvis betonen er tør, fx på et veludtørret etagedæk.
Diffusionstæt belægning, fx pvc eller linoleum, kan lægges direkte på tør beton. Byggefugten skal inden lægning tørres ned, så betonen er i ligevægt med den højeste RF, som belægning og lim kan tåle – normalt 85 % RF.
Diffusionstæt belægning, fx pvc eller linoleum, lagt på en fugtspærre på oversiden af betonpladen. Fugtspærren er nødvendig, hvis gulvet skal lægges, før betonen er udtørret tilstrækkeligt til, at lim og belægning kan tåle det.

3.4.1 Generel konstruktionsopbygning

Terrændæk kan udføres både som tunge (traditionelle) og lette konstruktioner.

Tunge terrændæk med trykfordelende plade i form af betondæk er robuste over for fysiske belastninger i byggeperioden, og det er en gennemprøvet og velkendt konstruktion. Til gengæld tilføres byggefugt i forbindelse med støbning af betonpladen.

Et let terrændæk kan anvendes i bygninger med moderate belastninger, fx boliger. Byggefugt fra terrændækket undgås, da der kun anvendes tørre materialer. Der er derfor ikke behov for så lang udtørringstid, hvilket reducerer omkostningerne. Konstruktionen er dog ikke så robust i byggefasen, og der skal udføres selvstændige fundamenter til ydervægge og indervægge, hvis der er belastning større end svarende til én etage. I tilfælde af fundamenter, der ikke er ført til frostfri dybde, skal der etableres rottesikring.

For terrændæk, som indeholder varmerør, se afsnit 9.2.7, Gulvvarme.

3.4.2 Tungt terrændæk

Det tunge terrændæk består i princippet af kapillarbrydende lag (evt. inkl. suglag), varmeisolerende lag, trykfordelende lag (typisk beton), fugt- og radonspærre og afsluttes med gulv/gulvbelægning.

Figur 24 er et eksempel på opbygning af traditionelt terrændæk med støbt betonplade som lastfordelende lag.

Figur 24. Eksempel på opbygning af traditionelt terrændæk med støbt betonplade som lastfordelende lag. Terrændækket består af kapillarbrydende lag, varmeisolerende lag, trykfordelende lag (betonpladen), fugt- og radonspærre og afsluttes normalt med gulv på betondækket.

Fundamentet er foroven vist med blokke med midterisolering. Der er i eksemplet vist kapillarbrydende lag opbygget som en kombination af grove materialer og celleplastisolering. Dette giver mulighed for, om ønsket, at etablere sug fra laget med grove materialer. Der er omfangsdræn for at sikre mod nedsivende fugt. Terræn er med fald på mindst 1:40 væk fra bygningen, og der er anvendt mindst 150 mm sokkelhøjde for at beskytte mod fugt fra opsprøjt.

Kapillarbrydende lag

Det kapillarbrydende lag forhindrer fugt i at blive suget op i konstruktionen ved kapillarkræfter, se afsnit 2.2, Kapillarbrydende lag.

Hvis der anvendes kapillarbrydende lag opbygget af grove materialer, fx groft grus eller coatede letklinker eller som en kombination af grove materialer og celleplastisolering, kan der, om ønsket, etableres sug for at reducere opstrømning af radon fra undergrunden, se afsnit 2.2, Kapillarbrydende lag.

Varmeisolerende lag

Som varmeisolerende lag anvendes et trykfast materiale med lav varmeledningsevne. Her kan fx anvendes celleplast, trykfaste mineraluldsplader eller løse letklinker. Anvendes isoleringsmaterialer i pladeform, fx kapillarbrydende celleplastplader, bør de udlægges med forskudte samlinger. Nogle materialer kan være både kapillarbrydende og varmeisolerende, og såfremt disse kombineres uden mindst 75 mm selvstændigt kapillarbrydende lag nederst, skal de nederste 75 mm af varmeisoleringen regnes med øget varmeledningsevne (konstruktioner mod jord, jf. DS 418:2011+ Tillæg 1:2020). For mineraluld, celleplast og løse, coatede letklinker skal varmeledningsevnen for de nederste 75 mm i så fald øges med 20 % for at tage hensyn til fugt i dette lag.

Trykfordelende lag

Betonpladen fungerer som det trykfordelende lag. Betonpladen bør normalt være mindst 100 mm tyk og udført med en betonstyrke på mindst 20 MPa (beton 20). Der udføres svindarmering i begge retninger af pladen, fx Ø 5 mm pr. 150 mm. Armeringsnettet skal overlappe med mindst én maskevidde. Et betondæk udstøbt i henhold til ovenstående anses for at være tilstrækkelig tæt til at sikre mod optrængning af radon. For at reducere risikoen for radonoptrængning skal også risikoen for svindrevner reduceres, og derfor bør feltstørrelsen ikke overskride 30 m² (for kvadratiske felter).

Ved støbning af dækket bør betonen være så stiv, at den ikke trænger ned i underliggende lag. Alternativt kan der anvendes et diffusionsåbent støbeunderlag, fx geotekstil. Betonen skal tildækkes straks efter udlægning for at beskytte mod udtørring, fx med en damptæt membran. Dækket bør holdes tildækket i mindst otte dage for at reducere svind i betonen.

Dilatationsfuger i betonen kan anbringes under indvendige vægge, og der skal tætnes over dem, fx ved at klæbe eller svejse membran over fugerne. Hvis der anvendes isoleringsplader med forskudte samlinger, kan der udlægges en strimmel membran mellem isoleringen og dilatationsfugerne i betonen.

EPS-beton

Undertiden anvendes der specielle materialer til støbning af betonplader, fx EPS-beton, som har tilslag af polystyrenkugler. EPS-beton har i forhold til almindelig beton en fordel med hensyn til varmeisolering og nem bearbejdelighed.

EPS-beton anvendes i terrændæk både med og uden gulvvarme. EPS-betonlaget skal dækkes af mindst 40 mm tyndpuds i gulve uden gulvvarme og mindst 60 mm ved gulve med gulvvarme.

Der er risiko for skader på gulve ved dæk med EPS-beton, hvis de ikke udføres korrekt. Skaderne kan få konsekvenser for hele gulvkonstruktionen, fx fugtskader, revnede gulvbelægninger og sætninger ved fodpaneler. Fugtskader skyldes normalt, at der ikke er sørget for tilstrækkelig udtørring inden lægning af tyndpudslag. For at sikre tilstrækkelig udtørring er det nødvendigt at regne på ligevægten mellem fugten i EPS-betonen og i pudslaget. Udtørring tager tid, og fugtindholdet i EPS-betonen skal måles for at sikre, at det er tilstrækkeligt lavt (typisk svarende til kravet til fugtindhold før lægning af den endelige gulvbelægning). Måling af fugt kan normalt kun ske ved veje-tørre-metoden, se afsnit 9, Fugt og gulve og Byg-Erfa blad, (43) 19 10 31, Skader på gulve med EPS-tilslag (EPS-beton).

Skader med revner og sætninger skyldes ofte, at der ikke er tilsat nok cement i betonblandingen. Anvendes cementindhold på over 100 kg/m³, ses typisk ikke langtidsdeformationer i gulve med almindelig boliglast.

EPS-beton er følsom over for både for lave og for høje temperaturer i forbindelse med udførelse og udtørring. Er temperaturen lav, opnås ikke tilstrækkelig overfladestyrke, så overfladen kan smuldre. Er temperaturen for høj, kan overfladen svækkes, da vandet fordamper for hurtigt til, at hydratiseringsprocessen kan forløbe korrekt. EPS-beton tåler ikke vandpåvirkning under udtørringsprocessen.

Fugt- og radonspærre

Fugtspærren skal sikre mod fugt nedefra – især byggefugt. Fugtspærren vil normalt også fungere som radonspærre.

Som fugtspærre anvendes ofte en 0,2-0,4 mm folie, der udlægges med tapede eller klæbede overlapssamlinger (mindst 50 mm overlap). Fugtspærren kan også udføres med bitumen membraner, der svejses eller klæbes til underlaget, eller en membran påført i flydende form, fx akryl- eller epoxybaseret. Fugtspærren skal beskyttes i byggeperioden, og den kan eventuelt overdækkes, fx med gulvpap og/eller træfiberplader. For at beskytte Radon- og fugtspærre kan den eventuelt placeres imellem isoleringslagene.

Figur 25 viser, at et lavt radonindhold i bygningen sik res bedst ved en kombination af tætning mod jord og trykudligning mellem luften i jorden og indeluften og ventilation i huset

Figur 25. Et lavt radonindhold i bygningen sik res bedst ved en kombination af 1) tætning mod jord, fx med membran eller betonplade med tætning i samlinger, 2) trykudligning mellem luften i jorden og indeluften ved radonsug samt 3) ventilation af huset.

3.4.3 Let terrændæk

I et let terrændæk består den lastfordelende plade typisk af gulvspånplader. Den øvrige opbygning er i grove træk som i tunge terrændæk med hård isolering, der også virker som kapillarbrydende lag, samt fugtspærre.

Fordelen ved en let konstruktion er, at der ikke skal tages hensyn til hærdning og udtørring af byggefugt, og at den er mindre ressourcekrævende end en tung konstruktion (mindre CO₂-udledning). Desuden reduceres linjetabet langs fundamentet. Ulempen er, at der ikke som ved traditionelle opbygninger er et betonlag, der kan benyttes som gulv ved efterfølgende arbejder.

Lette terrændæk kan anvendes i bygninger med moderat belastning, fx boliger.

Lette terrændæk må ikke anvendes under vådrum.

Der stilles høje krav til planheden af afretningslaget, idet eventuelle ujævnheder eller skævheder vil forplante sig op i den færdige gulvkonstruktion.

Der udføres normalt fundament under alle ydervægge og skillevægge, så disse kan fastgøres forsvarligt og eventuelt indgå i vindafstivningen af bygningen.

Konstruktionen skal være tilstrækkelig stiv over for punktlast langs gulvets kanter, så der ikke er risiko for at påvirke fugtspærren og dens samlinger, og så der ikke opstår store mellemrum mellem gulv og fodpanel. Gulvspånpladens stivhed bevirker, at belastninger fordeles på et større areal, og sammentrykning af isoleringen reduceres. Der bør bruges isoleringsmaterialer, fx XPS, med en trykstyrke på mindst 250 kN/m² for at minimere lokale deformationer fra punktlast.

Typisk udføres et let terrændæk, så gulvet kommer i niveau med oversiden af dørtrinet ved yderdøren, fx så gulvspånpladen ligger i niveau med undersiden af dørtrin ved anvendelse af tynde (14 mm), svømmende trægulve. Gulvspånpladerne udlægges med en afstand på 10 mm til vægge og gennemføringer.

Anvendes gulvvarme i let terrændæk, kan der anvendes en sporet gulvspånplade til varmeslanger som underlag for tynde (mindst 14 mm), svømmende trægulve – forudsat, at leverandøren har dokumenteret, at kombinationen kan opfylde krav til stødlast iht. DS/EN 12871:2010.

Ved terrændæk skal der ske rottesikring af bygningen, jf. Miljøstyrelsens vejledning om forebyggelse og bekæmpelse af rotter (Miljøstyrelsen 2019). Ved lette randfundamenter med EPS-isolering, som ikke føres ned til frostfri dybde, er det nødvendigt med særlige forholdsregler for at overholde kravet om rottesikring til 600 mm under terræn.

3.5 Eksempler på opbygning af terrændæk

I det følgende gives en række eksempler på, hvordan terrændæk kan opbygges.

3.5.1 Tunge terrændæk

I tunge terrændæk anvendes som regel en trykfordelende plade af beton, mens underlaget for betonpladen kan variere afhængigt af valgt løsning til isolering, radonsikring mv.

På næste side vises først et fuldt eksempel på opbygningen inklusive samlingen til fundament mv. Derefter følger eksempler på andre opbygninger af selve konstruktionen under terrændækket, idet de generelle retningslinjer naturligvis altid skal følges.

Figur 26 viser et eksempel på tungt terrændæk med trægulv på strøer.

Figur 26. Eksempel på tungt terrændæk med trægulv på strøer. Det kapillarbrydende lag er i eksemplet udført med 150 mm grovkornet materiale, fx vasket grus eller coatede letklinker. Eventuelt etableres sugbrønd for radonsikring, og om nødvendigt kan det kapillarbrydende lag fungere som suglag for at reducere radonoptrængning. Isolering er udført med celleplast. Eventuelt lægges en mindre del af varmeisoleringen over betonlaget, som vist. Der er anvendt betonplade med en tykkelse på mindst 100 mm af beton C20/25 med svindarmering, fx 5 mm kamstål pr. 150 mm i begge retninger i midten af pladen. Oversiden af betonpladen skal være mindst 50 mm over omgivende terræn. Der udlægges fugt- og radonspærre over betondækket, fx 0,2 mm polyethylenfolie. Folien skal dække hele betonfladen og være lagt med klæbede overlæg på mindst 50 mm. Der er anvendt fundamentblokke med midterisolering af hensyn til at reducere varmetab og for at overholde krav til linjetab. Der indlægges et tyndt lag varmeisolering som kuldebroafbrydelse mellem betondæk og fundament. Der er fugtspærre mellem fundament og ydervæg (tæt forbundet til fugtspærren på dækket). Fugtspærren i ydervæggen klæbes til bagmuren. I eksemplet er gulvet udført som trægulv på strøer.

Der skal etableres niveaufri adgang ved yderdøre, fx ved lokal hævning af terræn ved alle yderdøre, jf. afsnit 3.6.1, Niveaufri adgang. Ved enfamiliehuse kræves kun, at der forberedes for etablering af niveaufri adgang.

figur 27 viser eksempler på opbygning af selve terrændækket.

Figur 27. Eksempler på opbygning af selve terrændækket.

Terrændæk afsluttet med betondæk med flisebelægning. Konstruktionen er udført med kapillarbrydende lag, fx 150 mm singels, og trykfast isolering som underlag for betonen. Der er ikke behov for fugtspærre, da der ikke er materialer, der kan skades af fugt.
Terrændæk afsluttet med betondæk uden gulvbelægning. Konstruktionen er udført med et mindst 150 mm tykt lag af løse (coatede) letklinker, som både er kapillarbrydende og varmeisolerende. På grund af den varmeisolerende virkning af det kapillarbrydende lag kan tykkelsen af den overliggende trykfaste isolering reduceres i forhold til eksempel 4 (herunder). Der er ikke behov for fugtspærre, da der ikke er materialer, der kan skades af fugt.
Betondæk afsluttet med trægulv på strøer. Denne konstruktion er udført med et mindst 150 mm tykt, kombineret isolerende og kapillarbrydende lag af løse (coatede) letklinker under betonen. Der er desuden udlagt 75 mm mineraluld mellem strøerne. På betonpladen er der udlagt en fugtspærre, som hindrer byggefugt fra betonpladen i at trænge op i trægulvet. Der sker ikke kondensation af rumluft på oversiden af fugtspærren, fordi hovedparten af varmeisoleringsevnen findes under betonpladen. Eventuelle varmerør, der føres under gulvet, skal isoleres selvstændigt, jf. DS 452: Termisk isolering af tekniske installationer (Dansk Standard, 1999b). Dette hindrer også udtørring af gulvbrædderne.
Terrændæk udført med et mindst 150 mm tykt kapillarbrydende lag af singels, hvorover der er udlagt trykfast isolering som underlag for betonpladen. Over betonpladen er yderligere udlagt trykfast isolering, fugtspærre og svømmende trægulv. Fugtspærren kan eventuelt anbringes direkte på betondækket (afhængigt af isolansen under og over betonpladen).

Figur 28 er et eksempel å fundament under indervæg, som er anvendt for at sikre bæreevnen og væggens evt. skivevirkning.

Figur 28. Eksempel på fundament under indervæg, som er anvendt for at sikre bæreevnen og væggens evt. skivevirkning. Radonsikring/fugtspærre er ført ubrudt under skillevæg.

3.5.2 Lette terrændæk

I lette terrændæk anvendes som regel en trykfordelende plade i form af en gulvspånplade (type P6 med fer/not på alle fire sider). Underlaget for spånpladen er normalt celleplastisolering, radonsikring mv.

På næste side vises eksempler på opbygning inklusive samling til almindeligt støbt fundament.

Yderligere oplysninger om lette terrændæk kan fx findes i TRÆfakta 12, Lette terrændæk.

Figur 29 er et eksempel på opbygning af let terrændæk med lastfordelende gulvspånplade.

Figur 29. Eksempel på opbygning af let terrændæk med lastfordelende gulvspånplade. Det varmeisolerende lag er i eksemplet udført af XPS (mindst 250 MN/m²), som er udlagt på plant afretningslag af komprimeret sand. Isoleringen fungerer her også som kapillarbrydende lag. Der er udlagt fugt- og radonspærre et stykke nede i isoleringslaget for at beskytte den. Fugt- og radonspærrerne på isoleringen og på fundamentet klæbes tæt sammen. Det trykfordelende lag (gulvspånplade type P6 med fer/ not på alle fire sider) er her vist afsluttet med svømmende trægulv. Der er vist tyndt mellemlag både mellem isolering og spånplade og mellem spånpladeundergulv og trægulv. Fugt- og radonspærren på fundamentets overside er foldet ned ad indersiden på fundamentet – ved indvendige vægge foldes fugtspærren ned på begge sider. Der skal etableres niveaufri adgang ved yderdøre, fx ved lokal hævning af terræn ved alle yderdøre, jf. afsnit 3.6.1, Niveaufri adgang. Ved enfamiliehuse kræves kun, at der forberedes for etablering af niveaufri adgang.

Figur 20 viser eksempler på lette terrændækskonstruktioner med radonsikring anbragt i varmeisoleringen.

Figur 30. Eksempler på lette terrændækskonstruktioner med radonsikring anbragt i varmeisoleringen. Eksemplerne viser henholdsvis a) løsning med radonsug i traditionelt, kapillarbrydende, mindst 150 mm tykt lag af grovkornede materialer, og b) løsning med radonsug fra sugplade (med kanaler, hvorfra der kan suges radon) under varmeisoleringen. Eventuelt etableres sug-brønd for radonsikring. Varmeisoleringen er i begge eksempler vist som trykfaste celleplastplader, fx XPS (mindst 250 MN/m²), udlagt på afrettet underlag af henholdsvis coatede letklinker og grus. Det er vigtigt, at underlaget er helt plant og vandret, da der ikke kan ske opretning i de efterfølgende lag. Fugt- og radonspærre er udført af banevare, fx af 0,2 mm polyethylenfolie. Folien skal dække hele overfladen og være lagt med klæbede overlap på mindst 50 mm. Folien kan placeres indtil halvt nede i varmeisoleringslaget for at være beskyttet. Der er fugtspærre mellem fundament og ydervæg, fx asfaltpap med klæbede samlinger. Fugtspærren forbindes med fugt- og radonspærren i dækket, så konstruktionen bliver lufttæt mod jord. Der etableres også fugtspærre, der leder vand ud fra hulrum i ydervæggen. Den trykfordelende gulvspånplade er af type P6 med fer/not på alle fire sider. Gulvpladen udlægges svømmende på et tyndt mellemlag. Der kan anvendes valgfri gulvbelægning ovenpå. Fundamentblokke udføres normalt af letklinkerbeton eller tilsvarende materiale med reduceret varmeledningsevne for at overholde krav til linjetab. Derved bliver varmetabet, der indgår i energiberegningen, reduceret. Der skal etableres niveaufri adgang ved yderdøre, fx ved lokal hævning af terræn ved alle yderdøre, jf. afsnit 3.6.1, Niveaufri adgang.

3.6 Andre forhold

Fugt og niveaufri adgang

I bygningsreglementet (BR18 §51) er der krav om niveaufri adgang ved alle udvendige adgangsdøre (for fritliggende enfamiliehuse dog kun krav om, at niveaufri adgang skal være forberedt).

Adgang til bygningen kan opnås ved at udføre en rampe eller anden udligning, der fører op til indgangsdøren. Generelt må ramper og udligninger højst have en hældning på 1:20 (50 mm pr. m). Det betyder, at med en sokkelhøjde på 150 mm bliver længden af rampen mindst 3 m. Ved fritliggende enfamiliehuse er der ikke krav til hældningen af ramper. Det betyder, at hældningen eventuelt kan øges, hvorved rampens længde kan reduceres. Hældningen bør dog ikke være større end 1:14 (ca. 70 mm pr. m). Ved udligning svarende til et enkelt trin kan en hældning på op til 1:10 (100 mm pr. m) dog anvendes.

Rampen skal foroven afsluttes med et vandret areal – en repos – på mindst 1,5 × 1,5 m. Reposen skal udføres, så opsamling af regnvand hindres, fx med permeabel belægning eller med et fald på 1:50 mod kanterne. Hvis der anvendes udadgående døre, skal bredden af rampen være mindst 1,7 m langs bygningens facade.

Forbindelsen mellem repos og bygning bør udføres ved hjælp af en rist, som tillader vand at passere og dæmper opsprøjt.

Figur 31 er et eksempel på adgang til hus med terrændæk etableret med rampe, som slutter med en repos på mindst 1,5 × 1,5 m.

Figur 31. Eksempel på adgang til hus med terrændæk etableret med rampe, som slutter med en repos på mindst 1,5 × 1,5 m. Mellem repos og ydervæg er der etableret en rende med rist, som sikrer, at der ikke står vand op mod den øverste del af soklen. Renden er i eksemplet udført 300 mm bred, hvilket giver god beskyttelse mod fugtpåvirkning, herunder opsprøjt.

Yderligere oplysninger om udformning af ramper og afsatser, etablering af rækværk osv. kan findes i SBi-anvisning 272, Anvisning om Bygningsreglement 2018, 2. udgave (de Place Hansen et al., 2020) og SBi-anvisning 222, Tilgængelige boliger (Sigbrand & Jensen, 2008).

Figur 32 er et eksempel på niveaufri adgang til bygning med terrændæk.

Figur 32. Eksempel på niveaufri adgang til bygning med terrændæk. Op mod indgangen er udført en rampe, og en rist er placeret mellem rampe og bygning. Renden mellem rampe og bygning skal være mindst 150 mm dyb for at sikre en sokkelhøjde på 150 mm. Renden kan med fordel udføres med bund af håndstore sten for at reducere opsprøjt. Risten kan evt. placeres skråt for at lette passagen over dørtrin, som af hensyn til tilgængelighed højst må være 25 mm højt. Risten bør om muligt være 300 mm bred og højst have en hældning på 1:8.

For at undgå rampe og terræn regulering kan der som alternativ løsning etableres en sokkelrende (‘voldgrav’) hele vejen rundt om bygningen. Denne løsning er dog fugtteknisk mindre sikker end en løsning med rampe, fordi der er større risiko for, at der kommer vandtryk på soklen. Løsningen bør derfor kun anvendes, hvor risikoen for vandtryk på soklen vurderes som meget lille, fx hvor bygningen ligger højt i terrænet eller på en skråning.

Sokkelrendens bredde bør om muligt være 300 mm og må ikke komme under 100 mm. Sokkelrender, der tilføres regnvand fra andet end facader, skal opfylde funktionskravene for afløbsrender. Sokkelrender, som tilføres regnvand fra facader fra bygninger i én etage, kan udføres uden tæt bund. Ved bygninger over en etage skal sokkelrender udføres tætte og med afløb enten til afløbssystem via sandfangsbrønd eller til nedsivning (da nedsivning fra rende til dræn har for ringe kapacitet i tilfælde af fx opstuvning i kloaksystem), jf. DS 432, Afløbsinstallationer.

Overfladen af betondækket skal ligge mindst 50 mm over det omgivende terræn for at beskytte fugtfølsomme dele i terrændækket mod evt. indtrængende fugt gennem soklen.

Figur 33 er et eksempel på udformning af terrændæk med rende (‘voldgrav’) langs ydervæg ved bygning, som ligger højt i terrænet.

Figur 33. Eksempel på udformning af terrændæk med rende (‘voldgrav’) langs ydervæg ved bygning, som ligger højt i terrænet. Renden skal sikre, at der kan opretholdes en sokkelhøjde på mindst 150 mm, så der ikke kommer vandbelastning på den øverste del af fundamentet. Oversiden af betondækket skal ligge mindst 50 mm over naturligt terræn, så vand fra renden løber ud over terrænet, hvis der sker opstuvning i renden. Rendens bredde bør om muligt være 300 mm og må ikke komme under 100 mm. Der skal være veldefineret fald på det omgivende terræn – mindst 1:40 på underlag af jord, og mindst 1:50 på terrasser osv. med fast belægning. Afløbssystemet skal være dimensioneret til at tage de ekstra vandmængder, som kan komme fra ‘voldgraven’.

‘Voldgraven’ skal være så dyb, at en sokkelhøjde på 150 mm kan opretholdes, se figur 33. ‘Voldgraven’ bør om muligt være 300 mm bred, og forsynes med en rist som forbindelse mellem terræn og døråbninger. Vandet fra ‘voldgraven’ skal afledes, fx til kloak, så større vandmængder fra smeltende sne eller kraftigt regnvejr ikke stuver op i renden. Ved lange facader, fx rækkehuse, må der ske afvanding af ‘voldgraven’ med jævne mellemrum, fx ved hvert skel. ‘Voldgraven’ kan evt. fyldes med håndstore sten for at reducere opsprøjt. I givet fald skal der oprenses mellem stenene med jævne mellemrum. Gulvet kan placeres med oversiden tæt på naturligt niveau for terræn, men oversiden af betondækket bør dog altid ligge mindst 50 mm højere end naturligt terræn (oversiden af ‘voldgraven’), se figur 33. Af hensyn til jævnlig oprensning, eftersyn mm. skal riste over ‘voldgrave’ eller render være let aftagelige.

Ydervæggene skal uanset tiltag for at sikre niveaufri adgang stadig beskyttes mod påvirkning fra fugt, herunder opsprøjt fra regnvand, ligesom soklen skal udføres vandtæt, så den beskytter mod indtrængende overfladevand. Der skal derfor, som normalt, være en sokkelhøjde på mindst 150 mm (eller for beklædninger, der ikke tåler opsprøjt, 200-300 mm).

Yderligere eksempler på løsninger med niveaufri adgang kan findes i SBi-anvisning 222, Tilgængelige boliger og SBI 2015:19, Niveaufri adgang under hensyntagen til forventede klimaændringer.

3.6.2 Varmerør

Varmerør placeret over dækket i terrændæk medfører en særlig risiko for fugtskader, fordi varmen fra rørene kan få eventuel fugt til at fordampe. Vanddampkoncentrationen kan derved blive så høj, fx på undersiden af et træ-gulv, at der er risiko for skimmelvækst eller deformation af belægningen. I terrændæk med trægulv på strøer er det derfor særlig vigtigt, at fugtspærren er effektiv under varmerørene. En kraftig bitumenmembran placeret under rørene er velegnet til formålet, idet den både er diffusionstæt og robust (og dermed ikke er så sårbar for beskadigelse under rørmontage som plastfolie). Som det fremgår af figur 34, skal varmerør varmeisoleres individuelt for at reducere varmetabet og påvirkning af omgivelserne. For yderligere oplysninger om gulve henvises til afsnit 9, Gulve, hvor oplysninger om gulvvarme findes i afsnit 9.2.7.

Figur 34 viser placering af varmerør i terrændæk

Figur 34. Placering af varmerør i terrændæk.

a. Varmerør i trægulv over betonlag. Rørene skal varmeisoleres selvstændigt og kraftigt, jf. DS 418: 2011. Det er vigtigt, at fugtspærren er effektiv for at undgå fordampning af byggefugt fra betonpladen.
b Varmerør i kanal. Der skal altid være en effektiv fugtspærre mellem betondæk og fugtfølsomt gulv, fx trægulv. Det er vigtigt, at fugtspærren er effektiv for at undgå fordampning af byggefugt fra betonpladen.

3.7 Tjekliste

Et velfungerende terrændæk opnås kun, hvis det projekteres og udføres korrekt. Nedenstående liste er nogle forhold, som erfaringsmæssigt kan volde problemer eller medføre væsentlige skader, hvis de ikke udføres korrekt, og som derfor mindst bør indgå i en tjekliste. Listen er ikke udtømmende, men kan tjene til inspiration i en aktuel byggesag.

Kontrol inden udførelse

Har terrænet veldefineret fald væk fra huset –1:40 eller mere?
Er der etableret omfangsdræn, som kan reducere fugtbelastningen på fundamentet?
Hvis bygningen ligger på skrånende terræn, bliver vand oppefra så ledt uden om bygningen?
Er der projekteret kapillarbrydende lag, fx celleplastisolering eller 150 mm tykt lag vaskede singels eller coatede letklinker?
Er der behov for radon- og/eller fugtspærre?
I givet fald, hvordan samles og tilsluttes membranen ved overgang til andre bygningsdele?
Hvis et betonlag skal fungere som radonspærre, er det så tilstrækkeligt tæt, dvs. projekteret med nødvendig revnearmering og dilatationsfuger, så feltstørrelserne ikke bliver for store. Fx 100 mm beton 20, med svindarmering af fx mindst Ø 5 mm kamstål pr. 150 mm i begge retninger i midten af pladen og feltstørrelser på højst 25-30 m²?
Er der et radonsuglag, så der er forberedt for at etablere lavere lufttryk under dækket end i indeluften?
Er der etableret tilstrækkeligt med radonbrønde fra suglaget?
Kan der senere etableres mekanisk aftræk samt aftræksrør fra radon-brøn-de til over tag?
Er der niveaufri adgang til alle yderdøre, inkl. terrasse- og altandøre (eller forberedt for det i enfamiliehuse)?
Er der etableret render ved ramper eller ‘voldgrav’ omkring bygningen?
Hvis der er projekteret ‘voldgrav’, er der da også taget stilling til bortledning af vand, fx til afløb?

Kontrol under udførelse og inden aflevering

Er terrændækket udført som projekteret? Hvis ikke, er ændringer så aftalte og dokumenteret?
Er fugtspærren blevet beskadiget? I givet fald er skaderne udbedret, så tæthed er sikret?
Er radonspærren blevet beskadiget? I givet fald er skaderne udbedret, så tæthed er sikret?
Er byggefugt håndteret, så det ikke skader andre bygningsdele?
Er det dokumenteret, at fugtniveauet var tilstrækkelig lavt, inden fugtspærre blev udlagt, og apteringsarbejder, fx lægning af trægulve, blev påbegyndt?

3.8 Renovering og efterisolering

Dette afsnit om renovering omhandler kun eksisterende konstruktioner med betondæk, som i ældre bygninger normalt er relativt dårligt isolerede. Især i bygninger opført før 1972 er varmeisoleringen typisk ringe, og desuden kan opbygningen af terrændækket give problemer med gulvbelægningen og skimmelvækst. Endelig kan et ældre terrændæk med utætheder i dækket og/eller samlinger og gennemføringer medføre højt radonniveau i bygningen. Hvis der er anvendt slagger som kapillarbrydende lag, skal det undgås at opfugte slaggerne, da det kan medføre risiko for ekspansion.

Hvis terrændæk skal renoveres og efterisoleres, er det nødvendigt at kende konstruktionsopbygningen, herunder især om der er kapillarbrydende lag. Det vil ofte være en god idé at undersøge opbygningen ved at foretage destruktive indgreb, så der er sikre forudsætninger for projektering af renovering og efterisolering. Hvis opbygningen ikke er kendt, bør der ved renovering kun anvendes diffusionstæt gulvbelægning, hvis der ikke sker ændringer i isoleringsforholdene, og diffusionstæt gulvbelægning også har være anvendt tidligere.

Undertiden er der ikke kapillarbrydende lag i en eksisterende terrændæk-konstruktion. Renovering skal i så fald altid omfatte udlægning af en effektiv fugtspærre, der samtidig skal fungere som kapillarbrydende lag. Bemærk, at dette er en absolut nødløsning, idet betonpladen – og de tilgrænsende bygningsdele – ikke beskyttes mod opfugtning nedefra. For at undgå skimmelvækst efter renovering skal betonpladen afrenses meget omhyggeligt, inden der udlægges (ny) fugtspærre. Overfladen skal holdes ren, indtil fugtspærren er udlagt. Den sikreste løsning er at anvende enten en fugtspærre, som klæbes til eller svejses på betonlaget, fx en bitumenmembran med alu-facing, eller en fugtspærre, som påføres i flydende form, fx akryl- eller epoxybaseret. Det hindrer adgang af ilt mellem beton og fugtspærre og derved skimmelvækst, som ikke er mulig uden tilgang af ilt.

3.8.1 Renovering oppefra

Terrændæk bliver normalt kun renoveret/efterisoleret oppefra, fordi det er dyrt og besværligt at fjerne betonpladen og grave ud under den. Hvis terrændækket ikke har isolering under betonpladen, skal der udvises agtpågivenhed med hensyn til placeringen af en eventuel fugtspærre.

Især ved trægulve (strøgulve) har det været almindelig praksis at udlægge fugtspærren på betonpladen og isoleringen ovenpå. Dette giver under normale omstændigheder ikke problemer, hvis der anvendes begrænsede isoleringstykkelser. Der gælder følgende generelle retningslinjer for denne type konstruktioner:

Hvis der ikke er varmeisolering under betonlaget, kan der isoleres med maksimalt 75 mm varmeisolering (λ-værdi ca. 0,036 W/mK) over betonlaget, hvis soklen er isoleret, fx hvis soklen er udført af letklinkerblokke. Hvis soklen ikke er isoleret, fx udført af beton, skal isoleringstykkelsen reduceres til 50 mm i en randzone på 1-1,5 meter fra ydervægge.
Hvis der er varmeisolering under betonen, kan der lægges mere end 75 (50) mm varmeisolering oven på betonen. Ved en samlet isoleringstykkelse på op til 150 mm kan de to lag have samme tykkelse, mens der ved større isoleringstykkelser bør være mest isolering under membranen.

Ønskes der anvendt større isoleringstykkelser, kan gulvkonstruktionen ændres og fx udføres som et svømmende gulv, hvor der anvendes trykfast isolering under en gulvplade. For at undgå kondens på overfladen af fugtspærren bør den lægges mellem to lag isolering eller helt oppe under gulvpladen. Ved ændring af opbygning til svømmende gulv, er det en forudsætning, at betonpladen er helt tør, idet der ellers er risiko for skimmelvækst på betonpladen overside.

Bemærk, at hvis der anvendes så store isoleringstykkelser, at gulvkoten ændres, kan der opstå problemer med døre, elinstallationer osv.

Etablering af gulvvarme

Af pladshensyn er det sjældent muligt at etablere vandbåren gulvvarme over et eksisterende betonlag, men hvis der er plads, kan det fx gøres, som vist på figur 35.

Etablering af gulvvarme betyder normalt øget varmetab i eksisterende bygninger, da linjetabet ved fundamentet ofte er betydeligt både på grund af manglende kuldebroisolering i området og på grund af, at isoleringsmængden i terrændækket som regel er ringe.

Som vist på figur 35, skal der etableres en effektiv og robust fugtspærre oven på betondækket, fx en bitumenmembran. Mere detaljeret behandling af gulvvarmeforhold findes i afsnit 9.2.7, Gulve, samt i Gulvvarme og gulvtyper – isoleringsforhold, skader og gener (Byg-Erfa, 2007), TRÆ 64, Trægulve – Lægning (Brandt, 2010) samt i Gulvvarme (Buhl, 2013). Her behandles også forholdene omkring gulvvarmens virkning på trægulve.

Figur 35 viser et eksempel på terrændæk med gulvvarme placeret over eksisterende betonlag.

Figur 35. Eksempel på terrændæk med gulvvarme placeret over eksisterende betonlag. Fugtspærren over betonlaget skal være effektiv og robust. Inden den lægges ud, skal betonen afrenses og holdes ren, så der ikke kan opstå skimmelsvamp under fugtspærren. Der kan fx anvendes en fuldklæbet bitumenmembran som fugtspærre, da fuldklæbning forhindrer ilttilgang til området og dermed forhindrer skimmelvækst.

3.8.1 Opbygning af nyt terrændæk

Terrændæk kan også renoveres ved mere gennemgribende metoder, hvor det eksisterende betondæk fjernes. Terrændækket opbygges i så fald efter samme principper som et nyt terrændæk med kapillarbrydende lag, fugt- og radonspærre og dermed også med god mulighed for gulvvarme i konstruktionen. Det kapillarbrydende lag kan af hensyn til radonsikring eventuelt også fungere som suglag. Mulige eksempler med betondæk er vist på figur 27. Ved udskiftning af terrændæk kan konstruktionen eventuelt ændres til let terrændæk, som beskrevet for nybyggeri.

Hvis der etableres et nyt terrændæk, skal der træffes en række forholdsregler, som er delvis illustreret på figur 36:

Bærende indervægge har typisk fundament støbt mod jord. Fundamentet er ofte kun ca. 200 mm højt og støbt sammen med betonpladen. Når betonpladen fjernes, må den skæres af langs fundamentet. Hvis der ønskes fjernet jord for at opnå større konstruktionshøjde, kan der ved fundering på lerjord udgraves til undersiden af fundamentet. Hvis der er funderet på friktionsjord (grov-silt, sand, grus og sten), må man ikke uden geoteknisk vurdering grave ned til fundaments underkant (Pedersen et al., 2011).
I ældre huse er alle indervægge ofte udført ens og må betragtes som afstivende. De kan stå på en fundamentklods, som beskrevet for bærende indervægge, men ofte står de blot på betonpladen. Afstivende vægge kan fjernes sammen med betonpladen, hvis der udføres en passende midlertidig fastholdelse, indtil de kan genopføres. Alternativt bør der ske understøtning af væggene i forbindelse med renoveringen.
Ved udgravning bør man være opmærksom på, at fundamentet understøttes for jordtryk. Dette sker typisk af indervægsfundamenter mindst pr. 6 m.
Der bør anvendes bistand fra geotekniker for at undgå sætninger, herunder differenssætningen mellem yder- og indervægge.
I overgangen mellem betonlag og eksisterende ydervægge bør der etableres kuldebroafbrydelse, så linjetab i området reduceres. Ved kælderydervægge skal dette dog undlades, da gulvet ofte indgår i det stabiliserende system. Friskæringen betyder desuden, at fundamentfladen nu skal kunne optage en eventuel excentrisk last på fundamentet.

Figur 36 viser, at der skal være mindst 20 mm kuldebroafbrydelse mod eksisterende fundament når man etableret et nyt betonlag

Figur 36. Ved etablering af nyt betonlag bør der være mindst 20 mm kuldebroafbrydelse mod eksisterende fundament. I dette eksempel er der vist trægulv på strøer, og der er derfor behov for en fugtspærre, der samtidig fungerer som radonspærre. Fugt- og radonspærren, fx en bitumenmembran, føres op bag fodpanel og sikrer derved mod opstrømning af radon. Fugt- og radonspærren kan også anbringes bedre beskyttet mellem de to lag trykfast isolering (hor det nederste lag i så fald skal være tykkere end det øverste).

I overgangen mellem betondæk og ydervæg skal lufttæthed sikres ved at klæbe en radonspærre på ydervæg og dæk. Det skal også sikres, at der er tætnet effektivt ved indervægge, rørgennemføringer mv.
For at begrænse mængden af byggefugt ved udstøbning af nyt betonlag kan der anvendes selvudtørrende beton.

For at forhindre fugtvandring skal der ske fugttæt inddækning mellem det nye terrændæk og den eksisterende konstruktion. Om muligt inddækkes mod eventuel eksisterende fugtspærre i ydervæggen. Da fugtspærren kun ligger på fundamentets overside, bliver tilslutningen normalt ikke ideel. Det skal søges at opnå effektiv forbindelse mellem fugtspærren og inddækningen, fx for pudsede vægge ved at fjerne pudsen ud for fugtspærren. Eventuelt kan der suppleres med flydende membran eller en elastisk fuge.

Hvis der ikke er fugtspærre i den eksisterende vægkonstruktion, bør den om muligt etableres for at forhindre opstigende grundfugt.

Figur 37 viser et eksempel på udskiftning af eksisterende terrændæk til nyt, let terrændæk.

Figur 37. Eksempel på udskiftning af eksisterende terrændæk til nyt, let terrændæk. Ved udskiftningen indlægges XPS celleplastisolering på afrettet gruslag som kombineret kapillarbrydende og varmeisolerende lag. Der er i eksemplet vist fugtspærre lagt nede i isoleringslaget og ført op bag fodpanel. Der er vist tætningsstrimmel til samling mellem fugtspærre over fundament og ny fugtspærre i gulv. Hvis det ikke er muligt at forbinde tætningsstrimlen med fugtspærren over fundamentet, føres den helt ned over letklinkerblok til betonfundament.