2 Konstruktiv fugtsikring

I henhold til Bygningsreglement 2018 skal bygninger “sikres mod indtrængning af vand fra grundvand og overfladevand. Bygninger skal desuden sikres mod opsugning af fugt fra undergrunden”. Det betyder bl.a., at terrændæk skal udføres på fast og tør jordbund, og at terrænet ikke må kunne udsættes for oversvømmelse. Overfladevand skal derfor bortledes, bl.a. ved at der sørges for fald på terrænet bort fra bygningen.

Dette afsnit beskriver nogle generelle, konstruktive foranstaltninger, der kan anvendes for at eliminere eller i det mindste reducere fugtpåvirkningen af bygningers konstruktioner, fx fald på terræn, kapillarbrydende lag, dræn, dampspærre, fugtspærre og vindspærre, jf. også SBi-anvisning 278, afsnit 2.4 Konstruktiv beskyttelse.

2.1 Terrænforhold

For at reducere vandpåvirkningen skal overfladevand – også ved snesmeltning og kraftig regn – ledes væk fra bygningen. Derfor skal terrænet have et fald på mindst 1:40 (25 mm pr. m) væk fra bygningen på de nærmeste 3 m fra bygningens ydervæg. For områder med tæt, fast belægning, fx fliser, kan faldet reduceres til 1:50 (20 mm pr. m). Faldet skal være til stede, også efter at der er sket eventuelle sætninger i terrænet.

Figur 1 viser, at terrænet skal udføres med fald væk fra bygningen de første 3 meter for at lede vand væk.

Figur 1. Terrænet udføres med fald væk fra bygningen mindst på de første 3 m. Derved ledes vand på terræn væk fra huset, så fugtbelastningen bliver reduceret på sokkel, fundament og kældervægge. Faldet bør være mindst 1:40 (25 mm pr. m). På områder med fast, tæt belægning, fx fliser, kan faldet dog reduceres til 1:50 (20 mm pr. m). På figuren er der vist lokalt hævet terræn ved indgangsdør og terrasse af hensyn til tilgængelighed. Om muligt laves en lokal hævning af hele terrænet omkring bygningen for at øge beskyttelsen mod vandskader ved skybrud.

For bygninger på skrånende terræn må der normalt foretages lokal terrænregulering for at sikre, at regnvand ledes uden om/væk fra bygningen. Hvis terrænet ikke kan reguleres tilstrækkeligt, må der etableres render eller ‘grøfter’, eventuelt suppleret med et afskærende dræn lige under jordoverfladen ved overgangen mellem naturligt og reguleret terræn.

Der bør stadig være fald på terrænet væk fra huset på de nærmeste 3 meter, se figur 2, som viser et eksempel med reguleret terræn og afskærende dræn.

Figur 2 viser, at udfører lokal terænregulering på skrånende terræn.

Figur 2. På skrånende terræn udføres lokal terrænregulering, fx udført med render/grøfter, for at lede overfladevand fra skråningen uden om bygningen. Der skal stadig være fald på terrænet væk fra huset også på den side, der vender mod skråningen. I eksemplet er der suppleret med afskærende dræn.

2.2 Kapillarbrydende lag

Et kapillarbrydende lag anvendes for at forhindre fugt i at blive suget op i konstruktionen ved kapillarkræfter.

Det kapillarbrydende lag udføres ofte af grovkornede materialer med korn-størrelse på mindst 4 mm. Der kan således anvendes grovkornet grus, nøddesten, ral, singels eller coatede letklinker (10-20 mm). Materialerne skal være rene/vaskede for at forhindre fugtopsugning i eventuelt smuds. Tykkelsen på kapillarbrydende lag af grovkornede materialer skal være mindst 150 mm.

Som kapillarbrydende lag kan også anvendes varmeisoleringsplader med lukket porestruktur, således at der ikke er kapillarsugning, fx XPS eller EPS. Pladerne udlægges på afrettet materiale (grus eller coatede letklinker). Hvis der benyttes varmeisoleringsplader med lukket porestruktur som kapillarbrydende lag, skal de nederste 75 mm af isoleringen regnes med en lavere lambda-værdi på grund af fugt.

Ved renoveringsarbejder anvendes undertiden fugttætte membraner i fast eller flydende form som kapillarbrydende lag, fx bitumenmembraner til påsvejsning eller epoxy til påføring i flydende form.

For at forhindre optrængning af radon fra undergrunden anbefales det at etablere et suglag som en del af det kapillarbrydende lag. Et suglag kan fx udføres som et mindst 100 mm tykt lag af nøddesten, singels eller coatede letklinker. Hvis der benyttes varmeisoleringsplader med lukket porestruktur som kapillarbrydende lag, skal der etableres et selvstændigt suglag. Dette kan fx udføres ved at benytte en såkaldt radonplade eller sugplade, som er formstøbte plader med luftkanaler. De lægges under EPS/XPS-isoleringslaget, direkte på det afrettede underlag.

2.3 Dræn

I langt de fleste tilfælde er kælderydervægge og fundamenter ikke tætte over for vandtryk. For at reducere risikoen for opfugtning af fundamenter, kældervægge og -gulve skal vandpåvirkningen på dem derfor reduceres mest muligt, især skal det forhindres, at der opstår vandtryk på konstruktionens yderside, så konstruktionerne kan holdes mere tørre. Ved at etablere et dræn omkring huset opnås det, at nedsivende vand hurtigt ledes væk fra ydersiden af fundament eller kældervæg. Kun, hvor jorden er tilstrækkeligt selvdrænende, kan dræn udelades. Dræn består af et bortledningselement, der skal lede vandet bort, og et filterelement, der skal hindre, at jord og grus trænger ind i bortledningselementet.

Dræning skal udføres i overensstemmelse med:

DS 436, Norm for dræning af bygværker mv. (Dansk Standard, 1993)
DS 430, Dansk Ingeniørforenings norm for lægning af fleksible ledninger af plast i jord (Dansk Standard, 2012c)
DS 437, Dansk Ingeniørforenings norm for lægning af stive ledninger af beton mv. i jord (Dansk Standard, 2012a).
DS 440, Norm for mindre afløbsanlæg med nedsivning (Dansk Standard, 2014)
DS 475, Norm for etablering af ledningsanlæg i jord (Dansk Standard, 2012b).

Desuden er dræninstallationer omfattet af bestemmelserne i DS 432, Afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2020) og anvisningerne i SBi-anvisning 255, Afløbsinstallationer – systemer og dimensionering (Brandt & Faldager, 2015a), SBi-anvisning 256, Afløbsinstallationer – anlæg og komponenter (Brandt & Faldager, 2015b) og SBi-anvisning 257, Afløbsinstallationer – installationsgenstande og udførelse (Brandt & Faldager, 2015c).

Jordbunds- og grundvandsforholdene omkring bygningen er bestemmende for, hvilken type dræn der kan anvendes. Jordbunds- og grundvandsforholdene klassificeres i DS 436 (Dansk Standard, 1993), som kort gengivet i tabel 1.

Tabel 1. Klassificering af jordbunds- og grundvandsforhold i forbindelse med dræning (DS 436, Dansk Standard 1993).

Klasse	Permeabilitet	Grundvandsspejl (GVS)	Beskrivelse	Vandtryk og dræn
1	Stor: k>10-4 m/s	Under drænniveau	Tilbagefyldning med permeabel jord Nedsivende overfladevand strømmer lodret mod grundvandsspejl Intet vandtryk på konstruktionen	Dræn kan evt. udelades, intet vandtryk på konstruktion
2	Lille: k<10-5 m/s	Under drænniveau	Tilbagefyldning med jord Nedsivende overfladevand strømmer mod konstruktion Intet vandtryk fra grundvand	Drænes for nedsivende overfladevand (omfangsdræn), intet vandtryk fra grundvand
3	Lille: k<10-5 m/s	Over drænniveau*	Tilbagefyldning med jord Nedsivende overfladevand strømmer mod konstruktion Grundvandsspejl sænkes i konstruktionsperiode	Vandtryk fra grundvand – inkl. nedsivende overfladevand – fjernes ved permanent dræning
4	Stor: k>10-4 m/s	Over drænniveau*	Vandtryk kan ikke fjernes uden permanent afdræning Konstruktion dimensioneres for vandtryk på vægge og gulve samt opdrift Sikring mod overskridelse af det ved dimensioneringen fastsatte vandtryk kan eventuelt ske ved dræning.	Vandtryk på vægge og gulv, dræning nødvendig ved overskridelse af det dimensionerede vandtryk

*Grundvandsspejl over drænniveau gælder både permanent og lejlighedsvis.

Dræning udelukker ikke fugt, og afhængigt af forholdene skal dræning derfor suppleres med fugtisolering samt eventuel varmeisolering af konstruktioner mod jord.

2.4 Bortledningselementet

Bortledningselementet skal bortlede det opsamlede drænvand, fx til et afløbssystem. Det består typisk af rør, fx af plast, med slidser eller huller i rørvæggen, men det kan fx også være et stendræn eller kanalplader af porøst materiale.

Et kompositdræn er et præfabrikeret drænrør, der både har filterelement og bortledningselement, fx plastdrænrør med fiberdug eller kokos rundt om eller porositrør (porøse betondrænrør).

2.4.1 Filterelementet

Filterelementet skal tillade gennemstrømning af vand til opsamling i drænledningen, samtidig med at det forhindrer uønsket transport af faste partikler fra omgivelserne ind i filterelementet og videre til bortledningselementet.

Hvis filtret omkring rørene opbygges af stenmaterialer, skal kornstørrelsen vælges, så den omkringliggende jord ikke kan tilstoppe filtret. Filtermaterialet skal desuden have en sådan kornstørrelse, at det ikke kan trænge ind i drænrøret gennem slidser eller huller. Det er væsentligt for drænets funktion, at filtret er opbygget med de rigtige kornstørrelser. I jord med sammenhængskraft mellem partiklerne (kohæsionsjord), fx fast lerjord eller silt, kan granulatet (filterelementet) eksempelvis bestå af et lag perlesten (2-8 mm) eller ærtesten (8-16 mm) eller endnu grovere materiale i forbindelse med anvendelse af Ø 80 mm hullede plastrør eller lignende.

I friktionsjord og blød kohæsionsjord, fx blød lerjord eller sandet jord, vil et filterelement af velgraderet sand med d₁₀ > 0,3 mm og 1,5 mm < d₅₀ < 2,5 mm være egnet. Her angiver d₁₀ maskevidden i en sigte, hvor 10 % af jorden kan passere, og d₅₀ maskevidden af en sigte, hvor 50 % af jorden kan passere. Drænrørenes slidser må da højst være 1,5 mm brede. Sidstnævnte filterelement kan også anvendes i fast kohæsionsjord.

figur 3 viser, at drænet skal udføres med et såkaldt filterelement for at holde jord og grus ude af drænledningen.

Figur 3. Drænet skal udføres med et såkaldt filterelement hele vejen omkring drænrøret for at undgå, at jord og grus trænger ind i drænledningen. Filterelementet kan opbygges af grus/sten eller af fiberdug. Ved opbygning med grus, som vist på figuren, skal filterlaget være mindst 100 mm tykt på alle sider af drænrøret. Tilfyldning af renden over filterelementet sker med drænende materiale.

Filterelementet skal have en tykkelse på mindst 100 mm på alle sider af bortledningselementet. Hvis filtret består af flere lag, skal hvert lag mindst have en tykkelse på 100 mm.

Filtre, der alene består af fiberdug, skal anvendes med forsigtighed. Fiberdugens porestørrelse skal vælges, så den passer til den omkringliggende jord. Der findes mange typer af fiberdug, og hvis porestørrelsen i fiberdugen er for lille, stopper filtret meget hurtigt til.

2.4.2 Vægdræn

For at undgå, at nedsivende vand lokalt skaber vandtryk, skal der op langs fundament/kældervæg placeres et drænende lag, et såkaldt vægdræn. Vægdrænet er et sammenhængende lodret lag, som fx kan udføres af isoleringsmaterialer med drænende egenskaber, grundmursplader eller drænplader. Vægdrænets opgave er at opfange overfladevand og føre det ned til omfangsdrænet, se figur 5. Vægdrænet kan også udføres af et mindst 0,2 m tykt lag veldrænende sand eller grus med d₁₀ > 0,3 mm (dvs. højst 10 % materiale med kornstørrelse mindre end 0,3 mm) eller et tilsvarende lag løse, coatede letklinker. Dette kan fx opnås ved at anvende sand eller grus ved tilfyldning.

Hvis der er etableret et effektivt vægdræn, stilles der ingen særlige krav til det materiale, der bruges som fyld.

For at sikre, at mest muligt vand afledes på terræn, tilfyldes renden øverst med mindst 0,2 meter tætnende jord, fx lermuld.

På figur 4 er vist et eksempel på opbygningen af dræn ved terrændæk.

Figur 4 viser et eksempel på reduktion af vandbelastning på ydervæggens fundament.

Figur 4. Eksempel på reduktion af vandbelastning på ydervæggens fundament. Overfladevand skal ledes bort fra bygningen, og terrænet skal derfor have fald bort fra bygningen til en afstand af mindst 3 m, se figur 1. Der er udført omfangsdræn, hvis bundløb bør placeres mindst 300 mm under den konstruktion, der skal holdes tør, og så det kapillarbrydende lag holdes tørt. Drænet placeres altid i frostfri dybde, som med de nuværende krav til isolering bør regnes som 0,75 m. Drænet er omgivet af et filterelement, som forhindrer partikler i at trænge ind i drænrøret. Tilfyldning af renden er med drænende materiale, idet der dog foroven er afsluttet med et mindst 0,2 m tykt lag tætnende jord, fx lermuld.

Figur 5 viser et eksempel på kældervæg ved vægdræn tilsluttet et omfangsdræn.

Figur 5. Eksempel på kældervæg med vægdræn, som sluttes ved omfangsdræn for at fjerne nedsivende overfladevand og undgå vandtryk på væggen. Som udvendig isolering er her anvendt polystyren. Tilfyldning er sket med drænende materiale, som foroven er afsluttet med et mindst 0,2 m tykt lag tætnende jord, fx lermuld, for at sikre, at hovedparten af nedbøren løber af på terrænet. For at reducere fugtbelastningen har terrænet fald på mindst 1:40 de første ca. 3 m fra bygningen – også efter evt. sætninger. Der er anvendt 150 mm sokkelhøjde for at undgå opfugtning af fugtfølsomme dele i ydervæggens nederste del. For at sikre mod radon er væggen pudset udvendig over letklinkerblokke, og der er desuden etableret en tæt membran mellem betongulv og fundamentklods.

2.4.3 Omfangsdræn

Bundløbet i omfangsdrænet bør være mindst 300 mm under det lag, der skal holdes tørt, fx kældergulvet. Desuden skal bundløbet altid ligge så lavt, at det kapillarbrydende lag kan holdes tørt, og så forudsætninger for beregning af varmeisoleringsevne (tør eller fugtig varmeisolering) er overholdt. Udgravningen bør dog ikke komme under underkant af fundament. Frostfri dybde for dræn regnes som 750 mm for at sikre mod frost.

Drænledningen lægges med fald på min 3 ‰ – men helst 5 ‰ – og ledningsdimensionen skal være mindst Ø 70 mm. For huse med kældre skal omfangsdrænet lægges så dybt, at det kapillarbrydende lag under kældergulvet kan afvandes til omfangsdrænet, dvs. bundløbet bør ligge under nederste punkt i det kapillarbrydende lag. For kældervægge, der ikke er vandtætte i sig selv, fx af bloksten af beton eller letklinkerbeton, er det vigtigt at beskytte ydersiden med både dræn og fugtisolering, fx vandtætningsmembran eller berapning og asfaltering. For bygninger med kælder gælder, at omfangsdrænet bør placeres tættest muligt på kældervæggen.

2.4.4 Stikdræn

Hvis grundvandsspejlet ligger højt, og der ikke er sikkerhed for, at omfangsdrænet kan hindre tilstrømning af vand inde under bygningen, kan det i særlige tilfælde være nødvendigt at udføre et såkaldt stikdræn. Nødvendigheden heraf må bedømmes i forbindelse med en geoteknisk undersøgelse af jordbundsforholdene.

I givet fald skal der udføres et drænlag under eller som en del af det kapillarbrydende lag. Udføres drænlaget som en del af det kapillarbrydende lag, må dette udføres tykkere, så dræning kan ske under det niveau, som svarer til den normale tykkelse af det kapillarbrydende lag (som skal holdes tørt). Hvis der fx anvendes løse letklinker, der normalt udlægges i 150 mm’s tykkelse, skal tykkelsen øges til 250 mm, idet dræning regnes at ske i de nederste 100 mm. Drænlaget forbindes til omfangsdrænet via stikdrænet, der dog ikke behøver at være koblet direkte på omfangsdrænet. Stikdrænet føres således igennem fundamentet, ind under betondækket – se figur 6.

Omfangsdrænet bør i forbindelse med stikdræn altid føres til afløb via pumpebrønd, så risikoen for indtrængning af vand reduceres, hvis drænet tilstoppes.

Koter og fald på stikdrænet fastlægges efter samme regler som for omfangsdræn. Koten på stikdrænets bundløb skal altid ligge mindst 300 mm under betondækkets underside og altid under undersiden af det kapillarbrydende lag. Når der anvendes stikdræn, skal lægningsdybden for omfangsdrænet øges, så der også kan etableres et fald på mindst 3 ‰ på stikdræn-ledninger.

Figur 6 viser en principiel opbygning af stikdræn ved kælderydervæg

Figur 6. Principiel opbygning af stikdræn ved kælderydervæg, som her er vist med udvendig isolering af polystyren og filterelement med sten. Stikdræn skal udføres med mindst 3 ‰ fald mod omfangsdrænet, der derfor om nødvendigt må placeres lavere end normalt. Det kapillarbrydende lag skal holdes tørt, og drænets bundløb må derfor placeres i en dybde på mindst 150 mm i det kombinerede dræn- og kapillarbrydende lag.

Hvis der anvendes stikdræn, skal der etableres mindst to stikdræn pr. bygning. Hvis det kapillarbrydende lag er opdelt i felter af fundamenter under indvendige vægge, skal der udføres et stikdræn for hvert felt.

Anvendelse af stikdræn betyder større risiko for indtrængning af radon. Derfor er tætheden af konstruktionen af stor betydning, og det kan eventuelt være nødvendigt at udføre ekstra foranstaltninger for at nedbringe radonbelastningen. Konstruktive tiltag og ventilationsmuligheder til sikring mod indtrængen af radon er fx beskrevet i SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger (Rasmussen, 2015a).

2.4.5 Netdræn

Når større flader, fx gulve, skal drænes, skal drænene ringforbindes i netdræn. Et netdræn består af et sammenhængende ledningssystem af drænstrenge under og omkring en bygning. Som regel opbygges systemet af hovedstrenge og sidestrenge, som hver dræner felter på højst 30 m². For yderligere information om netdræn henvises til SBi-anvisning 256, Afløbsinstallationer – anlæg og komponenter (Brandt & Faldager, 2015) og Byg-Erfa blad (50)19 12 13, Omfangsdræn – ved enfamiliehuse og småhuse.

2.4.6 Afløb fra drænsystem

Drænledningen tilsluttes til afløbssystemet gennem en 300 mm nedløbsbrønd. Tilslutningen skal ske mindst 200 mm over vandspejlsniveau. Tilslutningskoten skal desuden ligge over højeste opstemningskote i hovedafløbssystemet plus et sikkerhedstillæg på 0,3 meter. Nedløbsbrønden skal have sandfang, vandlås og regnvandstilløb. Desuden bør brønden sikres mod tilbageløb, så der ikke ledes vand ind i omfangsdrænet i tilfælde af opstuvning af vand i kloaksystemet, som det fx kan ske ved skybrud.

Hvis drænsystemet ikke ligger over den største opstemningshøjde i hovedafløbssystemet, skal drænvandet ledes bort gennem en pumpebrønd. Drænvandet skal pumpes fra en selvstændig pumpebrønd.

Ved drænledningers tilslutning til en nedgangsbrønd kan der i rotteplagede områder i udmundingen anbringes en aftagelig rist af kobber eller varmforzinket jern for at forhindre, at rotter trænger ind i drænledningerne.

Hvor afløbssystemet er udført som separatsystem, skal drænvandet tilsluttes regnvandssystemet. I fællessystemer tilsluttes drænsystemet normalt bygningens kloak tættest muligt ved stikledningen eller føres til faskine.

2.4.7 Vedligehold og rensning

Der skal udarbejdes en driftsvejledning for drænsystemer. Vedligehold af dræn består bl.a. i jævnlig tømning af sandfangsbrønde samt spuling af dræn, hvis funktionen er nedsat. Hvor der er monteret pumpebrønde, omfatter vedligehold også jævnligt/årligt eftersyn og vedligehold af pumpen. Forslag til indhold i en driftsvejledning er angivet i SBi-anvisning 257, Afløbsinstallationer – installationsgenstande og udførelse (Brandt & Faldager, 2015b).

Drænsystemet skal udformes, så rensning af de vigtigste drænledninger kan gennemføres. Det skal ske ved placering af gennemløbsbrønde på min. 300 mm i diameter i udvalgte knækpunkter.

Figur 7 viser et eksempel på, hvordan rensebrønde kan placeres i et drænsystem med præfabrikerede bøjninger. Ved placeringen skal der tages hensyn til, at renseværktøj vanskeligt kan passere præfabrikerede bøjninger, uden at drænledningen ødelægges. Alle bøjninger skal derfor kunne renses fra to sider via en rensebrønd. Drænsystemer skal ikke udluftes.

Hvis der ikke anvendes præfabrikerede bøjninger, kan drænledningen føres i en passende blød bue rundt om hjørner, så en spuleslange kan passere. Det anbefales, at afstanden mellem to renseadgange er højst 60 m.

Figur 7 viser et eksempel på placering af rensebrønde i et drænsystem.

Figur 7. Eksempel på placering af rensebrønde i et drænsystem. Alle hjørner kan renses fra to sider ved hjælp af adgang fra rensebrønde. Pilene angiver omfangsdrænets faldretning.

2.5 Tjekliste

Velfungerende dræn og fundament opnås kun, hvis det projekteres og udføres korrekt. Nedenstående forhold bør kontrolleres henholdsvis inden og under udførelse. Listerne er ikke udtømmende, men omfatter forhold, hvor svigt erfaringsmæssigt kan medføre væsentlige skader:

Kontrol inden udførelse

Er fundament ført til frostfri dybde?

Er der rottesikret – for punktfundamenter mv.?

Er dræn projekteret med et fald på mindst 3 ‰ (og gerne 5 ‰)?

Er der projekteret nedgangsbrønde/rensebrønde ved knækpunkter, så alle dele af drænet kan renses?

Er der etableret vægdræn ved kælderyderægge, så overfladevand hurtigt kan trænge ned til omfangsdrænet?

Er der beskrevet, at der skal lukkes af i toppen af vægdræn, så vand ikke kan trænge ned bag isoleringen?

Er der beskrevet tilfyldning af render med drænende fyld og øverst med 200 mm tætnende jord?

Er der taget højde for eventuel lejlighedsvis høj grundvandsstand (fx stikdræn)?

Er det undersøgt, om drænet kan tilsluttes direkte til afløbssystem?

Hvis ikke – er der projekteret drænpumpe?

Kontrol under og efter udførelse

Er fundament og dræn udført som projekteret? Hvis ikke, er ændringer aftalt og dokumenteret?

Er fundament ført til frostfri dybde – mindst 0,9 meter under terræn?

Er bundløb af drænrør mindst 0,75 meter under terræn?

Er der rottesikret - for punktfundamenter mv.?

Er dræn udført med det projekterede fald på 3 eller 5 ‰?

Er der etableret nedgangsbrønde/rensebrønde, så alle ledningsdele kan renses?

Er der udført vægdræn ved kælderydervægge?

Hvis ja – er opfyldning af rende sket med drænende fyld?

Er der 0,20 meter tætnende jord øverst i udgravningen?

Er der udført stikdræn, hvis projekteret?

Er drænet tilsluttet til afløbssystem som projekteret – direkte eller med drænpumpe?

Er der udført drænpumpe, hvis projekteret?

2.6 Membraner og lufttæthed

2.6.1 Dampspærre

Hvis varm luft afkøles, vil den relative luftfugtighed stige, og ved kraftig afkøling kan den blive meget høj, eventuelt kan der opstå kondens. En dampspærre anvendes for at hindre/reducere transport af vanddamp ved diffusion fra varme til kolde omgivelser – typisk fra den varme indeluft og ud i klimaskærmens konstruktioner.

Dampspærren placeres på isoleringens varme side, hvor temperaturen er så høj, at der ikke er risiko for høj RF eller kondens på overfladen.

Dampspærren skal som regel også fungere som en del af bygningens tæthedsplan og forhindre fugttransport ved konvektion (luftstrømning) igennem utætheder.

Dampspærren skal altså både hindre opfugtning som følge af diffusion og konvektion. I praksis er det normalt mere vigtigt, at konstruktionen udføres lufttæt (med et sammenhængende tæthedsplan), end at dampspærren er meget diffusionstæt.

Nogle materialer eller bygningsdele kan i sig selv fungere som ‘dampspærre’, fx en pudset bagmur af letbeton eller tegl. For andre materialer, fx pladematerialer, er der store forskelle på diffusionsmodstanden (Z-værdien). Gipsplader er fx ikke diffusionstætte, da Z-værdien for to lag gips kun er ca. 2 GPa m² s/kg. Andre pladematerialer, fx krydsfiner, kan have tilstrækkelig stor Z-værdi til at fungere som dampspærre. Da der også inden for samme materialetype kan være store forskelle på Z-værdierne, skal der i givet fald foreligge dokumentation for det anvendte materiales Z-værdi.

Figur 8 viser transport af fugt indefra og ud ved diffusion gennem klimaskærmen.

Figur 8. Der vil normalt ske transport af fugt indefra og ud ved diffusion gennem klimaskærmen. Dampspærren skal bl.a. hindre/reducere den fugttransport, der sker ved diffusion. For at undgå fugtophobning i konstruktionen skal diffusionsmodstanden af klimaskærmens materialer være aftagende udefter. Som ‘tommelfingerregel’ skal dampspærren fx have en Z-værdi på mindst 50 GPa s m²/kg, og den skal være 10 gange højere end Z-værdien for vindspærren.

Hvis de anvendte materialer ikke i sig selv er tilstrækkeligt tætte, må de suppleres med en egentlig dampspærre, typisk i form af en membran/folie, for at sikre diffusionstæthed og lufttæthed.

Ved anvendelse af dampspærre gælder:

Dampspærren skal være diffusionstæt for at hindre diffusion.

Dampspærren skal placeres på konstruktionens ‘varme side', dvs. på den varme side af varmeisoleringen. For at beskytte dampspærren, fx i forbindelse med elektrikerarbejde, kan den placeres indtil 1/3 inde i varmeisoleringen regnet fra den varme side. I bygninger med køling, fx kølehuse og skøjtehaller, skal dampspærren således placeres på udvendig side. Hvis en bygning køles i længere perioder, men ikke hele året, bør det vurderes, om der skal anvendes dampspærre og i givet fald dens type og placering.

Konstruktionen skal udføres lufttæt, fordi fugt, der trænger ud i konstruktionerne ved konvektion (luftstrømning), normalt ikke kan fjernes hurtigt nok ved ventilation eller diffusion i klimaskærmen.

Det skal normalt undgås at anvende to dampspærrer i samme konstruktion, fordi det medfører risiko for, at der ophobes fugt mellem de to dampspærrer, fx i ydervægge ud for badeværelser. To dampspærrer kan dog anvendes, under forudsætning af at begge dampspærrer ligger på den varme side af isoleringen (begge skal ligge, så der ikke er risiko for kondensdannelse, hvilket typisk betyder inden for 1/3 af isoleringstykkelsen regnet fra den varme side). Ved renoveringer, hvor der allerede er en dampspærre, kan denne altså eventuelt bevares, selvom der opsættes en ny dampspærre. Forudsætningen er, at både den nye og den gamle dampspærre ligger på den varme side af isoleringen.

I sommerhuse bør der anvendes dampspærre i lighed med i andre bygninger, bl.a. fordi sommerhuse i stor udstrækning bruges om vinteren, og mange også anvendes til helårsbrug. (Af hensyn til risikoen for skimmelvækst bør sommerhuse holdes opvarmet til mindst 5 °C hele året).

For at undgå fugtophobning skal diffusionsmodstanden gennem klimaskærmen være aftagende udefter. Som ‘tommelfingerregel’ skal diffusionsmodstanden (Z-værdien) på den varme side være mindst 10 gange højere end på den kolde side. Dampspærren skal fx have en Z-værdi, som er 10 gange højere end Z-værdien for vindspærren.

For lagdelte konstruktioner som pladebeklædte skeletvægge gælder det, at jo større forholdet mellem Z-værdien af den indvendige del og Z-værdien af den udvendige del af konstruktionen er, desto mere tør vil isoleringen være.

Materialer

Materialer, der markedsføres som damp- eller fugtspærre, er normalt banevarer, fx PE-folie (polyethylenfolie), men også andre materialer kan komme på tale, fx pladematerialer eller membraner påført i flydende form. Der bør i så fald foreligge udførlige vejledninger, herunder om, hvordan samlinger og gennemføringer udføres tætte, da de normalt anvendte anvisninger primært gælder for banevarer.

Folier, der anvendes som damp- eller fugtspærre, skal være CE-mærkede efter standarder for fleksible membraner til fugtisolering, DS/EN 13984 og DS/EN 13859-1 (Dansk Standard, 2013b & 2014).

Flydende produkter kan ikke CE-mærkes, da der ikke findes en harmoniseret produktstandard. Produkterne bør dog alligevel have dokumentation for de væsentlige egenskaber, fx i form af en ETA (Europæisk Teknisk Vurdering).

Ved påføring er det vigtigt, at membranen udføres i den korrekte tykkelse, da det er en forudsætning for at opnå den deklarerede Z-værdi (som tommelfingerregel kan en reduktion i tykkelsen medføre en tilsvarende reduktion af Z-værdien).

I det følgende omtales kun dampspærre, men omtalen gælder også fugtspærre, hvor både kravene til egenskaber og de anvendte materialer er stort set de samme.

Egenskaber

For at hindre opfugtning som følge af diffusion skal dampspærren være diffusionstæt. Normalt skal en dampspærre have en diffusionsmodstand (Z-værdi) på mindst 50 GPa s m²/kg.

Produkter med lavere Z-værdier bør kun anvendes med forsigtighed og i samråd med leverandøren af dampspærren eller en fugtsagkyndig rådgiver. Der findes fx systemløsninger på markedet, hvor der anvendes materialer med lavere diffusionsmodstand end 50 GPa s m²/kg. Hvis sådanne systemløsninger anvendes, skal det sikres, at konstruktionen opbygges, så den ikke kan skades af fugt fra bygningens indre, fx ved at dampspærre og evt. vindspærre er afpasset til brug sammen. I badeværelser bør dampdiffusionsmodstanden af dampspærre/vådrumsbehandling være mindst 100 GPa s m²/kg på grund af den ofte høje luftfugtighed.

Bestemmelse af Z-værdien kan ske ved prøvning i henhold til DS/EN 1931, Fleksible membraner til fugtisolering – Bitumen-, plast- og gummimembraner til fugtisolering af tage – Bestemmelse af vanddampdiffusionsegenskaber (Dansk Standard, 2000a), eller DS/EN/ISO 12572, Byggematerialers og -produkters hygrotermiske ydeevne – Bestemmelse af vanddamptransmissionsegenskaber – Kopmetoden (Dansk Standard, 2016a).

En damp- eller fugtspærre skal desuden have god dimensionsstabilitet, styrke og brudforlængelse og bør kunne tåle rimelige påvirkninger i form af stød og slag, fx på byggepladsen, uden at skades.

Der bør foreligge dokumentation for levetiden, fordi konstruktionen skal kunne fungere i mange år. Levetiden kan fx vurderes på baggrund af accelererede ældningsforsøg. Dokumentationen bør også omfatte levetiden for tilhørende hjælpematerialer som butylbånd, tape, folieklæber, manchetter og fugemasse, da det er levetiden af den samlede konstruktion, som i sidste ende er vigtig.

Det anbefales, at der så vidt muligt anvendes ‘systemløsninger’, dvs. hvor dampspærrematerialet og tilhørende hjælpematerialer som tape, folieklæber, manchetter og fugemasse kommer fra samme leverandør. Derved sikres bedst, at de anvendte materialer kan anvendes sammen med godt resultat.

Plastdampspærrer

En stor del af traditionelt anvendte plastdampspærrer er fremstillet af polyethylen (PE).

Plastdampspærrer fås i forskellige tykkelser med eller uden armering – afhængig af krav til diffusionsmodstand og robusthed. De fleste plastdampspærrer kan normalt opfylde kravene til diffusionsmodstand.

Dampspærren skal være tilstrækkelig robust til at kunne tåle håndtering og montering på byggepladsen. Eksempelvis vil løsthængende dampspærreoverlæg ved dampspærresamlinger i træelementer kunne blive udsat for store mekaniske påvirkninger. Man bør benytte dampspærrer med stor trækstyrke, brudforlængelse og rivstyrke, fx svarende til 0,2 mm PE-folie. Alternativt bør leverandøren dokumentere, at egenskaberne er tilstrækkelige, fx svarende til en almindelig 0,2 mm PE-dampspærre.

Alu-baserede dampspærrer

Alu-baserede dampspærrer er opbygget med et tyndt lag aluminiumsfolie som diffusionsbremsende lag. Aluminiumslaget har normalt en tykkelse på 7-30 µm (1 µm = 10^-6 m).

Disse dampspærrer findes i forskellige udformninger, men alle har som udgangspunkt en alufolie, der er klæbet til et bærelag. I den mest simple udformning er bærelaget blot et lag kraftigt papir. I mere avancerede produkter anvendes fx plastlaminering med HDPE eller LDPE og/eller armeringsvæv for at øge modstandsevnen mod kemiske (alkaliske) påvirkninger fra omgivelserne og for at øge robustheden.

Ubeskyttet aluminium kan nedbrydes i alkalisk miljø, fx i stalde, eller ved kontakt med fugtige, cementbaserede materialer. Kondens i fugtigt miljø, hvor der tillige findes klorid, fx i svømmehaller, kan føre til punktformig korrosion.

Bemærk, at alu-foliens reflekterende virkning – i praksis – er stort set uden betydning for varmetransporten. Det er derfor også uden betydning, hvilken vej alufolien vender.

Bitumenbaserede dampspærrer

Ved specielle anvendelser eller ved store fugtbelastninger kan tagpap anvendes som dampspærre. Det forudsætter dog, at der etableres fast underlag for dampspærren. De typer membraner, der anvendes indendørs, skal være deklarerede til denne type brug (ingen lugtgener).

Tagpap kan gøres fuldstændig lufttæt, ved at samlingerne svejses eller klæbes. Ved krav om meget stor diffusionsmodstand findes tagpap med alu-indlæg.

Fugtadaptive dampspærrer

Fugtadaptive dampspærrer er dampspærrer med diffusionsegenskaber, som afhænger af omgivelsernes fugtindhold. De anvendes primært i tagkonstruktioner. Ved lav relativ luftfugtighed er fugtadaptive dampspærrer diffusionstætte (fungerer som dampspærre), mens de ved høj relativ luftfugtighed er diffusionsåbne. Ved høj relativ luftfugtighed tillader materialerne derfor fugt at trænge igennem (de fungerer således ikke som dampspærrer ved høj relativ luftfugtighed). Det gælder derfor generelt, at fugtadaptive dampspærrer ikke kan anvendes til at spærre for byggefugt.

Fugtadaptive dampspærrer kræver særlige betingelser for at fungere korrekt, da de er afhængige af, at der sker opvarmning af taget ved solstråling i sommerperioden. Anvendelsen er derfor typisk begrænset til flade tage (hældning < 10°) og til tage med ensidig taghældning mod retninger fra sydøst over syd til sydvest. Tagdækningen skal være mørk, fx tagpap, mørk tagfolie eller zink. Der skal udvises særlig opmærksomhed, hvis fugtadaptive dampspærrer ønskes anvendt i fugtbelastningsklasse 3. Fugtadaptive dampspærrer frarådes anvendt i fugtbelastningsklasserne 4 og 5, se afsnit 8.4 og SBi-anvisning 273, Tage (Brandt et al., 2019).

De fleste dampspærrematerialer i form af membraner/folier er tættere end ovenstående krav om en Z-værdi på mindst 50 GPa s m²/kg. I lette ydervægge og tagkonstruktioner anvendes således ofte folier, fx PE-folie, med Z-værdi på ca. 500 GPa s m²/kg.

Årsagen til, at der anvendes så kraftige folier, er et ønske om at få robuste materialer, der kan tåle påvirkningerne på en byggeplads. En folie kan imidlertid blive så kraftig, at den er vanskelig at arbejde med. I så fald er det bedre at vælge en tyndere folie, der kan udføres med lufttætte samlinger og gennemføringer. Folien skal dog stadig være så robust, at den ikke let ødelægges.

Samlinger og gennemføringer

For at opnå en tæt klimaskærm (et sammenhængende tæthedsplan) er det vigtigt, at samlinger, gennemføringer og tilslutninger projekteres og udføres, så der opnås lufttæthed.

Generelt gælder, at hjælpematerialer, fx tape, manchetter og fugemasse, skal være forenelige med den anvendte dampspærre – og helst dokumenteret ved uvildig afprøvning. Den sikreste løsning opnås ofte ved at anvende et dampspærresystem, dvs. en løsning, hvor leverandøren af dampspærren også leverer tilbehør, som passer til den valgte dampspærre. Siden 2014 har DUKO (Dampspærre- og undertagsklassifikationsordning, www.duko.dk) klassificeret dampspærresystemer. Denne klassificering kan eventuelt bruges til at vælge et egnet system.

Hvis tæthedsplanet gennembrydes, skal der anvendes løsninger, der sikrer, at klimaskærmen fortsat er lufttæt, fx samlinger på fast underlag og gennemføringer med flanger. Hvis tæthedsplanet udgøres af en tung væg, kan der anvendes tilsvarende løsninger, fx propper til gennemføring af kabler, se figur 9.

Figur 9 viser at tunge konstruktioner uden dampspærre kan bruge særlige løsninger.

Figur 9. Ved tunge konstruktioner uden dampspærre kan der anvendes særlige løsninger, fx som vist her elastiske ‘propper’ til gennemføring af kabler. Propperne skal slutte tæt både til de gennemførte kabler og den omgivende konstruktion.

Samlinger, gennemføringer og tilslutninger skal generelt udføres med fast underlag, fx 15 mm krydsfinerplade, så det er muligt at trykke samlingen efter montering. Samlinger udført med butylbånd eller tape skal trykkes efter monteringen, fx med nylonrulle. Tape bør være mindst 40 mm bred.

Samlinger eller tilslutninger udføres med mindst 50 mm overlæg. For at opnå god lufttæthed skal alle samlinger, tilslutninger og gennemføringer som hovedregel sikres yderligere ved klæbning. ‘Klæbning’ benyttes her som fællesbetegnelse for løsninger udført med tape, folieklæber eller fugebånd, fx butylbånd, se figur 10. Klæbemidler og fugemasser skal være forenelige med den anvendte dampspærre – helst dokumenteret ved uvildig afprøvning.

Mange dampspærrer er vanskelige at klæbe på, fordi de har en overflade, som er svær at opfugte. Det gælder fx PE folie, som er et af de mest anvendte materialer. Samling mellem to lag PE-dampspærre kan fx udføres med butylstrimmel, hvorimod klæbning med folieklæber (dispersionsklæber) bør undgås, da folieklæberen hærder ved at afgive fugt. Anvendes der folieklæber, skal den kunne klæbe til både underlag og dampspærre. Typisk bør mindst det ene lag, der indgår i klæbning med folieklæber, være sugende, fx tegl eller træ, Folieklæber kan anvendes mellem to lag lamineret dampspærremembran, da bagsiden her vil fungere som sugende lag.

Figur 10 viser, at dampspærrer skal samles med mindst 50 mm overlap.

Figur 10. Samling af dampspærrer skal udføres med mindst 50 mm overlap, der samles med tape (a) eller ved klæbning med fugebånd eller lim (b). Lufttæthed kan kun sikres, når samlingen sker på fast underlag. Den sikreste samling (c) opnås ved at anvende en tapet eller klæbet samling, som også er klemt. Klemte samlinger (d) uden tape eller klæbning, som tidligere var almindelige, kan ikke sikre lufttætheden.

Der er kommet en række nye materialer på markedet, som har fået forbedret klæbeevnen ved forskellige overfladebehandlinger. Det kan både være en fysisk behandling af selve plastmaterialet eller anvendelse af laminerede/armerede produkter, hvor klæbning sker på armeringen, som fx kan være en bærevæv anvendt som bagside. For plastmaterialer hænger klæbeevnen sammen med overfladespændingen, der bør være så høj som mulig, for at få den bedste vedhæftning. En ubehandlet PE-folie har typisk en overfladespænding på 30-32 mN/m, mens PE-folier med overfladebehandling, fx Coronabehandling, typisk har overfladespændinger på 38-42 mN/m. (undertiden anvendes enheden dyn/cm, som har samme størrelse, men bruger andre enheder for længde mv.).

Det betyder, at en del produkter har forskellige egenskaber af for- og bagside. For at sikre et godt resultat ved brug af denne type produkter, bør der altså så vidt muligt kun klæbes på forsiden (siden med forbedret klæbeevne). Ved overlapssamlinger, fx over stolper på vægge, kan den bedste løsning derfor være at bruge tape, som kommer til at sidde på `den rigtige side’ på begge baner. Anvendes butylstrimmel ved overlapssamlinger vil strimlen komme til at hæfte mod en side, som ikke er behandlet, hvilket medfører dårligere vedhæftning.

Holdbarheden af samlinger med dobbeltklæbende tape, folieklæber eller butylstrimmel kan forbedres ved at fastholde dem med klemlister.

Figur 11 viser et eksempel på utætheder i dampspærre på grund af ukorrekt samling

Figur 11. Eksempel på utætheder i dampspærre, fordi samling ikke er udført korrekt over fast underlag. Fast underlag giver mulighed for at gnide tape godt mod de to baner, der skal samles.

På træ og andet sømfast materiale opsættes dampspærren med korrosionsbestandige hæfteklammer. Hæfteklammerne bør anbringes med ca. 100 mm afstand og i forlængelse af hinanden, se figur 12, for at sikre mod skader, når dampspærren udsættes for vindtryk, herunder lufttæthedsprøvning. På stålskelet opsættes dampspærren med dobbeltklæbende tape, eller eventuelt fastklæbes den med specialklæber efter producentens/leverandørens anvisninger.

Figur 12 viser, hvordan man opsætter dampspærren med klammer.

Figur 12. På træskelet opsættes dampspærren med klammer, som anbringes i forlængelse af hinanden på lige linje og med ca. 100 mm afstand for at sikre mod skader, når dampspærren udsættes for vindtryk, herunder lufttæthedsprøvning.

Ved gennemføringer skal den gennemførte genstand, fx rør eller ventilationskanal, fastgøres til underlaget. Herved sikres det, at der ikke opstår uønskede bevægelser, og således kan opnås en god og holdbar samling. Der tætnes omkring gennemføringen, fx med egnet tape eller fugemasse. Til nogle – især mindre – gennemføringer, fx kabler eller mindre rørdimensioner, findes der ofte særlige hjælpematerialer, fx manchetter, som er beregnet til formålet, og som normalt sikrer lufttætheden bedst, se figur 13.

Figur 13 viser eksemper på gennemføringer.

Figur 13. Eksempler på gennemføringer. Til venstre gennemføring af kanal udført med fast underlag. Dampspærren klæbes til flangen med tape. Til højre eksempel på manchet, som er velegnet til gennemføring af mindre rør eller kabler.

Ved afslutninger mod faste vægge mv. bør dampspærren udføres med lidt ekstra materiale – i en blød bue, se figur 14. Herved sikres det, at mindre bevægelser/deformationer kan optages, uden at dampspærren og samlingen udsættes for trækpåvirkning.

Figur 14 viser, at man med fordel afslutter dampspærren mod faste konstruktioner.

Figur 14. Dampspærren afsluttes med fordel mod faste konstruktioner, fx vægge, med en ‘blød bue’, så evt. bevægelser i konstruktionen ikke forårsager træk i samlingen.

Figur 15 er et eksempel på tilslutning af dampspærre i loftskonstruktion til tung bagmur.

Figur 15. Eksempel på tilslutning af dampspærre i loftskonstruktion til tung bagmur. Dampspærren udgør tæthedsplanet i loftet. Den samles tæt med en strimmel dampspærre, som er lagt under (og samlet tæt mod) remmen på bagmuren. Remmen er lokalt gjort 20 mm smallere ved udskramning for at give plads til installationer. El-dåsen ligger inden for dampspærren og er fastgjort til den bagvedliggende konstruktion.

Yderligere eksempler på tilslutning og samling af baner af dampspærrefolie er vist under de enkelte bygningsdele.

Forhold vedrørende montering af dampspærre er nærmere beskrevet i SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007) og Byg-Erfa blad (39) 11 11 22, Dampspærresamlinger og tætningsmidler. En ‘trin for trin’-beskrivelse af løsninger findes på www.membranerfa.dk.

Dampspærre ved renovering

Ved renovering er en gennemgang og vurdering af konstruktionerne altid nødvendig for at sikre, at der ikke er opfugtning i de eksisterende konstruktioner, og for at sikre mod opfugtning i de renoverede konstruktioner – især hvis der i forbindelse med renoveringen også sker ændring af anvendelsen af bygningen, som medfører større fugtbelastning. Hvis fugtbelastningsklassen ved den fremtidige brug vurderes at blive højere end den nuværende, bør der tages hensyn til det ved vurdering af, om dampspærre er nødvendig.

Nogle konstruktioner er mere risikobehæftede end andre, fx er profilbrædder opsat på puds mere risikobehæftet end profilbrædder opsat på plastfolie (dampspærre). Andre opmærksomhedspunkter ved undersøgelse er loftslemme og andre gennemføringer, som skal kontrolleres og udbedres/udskiftes i nødvendigt omfang.

Hvis der i forbindelse med renovering skal ske omlægning af installationer, bør det overvejes, om omlægningen kan ske, så etablering af ny dampspærre kan lettes; især bør det undersøges, om omlægningen kan ske, så antal gennemføringer kan reduceres eller helt undgås.

Som regel er det ikke det store problem at udføre dampspærrer på store reelle flader. Problemerne findes især ved detaljerne, fx gennemføringer og tilslutninger. Alle detaljer bør projekteres, og det bør ske, så detaljerne også er bygbare.

For at sikre mod opfugtning af fugt indefra bør der ved nybyggeri i lette konstruktioner altid anvendes dampspærre. Det samme gælder ved renovering i de tilfælde, hvor det vurderes nødvendigt for at sikre mod opfugtning.

Undertiden høres indvendinger, som især begrundes med, ‘at bygningen skal kunne ånde’ eller, at ‘man ikke vil bo i en plasticpose’. Disse indvendinger er grundløse, idet selv de mest diffusionsåbne materialer højst kan bidrage med 10 % af det nødvendige luftskifte.

Vigtige forhold vedrørende dampspærre
Materialet skal være diffusionstæt – Z-værdi over 50 GPa s m²/kg.
Dampspærren skal placeres på den varme side – eventuelt indtil 1/3 inde i isoleringslaget.
Lufttætheden – som hindrer konvektion – er ofte vigtigere end diffusionsmodstanden. Alle detaljer bør projekteres, og detaljerne skal være bygbare.
Tæthed skal også omfatte samlinger, gennemføringer og tilslutninger.
Som ‘tommelfingerregel’ skal dampspærren have en Z-værdi, som er 10 gange højere end Z-værdien for vindspærren.
Egenskaberne er vigtige – især bør levetiden dokumenteres.
Ved køle- og fryserum gælder særlige regler for placering af dampspærren, og der kræves normalt en beregning af konstruktionen.

2.6.3 Lufttæthed

Typisk er det en af dampspærrens væsentligste opgaver at bidrage til bygningens lufttæthed. Der er indført krav til lufttæthed i bygningsreglementet for at hindre energispild, ved at varm luft strømmer ud gennem tilfældige utætheder i klimaskærmen.

Lufttætheden er også vigtig for at hindre, at varm indeluft trænger ud i koldere områder af klimaskærmen. Det skyldes, at hvis varm indeluft trænger ud i konstruktionen og bliver afkølet, vil RF stige i takt med, at luften bliver afkølet. Dette medfører risiko for opfugtning og skimmelvækst mv. i klimaskærmen.

Lufttætheden reducerer energiforbruget og øger komforten, fordi trækgener elimineres. Desuden er lufttætheden en fordel med hensyn til brand- og lydtætning og til at undgå lugtgener fra naboer.

Tæthedsplanet

Tæthedsplanet er betegnelsen for et sammenhængende lufttæt plan, som både skal sikre mod, at kold udeluft trænger ind i bygningen, og mod at varm, fugtig indeluft trænger ud i konstruktionerne, se figur 16.

For at sikre lufttætheden kræver det, at:

Materialerne i tæthedsplanet selv er lufttætte
Samlinger, gennemføringer mv. er udført (luft)tætte.
Projektering af en tæt klimaskærm kræver kendskab til:
Aktuelle krav til lufttæthed i bygninger
Tæthedsplanets betydning
Materialerne i tæthedsplanet
Betydningen af bygningens udformning
Udførelse af lufttætte bygningsdele
Lufttæthedsundersøgelser ved trykprøvning.

Figur 16 viser, at tæthedsplanet skal være sammenhængende/tæt.

Figur 16. Tæthedsplanet (vist med rød streg) skal være sammenhængende/tæt, dvs. så der ikke er mulighed for, at kold udeluft trænger ind i bygningen, eller at varm, fugtig indeluft trænger ud i konstruktionerne.

Aktuelle krav til lufttæthed (2021)

Bygningsreglementets lufttæthedskrav er baseret på den største tilladelige luftstrøm gennem bygningens klimaskærm, q_F₅₀ (herefter betegnet utæthed) – ind eller ud af bygningen – ved en trykforskel på 50 pascal (Pa) mellem ude og inde. Beregninger udføres normalt ud fra bygningens bruttoetageareal.

Bygningsreglementets krav til lufttæthed er, at luftstrømmen, q_F₅₀, er højst 1,0 l/s pr. m². Det svarer for et hus på ca. 150 m² til, at det samlede areal af utilsigtede utætheder er ca. 270 cm² (ca. svarende til størrelsen af et A5-ark). For bygninger i lavenergiklasse er kravet, at luftstrømmen, q_F₅₀, er højst 0,7 l/s pr. m²opvarmet etageareal.

Passivhuse benyttes ikke som begreb i bygningsreglementet. Ved certificering af passivhuse stilles der krav til luftskiftet i forhold til nettovolumen. Kravet svarer til, at luftstrømmen, q_F₅₀, er omtrent 0,4 l/s pr. m²– afhængigt af design og størrelse.

Materialer i tæthedsplanet

Valget af materialer til tæthedsplanet er afgørende for, hvor tæt der kan bygges.

Nogle materialer eller bygningsdele kan i sig selv fungere som luftspærre, fx en pudset bagmur af letbeton eller tegl, mens andre ikke er lufttætte. Der kan være store forskelle på lufttætheden – også inden for samme materialetype – og der bør derfor foreligge dokumentation for det aktuelle materiale. Et eksempel er OSB-plader, hvor der er stor forskel i tæthed afhængigt af type og fabrikat. Uanset type vil OSB-plader ikke have en Z-værdi på 50 GPa ∙ s ∙ m²/kg, så anvendelse som dampspærre kræver, at materialerne længere ude i konstruktionen er meget diffusionsåbne (Z-værdi < 1/10 af pladens).

PE-folie, der anvendes til tæthedsplan, vil typisk give små folder og utætheder i samlinger på grund af foliens stivhed. Fugtadaptive dampspærrer er typisk tyndere og lettere at klæbe på, og der kan derfor opnås bedre tæthed med disse.

Konstruktioner udført med porebeton eller murværk er typisk ikke lufttætte i sig selv, og der skal typisk ske overfladebehandling, fx med puds. Beton anvendt som tæthedsplan kan derimod give næsten fuldstændig tæthed.

Erfaringen viser dog, at fuldstændig tæthed ikke kan opnås i praksis på grund af indflydelse på lufttætheden fra detaljerne, fx ved åbninger eller samlinger i den tætte beton.

Bygningens udformning

Bygningens udformning har stor betydning for, hvor let det er at sikre lufttætheden af bygningens klimaskærm. Jo mere kubisk en bygningskrop er, desto mindre er overfladen i forhold til rumfanget, og desto lettere er det at overholde tæthedskravet.

Detaljerne spiller en væsentlig rolle for muligheden for at udføre lufttætte bygninger. Desto simplere bygningens udformning er, jo færre vanskelige detaljer skal der projekteres og udføres, og jo lettere bliver det at gøre bygningen lufttæt.

Detaljerne skal både projekteres og udføres korrekt for at sikre lufttæthed – det gælder især følgende, hvor der ofte viser sig problemer:

Fundament
Vinduer
Tagfod
Gennembrydninger i loft
Kipbjælke
Skillevægge
Ovenlys/loftslem.

Detaljerne skal være bygbare, dvs. de skal kunne udføres sikkert også på en byggeplads.

Tæthedsplanet skal føres op over indervægge, kipbjælke og andre bærende bjælker i loftkonstruktionen.

Figur 17 er et eksempel på detalje ved samling mellem ydervæg og loft.

Figur 17. Eksempel på detalje ved samling mellem ydervæg og loft. En strimmel dampspærre er anbragt (fastgjort) til bagmuren. Topremmen er lidt smallere end bagmuren og monteres, så den klemmer dampspærrestrimlen mod bagmuren. Strimlen foldes op langs remmen og fastgøres til undersiden af spærfødderne. Senere tapes samlingen mellem strimmel og dampspærre i loftet på fast underlag.

Yderligere oplysninger om lufttæthed findes i Trykprøvning af bygninger – Del 1 Baggrund, Teknologisk Institut, (Thor Hansen et al., 2021) og i Byg Erfa bladene (99) 20 04 27, Bygningers lufttæthed og (99) 16 08 31, Lufttæthed i ældre bygninger – efter renovering og fornyelse.

2.6.4 Fugtspærre

Fugtspærre er betegnelsen for et materialelag, som hindrer opfugtning fra fugt i flydende form (vand), herunder fugtopsugning fra jord, fundament eller andre bygningsdele. Fugtspærren er typisk en membran bestående af et materiale, som stopper fugtens vandring, fx bitumen eller plast.

Fugtspærre anvendes især for at hindre opsugning af grundfugt eller afgivelse af byggefugt, fx fra betongulve. De anvendes dog også i andre forbindelser, fx til hindring af opfugtning af vinduer og døre i ydervægge.

Ved etablering af fugtspærre er det vigtigt at sikre tæthed overalt, så der fx ikke kan suges fugt op udenfor eller trænge vand ind bag fugtspærren. I fundamenter skal det fx sikres, at pudsen afbrydes ud for fundamentpappen (som også kan være en plastmembran/murfolie), da pudslaget ellers kan fungere som en væge, der kan trække fugt op forbi fugtspærren.

I hule ydervægge skal fugtvandring fra formur til bagmur forhindres, og der skal indlægges fugtspærre, hvor hulrum afbrydes eller afsluttes, så eventuelt indtrængende vand ledes ud og ikke optages i bagmuren eller tilstødende bygningsdele.

Der skal også indlægges fugtspærre over vinduer mv., så eventuelt indtrængende vand, fx fra slagregn, ledes ud.

Hvis en hulmur føres op over en tagflade, skal der indlægges en fugtspærre, så regnvand ikke kan løbe ned i underliggende konstruktioner.

figur 18 er et eksempel på fugtspærre udlagt på terrændæk.

Figur 18. Eksempel på fugtspærre udlagt på terrændæk. Fugtspærren på dækket er samlet tæt med fundamentspappen (som også kan være en plastmembran/murfolie). Fundamentspappen er ført ind på dækket og er klæbet eller svejset fast på betonen. Fugtspærren er lagt med overlæg over fundamentspappen, hvilket både sikrer mod kapillær opsugning af fugt og mod radon. Ved renovering af terrændæk kan en fugtspærre eventuelt klæbes på betonpladen som kompensation for manglende kapillarbrydende lag.
Tilsvarende kan en påklæbet fugtspærre anvendes til afspærring mod fugt i betonpladen efter vandskade.

Ved renoveringsopgaver anvendes undertiden en fugtspærre på et eksisterende terrændæk som erstatning for et kapillarbrydende lag under betondækket. Den sikreste løsning i denne forbindelse er at udføre en fugtspærre, som ikke tillader adgang af ilt, fx en påklæbet tagpap eller en dampspærre påført i flydende form. I givet fald skal der udvises påpasselighed med ikke at tilsmudse betondækket, idet organisk smuds i forbindelse med den opfugtning, der sker ved etablering af fugtspærren, kan forårsage skimmelvækst. De samme forhold gør sig gældende, hvis der skal spærres mod fugt efter en vandskade, fx rørbrud eller oversvømmelse.

Yderligere oplysninger findes fx i Fugtspærre i murværk (Bunch-Nielsen & Christensen, 2002), Vejledning om fugtspærre i murværk (Teknologisk Institut, 2013), Konstruktionsdetaljer, på www.mur-tag.dk og på
www.de10bud.dk/webinarer.

2.6.5 Vindspærre

Undertiden er det nødvendigt at anvende en vindtæt afdækning oven på isoleringen i ventilerede tagkonstruktioner eller uden på eller i de yderste lag af isoleringen i ventilerede lette facadekonstruktioner. Formålet er at undgå luftstrømning i isoleringsmaterialet og deraf følgende reduktion af isolansen.

Vindspærren kan være et fast materiale, fx asfaltimprægnerede, bløde træfiberplader eller fibercementplader, eller diffusionsåbne banevarer, fx asfaltpap eller kunststoffolier. Nogle mineraluldsplader til udvendig varmeisolering har integreret ‘vindspærre’ – enten i form af en vindtæt banevare på ydersiden eller en hårdere, tættere type mineraluld yderst.

Der er ikke altid behov for en vindspærre, fx i tage, da vindhastigheden i nogle konstruktioner vil være ringe, inden vinden når ind til varmeisoleringen, og derfor ikke kan trænge ret langt ind i varmeisoleringen. I sådanne tilfælde er det derfor reelt kun en lille del af varmeisoleringen, der påvirkes. Vindspærre kan normalt udelades i tage ved lavt byggeri, hvor den bagvedliggende konstruktion kan anses for tæt.

Egenskaber

Vindspærrens vigtigste funktion er at forhindre, at der blæser luft gennem varmeisoleringen, så den ikke er effektiv. Vindspærren skal derfor være lufttæt og skal udføres med lufttætte samlinger, gennemføringer mv.

Valg af vindspærre skal altid ske under hensyntagen til, hvordan konstruktionens regnskærm er udformet, og hvor tæt den er over for nedbør. Det kan ikke undgås, at mindre mængder fugt vil trænge igennem regnskærmen, fx i forbindelse med slagregn eller fygesne. Vandpåvirkning vil også forekomme i byggefasen, hvor vindspærren måske midlertidigt bliver eksponeret for vind og vejr, indtil den endelige regnskærm er monteret. Vindspærren skal derfor være (fugt)bestandig og så vidt muligt også modstandsdygtig mod skimmelvækst.

Vindspærrematerialer må ikke indeholde salte, som kan opsuge fugtighed og derved øge risiko for vækst af skimmelsvamp, fx MgCl₂.

For at undgå fugtophobning i konstruktionen skal vindspærren have en passende lille diffusionsmodstand i forhold til diffusionsmodstanden af en evt. dampspærre og andre lag på det vindtætte lags varme side. Hvis der er for tætte lag i konstruktionen, kan fugt, som er diffunderet ud indefra, ikke passere ud til det fri, hvilket kan medføre fugtophobning i klimaskærmen. Vindspærrens diffusionsmodstand (Z-værdi) bør højst være 1/10 af dampspærrens diffusionsmodstand. Ofte anvendes vindspærrer med en Z-værdi under 5 GPa s m²/kg.

Bygninger med et indeklima svarende til fugtbelastningsklasse 1 eller 2 kan dog – efter en fugtteknisk vurdering af den aktuelle konstruktion – undertiden udføres med blot en faktor 5 i forskel mellem diffusionskoefficienterne.

Hvis der anvendes ‘systemløsninger’, hvor der indgår dampspærre med lav Z-værdi, er det særligt vigtigt, at der også anvendes den tilhørende vindspærre, så der er sikkerhed for, at der ikke sker fugtophobning.

Foruden de primære ydeevnekrav – at forhindre fugtophobning og luftgennemgang i varmeisoleringsmaterialet – skal vindspærren også tilgodese eventuelle brandtekniske krav.

Ydervægge i bygninger i en og to etager, der er sprinklede, kan udføres med en regnskærm af materiale-klasse D-s2,d2 (klasse B-materiale). I disse tilfælde stilles der krav om, at der anvendes en vindspærre af klasse K₁ 10 B-s1,d0 (klasse 1-beklædning), som vist på figur 3.

Ydervæggen kan også udføres med overflade-klasse D-s2,d2, hvor alle materialer (inkl. vindspærre) i de yderste 200 mm af væggen er mindst materialeklasse D-s2,d2.

Eksempler på nogle almindeligt anvendte vindspærrer er vist i tabel 2, som tillige angiver typisk brandklassificering af produkterne.

Tabel 2. Eksempler på vindspærrematerialer med typiske Z-værdier og brandklassifikation. Ved et konkret byggeri skal der anvendes den værdi, som leverandøren oplyser for det aktuelle produkt, og som der bør være dokumentation for.

Materiale	Typisk Z-værdi	Typisk brandklassifikation
	GPa s m²/kg
Let asfaltpap (vindpap)	3-8	Kan ikke klassificeres
12 mm asfaltimprægneret træfiberplade	1-3	Kan ikke klassificeres
9 mm glasfilt-beklædt vindgipsplade	0,5-1	K₁ 10 B-s1,d0
8 mm fibercementplade	1-4	K₁ 10 B-s1,d0
12 mm kalciumsilikatplade	1	K₁ 10 B-s1,d0
10 mm cementspånplader	1-3	K₁ 10 B-s1,d0
Kunststofmembraner	0,3-2	Afhængig af materiale
3 mm træfiberplade	1-3	Kan ikke klassificeres

Let asfaltpap (vindpap)

Let asfaltpap (vindpap) er en bitumenimprægneret fiberdug af polypropylen (PP).

Diffusionsmodstanden (Z-værdien) kan være op mod 8 GPa s m²/kg, hvilket betyder, at der stilles højere krav til dampspærrens Z-værdi end ved mere diffusionsåbne produkter. Der kan dog også fås vindpap med lavere Z-værdi – ned under 3 GPa s m²/kg.

Vindpap kan ikke brandklassificeres og må derfor kun anvendes, hvor der ikke er brandkrav til vindspærren.

Asfaltimprægnerede træfiberplader

Asfaltimprægnerede træfiberplader er porøse træfiberplader, hvor der er tilføjet asfalt i produktionen. Pladerne har en rumvægt på ca. 250 kg/m³ og anvendes typisk i 12 mm’s tykkelse.

Pladerne er diffusionsåbne med Z-værdi på 1-3 GPa s m²/kg. Asfaltimprægnerede træfiberplader kan ikke brandklassificeres og kan derfor kun anvendes, hvor der ikke er brandkrav til vindspærren.

Pladerne bør monteres med 2 mm afstand mellem pladekanterne.

Fibercementplader

Fibercementplader er cementbaserede plader, der er armeret med cellulosefibre. Fibercementpladerne er diffusionsåbne med en typisk Z-værdi på 1-5 GPa s m²/kg for en plade i 8 mm’s tykkelse.

Fibercementplader vil normalt opfylde kravet til beklædning klasse K₁10 B-s1,d0 [klasse 1-beklædning].

Det bør sikres, at der vælges plader, som ikke suger vand, hverken fra kanter eller den omgivende luft.

Kalciumsilikatplader.

Kalciumsilikatplader har mange ligheder med fibercementplader og er ligesom disse uorganiske. De er diffusionsåbne med en Z-værdi på ca. 1 GPa s m²/kg for en 8 mm plade.

Kalciumsilikatplader vil normalt opfylde kravet til beklædning klasse K₁10 B-s1,d0 [klasse 1-beklædning]. Pladerne udvider sig ca. 1,5 mm/m ved opfugtning.

Det bør sikres, at der vælges plader, som ikke suger vand, hverken fra kanter eller den omgivende luft.

Gipsplader

Gipsplader til vindspærre leveres med overflade af glasfiberdug. Der leveres også fibergipsplader.

Pladerne er meget diffusionsåbne med en Z-værdi på ca. 0,5 GPa s m²/kg for en 9 mm plade med glasfiberdug. Z-værdien for fibergips er typisk lidt højere, ca. 1-2 GPa s m²/kg.

Gipspladerne vil opfylde kravet til beklædning klasse K₁ 10 B-s1,d0 [klasse 1-beklædning].

Hårde træfiberplader

Tynde, hårde træfiberplader leveres med vandafvisende overflade. Pladerne har en rumvægt på ca. 950 kg/m³ og leveres typisk i tykkelsen 3,2 mm. Træfiberplader har forholdsvis store fugtbevægelser og kan deformeres, hvilket der i givet fald skal tages hensyn til.

Pladerne er diffusionsåbne med Z-værdi på 1-3 GPa s m²/kg.

Hårde træfiberplader kan ikke brandklassificeres og kan derfor kun anvendes, hvor der ikke er brandkrav til vindspærren.

Træfiberplader er organiske og modtagelige for skimmelvækst, og de bør derfor kun bruges, hvor de sidder tørt under anvendelsen (RF ≤ 75 % RF).

Pladerne bør monteres med 2 mm afstand mellem pladekanterne. Vandrette samlinger kan eventuelt udføres med overlap, jf. TRÆ 60, Træplader.

Cementspånplader

Cementspånplader er fremstillet af træspåner og mineralske tilslagsstoffer med cement som bindemiddel.

Pladerne har en rumvægt på ca. 1250 kg/m³ og leveres typisk i tykkelsen 10 mm.

Pladerne er meget diffusionsåbne med en Z-værdi på 1-3 GPa s m²/kg.

Cementspånplader vil normalt opfylde kravet til beklædning klasse K₁ 10 B-s1,d0 [klasse 1-beklædning].

Kunststofmembraner

Kunststofmembraner fås i flere materialetyper og med forskellig opbygning. Kunststofmembraner har typisk meget lav diffusionsmodstand, ofte under 1 GPa s m²/kg.

Plast- og kunststofmembranerne kan normalt ikke brandklassificeres, og de må derfor kun anvendes, hvor der ikke er brandkrav til vindspærren.

Montering og anvendelse

Vindspærrens funktion er primært at bremse den udefra kommende vind. Vindspærren bør monteres, så den er tæt. Vindspærren er dog normalt ikke en del af tæthedsplanet, som derimod udgøres af dampspærren eller en anden lufttæt konstruktionsdel, fx en tung bagmur.

Valg af vindspærre skal ske afhængigt af yderbeklædningens tæthed. Plader med indhold af organisk materiale bør kun anvendes, hvor der ikke forventes stor fugtbelastning, så risiko for skimmelvækst undgås.

2.7 Tjekliste

Velfungerende membranløsninger opnås kun, hvis de projekteres og udføres korrekt. Nedenstående forhold bør mindst kontrolleres henholdsvis inden og under udførelse. Listerne er ikke udtømmende, men omfatter forhold, hvor svigt erfaringsmæssigt kan medføre væsentlige skader:

Kontrol inden udførelse

Er de anvendte membraner af god kvalitet, fx med CE-mærkning og/eller dokumentation for relevante egenskaber?
Har membranen dokumenteret lang levetid?
Har membranen den ønskede diffusionstæthed – høj for dampspærre og fugtspærre og lav for vindspærre?
Er der taget hensyn til eventuelle forskelle i klæbeevne af membranens for- og bagside?
Er membranen placeret korrekt – damp- og fugtspærre på den varme side af isoleringen, så der ikke er risiko for kondens?
Er alle – især vanskelige – detaljer projekteret?
Er gennemføringer og samlinger projekteret med udførelse over fast underlag?
Er der projekteret med et gennemgående tæthedsplan for at sikre lufttæthed?
Er detaljer bygbare? Vanskelige detaljer kan med fordel suppleres med en fyldig beskrivelse.
Er der foreskrevet brug af systemløsninger, hvor de er tilgængelige?

Er der foreskrevet krav til rene underlag og primning, hvor der skal ske klæbning eller tapening?

Kontrol under udførelse

Er der anvendt de foreskrevne materialer – herunder tilhørende hjælpematerialer, fx tape eller klæber?
Er underlag for tapening eller klæbning rengjort og primet iht. det projekterede og/eller leverandørens anvisninger?
Er detaljer udført som projekteret?
Hvis ikke – er ændringer aftalt og dokumenteret?
Er membranen uskadt?
Hvis ikke – er der foretaget korrekt udbedring (dokumenteret)?
Er der sikret et gennemgående tæthedsplan?